2009
Joseph Smith-papirerne: Åbenbaringsdokumenterne
Juli 2009


Joseph Smith-papirerne: Åbenbaringsdokumenterne

Bogen Åbenbaringsdokumenterne rummer mange af de tidligste kendte kopier af de åbenbaringer, som Joseph Smith modtog, og de giver en indsigt i åbenbaringsprocessen.

Billede
Elder Marlin K. Jensen

I 1970erne begyndte sidste dages hellige historikere at erkende betydningen af at samle dokumenter om profeten Joseph Smiths liv og virke og stille dem til rådighed for offentligheden. Projektet med Joseph Smith-papirerne er kulminationen på dette arbejde, som har varet flere årtier. Projektets forskere har i sinde at indsamle samtlige optegnelser, dagbøger, brevvekslinger, forelæsninger, åbenbaringer, skrevne historier, bekendtgørelser og juridiske dokumenter – ja, alt skriftligt materiale, som Joseph Smith skrev eller fik skrevet.

Når samlingen Joseph Smith Papers (Joseph Smith-papirerne) er færdig, kommer den til at bestå af cirka 30 bind, der indeholder mere end 2000 dokumenter. Bindene inddeles i seks serier, der behandler forskellige områder: Dokumenter, historie, dagbøger, administrative dokumenter, juridiske sager og forretninger samt åbenbaringer og oversættelser. Ved at fremstille transskriberinger (maskinskrevne udgaver) af alle originale dokumenter, kan Joseph Smith-papirerne give forskere og andre interesserede personer læsbare tekster til rådighed, så man mindsker behovet for at håndtere og muligvis beskadige skrøbelige, historiske dokumenter. Hver transskribering gennemgår en tre-trinsproces, som lever op til de forskningsmæssige standarder for nøjagtige transskriberinger.

Studiet af disse historiske kilder, i særdeleshed i deres tidligste form, giver dem, der forsker i Joseph Smith, en rigere forståelse af profetens liv og den gengivne kirkes udvikling. Joseph Smith-papirerne gør også detaljeret historisk forskning lettere. Dokumenter, der opbevares mange forskellige steder – blandt andet i Kirkens samlinger, på universiteter, i historiske foreninger og hos private samlere – udgives nu og bliver tilgængelige mange steder, og med tiden også på internettet. Da dette omfattende projekt er rig på førstehåndskilder, deriblandt mange som forskere ellers ikke ville kunne få fat i, er Joseph Smith-papirerne med til at hæve standarden og nøjagtigheden af kommende afhandlinger om Joseph Smith og Kirkens tidligste historie.

Serien »Åbenbaringer og oversættelser«

Bindene i serien »Åbenbaringer og oversættelser« gengiver de tidligste manuskripter med Joseph Smiths nedskrevne åbenbaringer og oversættelser sammen med de officielle udgaver af disse dokumenter, som de blev udgivet i hans levetid. Disse udgivelser omfatter den første udgave af Mormons Bog (1830); den første udgivelse af en samling af Joseph Smiths åbenbaringer, kaldet »Befalingernes Bog« (1833); og den første udgave af Lære og Pagter (1835).

Noget af det, som profeten fandt vigtigst, da Kirken var blevet organiseret i 1830, var at nedskrive og bevare sine åbenbaringer. Skønt en mere omfattende optegnelse ikke blev påbegyndt før 1832, begyndte Joseph Smith og John Whitmer dog i sommeren 1830 at samle de åbenbaringer, som profeten havde modtaget indtil da. Sidst i marts 1831 begyndte John Whitmer at kopiere denne tidlige samling af åbenbaringer i en bog, som han gav titlen »Befalingernes og åbenbaringernes bog«. Denne manuskriptsamling, som papirernes redaktører har kaldt Åbenbaringsbog 1, indeholder dokumenter, som blev nedskrevet fra omkring marts 1831 til midten af 1835.

Da John Whitmer og Oliver Cowdery i november 1831 blev bemyndiget af en konference i Kirken i Ohio til at udgive de samlede åbenbaringer, tog de »Befalingernes og åbenbaringernes bog« med til Missouri, hvor de sammen med W.W. Phelps begyndte at trykke »Befalingernes Bog« (se L&P 67). Tidligt i 1832, da den første bog med åbenbaringsmanuskripter befandt sig i Missouri, skaffede Joseph og hans skrivere en ny bog, som de nedskrev åbenbaringer i. Denne anden bog, kendt som »Kirtlands åbenbaringsbog«, har fået titlen Åbenbaringsbog 2 af papirernes redaktører. Den blev til i perioden ultimo februar eller primo marts 1832 til slutningen af 1834. Det første bind i serien Åbenbaringer og oversættelser rummer disse to samlinger af åbenbaringsmanuskripter.

Gennem omhyggeligt studie har forskerne på projektet med Joseph Smith-papirerne fastslået, at »Befalingernes og åbenbaringernes bog« tjente som hovedkilde til udgivelsen af »Befalingernes Bog« i 1833, og at både »Befalingernes og åbenbaringernes bog« og »Kirtlands åbenbaringsbog« dannede grundlag for den første udgave af Lære og Pagter i 1835. Disse manuskriptsamlinger blev ikke længere anvendt efter udgivelsen af Lære og Pagter, men blev opmagasineret sammen med andre af Kirkens optegnelser. Senere åbenbaringer blev optegnet i Joseph Smiths dagbøger og optegnelser, såvel som i biskoppers, apostles og andre medlemmers skrivelser.

Efter udgivelsen af Lære og Pagter i 1835 blev disse to manuskriptsamlinger stort set ignoreret, fordi man havde de trykte bind. Men forskere har på det seneste haft stor interesse i at undersøge de tidlige udgaver af Joseph Smiths åbenbaringer. Åbenbaringsbog 2 havde ikke været offentlig tilgængelig, før Kirken udgav trykte billeder af originalmanuskripterne som en del af 2002 dvd-samlingen Selected Collections from the Archives.1 Og det er også først i de seneste år, at forskere for alvor har set værdien af Åbenbaringsbog 1, som havde været i Det Første Præsidentskabs besiddelse.

Åbenbaringsbog 1 indeholder de tidligste kendte udgaver af flere åbenbaringer og i nogle tilfælde de eneste eksisterende tidlige udgaver. Den var kilde til de åbenbaringer, der blev trykt i Kirkens første tidsskrift The Evening and the Morning Star. Fire sider, som på et eller andet tidspunkt blev fjernet fra bogen, ejes i dag af Community of Christ Library-Archives i Independence i Missouri, og de er gengivet i The Joseph Smith-papirerne med tilladelse derfra.

Åbenbaringsbog 1 er en næsten komplet samling af de tidlige åbenbaringer, idet den omfatter 64 af de 65 tekster, der blev trykt i 1833-ugaven af Befalingernes Bog2 såvel som 95 af de 103 afsnit, der blev trykt i 1835-udgaven af Lære og Pagter. Kun ti tekster fra manuskriptbogen findes hverken i Befalingernes Bog eller Lære og Pagter fra 1835.

Klargørelse af åbenbaringsbøgerne til udgivelse i Joseph Smiths levetid

En af Joseph Smiths opgaver, da han gennemgik manuskripterne, inden de blev trykt, var at »rette de fejl eller misforståelse, som han ved Helligåndens hjælp opdagede«.3 Joseph vidste af erfaring, at den menneskeskabte proces, hvorved åbenbaringer blev nedfældet, kopieret ind i åbenbaringsbøgerne og leveret videre mellem flere personer, mens de blev gjort klar til udgivelse, uundgåeligt medførte utilsigtede fejl. Til tider var det nødvendigt at tydeliggøre teksten. Somme tider erstattede eller opdaterede senere åbenbaringer tidligere modtaget åbenbaringer, hvorfor det blev nødvendigt at redigere dokumenterne for at ændre i de tidligere udgaver. Fra tid til anden foretog man også forskellige andre ændringer. De fleste af disse, såsom tekstens inddeling i vers eller tydeliggørelse, omfattede ikke større rettelser.

Joseph syntes at betragte åbenbaringsmanuskripterne som sin bedste indsats for at fange Herrens røst, når han indlod sig på at kommunikere på det, som Joseph kaldte det »skæve, ubehjælpsomme, splittede og ufuldkomne sprog«, som mennesker bruger.4 Det åbenbarede forord til de trykte åbenbaringer synes også at give udtryk for dette princip: »Se, jeg er Gud og har talt det; disse befalinger er af mig og blev givet til mine tjenere i deres svaghed efter deres sprog« (L&P 1:24).

Joseph og hans medhjælpere blev udpeget af Kirkens konference til at klargøre åbenbaringerne til udgivelse ved at rette teksterne igennem. Nyere undersøgelser af begge åbenbaringsbøger afslører, hvordan og hvornår mange af ændringerne blev foretaget. For eksempel blev der foretaget nogle ændringer, før de udvalgte tekster blev trykt i Missouri, mens andre blev foretaget i Ohio, inden udgivelsen af Lære og Pagter i 1835.

Et almindeligt eksempel omfatter ændringer foretaget af Sidney Rigdon. Han ændrede ofte åbenbaringernes sprog fra det engelske bibelsprog »thee«, »they« og »thine« til det nyere engelske »you«, »your« and »yours«. Mange af disse ændringer blev senere ført tilbage. Han rettede også grammatik og ændrede lidt i sproget for at tydeliggøre og moderere ord og betydninger.

I nogle få tilfælde blev der foretaget omfattende ændringer, da åbenbaringerne blev opdateret til 1835-udgaven af Lære og Pagter. For eksempel blev afsnit 20 oprindelig modtaget i 1830, inden størstedelen af Kirkens ledelsesstruktur, som vi kender den i dag, var blevet åbenbaret til Joseph Smith. I 1835 havde Joseph organiseret mange embeder og kvorummer ved åbenbaring. For at få denne nylig åbenbarede kirkelige orden med, blev flere tekster ændret og tilføjelser blev indarbejdet i afsnit 20. Versene 65-67 om ordinering af mænd til præstedømmeembeder, som findes i vores nuværende udgave, var blevet åbenbaret efter udgivelsen i 1833, og blev derfor føjet til udgivelsen i 1835.

Joseph Smith gennemgik mange af sine medarbejderes redaktionelle ændringer og foretog selv mindre rettelser, inden Befalingernes Bog blev udgivet i 1833. Han foretog yderligere ændringer, som for eksempel at tilføje efternavne på personer, som blev nævnt i åbenbaringerne, inden Lære og Pagter blev udgivet i 1835.

På et eller andet tidspunkt omkring 1834-1835 blev Åbenbaringsbog 2 anvendt i Kirtland i Ohio til udarbejdelsen af 1835-udgaven af Lære og Pagter, og alle, undtagen otte tekster fra manuskriptsamlingen, blev trykt i 1835-udgaven. Dette skal ses i sammenligning med, at kun tre af de åbenbaringer, som er kopieret i bogen, blev gengivet i Befalingernes Bog i 1833. To af manuskriptbogens åbenbaringer blev først trykt i 1844-udgaven af Lære og Pagter.

Senere ændringer foretaget op til og med 1981-udgaven af Lære og Pagter omfattede sporadiske ændringer af ord, men de større ændringer fandt sted under profeten Josephs arbejde med 1835-udgaven.

Nye oplysninger

Da redaktørerne på Papirerne arbejdede med disse manuskriptsamlinger, afdækkede de nye oplysninger. For eksempel har forskere med interesse i kronologi bag Joseph Smiths liv måtte henholde sig til en datering af de tidlige åbenbaringer, som udelukkende omfattede den pågældende måned. Åbenbaringsbog 1 giver os de specifikke datoer på mange af disse åbenbaringer. Derudover rummer John Whitmers korte historiske præsentationer af mange af åbenbaringerne en historisk kontekst, som forskerne kan bruge.

Ved omhyggelige undersøgelser har redaktørerne været i stand til at identificere håndskrifterne på de fleste af rettelserne i manuskripterne. Når serien ›Åbenbaringer og oversættelse‹ udgives, kommer den til at omfatte fotografier af dokumenterne med transskriptionen på den modstående side. På den måde kan læseren se de originale håndskrifter, rettelser og sågar dokumentets struktur, uden dog at skulle være ekspert i at tyde håndskrifter. De ændringer, som er foretaget i de originale dokumenter, bliver farvekodet i transskriptionen, så læseren kan genkende håndskriften på de personer, som har skrevet på siderne.

En anden spændende udvikling, som udspringer af arbejdet med serien ›Åbenbaringer og oversættelser‹, er fundet af en hidtil uudgivet åbenbaring omkring sikring af ophavsret på Mormons Bog i Canada. Da David Whitmer havde forladt Kirken, mindedes han, at den åbenbaring lovede, at det ville lykkes at sælge ophavsretten til bogen, men da de mænd, som havde fået opgaven overdraget, vendte tilbage, blev Joseph Smith og andre skuffede over, at det tilsyneladende havde slået fejl. Historikerne har i årtier sat deres lid til udtalelser fra David Whitmer, Hiram Page og William McLellin, men har ikke haft åbenbaringens faktiske ordlyd. Den findes i Åbenbaringsbog 1.

Skønt vi stadig ikke kender hele historien, i særdeleshed ikke Joseph Smiths eget syn på situationen, så ved vi dog, at det ikke er rimeligt at kalde det guddommelige budskab for en »fejlslagen åbenbaring«. Herrens direktiv påpeger helt klart, at et vellykket salg af ophavsretten afhang af værdigheden hos dem, der skulle foretage salget, såvel som på den åndelige modtagelighed hos eventuelle købere.5

Profetens nye indsigt

Redigeringen og opdateringen af åbenbaringstekster i Kirkens tidlige dage viser den proces, hvorved Joseph Smith modtog fortsat åbenbaring. Åbenbaringsmanuskripterne viser, hvordan mennesker kæmpede for at sikre sig, at de tanker og lærdomme, som Joseph modtog, blev transskriberet og trykt korrekt – en proces, som i forbindelse med enhver udgivelse, rummer mulighed for fejltagelser. I nogle tilfælde, hvor en ny åbenbaring ændrede eller opdaterede det, der allerede var blevet modtaget, rettede profeten i den tidligere nedskrevne åbenbaring, så den afspejlede den nye indsigt. Så ligesom hans doktrinære kundskab blev klarere og øgedes, skete det samme med de nedskrevne åbenbaringer. De var kendetegnet ved foranderligheden af hans forståelse af de hellige anliggender. Profeten mente ikke, at åbenbaringer, der engang var nedskrevet, ikke kunne ændres af senere åbenbaringer.

Bevaringen og udgivelsen af disse åbenbaringsbøger udgør en væsentlig kilde for den, der ønsker at studere Kirkens historie. Dette projekt vil føre til en større forståelse af, hvordan vores trykte åbenbaringer blev organiseret og udgivet, samtidig med at det giver en større indsigt i Joseph Smiths tanker og hensigter. Et studium af disse åbenbaringsbøger vil ikke alene øge vores kundskab, men også vores vidnesbyrd om Herrens plan for fortsat åbenbaring, der sikrer vejledning til en stadigt voksende kirkes omskiftelige behov.

Noter

  1. Richard E. Turley jun., red., Selected Collections from the Archives of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints (DVD, 2002).

  2. Den eneste åbenbaring, der blev trykt i Befalingernes Bog, men som ikke findes i Åbenbaringsbog 1, er Åbenbaring, maj 1829-B, Befalingernes Bog 11 (se L&P 12).

  3. Referatbog 2 (også kaldet »Far West Record«), 8. nov. 1831.

  4. Joseph Smith til William W. Phelps, 27. nov. 1832, i Personal Writings of Joseph Smith, kompendium. Dean C. Jessee, red., 2002, s. 287.

  5. Se Åbenbaringsbog 1, s. 30-31.

Joseph Smith junior modtager åbenbaring, af Daniel Lewis

Fotografier af manuskriptsamlingerne gengivet med tilladelse fra projektet med Joseph Smith-papirerne; fotografi af Befalingernes Bog: Eldon K. Linchoten; Joseph Smith jun., af Dan Weggeland, gengivet med tilladelse fra Kirkens historiske museum.

Noget af det, som profeten fandt vigtigst, da Kirken var blevet organiseret i 1830, var at nedskrive og bevare sine åbenbaringer.

Herunder: Åbenbaringsbog 1. Herover til højre: Åbenbaringsbog 2. Herunder til højre: Førsteudgave af Befalingernes Bog.

Joseph syntes at betragte åbenbaringsmanuskripterne som sin bedste indsats for at fange Herrens røst.

Gravering af Joseph Smith af Dan Weggeland, bragt med tilladelse fra Kirkens historiske museum

John Whitmer

Joseph Smith

Sidney Rigdon

William W. Phelps