Den usynlige gæst
»Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem« (Matt 7:12).
Julias hjerte hamrede, da hun kiggede ind i det tomme lokale. Primarylokalet, med dets halvcirkel af klapstole og en støvet tavle, så ud som det, hun kendte derhjemme. Men Julias mave slog en kolbøtte, da hun trådte ind ad døren. Det kunne godt være, at det lignede, men Julia vidste, at det ikke var samme. I dag var hun gæst.
Julia sank ned i den stol, der stod længst fra døren. Hun nød alt ved familiens sommerferiebesøg hos fætre, kusiner og bedsteforældre, men bare ikke at være gæst i en fremmed menighed. Det var rart at synge primarysange og lære om Frelseren, men hun kunne ikke lide at sidde alene og ikke kende nogen.
Julia brød sig heller ikke om at høre de andre børn snakke og le, når ingen så meget som kiggede på hende. Det var, som om alle var ligeglade med, om hun var der eller ej. Det var, som at være usynlig – Julia, den fantastiske, usynlige gæst!
Julia snoede sine lange, lyse fletninger og ønskede, at hun var hjemme hos sin egen primarylærer, søster Johansson, og sin bedste veninde, Hanna. »Måske bliver det anderledes denne gang,« sagde hun til sig selv, mens hun rettede på sine briller og glattede sin kjole endnu engang. »Hvis jeg prøver hårdt, kan jeg måske ændre på det.«
Julia sprang op, da døren gik op. Tre piger trådte ind, mens de snakkede ivrigt. To drenge fulgte efter. Julia tog en hurtig indånding og tvang sin mund til at smile.
»Hej,« udbrød hun. Pludselig kiggede alle på hende. Julia blev rød i hovedet.
»Øh, hej,« mumlede en af pigerne.
»Er du ny?« spurgte en anden pige.
Julia rømmede sig. »Nej. Jeg besøger bare min bedstemor.«
»Nå.«
Alle fandt sig en plads. Julias smil falmede, da hun opdagede, at alle pladser var taget, undtagen den ved siden af hende. Ingen sagde et ord til Julia. Hun stirrede på sine hænder. »Den fantastiske, usynlige gæst har slået til igen,« tænkte hun. En tåre gled ned ad hendes kind.
En uge senere syntes Julias hjerte at svæve, da hun skyndte sig ned ad gangen i kirken. Hvor var der rart at være hjemme! Da hun trådte ind i klasselokalet, var Hanna der allerede.
»Hej, Julia! Hvor er jeg glad for, at du er hjemme igen!« sagde Hanna.
Julia satte sig ved siden af Hanna. Snart efter snakkede og grinede de. Julia var lige begyndt at fortælle Hanna om sin uge hos bedstemor, da en høj, slank pige med gyldenrødt hår viste sig i døren. Julia så pigen sætte sig for sig selv på den stol, der var længst fra døren
»Hun må være en gæst,« tænkte Julia. »Hold da op, hvor er jeg glad for, at det ikke er mig denne gang!« Pigen hævede blikket og så sig omkring, inden hun igen kiggede ned på sine hænder. Julias hjerte snørede sig sammen, da ingen sagde noget til pigen. »Jeg ville ønske, at det ikke var så hårdt at være gæst,« tænkte hun. »Det burde det ikke være!« Sidste søndag fór gennem hovedet på hende, da hun tænkte på, hvordan det var at være den bedrøvede, usynlige gæst. Hun blinkede med øjnene. Hov – hun kunne jo gøre det anderledes denne gang!
Julia rejste sig. »Hej,« sagde hun og smilede. Hun gik gennem klasselokalet hen og satte sig ved siden af pigen. »Er du på besøg i dag?«
Pigen kiggede op med store øjne, og så lyste hendes ansigt op. »Ja, jeg besøger min tante. Er du også på besøg?«
Julia rystede på hovedet. »Nej, men jeg ved, hvordan det føles,« forklarede hun. »Jeg hedder Julia. Hvad hedder du?«
»Ella.«
»Har du lyst til at komme over og sidde sammen med Hanna og mig?«
Ella smilede genert og nikkede. Mens de to piger gik tilbage gennem klassen, følte Julia sig varm indeni. »Ingen adgang for usynlige gæster,« tænkte hun. »Ikke hvis jeg kan forhindre det.«
Illustration: Jennifer Tolman.