Fra nederst til øverst
Denne unge kvinde fra Uruguay ved, hvordan hun kommer derhen, hvor hun gerne vil være.
Når man har et talent, siger folk til tider, at det nok skal føre en til tops. Men i Joselén Cabreras tilfælde førte hendes talent hende hele vejen til verdens bund – nemlig Antarktis. Undervejs erfarede hun, at værdige drømme er værd at forfølge, og at der sammen med drømme dukker folk op, som kan hjælpe, når der er behov for det.
Da Joselén var 14, vandt hun en tegnekonkurrence, som var sponseret af Asociación Civil Antarkos i hendes hjemland, Uruguay. Præmien: En rejse til Antarktis for hende og hendes skolelærer sammen med en gruppe andre elever og lærere. Hendes far og den kvinde, som underviste Joselén i tegning, viste hende, hvordan hun skulle færdiggøre den tegning, hun havde i tankerne.
Hendes rejse blev en spændende tur i tre dele: Først fløj hun med militærfly fra Montevideo i Uruguay til Punta Arenas i Chile, hvorfra hun fløj over havet til den chilenske base i Antarktis, og derfra rejste man ind i landet til Uruguays base, Artigas Antarctica Scientific Base, der ligger små 3000 kilometer fra Montevideo. Flere lande har videnskabelige baser på King George Island, som ligger ud for Antarktis’ kyst.
Joseléns tegning og hendes beretning om rejsen blev bragt i et landsdækkende tidsskrift, Uruguay Natural.
Antarktis var ikke helt, som hun havde forestillet sig, siger Joselén smilende. Hendes tegning viste pingviner og is. Det var sommer, da hun besøgte området, så den golde jord var kun pletvis dækket af sne, og der var kun få pingviner. Men det gav hende mulighed for at se flere af seværdighederne. Hun nød at vandre langs kysten, hvor hun så Collins Gletsjer, Drake Passage og Lake Uruguay, hvorfra forskningsbasen fik ferskvand. Hun fik også lov at besøge andre baser.
Rejsen var virkeliggørelsen af en drøm for Joselén, som i dag er 19 år og medlem af Colonia Suiza Gren i Colonia Distrikt i Uruguay. Siden rejsen har hun virkeliggjort flere andre drømme. En af dem var at fuldføre sin Personlig fremgangsmålsætning og modtage sin Anerkendelse for kvindelighed. Joselén siger, at hun bærer medaljonen for at minde sig selv om, hvad hun har opnået, og hvad hun, som datter af Gud, kan blive til. Nu hvor Joselén er færdig med sin gymnasieuddannelse, har hun i sinde at læse arkitektur på universitetsniveau.
Indtil videre har hun ikke haft mange muligheder for at bære sit vidnesbyrd på skolen. Selv om hendes venner respekterer hendes tro, taler de ikke meget om religion. Joselén er stilfærdig, men aldrig bange for at sige, hvad hun mener er rigtigt. Det skete engang, hvor en elev fortalte resten af klassen, at sidste dages hellige er tvunget til at betale tiende. Nej, det passer ikke, sagde hun. »Vi giver villigt,« sagde hun og forklarede, at tiende er et frivilligt offer til Gud.
Joselén er vokset op i Kirken, men hun fik sit eget vidnesbyrd, da hun var omkring 12 år og blev klar over, at hun ikke altid ville kunne forlade sig på sine forældres viden. Hun siger, at opnåelsen af et vidnesbyrd »ikke var en stor ›wow-oplevelse‹. Men jeg vidste, at evangeliet gav mig glæde.«
I sommerferierne går hun ofte ud med søstermissionærerne. Af og til får hun mulighed for at bære vidnesbyrd for mennesker, hun kender. En dag viste det sig, at de skulle undervise hendes bedste veninde fra skolen. »Jeg fortalte hende, hvad jeg følte,« siger Joselén. Joselén er glad for, at hun fik mulighed for at bære sit vidnesbyrd for sin veninde.
»Jeg holder meget af beretningen om Joseph Smith, der, selv om han mødte vanskeligheder i den hellige lund, fortsatte med at bede,« siger hun (se JS-H 1:15-17). »Jeg er betaget af hans mod.« Hun beundrer den måde, hvorpå den unge profet forblev tro mod det han vidste, selv om andre gjorde nar ad ham.
Nefi er en anden af hendes helte. »Jeg er imponeret af Nefis tapperhed, da han ikke lod sig kue af sine brødre,« siger hun (se 1 Ne 3:14-21; 4:1-4).
Hun arbejder hårdt på en anden drøm lige nu, og den omfatter en anden af hendes yndlingsbeskæftigelser: Nemlig musik. Joselén og hendes søster, Ileana, blev for nylig udlært til at undervise i orgelspil. Joselén elsker at spille musik – lige fra primarysange til filmmusik – og hun elsker at lytte til musik, især Tabernakelkoret.
»Når jeg har problemer, dukker der gerne en salme op i mit sind,« siger hun. »Salmer hjælper mig med at finde svar.« Hun deltager i seminar alle hverdage i kirkebygningen, som ligger tæt på hendes hjem. »Nogle gange tager jeg tidligere derhen, så jeg kan sidde og spille salmer på klaveret,« siger hun.
Når der er transmission fra generalkonferencen, tager hun tidligt derhen, så hun kan sidde og høre Tabernakelkorets præludium.
Nu hvor Joselén har været på Antarktis – et sted, som meget få mennesker på jorden nogensinde kommer til at se med egne øjne – er der så et andet spændende sted, hun gerne vil besøge?
»Jeg vil gerne til generalkonference og høre koret synge,« siger hun.
Hvem ved? Hvis Joselén kan nå ned til verdens bund, hvad skulle så kunne afholde hende fra at nå til tops i alt det, hun sætter sig for?
Fotos: Don L. Searle og familien Cabrera; kort: Thomas S. Child
Glimt fra Joseléns rejse til Antarktis.
Herunder: Joselén (i rødt) sammen med sin mor, Raquel, sin far, Ruben, og sin søster Ileana. Midtfor: Joselén med souvenirs fra rejsen. Til højre: Joselén øver sig på klaveret.