Værdighed er ikke fejlfrihed
Når I føler, at I har fejlet for mange gange til at blive ved med at prøve, så husk, at Kristi forsoning og den nåde, den gør mulig, er virkelig.
Jeg sendte engang en besked til min datter og svigersøn ved at bruge stemme til tekst-funktionen på min telefon. Jeg sagde: »Hej I to. Jeg elsker jer.« De modtog: »Hader jer to. Bør elske jer.« Er det ikke utroligt, hvor let en positiv og velmenende besked kan blive misforstået? Det er det, der til tider sker med Guds budskab om omvendelse og værdighed.
Nogle modtager fejlagtigt beskeden, at omvendelse og forandring er unødvendigt. Guds budskab er, at de er altafgørende.1 Men elsker Gud os ikke på trods af vores utilstrækkeligheder? Selvfølgelig! Han elsker os fuldkomment. Jeg elsker mine børnebørn, med ufuldkommenheder og alt andet, men det betyder ikke, at jeg ikke ønsker, at de forbedrer sig og bliver alt det, de kan blive. Gud elsker os, som vi er, men han elsker os også for meget til at lade os forblive den samme.2 At vokse op for Herren er det livet på jorden handler om.3 Forandring er det, forsoningen handler om. Ikke alene kan Kristus genoplive, rense, trøste og helbrede os, men gennem alt, kan han forandre os til at blive mere som ham.4
Nogle modtager fejlagtigt beskeden, at omvendelse er en engangsforestilling. Guds budskab er, som præsident Russell M. Nelson har sagt: »Omvendelse … er en proces.«5 Omvendelse kan tage tid og vedvarig indsats,6 så at forsage synd7 og »ikke mere [have] tilbøjelighed til at gøre ondt, men til bestandigt at gøre godt«8 er livslange efterstræbelser.9
Livet er som en køretur på tværs af et kontinent. Vi kan ikke nå vores mål på en tankfuld benzin. Vi må fylde tanken igen og igen. Når man tager nadveren er det som at køre ind på en tankstation. Når vi omvender os og fornyer vores pagter, forpligter vi vores villighed til at holde befalingerne, og Gud og Kristus velsigner os med Helligånden.10 Kort sagt lover vi at trænge fremad på vores rejse, og Gud og Kristus lover at påfylde tanken.
Nogle modtager fejlagtigt beskeden, at de ikke er værdige til fuldt ud at deltage i evangeliet, fordi de ikke er helt fri for dårlige vaner. Guds budskab er, at værdighed ikke er fejlfrihed.11 Værdighed er at være ærlig og forsøge. Vi må være ærlige over for Gud, præstedømmeledere og andre, der elsker os,12 og vi må stræbe efter at holde Guds befalinger og aldrig give op, bare fordi vi begår fejl.13 Ældste Bruce C. Hafen har sagt, at udvikling af kristuslignende egenskaber »kræver tålmodighed og vedholdenhed, mere end det kræver fejlfrihed.«14 Herren har sagt, at Åndens gaver er »blevet givet til gavn for dem, der elsker mig og holder alle mine befalinger, og for den, der bestræber sig på at gøre dette«.15
En ung mand, som jeg vil kalde Damon, skrev: »Da jeg voksede op, kæmpede jeg med pornografi. Jeg var altid så skamfuld over, at jeg ikke kunne gøre det rette.« Hver gang Damon begik en fejl, blev smerten ved fortrydelse så intens, at han dømte sig selv hårdt som værende uværdig til nogen form for nåde, tilgivelse eller flere chancer hos Gud. Han sagde: »Jeg besluttede mig for, at jeg bare fortjente at have det forfærdeligt hele tiden. Jeg regnede med, at Gud sikkert hadede mig, fordi jeg ikke var villig til at arbejde hårdere og få styr på det en gang for alle. Jeg ville klare en uge og nogle gange endda en måned, men så ville jeg falde i igen og tænke: ›Jeg bliver aldrig god nok, så hvad er formålet med overhovedet at forsøge?‹«
Ved et lavpunkt sagde Damon til sin præstedømmeleder: »Måske skulle jeg bare holde op med at komme i kirke. Jeg er træt af at være en hykler.«
Hans leder svarede: »Du er ikke en hykler, fordi du har en dårlig vane, du forsøger at bryde. Du er en hykler, hvis du skjuler det, lyver om det eller prøver at overbevise dig selv om, at Kirken er problemet for at have så høje standarder. At være ærlig omkring dine handlinger og tage skridt fremad er ikke at være en hykler. Det er at være en discipel.«16 Denne leder citerede ældste Richard G. Scott, der sagde: »Herren skelner mellem svaghed og oprør … Der [er] altid tale om nåde, når Herren taler om svaghed.«17
Det perspektiv gav Damon håb. Han indså, at Gud ikke sad deroppe og sagde: »Damon dummede sig igen.« I stedet sagde han sikkert: »Se, hvor langt Damon er kommet.« Denne unge mand stoppede endelig med at se ned i skam eller se sidelæns efter undskyldninger og rationaliseringer. Han så op efter guddommelig hjælp, og han fandt det.18
Damon sagde: »De eneste gange jeg tidligere havde vendt mig mod Gud var for at bede om tilgivelse, men nu bad jeg også om nåde – hans guddommelige styrke (se Guide til Skrifterne, »Nåde«). Det havde jeg aldrig gjort før. Disse dage bruger jeg meget mindre tid på at hade mig selv for det, jeg har gjort, og meget mere tid på at elske Jesus for det, han har gjort.«
I betragtning af hvor længe Damon havde kæmpet, var det unyttigt eller urealistisk for forældre og ledere, der hjalp ham, at sige »aldrig mere« for hurtigt eller vilkårligt at sætte en standard for afholdenhed for at blive betragtet som værdig. I stedet begyndte de med små, opnåelige mål. De skilte sig af med forventningen om alt eller intet og fokuserede på trinvis udvikling, så Damon kunne bygge på en række succeser i stedet for fiaskoer.19 Han lærte, ligesom Limhis slavebundne folk, at han gradvist kunne »have fremgang«.20
Ældste D. Todd Christofferson har rådet os: »For at håndtere noget [meget] stort, kan vi være nødt til at arbejde med det i små, daglige portioner … Det at indarbejde nye og sunde vaner i vores karakter, eller at overvinde dårlige vaner eller afhængighed indebærer [oftest] en indsats i dag, der skal efterfølges af en anden i morgen og så fremdeles, måske i mange dage, måneder og år … Men vi kan gøre det, fordi vi kan trygle Gud … om den hjælp vi har brug for hver dag.«21
Nuvel, brødre og søstre, Covid-19 pandemien har ikke været nem for nogen, men isolationen forbundet med karantænekrav har gjort livet særligt svært for dem, der kæmper med dårlige vaner. Husk, forandring er mulig, omvendelse er en proces og værdighed er ikke fejlfrihed. Vigtigst af alt, så husk, at Gud og Kristus er villige til at hjælpe os lige her og nu.22
Nogle modtager fejlagtigt beskeden, at Gud venter på at hjælpe, til efter vi har omvendt os. Guds budskab er, at han er villig til at hjælpe os, mens vi omvender os. Hans nåde er tilgængelig for os, »uanset hvor vi er på lydighedens vej.«23 Ældste Dieter F. Uchtdorf har sagt: »Gud har ikke brug for fejlfrie personer. Han søger dem, der tilbyder deres hjerte ›og et villigt sind‹ (L&P 64:34), og han vil gøre dem fuldkomne i Kristus (se Moro 10:32-33).«24
Så mange er blevet såret af brudte og anstrengte forhold, at det er svært at tro på Guds barmhjertighed og langmodighed. De kæmper med at se Gud, som han er – en kærlig Fader, der imødekommer vores behov25 og ved, hvordan han skal »give gode ting til dem, som beder ham«.26 Hans nåde er ikke kun en gave til de værdige. Det er den »guddommelige hjælp« han giver, der hjælper os til at blive værdig. Det er ikke bare en belønning til de retfærdige. Det er den guddommelige styrke, han giver, der hjælper os til at blive retfærdig.27 Vi går ikke bare hen mod Gud og Kristus. Vi går med dem.28
I hele Kirken citerer unge mennesker temaet for Unge Kvinder og Det Aronske Præstedømmes kvorumstema. Fra New Zealand til Spanien til Etiopien til Japan siger unge kvinder: Jeg »påskønner … omvendelsens gave.« Fra Chile til Guatemala til Moroni i Utah siger unge mænd: »Når jeg stræber efter at tjene, udvise tro, omvende og forbedre mig hver dag, vil jeg blive værdig til at modtage templets velsignelser og evangeliets varige glæde.«
Jeg lover, at de velsignelser og den glæde er virkelig og inden for rækkevidde for dem, der holder alle befalingerne, og »den, der bestræber sig på at gøre.«29 Når I føler, at I har fejlet for mange gange til at blive ved med at prøve, så husk, at Kristi forsoning og den nåde, den gør mulig, er virkelig.30 »[Hans] barmhjertigheds arm er strakt ud mod jer.«31 I er elsket – i dag, om 20 år og for evigt. I Jesu Kristi navn. Amen.