VI NYDER AT SE TEMPLET
H ironui Johnston på 12 og hans søster Merirani på 15 tilbringer meget tid ved templet i Papeete på Tahiti.
De udfører ikke dåb for de døde, bortset fra et par gange hvert år. De er end ikke inde i templet. De befinder sig udenfor i templets have – de passer ikke blomster og udfører heller ikke et tjenesteprojekt – de sidder der bare eller spadserer lidt omkring. Men de kigger altid.
»Jeg nyder at se på templet,« siger Merirani. »Vi har mange gode minder herfra.«
Hironui og Merirani besøger templets område, fordi de føler sig godt tilpas der. Her kan de slippe væk fra verden.
»Vi bor ikke i et belastet kvarter, men der er mange belastede unge,« siger Hironui. »Så vi tilbringer meget tid her. Det føles så dejligt at være ved templet.«
Nogle gange kommer hele familien, enten til en familieaftensaktivitet eller bare for at hygge sig lidt sammen.
»Nogle gange når vi har været uvenner, tager vi herhen for at forsone os,« siger Hironui. Men selv når familien Johnston ikke er ved templet, er templet en del af deres tilværelse.
»Jeg tror, at vi har et billede af templet i hvert eneste værelse i vores hus,« siger Hironui. »Det er smukt. Det minder os om, at vores familie kan være sammen for evigt. Vi føler en dejlig fredfyldt ånd, når vi ser på det.«
En velsignet generation
Hironui og Merirani tilhører den første generation af tahitianske medlemmer, som ikke har kendt et Tahiti uden det tempel, der nu er mere end 20 år gammel.
Det ville være let for de unge at tage templet for givet. Men de færreste af de unge tahitianske hellige overser templet, de ser meget på det. Det er en del af deres tilværelse.
»Når jeg ser det, får jeg lyst til at komme indenfor,« siger Wawona Auraa på 12, som kommer fra Tiapa Menighed i Paea Stav på Tahiti. »Vi elsker templet.«
Men hvad er det, der har gjort templet så vigtigt for en ny generation af tahitianere? Svaret er indlysende, når man har talt med de unge i Wawonas menighed. Disse unge mænd og kvinder forstår templets betydning. De forstår, at det at være værdig til at komme i templet kan være en velsignelse for dem, at templets ordinancer kan være til frelse for deres forfædre, og at tempelpagterne kan knytte deres familie sammen for evigt.
»Når man nu ved, at man skal være værdig for at komme derind, lever man sådan, at man ved, at man en dag kan komme der,« siger Marvia Tauira, som blev født få måneder, før templet blev indviet. »Det ansporer mig til at leve et godt liv.«
»Det ansporer os til at forberede os åndeligt på at vende tilbage til vor himmelske Fader,« siger Tenaya Auraa på 14.
Det betyder meget for disse unge at udføre dåb for de døde. Indtil de bliver noget ældre, er det den eneste tempelordinance, som de unge i Kirken kan udføre. Disse unge mænd og kvinder betragter det som en velsignelse, ikke blot for dem selv, men også for andre.
»Ved at udføre dåb for de døde kan vi hjælpe nogle af vore forfædre med at modtage frelsende ordinancer,« siger Mataitini Auraa på 18. »Det er en stor velsignelse at bo så tæt på et tempel.«
De unge i Paea Stav ser frem til den dag, hvor de kan komme til templet og modtage deres egen begavelse.
For Haifara Tauira på 18, der ser frem til at tjene som missionær, er den dag ikke så langt væk. Han er spændt, fortæller han, fordi han under sin opvækst har hørt vidnesbyrd fra dem, der har modtaget deres begavelse. »De virker så stærke i Kirken,« siger han. »Deres vidnesbyrd om templet er stærke.«
Ikke alene nærer disse unge en fælles kærlighed til templet, de har også det samme håb, nemlig at de takket være tempelpagterne kan være sammen med deres familier for evigt.
»Templet kan forene vores familie,« siger Mahearii Tauira på 12. »Og vi kan være sammen for evigt.«
En velsignelse for generationer
Templets velsignelser knytter familier sammen gennem generationerne. Og en kærlighed til templet kan gå i arv fra den ene generation til den næste.
»Vi ser vore forældre tage til templet,« siger Hironui. »Vi ser dem leve værdigt til at komme der. Vi ser, hvordan deres tempeldeltagelse velsigner os, og vi vælger at følge dem.«
Den kærlighed til templet, som begyndte med forældrene i familien Johnston, er blevet givet videre til Hironui og Merirani. Og det stopper ikke der. Deres handlinger kan føre den videre til næste generation.
»Jeg vil have børn en dag,« siger Merirani. »Jeg vil fortælle dem, at templet er Herrens hus, og at hvis vi er trofaste, kan vi være sammen for evigt, takket være templet.«
Templets velsignelser strækker sig både frem og tilbage. Denne generation bliver velsignet i dag. Når de vokser op og udfører ordinancer for deres forfædre, strækker disse velsignelser sig tilbage til fortiden. Og når denne generation begynder at opdrage den næste, bliver disse velsignelser givet videre til fremtiden.
»Herren har givet os en stor velsignelser ved at lade sit hus opføre i vores land, « siger Merirani. »Men den største velsignelse er, at takket være tempelordinancerne kan vore forfædre og familier blive beseglet til hinanden, og vi kan leve sammen med vor Fader igen. Jeg vil gøre hvad som helst for at opnå den velsignelse.«
»Der er mange grunde til, at man burde have lyst til at komme i templet. Selv dets ydre fremtoning synes at antyde det dybt åndelige formål. Det ses meget tydeligere indenfor. Over templets dør står indskriften ›Helliget Herren’. Når man træder ind i et indviet tempel, står man i Herrens hus.«
Præsident Boyd K. Packer, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, »Det hellige tempel«, Stjernen, jun. 1992, s. 14.