Det er et stort arbejde, jeg er i gang med, så jeg kan ikke tage derned
Vi kan ikke og må ikke tillade at blive distraheret fra vores hellige pligt. Vi kan og må ikke miste fokus på det, der betyder mest.
Mine kære brødre, jeg har i et par måneder vidst, hvad jeg ville tale til jer om i dag. I den tid har jeg ledt efter en historie, som kunne illustrere det, jeg ønsker at sige. Jeg ledte efter en historie om landbrug. Jeg ledte efter en historie om dyr. Til ære for ældste Scott, har jeg ledt efter en historie om atomfysik og til ære for præsident Monson en historie om at holde duer.
Til syvende og sidst var der én historie, som blev ved med at komme tilbage til mig – en historie, som jeg har husket i mange, mange år. Den handler ikke om landbrug, dyr, atomfysik eller duer. Den handler, som I måske har gættet – om flyvning. Jeg kalder den: »Historien om elpæren.«
Historien om elpæren, eller at tabe det af syne, som betyder mest
En mørk aften i december for 36 år siden, styrtede en Lockheed 1011 jumbojet ned i Floridas Everglades, og flere end 100 mennesker omkom. Denne forfærdelige ulykke var et af de flystyrt i USA’s historie med flest døde.
Det ejendommelige ved denne ulykke er, at alle vigtige dele og systemer på flyet fungerede perfekt – flyet kunne let have landet sikkert på sit bestemmelsessted i Miami, kun 30 km derfra.
Kort før landing opdager besætningen, at en grøn lampe ikke lyser – en lampe, som indikerer, om næsehjulet er kommet rigtigt ned eller ej. Piloterne afbrød landingen, lod flyet cirkulere over det kulsorte Everglades, og rettede al deres opmærksomhed mod problemet.
De blev så optaget af at undersøge det, at de ikke så, at flyet gradvist dalede længere og længere ned mod den mørke sump under dem. Da de endelig opdagede, hvad der skete, var det for sent at undgå katastrofen.
Efter ulykken forsøgte havarieksperter at fastslå årsagen. Landingsstellet var blevet sænket ned, som det skulle. Flyet var i perfekt teknisk stand. Alt virkede som det skulle – bortset fra én ting: En enkelt udbrændt pære. Denne lille pære – til en værdi af én krone – indledte en kædereaktion, som i sidste instans førte til, at flere end 100 mennesker led en tragisk død.
Selvfølgelig var pæren, der ikke virkede, ikke skyld i ulykken; den skete, fordi besætningen rettede opmærksomheden mod noget, som i øjeblikket syntes at betyde noget, mens man mistede det, der var vigtigst, af syne.
Bestem jer for at gøre det, der betyder mest
Tilbøjeligheden til at fokusere på det uvæsentlige på bekostning af det væsentlige ser man ikke kun blandt piloter, men hos alle. Vi er alle i risikogruppen. Bilisten, som holder øjnene på vejen, har langt større chance for at nå sikkert frem til sin destination end den bilist, som har travlt med at sende sms’er fra sin mobil.
Vi ved, hvad der betyder mest i livet – Kristi lys oplyser alle om det. Vi har som trofaste sidste dages hellige Helligånden som en »stadig ledsager« til at lære os det, der har evig værdi. Jeg forestiller mig, at enhver præstedømmebærer, som hører mig i dag, ville kunne holde en formidabel tale om emnet »hvad er vigtigst«, hvis de blev bedt om det. Vores svaghed ligger i, at vore handlinger ikke altid er rettet ind efter vores samvittighed.
Tænk over det et øjeblik og overvej, hvad der er i jeres hjerte og tanker. Fokuserer I på det, der betyder mest? Den måde I bruger jeres fritid på giver måske et godt praj om det. Hvilken retning tager jeres tanker, når der ikke er noget pres fra afleveringsfrister? Er jeres tanker og hjerte rettet mod de kortvarige, flygtige ting, som betyder noget i øjeblikket, eller mod det, som betyder mest?
Hvilket nag bærer I rundt på? Hvilke undskyldninger klynger I jer fast i, som afholder jer fra at være den ægtemand, far, søn eller præstedømmebærer, som I ved, I bør være? Hvad distraherer jer fra jeres pligter eller forhindrer jer i med mere flid at højne jeres kaldelser.
Nogle gange er det, som distraherer os, ikke dårligt i sig selv, og ofte kan det tilmed få os til at føle os godt tilpas.
Det er muligt at overdrive selv noget godt. Et eksempel kan være en far eller bedstefar, som bruger timevis på at søge efter sine forfædre eller skabe en blog, mens han negligerer eller undgår at tilbringe kvalitetstid eller meningsfuld tid med sine egne børn og børnebørn. Et andet eksempel kan være gartneren, som bruger alle sine dage på at luge ukrudt, mens han ignorerer det åndelige ukrudt, som truer med at kvæle hans sjæl.
Selv programmer i Kirken kan blive en distraktion, hvis vi overdriver det og tillader, at de tager størstedelen af vores tid og opmærksomhed på bekostning af det, der betyder mest. Vi har brug for balance i livet.
Når vi oprigtigt elsker vor himmelske Fader og hans børn, vil vi udvise den kærlighed gennem vore handlinger. Vi tilgiver hinanden og stræber efter at gøre godt, for »vort gamle [jeg] er blevet korsfæstet med [Kristus].«1 Vi tager os af »faderløse og enker i deres nød og bevare[r os] selv uplettet af verden.«2
Mine kære præstedømmebrødre, vi lever i de sidste dage. Jesu Kristi evangelium er genoprettet på jorden. Guds præstedømmes nøgler er atter givet til menneskene. Vi lever i forventningens og forberedelsens tidsalder, Gud har betroet os at forberede os selv, vores familie og verden til morgengryet – den dag, hvor Guds Søn selv »når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, [vil] stige ned fra himlen«3 og indlede sit tusindårsrige.
Vi er blevet betroet det hellige præstedømme og udstyret med ansvaret, kraften og retten til at handle på vegne af vor himmelske Konge.
Det er det, der betyder mest. Dette er det af evig værdi, som fortjener vores opmærksomhed.
Vi kan ikke og må ikke tillade at blive distraheret fra vores hellige pligt. Vi kan og må ikke miste fokus på det, der betyder mest.
Nehemias
Nehemias i Det Gamle Testamente er et godt eksempel på at bevare fokus og forblive tro mod en vigtig sag. Nehemias var en israelit, som levede i eksil i Babylon og var kongens mundskænk. En dag spurgte kongen Nehemias, hvorfor han var så mismodig. Nehemias svarede: »Hvorfor skulle jeg ikke være mismodig, når byen med mine fædres grave ligger i ruiner, og dens porte er fortæret af ild?«4
Da kongen hørte dette, blev han blød om hjertet, og han gav Nehemias lov til at vende tilbage til Jerusalem og genopbygge byen. Det var dog ikke alle, der var begejstrede for den plan. Adskillige af de fyrster, der boede nær Jerusalem, blev ganske forbitrede over, at der kom »et menneske, der ville israelitterne vel.«5 Disse mænd »blev … rasende, og … begyndte at spotte judæerne.«6
Nehemias var frygtløs og lod ikke modstanden standse ham. I stedet samlede han sine ressourcer og arbejdskraft og gik i gang med at genopbygge byen, for »folket havde mod til at gå videre.«7
Men da bymuren begyndte at blive højere, øgedes modstanden. Nehemias’ fjender truede, konspirerede og latterliggjorde. Deres trusler var ikke tomme, og de blev så voldsomme, at Nehemias sagde: »De ville gøre os bange.«8 Til trods for faren og de konstante trusler om invasion, fortsatte arbejdet. Det var en vanskelig tid. »Og enhver, der byggede, havde sit sværd bundet om lænden, mens de byggede.«9
Efterhånden som arbejdet skred frem, blev Nehemias’ fjender mere indædte. Fire gange bad de ham om at forlade den sikre by og møde dem under dække af at ville løse konflikten, men Nehemias vidste, at de ønskede at skade ham. Hver gang de forsøgte, gav han dem samme svar: »Det er et stort arbejde, jeg er i gang med, så jeg kan ikke tage derned.«10
Hvilket enestående svar! Med et klart og konstant mål i hjerte og sind og med stor beslutsomhed rejste de Jerusalems mure på blot 52 dage.11
Nehemias nægtede at lade sig distrahere fra at gøre det, som Herren ønskede af ham.
Vi vil ikke tage ned
Jeg bliver opmuntret og inspireret af de mange trofaste præstedømmebærere i dag, som er af ét hjerte og sind. Ligesom Nehemias elsker I Herren og stræber efter at højne det præstedømme, I bærer. Herren elsker jer og bekymrer sig om jeres hjertes renhed og standhaftigheden bag jeres beslutninger. Han velsigner jer for jeres troskab, leder jeres vej og bruger jeres evner og talenter til opbygge sit rige på denne jord.
Men vi er dog ikke alle som Nehemias. Der er plads til forbedring.
Mine kære brødre i præstedømmet, gad vide, hvad vi kunne opnå, hvis alle, ligesom Nehemias’ folk, »havde mod til at gå videre.« Jeg tænker på, hvad der kunne opnås, hvis vi »aflagde … det barnlige«12 og indviede os selv med hjerte og sind til at blive værdige præstedømmebærere og sande repræsentanter for Herren Jesus Kristus.
Tænk et øjeblik over, hvad der kunne opnås i vores privatliv, vores arbejdsliv, vores familie og vore menigheder. Tænk på, hvordan Guds rige kunne gå fremad over hele jorden. Forestil jer, hvordan verden ville ændre sig for altid, hvis enhver mand, der bærer Guds præstedømme ville binde op om sine lænder og leve op til sit fulde potentiale og være omvendt dybt i sin sjæl, en ærlig og trofast præstedømmebærer opsat på at opbygge Guds rige.
Det er let at lade sig distrahere – og være fokuseret på en udbrændt pære eller på uvenlige menneskers uvenlige handlinger, uanset hvad deres motiv er. Men tænk på den kraft, vi ville besidde som enkeltpersoner og som præstedømmekorps, hvis vi, i stedet for at reagere på alle fristelser ved at miste fokus eller sænke vores standarder – Guds standarder – svarede: »Det er et stort arbejde, jeg er i gang med, så jeg kan ikke tage derned.«
Vi lever i en tid med store udfordringer og store muligheder. Herren søger mænd som Nehemias – trofaste brødre, som lever op til præstedømmets ed og pagt. Han forsøger at hverve usvigelige sjæle, som er villige til at arbejde på at opbygge Guds rige, de, som når de møder modgang og fristelser, siger i deres hjerte: »Det er et stort arbejde, jeg er i gang med, så jeg kan ikke tage derned.«
Som, når de møder prøvelser og lidelser, svarer: »Det er et stort arbejde, jeg er i gang med, så jeg kan ikke tage derned.«
Som, når de møder hån og bebrejdelser, svarer: »Det er et stort arbejde, jeg er i gang med, så jeg kan ikke tage derned.«
Vor himmelske Fader søger dem, som nægter at lade det ligegyldige hindre deres søgen efter det evigtvarende. Han søger dem, som ikke ville lade tillokkelsen ved det lette eller modstanderens snarer distrahere dem fra at udføre det værk, som Herren har bedt dem udføre. Han søger dem, hvis handlinger stemmer overens med deres ord, som med overbevisning siger: »Det er et stort arbejde, jeg er i gang med, så jeg kan ikke tage derned.«
Jeg bærer højtideligt vidnesbyrd om, at Gud lever og er opmærksom på enhver af os. Han vil række sin hånd frem og støtte dem, der rejser sig og bærer præstedømmet med ære, fordi han i disse sidste dage har et stort værk for os at udføre.
Evangeliet er ikke menneskeskabt. Kirkens læresætninger er ikke en eller andens bedste bud på gamle skrifters betydning. Det er himlens sandhed, åbenbaret af Gud selv. Jeg vidner om, at Joseph Smith så det, han sagde, han så. Han så i sandhed ind i himlene og talte med Gud Faderen og Sønnen og med engle.
Jeg vidner om, at vor himmelske Fader taler til dem, som søger ham i ånd og sandhed. Jeg har med mine egne øjne set det og vidner med glæde om, at Gud i vor tid taler gennem sin profet, seer og åbenbarer, ja, Thomas S. Monson.
Mine kære brødre, vi har ligesom Nehemias et stort arbejde at udføre. Vi skuer fremtiden i horisonten. Det er min inderlige bøn, at vi til trods for fristelser aldrig vil sænke vores standarder, at vi til trods for forstyrrelser, hvor de end kommer fra, ikke vil tabe det, der betyder mest af syne, at vi må stå standhaftige og samlet, skulder ved skulder, mens vi tappert bærer Herren Jesu Kristi fane.
Jeg beder til, at vi må være værdige til Gud den Almægtiges hellige præstedømme og over for mennesker løfte hovedet og med ubævende stemme sige til verden: »Det er et stort arbejde, vi er i gang med, så vi kan ikke tage derned.« I Jesu Kristi hellige navn. Amen.