Tempeltjeneste: Kilden til styrke og kraft i svære tider
Når vi holder de pagter, vi har indgået i templet, når vi lever retfærdigt … er [der] ingen grund til bekymring eller mismod.
Hvert eneste medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er velsignet med at leve i en tid, hvor Herren har inspireret sine profeter til at sørge for en markant lettere tilgang til de hellige templer. Gennem omhyggelig planlægning og visse ofre kan størstedelen af Kirkens medlemmer modtage templets ordinancer selv og på vegne af deres forfædre og blive velsignet af de pagter, der indgås deri.
Eftersom jeg elsker jer, vil jeg tale åbenhjertigt og uden omsvøb til jer. Jeg har mange gange set personer yde store ofre for at komme til et fjerntliggende tempel. Men når der bliver bygget et tempel tæt på, går der ikke længe, før mange holder op med at komme der regelmæssigt. Jeg har et forslag: Når der bliver bygget et tempel indenfor overkommelig afstand, kan små ting forpurre jeres planer om at tage til templet. Tag jeres omstæn-digheder i betragtning, og sæt jer specifikke mål om, hvornår I kan og vil deltage i templets ordinancer. Og lad så ikke noget komme i vejen for den plan. Denne plan garanterer, at de, der bor lige i nærheden af templet, vil blive lige så velsignet, som dem, der i god tid planlægger den lange tur til templet.
For 14 år siden besluttede jeg at tage til templet og fuldføre en ordinance mindst én gang om ugen. Når jeg har været ude at rejse, indhenter jeg det forsømte for at holde mit mål. Jeg har stået fast ved den beslutning, og det har ændret mit liv markant. Jeg stræber efter at deltage i de forskellige ordinancer, der er tilgængelige i templet.
Jeg opfordrer jer til at sætte jeres egne mål for, hvor ofte I vil stille jer til rådighed for de ordinancer, der tilbydes i vore fungerende templer. Hvad er der, der er mere vigtigt end at være til og deltage i templets ordinancer? Hvilken aktivitet kan have større betydning og give mere glæde og dyb lykke for par end at tjene i templet sammen?
Nu vil jeg gerne give nogle yderligere forslag til, hvordan man drager større nytte af at komme i templet.
-
Forstå den del af læren, som relaterer til tempelordinancer, særligt betydningen af Jesu Kristi forsoning.1
-
Når I deltager i templets ordinancer, overvej så jeres forhold til Jesus Kristus og hans forhold til vor himmelske Fader. Denne enkle handling vil føre til større forståelse af tempelordinancernes ophøjede natur.
-
Udtryk altid taknemlighed gennem bøn for de uforlignelige velsignelser, der stammer fra tempelordinancer. Lev hver dag på en måde, der vidner for vor himmelske Fader og hans elskede Søn om, hvor meget disse velsignelser betyder for jer.
-
Planlæg regelmæssige besøg i templet.
-
Sæt tilstrækkelig tid af til at være ustresset inden for templets mure.
-
Flyt om på jeres gøremål, så I kan deltage i alle templets ordinancer.
-
Tag jeres ur af, når I træder ind i Herrens hus.
-
Lyt omhyggeligt til præsentationen af hver enkel del af ordinancen med et åbent sind og hjerte.
-
Vær opmærksom på den person, I udfører den stedfortrædende ordinance for. Bed til tider for, at han eller hun vil anerkende vigtigheden af ordinancerne og være værdig til eller arbejde på at blive værdig til at nyde godt af dem.
-
Indse, at meget af det storladne i beseglingsordinancen, hverken kan forstås eller huskes efter én gang at have gennemgået den. Stedfortrædende arbejde gør, at man får en væsentlig bedre forståelse af det, der siges i ordinancen.
-
Indse, at beseglingsordinancen ikke er eviggyldig, før forjættelsens hellige Ånd har bekræftet den. Begge må være værdige og ønske, at beseglingen skal gælde for evigt.
Dersom I som par endnu ikke er blevet beseglet i templet, så overvej disse skriftsteder:
»I den celestiale herlighed er der tre himle eller grader;
og for at opnå den højeste må et menneske indtræde i denne præstedømmeorden, [hvilken vil sige den nye og evigtvarende ægteskabspagt],
og hvis han ikke gør dette, kan han ikke opnå den.
Han kan indtræde i en af de andre, men det er enden på hans rige; han kan ikke få nogen forøgelse« (L&P 131:1-4).
Nogle gange, når jeg hører et kor synge til en tempelindvielse, oplever jeg noget så sublimt, at det løfter mit hjerte og sind. Så lukker jeg øjnene og mere end én gang er det sket, at jeg i mit sind har set en tragt af mennesker, som begynder ved templet og stiger opad. Jeg føler, at de repræsenterer de mange ånder, som venter på, at der bliver gjort stedfortrædende arbejde for dem på det hellige sted, de glæder sig, for endelig er der et sted, hvor de lænker, der holder dem tilbage i deres evige fremgang, kan brydes. For at kunne opnå dette, er I nødt til at udføre stedfortrædende arbejde. I er nødt til at finde jeres forfædre. Det nye program FamilySearchTM gør det lettere end før. Det er nødvendigt at finde disse forfædre, gøre dem klar og komme til Herrens hus for at udføre de ordinancer, som de længes efter at modtage. Sikke en glæde det er at være i stand til at deltage i tempeltjeneste!
Jeg vil gerne fortælle om en oplevelse, som en af min hustru, Jeanenes, forfædre havde. Hendes navn er Sarah DeArmon Pea Rich. Hendes kommentar viser den indflydelse, templet kan have på vores liv. Da hun var 31 år, modtog hun en kaldelse fra Brigham Young om at gøre tjeneste i templet i Nauvoo, hvor alle de mulige ordinancer blev udført, før de var nødt til at forlade templet. Hun skrev dette:
»Mange var de velsignelser, vi havde modtaget i Herrens hus, hvilket har vakt glæde og trøst midt i alle vore trængsler og gjort os i stand til at have tro på Gud, velvidende, at han ville lede og bevare os på den ukendte rejse, der lå foran os. For havde det ikke været for den tro og viden, der blev skænket os i det tempel ved Herrens Ånds indflydelse og hjælp, ville vores rejse have været som at tage et spring ud i mørket. At begynde en sådan rejse midt om vinteren og i vores pauvre tilstand ville synes som at vandre lige ind i dødens gab. Men vi havde tro på vor himmelske Fader, og vi satte vores lid til ham, for vi følte, at vi var hans udvalgte folk og havde modtaget hans evangelium, og i stedet for sorg følte vi fryd ved, at vores forløsningsdag var kommet.«2
Nu vil jeg gerne tale om den særlige betydning templet har for mig. En del af dette budskab vil være lidt personligt, så jeg vil påskønne jeres bønner, så jeg ikke bliver for følelsesladet.
For fjorten år siden tog Herren min hustru til den anden side af sløret. Jeg elsker hende af hele mit hjerte, men jeg har aldrig beklaget mig over det, for jeg ved, det var hans vilje. Jeg har aldrig spurgt ham hvorfor, men snarere hvad det er, han ønsker, at jeg skal lære af denne oplevelse. Jeg tror, det er en god måde at møde livets ubehageligheder på, ikke at beklage sig, men takke Herren for den tillid, han viser os, når han giver os muligheden for at overkomme vanskeligheder.
Vi var blevet velsignet med børn. Den førstefødte, en datter, er stadig en stor velsignelse i vores liv. Et par år senere fik vi en søn, som vi kaldte Richard. Et par år senere fik vi en datter. Hun døde efter nogle få minutter.
Vores søn, Richard, blev født med en hjertefejl. Vi fik at vide, at medmindre det blev ordnet, var der ikke stor sandsynlighed for, at han ville leve mere end to eller tre år. Dette er så længe siden, at den teknik, der findes nu til at ordne sådanne fejl, var helt ukendt. Vi var så velsignede at være på et sted, hvor lægerne indvilligede i at udføre den nødvendige operation. Operationen skulle udføres, mens hans hjerte bankede.
Operationen blev udført blot seks uger efter vores datters fødsel og død. Da operationen var overstået, kom chefkirurgen ind og sagde, at den var forløbet godt. Og vi tænkte: »Hvor skønt! Vores søn ville være i stand til at blive stærk og løbe, gå og vokse op!« Vi udtrykte dyb taknemlighed til Herren. Ti minutter efter kom den samme læge tilbage, helt bleg i ansigtet og sagde: »Jeres søn er død.« Tilsyneladende var belastningen ved operationen mere end hans lille krop kunne klare.
Senere den samme aften omfavnede jeg min hustru og sagde: »Vi behøver ikke at bekymre os, for vores børn er født i pagten. Vi har en forsikring om, at vi skal være sammen med dem igen. Nu har vi en grund til at leve så godt, vi kan. Vi har en søn og en datter, som er i det celestiale rige, for de døde, inden de blev otte år.« Den viden har været en stor trøst for os. Vi glæder os over at vide, at alle vore syv børn er beseglet til os for tid og evighed.
Den prøvelse har ikke været et problem for nogen af os, for når vi lever retfærdigt og har modtaget templets ordinancer, er alt andet i Herrens hænder. Vi kan gøre vores bedste, men det endelige udfald er op til ham. Vi bør aldrig beklage os over det, der sker i vores liv, når vi lever retfærdigt.
For fjorten år siden besluttede Herren, at det ikke længere var nødvendigt for min hustru at leve på jorden og tog hende på den anden side af sløret. Jeg indrømmer, at der har været tider, hvor det er svært ikke at kunne vende sig mod hende og tale med hende, men jeg klager ikke. På vigtige tidspunkter i mit liv har Herren tilladt mig at kunne mærke hendes indflydelse gennem sløret.
Det, jeg prøver at sige, er, at når vi holder de pagter, vi har indgået i templet, når vi lever retfærdigt for at kunne fastholde de velsignelser, der loves i disse ordinancer, så lad det ske, der må ske, for der er ingen grund til bekymring eller mismod.
Jeg ved, at jeg vil få det privilegium at være sammen med denne smukke hustru, som jeg elsker af hele mit hjerte, og med de børn, som er sammen med hende på den anden side, igen på grund af de ordinancer, der udføres i templet. Det er en stor velsignelse, at vi atter har beseglingsmagten på jorden, ikke blot for dette jordeliv, men for al evighed. Jeg er Herren taknemlig for at have gengivet sit evangelium i sin fylde, deriblandt de ordinancer, som er påkrævede for, at vi kan være lykkelige i denne verden og leve lykkeligt for evigt i den tilkommende.
Dette er Herrens værk. Jesus Kristus lever. Dette er hans kirke. Jeg vidner om ham og hans forsoning, der er grundlaget for, at de ordinancer, som udføres i templerne er gyldige og gældende. Det vidner jeg om af al den evne, jeg har, i Jesu Kristi navn. Amen.