Behovet for en kirke
Skrifterne underviser klart om oprindelsen og behovet for en kirke, der ledes af og med myndighed fra vor Herre Jesus Kristus.
For mange år siden indledte ældste Mark E. Petersen, der var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, en tale med dette eksempel:
»Kenneth og hans kone, Lucy, er gode mennesker, ærlige og retfærdige. Men de går ikke i kirke, og de synes, at de kan være lige så gode, selvom de ikke gør det. De lærer deres børn at være ærlige og dydige, og de siger til sig selv, at det stort set er det samme, som kirken ville gøre for dem.
Og desuden holder de på, at de har brug for weekenderne til at tage ud sammen hele familien … så det ville være ubelejligt at gå i kirke.«1
I dag omhandler mit budskab sådanne gode og religiøst indstillede mennesker, som er holdt op med at gå i kirke eller deltage i deres kirke.2 Når jeg siger »kirke«, omfatter jeg også synagoger, moskeer og andre religiøse organisationer. Vi er bekymrede over, at fremmødet til alle disse er faldet betydeligt i hele landet.3 Hvis vi holder op med at værdsætte vores kirker af nogen grund, truer vi vores personlige åndelige liv, og hvis et betragteligt antal mennesker adskiller sig fra Gud, reducerer vi hans velsignelser til vores nationer.
Deltagelse og aktivitet i en kirke hjælper os til at blive bedre mennesker og påvirke andre bedre. I kirken lærer vi, hvordan vi anvender religiøse principper. Vi lærer af hinanden. Et overbevisende eksempel er stærkere end en prædiken. Vi bliver styrket af at være sammen med andre ligesindede. Når vi går i kirke og deltager i kirken, bliver vores hjerter, som Bibelen siger, »knyttet sammen i kærlighed«.4
I.
Den hellige skrift, som Gud har givet kristne i Bibelen og i moderne åbenbaringer, fremsætter klart behovet for en kirke. Begge viser, at Jesus Kristus organiserede en kirke og påtænkte, at en kirke skulle videreføre hans arbejde efter ham. Han kaldte tolv apostle og gav dem autoritet og nøgler til at lede den. Bibelen lærer os, at Kristus er »kirkens hoved«,5 og at dens ledere blev indsat »for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op.«6 Bibelen er tydelig med hensyn til kirkens oprindelse og behovet for den nu.
Nogle siger, at det ikke hjælper dem at deltage i kirkemøder. Nogle siger: »Jeg lærte ikke noget i dag« eller »ingen var venlige over for mig« eller »jeg blev stødt«. Personlige skuffelser bør aldrig afholde os fra Kristi lære, han som belærte os om at tjene og ikke at blive betjent.7 Med dette i tankerne beskrev et andet medlem sit fokus for sin kirkegang:
»For mange år siden ændrede jeg holdning til at gå i kirke. Jeg går ikke længere i kirke for min egen skyld, men for at tænke på andre. Jeg hilser bevidst på personer, der sidder alene, byder gæster velkommen … melder mig frivilligt til en opgave …
Jeg går kort sagt i kirke hver uge i den hensigt at være aktiv, ikke passiv, og udgøre en positiv forskel i andres tilværelse.«8
Præsident Spencer W. Kimball sagde: »Vi går ikke til sabbatsmøder for at blive underholdt eller udelukkende for at blive undervist. Vi går derhen for at tilbede Herren. Det er et individuelt ansvar … Hvis mødet er en fiasko for dig, så er det dig, der har fejlet. Ingen kan tilbede for dig; du må selv søge Herren.«9
Kirkegang kan åbne vores hjerte og helliggøre vores sjæl.
I en kirke tjener vi ikke alene eller efter vores eget valg eller vores egen bekvemmelighed. Vi tjener normalt som del af et hold. I tjenesten finder vi himmelsendte muligheder for at hæve os over vor tids individualisme. Kirkestyret tjeneste hjælper os med at overvinde den egoisme, som kan hæmme vores åndelige vækst.
Der er andre vigtige fordele, som det er værd at nævne, selv i korte træk. I kirken er vi sammen med vidunderlige mennesker, der stræber efter at tjene Gud. Det minder os om, at vi ikke er alene i vores religiøse aktiviteter. Vi har alle brug for samvær med andre, og kirkelige associationer er noget af det bedste, vi kan opleve, for os selv og for vores partnere og børn. Uden denne omgangsform, især mellem børn og troende forældre, viser undersøgelser, at det bliver stadigt vanskeligere for forældre at opdrage deres børn i deres tro.10
II.
Indtil videre har jeg talt om kirker generelt. Nu vil jeg tale om de særlige grunde til medlemskab, kirkegang og deltagelse i Frelserens genoprettede Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Vi bekræfter naturligvis, at skrifterne, gamle og nutidige, klart lærer os om oprindelsen af og behovet for en kirke, der ledes af og med myndighed fra vor Herre Jesus Kristus. Vi vidner også om, at Jesu Kristi genoprettede kirke er blevet oprettet for at undervise i fylden af hans lære og for med hans præstedømmets myndighed at udføre de nødvendige ordinancer for at komme ind i Guds rige.11 Medlemmer, der afstår fra at gå i kirke og kun stoler på individuel åndelighed, adskiller sig fra disse væsentlige elementer i evangeliet: Præstedømmets kraft og velsignelser, den genoprettede læres fylde og motivationen og mulighederne for at anvende denne lære. De frasiger sig deres mulighed for at blive værdige til en fortsættelse af deres familie for evigt.
En anden stor fordel ved den genoprettede kirke er, at den hjælper os til at udvikle os åndeligt. Udvikling betyder forandring. I åndelig forstand betyder det, at man omvender sig og søger at komme Herren nærmere. I den genoprettede kirke har vi læren, procedurer og inspirerede hjælpere, som hjælper os med at omvende os. Formålet med dem er, selv ved råd om medlemskab, ikke at straffe, ligesom ved resultatet af en straffesag. Kirkens råd om medlemskab søger kærligt at hjælpe os med at kvalificere os til tilgivelsens nåde, som er muliggjort gennem Jesu Kristi forsoning.
Individuel åndelighed kan sjældent give den motivation og struktur for uselvisk tjeneste, som den genoprettede kirke giver. Et godt eksempel på dette er de unge mænd og kvinder og ældre, der sætter deres skolegang eller pensionistliv til side for at acceptere missionskaldelser. De arbejder som missionærer for fremmede mennesker på ukendte steder, som de ikke selv har valgt. Det samme gælder for trofaste medlemmer, der deltager i den uselviske tjeneste, som vi kalder »tempeltjeneste«. Ingen af disse indsatser ville være mulige uden den kirke, der sponsorerer dem, organiserer og leder dem.
Vores medlemmers religiøse tro og deres tjeneste i kirken har lært dem at samarbejde til gavn for det større fællesskab. Den slags erfaring og udvikling finder ikke sted i den individualisme, der er så fremherskende i vores nuværende samfunds metoder. I den geografiske organisering af vores lokale menigheder omgås og arbejder vi med personer, som vi måske ellers ikke ville have valgt, personer, som underviser os og giver os udfordringer.
Ud over at hjælpe os med at lære åndelige kvaliteter som kærlighed, medfølelse, tilgivelse og tålmodighed giver det os mulighed for at lære at arbejde sammen med mennesker med meget forskellige baggrunde og præferencer. Denne fordel har hjulpet mange af vores medlemmer og mange organisationer, der har været velsignet ved deres deltagelse. Sidste dages hellige er kendt for deres evne til at lede og forene sig i fælles indsatser. Denne tradition stammer fra vores modige pionerer, som koloniserede området mellem bjergene i det vestlige USA og etablerede vores værdifulde tradition for uselvisk samarbejde til det fælles bedste.
De fleste humanitære og velgørende indsatser gennemføres ved at samle og forvalte individuelle ressourcer i stor skala. Den genoprettede kirke gør dette med sin enorme humanitære indsats verden over. Det drejer sig bl.a. om uddeling af uddannelses- og medicinforsyninger, mad til de sultne, omsorg for flygtninge, hjælp til at vende virkningerne af misbrug og en hærskare af andre ting. Vores kirkemedlemmer er kendt for deres Hjælpende Hænder-projekter i forbindelse med naturkatastrofer. Kirkens medlemstal giver os mulighed for at være en del af en sådan indsats i stor skala. Medlemmerne betaler også fasteofre for at hjælpe de fattige i deres egen midte.
Ud over at føle fred og glæde gennem Åndens ledsagelse nyder vores medlemmer, der går i kirke, frugterne af at efterleve evangeliet, såsom velsignelserne ved at efterleve visdomsordet og den materielle og åndelige velstand, der er lovet for at efterleve tiendeloven. Vi har også velsignelsen af råd fra inspirerede ledere.
Som kronen på værket er der de bemyndigede præstedømmeordinancer, der er nødvendige for evigheden, herunder nadveren, som vi modtager hver sabbatsdag. Den kulminerende ordinance i den genoprettede kirke er den evigtvarende ægteskabspagt, som muliggør fortsættelsen af herlige familieforhold. Præsident Russell M. Nelson har undervist om dette princip på en mindeværdig måde: Han har sagt: »Vi kan ikke bare ønske os vej ind til Gud. Vi må adlyde de love, som [den velsignelse] er baseret på.«12
En af disse love er at gå i kirke og tilbede hver sabbat.13 Vores tilbedelse og anvendelse af evige principper bringer os tættere på Gud og gør vores evne til at elske større. Parley P. Pratt, en af de oprindelige apostle i denne uddeling, beskrev, hvordan han følte det, da profeten Joseph Smith forklarede disse principper: »Jeg følte, at Gud i sandhed var min himmelske Fader, at Jesus var min bror, og at min hustru, mit hjertes udkårne, var en udødelig, evig ledsager: En venlig, hjælpende engel, der var givet mig til trøst og som en krone af herlighed for evigt og altid. Kort sagt kunne jeg nu elske med ånden og også med forståelsen [af dette].«14
Til sidst vil jeg minde alle om, at vi ikke tror, at det gode kun kan opnås gennem en kirke. Uafhængigt af en kirke ser vi millioner af mennesker, der støtter og udfører utallige gode gerninger. Sidste dages hellige deltager individuelt i mange af dem. Vi ser disse gerninger som en manifestation af den evige sandhed, at »ånden giver lys til enhver, som kommer til verden«.15
På trods af de gode gerninger, der kan udføres uden en kirke, er lærens fylde og dens frelsende og ophøjende ordinancer kun tilgængelige i den genoprettede kirke. Desuden giver kirkegang os den styrke og konsolidering af troen, der kommer af at være sammen med andre troende og tilbede sammen med dem, der også stræber efter at holde sig på pagtsstien og blive bedre disciple af Kristus. Jeg beder til, at vi alle vil være standhaftige i disse kirkeoplevelser, mens vi søger det evige liv, den største af alle Guds gaver, i Jesu Kristi navn. Amen.