Den dag lammet blev solgt
Vores familie flyttede til Logandale i Nevada for mere end otte år siden, og vi har deltaget i Clark Countys dyrskue lige siden. Det bliver afholdt hvert år i april, lige omkring påske. Børn kan fremvise grise, kalve og lam, som de selv har opdrættet. Dyrene bliver bedømt om torsdagen, og auktionen finder sted om lørdagen.
Jeg gruer altid for auktionen. Jeg er altid bekymret for, at et af mine børn skal have et dyr med, som ikke bliver solgt. De fleste forældre prøver at få nogen til at købe deres barns dyr på forhånd. Men selv om ens barns dyr er solgt på forhånd, skal man stadig vente i en uendelighed, før det bliver barnets tur ved auktionen.
Et af de mest gribende optrin, jeg har overværet, fandt sted ved en auktion for tre år siden. Vi havde siddet det meste af dagen på aluminiumsbænke og lyttet til auktionarius’ rablen, publikums snakken og dyrenes brægen, brølen og hylen. Pludselig hørte vi en anden lyd – vinden, som sendte en iskold regn ned over bygningen.
Pludselig var der, udover familie og slægtninge, som overværede auktionen, også en masse mennesker, som søgte ly for regnen inde i dyrenes overdækkede indhegning. De var overraskede over at se, at der var en auktion i gang. De fleste af dem kom fra storbyen Las Vegas og havde aldrig overværet en rigtig dyreauktion før. De fandt åbenbart auktionen underholdende, og et par af dem bød endda på dyrene. Men da auktionarius forklarede, at prisen var pr. pund, faldt budene drastisk.
Vores søns gris blev budt til salg, og jeg kan huske, at jeg var meget lettet, da den blev solgt. Det eneste jeg kunne tænke på, var at komme hjem, væk fra alle de mennesker, larmen og stanken. Det regnede stadig udenfor, så mens jeg ventede på, at min svoger skulle hente bilen, lyttede jeg ubevidst til auktionarius, da han begyndte at sælge lammene.
En lille pige kom med sit lam, og budene begyndte. Jeg kan ikke huske det nøjagtige beløb, men jeg kan huske, at jeg tænkte: »Det var dog en farlig masse penge for et lam.« Og så skete der noget fantastisk. Auktionarius forklarede, at den, der havde købt lammet, gav det tilbage til den lille pige, så det kunne blive solgt igen. Han forklarede så videre, at den lille piges far, som normalt var her sammen med hende, lå på hospitalet. Han havde kræft, og udsigterne var ikke alt for gode. Familien havde ikke nogen sygeforsikring, og faderen var deres eneforsørger.
Det, der så skete, vil for evigt stå prentet i mit sind og mit hjerte.
Man begyndte igen at byde, og igen blev det lille lam solgt for et uhørt beløb. Og igen blev lammet givet tilbage, så det atter kunne sælges. På det tidspunkt var min svoger vendt tilbage, våd og vindblæst, men jeg kunne ikke rokke mig af stedet. Jeg fortalte ham, at der var sket noget usædvanligt, og skønt jeg prøvede, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage.
Lammet blev solgt igen og igen, og alle disse mennesker, hvoraf mange kom fra storbyen, bød på lammet og gav bidrag til familien.
Mens jeg stod der helt forbløffet, kunne jeg ikke lade være med at tænke på et andet lam – ikke et, som blev solgt igen og igen til gavn for en enkelt familie, men En, der havde tilladt sig selv at blive ofret for alle Guds børn. Det syntes passende, at påsken var lige om hjørnet. Den dag bar Ånden vidnesbyrd for mig om betydningen af ofre på andres vegne og betydningen af fællesskab.
Desværre overlevede den lille piges far ikke. Familien er siden flyttet til vores menighed, og den gode mands hustru bar vidnesbyrd i Hjælpeforeningen en søndag. Hun fortalte os, at hun havde været på hospitalet med sin døende mand, da hun hørte om auktionen. Hun vidste ikke, hvem eller hvor mange mennesker som havde givet bidrag, men hun var rørt til tårer, da hun udtrykte sin taknemlighed til alle dem, der havde vist storsind og hjulpet. Hun var forbløffet over den kærlighed og støtte, som blev vist hendes familie den regnvejrsdag på dyrskuet i Clark County – den dag, hvor lammet blev solgt.
Julia A. Masters er medlem af Logandale 1. Ward i Logandale Stav i Nevada.