Hans lidelse lindrer vores
Barbara Winter, Arizona i USA
Som sygeplejerske på intensivafdelingen for nyfødte, tager jeg mig af syge og til tider meget små spædbørn. En aften fik jeg til opgave at tage mig af en spæd dreng, der var født 17 uger for tidligt og kun vejede lidt over et halvt kilo. Hans hænder var bittesmå, hans små ben var ikke tykkere end min finger, og hans fødder var på størrelse med min tommelfinger. Da han havde svære vejrtrækningsproblemer, regnede lægerne ikke med, at han ville overleve natten.
Der bliver altid meget stille på afdelingen, når et spædbarn kæmper for livet. Der er et øget pres på alle, især spædbarnets sygeplejerske, og i nat var det altså mig. Hans forældre havde været hos ham hele dagen, men de var nu udmattede. Hans mor var blevet kørt tilbage til sin stue, så hun kunne få sin tiltrængte hvile.
Spædbarnets enestue indeholdt en kuvøse, monitorer, ventilatorer og IV-pumper, som holdt ham i live. Da han var så lille og havde brug for intensiv pleje, blev jeg ikke tildelt andre patienter den aften. Jeg skulle være ved hans side hele natten, travlt optaget af medicinering, overvågning, behandling og prøvetagning.
Som natten skred frem, forestillede jeg mig, hvordan jeg ville have det, hvis jeg var hans mor. Smerten ville være ulidelig.
Jeg vaskede forsigtigt hans ansigt, rørte hans små hænder og fødder, mens jeg forsigtigt skiftede ham og anbragte ham på nye, bløde tæpper. Jeg spekulerede over, hvad jeg ellers kunne gøre for min lille patient. Hvad ville hans mor gøre? Hvad ville min himmelske Fader have, at jeg skulle gøre?
Denne dyrebare, uskyldige, lille ånd skulle snart vende tilbage til sin Fader i Himlen. Jeg spekulerede på, om han var bange. Jeg tænkte på mine egne børn. Da de var små og bange, sang jeg for dem. »Jeg er Guds kære barn,« var deres yndlingssang. Jeg pressede tårerne tilbage og sang for den lille.
Som sygeplejerske så jeg slangerne og blodet, fulgte spædbarnets vejrtrækning, lyttede til hans hjerteslag og holdt øje med de mange skærme. Som sidste dages hellig så jeg en celestial ånd og forundredes over frelsesplanen.
Som natten skred frem, forværredes hans tilstand. Han udviklede en lidelse, som gjorde, at han fik indre blødninger i lungerne.
Om morgenen gled min lille patient stille gennem sløret. Han forlod sin mors favn og blev »ført hjem til den Gud, der gav [ham] livet« (Alma 40:11).
Jeg kom tættere på Frelseren og min himmelske Fader den nat. Jeg udviklede en større forståelse for Herrens kærlighed til menneskene – og hans kærlighed til mig. Jeg blev mindet om og overrasket over, hvor dyb en kærlighed jeg nærer til ham. Og jeg følte en trang til at være venligere, mildere, mere tilgivende og mere barmhjertig – mere som han – en dag og et hjerteslag ad gangen.