Hjerter, der er knyttet sammen i retfærdighed og enighed

Ældste Quentin L. Cook

De Tolv Apostles Kvorum

Lad os ved dette 200-årsmærke i vores kirkes historie forpligte os til at leve retskaffent og være mere samhørige end nogensinde før.

Retfærdighed og enighed er helt afgørende. ¹ Når mennesker elsker Gud af hele deres hjerte og retskaffent stræber efter at blive som ham, er der mindre strid og splid i et samfund. Der er mere sammenhold. Jeg elsker en sand beretning, der eksemplificerer dette.

Som ung mand, der ikke tilhørte vores kirke, bistod og forsvarede general Thomas L. Kane de hellige, da de blev tvunget til at flygte fra Nauvoo. Han forsvarede Kirken i mange år. ²

I 1872 rejste general Kane, hans talentfulde hustru, Elizabeth Wood Kane, og deres to sønner fra deres hjem i Pennsylvania til Salt Lake City. De ledsagede Brigham Young og hans rejsefæller på turen sydpå mod St. George i Utah. Elizabeth var lidt forbeholden over for kvinderne inden sit første besøg i Utah. Hun blev overrasket over noget af det, hun opdagede. Hun opdagede for eksempel, at det i Utah stod en kvinde frit at tage et hvilket som helst job, der kunne skaffe hende til livets ophold. ³ Hun opdagede også, at Kirkens medlemmer var venlige og forstående med hensyn til det oprindelige folk i Amerika. ⁴

På deres tur boede de i Fillmore hos Thomas R. og Matilda Robison King. ⁵

Elizabeth skrev, at mens Matilda var ved at tilberede mad til præsident Young og hans følge, kom der fem amerikanske indianere ind i stuen. Selvom de ikke var blevet inviteret, var det tydeligt, at de forventede at måtte slutte sig til følget. Søster King talte til dem »på deres sprog.« De satte sig ned med deres tæpper og et tilfreds udtryk i ansigtet. Elizabeth spurgte et af King-børnene: »Hvad sagde din mor til disse mænd?«

Matildas søn svarede: »Hun sagde, ›disse fremmede kom først, og jeg har kun lavet mad nok til dem, men jeres mad er på komfuret nu, så jeg kalder på jer, så snart den er klar.‹«

Elizabeth spurgte: »Gør hun virkelig det eller får de bare resterne ved køkkendøren?« ⁶

Matildas søn svarede: »Mor vil servere for dem, akkurat som hun gør for jer, og give dem en plads ved sit bord.«

Og det gjorde hun, og »de spiste med stor pli.« Elizabeth beskrev, hvordan denne værtinde steg 100 procent i hendes agtelse. ⁷ Man fremmer enighed, når mennesker bliver behandlet med værdighed og respekt, selvom de udadtil kan virke anderledes.

Som ledere lider vi ikke af den illusion, at alle fortidens forhold var perfekte, at alle opførte sig kristuslignende, eller at alle beslutninger var retfærdige. Dog lærer vores tro os, at vi alle er børn af vor Fader i himlen, og vi dyrker og følger ham og hans Søn, Jesus Kristus, der er vor Frelser. Vi ønsker, at vi af hjerte og sind vil blive knyttet sammen i retfærdighed og enighed, og vi må blive ét med dem. ⁸

Retfærdighed er et bredt begreb, men det omfatter helt bestemt at efterleve Guds bud. ⁹ Den kvalificerer os til de hellige ordinancer, der udgør pagtsstien og velsigner os med at have Åndens vejledning i vores liv. ¹⁰

At være retfærdig afhænger ikke af, at vi hver især nyder enhver velsignelse i vores liv lige nu og her. Vi bliver måske ikke gift eller velsignet med børn eller andre ønskede velsignelser nu. Men Herren har lovet, at de retfærdige, for så vidt de er trofaste, »kan bo hos Gud i en tilstand af aldrig ophørende lykke.« ¹¹

Samhørighed er også et bredt, omfattende begreb, men den eksemplificerer bestemt både det første og andet store bud om at elske Gud og elske vores næste. ¹² Den betegner et Zion, hvor folkets hjerter er »knyttet sammen i enighed.« ¹³

Konteksten for mit budskab er den kontrast og de lektier, vi finder i de hellige skrifter.

Der er gået 200 år siden Faderen og hans Søn viste sig og indledte gengivelsen af Jesu Kristi evangelium i 1820. Beretningen i 4 Nefi i Mormons Bog beskriver en tilsvarende 200-årig periode, efter Frelseren havde vist sig og stiftet sin kirke i det gamle Amerika.

De historiske optegnelser, vi læser i 4 Nefi, beskriver et folk, hvor der ikke var misundelse, ufred, tumult, løgnagtighed, mord eller nogen form for uterlighed. På grund af denne retfærdighed kunne der, som der står: »Visselig … ikke findes noget lykkeligere folk blandt alle de folk, der var blevet skabt ved Guds hånd.« ¹⁴

Med hensyn til enighed står der i 4 Nefi: »Og det skete, at der ikke var nogen strid i landet på grund af Guds kærlighed, som boede i folkets hjerte.« ¹⁵

Desværre beskriver 4 Nefi derefter en drastisk ændring, der begynder i det »to hundrede og første år«, ¹⁶ hvor lastefuldhed og splid forpurrede retfærdigheden og enigheden. Det dybe moralske fordærv, der fulgte deraf, blev med tiden så slemt, at den store profet Mormon beklagende sagde til sin søn Moroni:

»Men, o min søn, hvorledes kan et folk som dette, der fryder sig ved så megen vederstyggelighed –

Hvorledes kan vi forvente, at Gud vil holde sin hånd tilbage med hensyn til at fælde dom over os?« ¹⁷

Selvom vi lever i en særlig tid, er verden i denne uddeling ikke blevet velsignet med den retfærdighed og enighed, der beskrives i 4 Nefi. Vi lever i sandhed i en tid præget af stærk splittelse. Dog har de millionvis af mennesker, der har accepteret Jesu Kristi evangelium, forpligtet sig til at stræbe efter både retfærdighed og enighed. Vi er alle opmærksomme på, at vi kan blive bedre, og det er vor tids udfordring. Vi kan påvirke i god retning og være til generel velsignelse i samfundet. Lad os ved dette 200-årsmærke i vores kirkes historie forpligte os som medlemmer i Herrens kirke til at leve retskaffent og være mere samhørige end nogensinde før. Præsident Russell M. Nelson har opfordret os til »at udvise større høflighed, racemæssig og etnisk fredelighed og gensidig respekt.« ¹⁸ Det vil sige at elske hinanden og Gud og godtage alle som brødre og søstre og virkelig prøve at være Zions folk.

Med vores alt inklusive lære kan vi blive en oase af enighed og fejre forskelligheder. Enighed og forskellighed er ikke modsætninger. Vi kan opnå større enighed, når vi fremelsker en atmosfære af inklusion og respekt for forskellighed. I den periode, jeg tjente i stavspræsidentskabet i San Francisco Stav i Californien, havde vi menigheder, hvor der blev talt spansk, tongansk, tagalog og mandarin. Vores engelsktalende menighed var sammensat af mennesker fra mange forskellige folkeslag og kulturer. Der herskede kærlighed, retfærdighed og enighed.

I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige fastlægges menigheder og grene ud fra geografi og sprog, ¹⁹ ikke race eller kultur. Race anføres ikke på medlemsoptegnelser.

Ret tidligt i Mormons Bog, omtrent 550 år inden Kristi fødsel, undervises vi i det grundlæggende bud omkring forholdet mellem vor himmelske Faders børn. Alle bør holde Herrens bud, og alle indbydes til at tage del i Herrens godhed; »og han afviser ingen, som kommer til ham, sort og hvid, træl og fri, mand og kvinde; og han husker hedningerne; og alle er lige for Gud, både jøde og ikke-jøde.« ²⁰

Frelserens tjenestegerning og budskab har vedvarende vist, at alle folkeslag og farver er Guds børn. Vi er alle brødre og søstre. Vi tror, som en del af vores lære, på, at forfatningen i genoprettelsens værtsland, USA, den amerikanske forfatning ²¹ og relaterede dokumenter, ²² blev skrevet af ufuldkomne mennesker, der blev inspireret af Gud til velsignelse for alle mennesker. Som vi læser i Lære og Pagter, blev grunden til disse dokumenter lagt og de »bør opretholdes af hensyn til rettighederne og beskyttelsen af alt kød i overensstemmelse med retfærdige og hellige principper.« ²³ To af disse principper var handlefrihed og ansvarlighed for sine egne synder. Herren erklærede:

»Derfor er det ikke rigtigt, at noget menneske skal være i trældom i forhold til et andet.

Og med dette formål har jeg lagt grunden til dette lands forfatning ved hænderne på vise mænd, som jeg har ladet fremstå med netop dette formål, og har frikøbt landet ved udgydelse af blod.« ²⁴

Denne åbenbaring blev modtaget i 1833, da de hellige i Missouri led stor forfølgelse. Indledningen til Lære og Pagter afsnit 101 lyder blandt andet: »Pøbelhobe havde drevet dem fra deres hjem i Jackson County … Der blev fremsat mange dødstrusler mod enkeltmedlemmer af kirken.« ²⁵

Det var en tid med store spændinger på flere fronter. Mange indbyggere i Missouri betragtede indianerne som fjender og ønskede dem fjernet fra staten. Desuden var mange nybyggere i Missouri slaveejere, og de følte sig truet af dem, der var imod slaveri.

Derimod rummede vores lære respekt for indianerne, og vi havde et ønske om at undervise dem i Jesu Kristi evangelium. Med hensyn til slaveri fremgår det tydeligt af vores skrifter, at intet menneske skal være i trældom for et andet. ²⁶

Til sidst blev de hellige voldeligt fordrevet fra Missouri ²⁷ og sidenhen tvunget til at drage vestpå. ²⁸ De hellige nød fremgang og fandt den fred, der ledsager retfærdighed, enighed og efterlevelse af Jesu Kristi evangelium.

Jeg fryder mig over Frelserens forbøn, som vi finder i Johannesevangeliet. Frelseren anerkendte, at Faderen havde sendt ham, og at han, Frelseren, havde fuldbragt det værk, han var blevet sendt for at udføre. Han bad for sine disciple og dem, der ville tro på Kristus: »At de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os.« ²⁹ Det at være ét var, hvad Kristus bad for, inden han blev forrådt og korsfæstet.

I det første år efter gengivelsen af Jesu Kristi evangelium, taler Herren, som det er optegnet i afsnit 38 af Lære og Pagter, om krig og ugudelighed og erklærer: »Jeg siger jer: Vær ét; og hvis I ikke er ét, er I ikke mine.« ³⁰

Vores kirkekultur kommer fra Jesu Kristi evangelium. Paulus’ Brev til Romerne rummer stor dybde. ³¹ Den tidlige kirke i Rom bestod af både jøder og ikke-jøder. Disse jøder havde en judaistisk kultur med sig, og de »vandt selvstændighed og begyndte at formere sig og blomstre.« ³²

Ikke-jøderne i Rom havde en kultur, der var meget præget af den hellenistiske, som apostlen Paulus kendte godt på grund af sine erfaringer i Athen og Korinth.

Paulus fremsætter Jesu Kristi evangelium på en forståelig måde. Han optegner rammende aspekter ved både den judaistiske og ikke-jødiske kultur, ³³ som er i modstrid med Jesu Kristi sande evangelium. I princippet beder han dem alle om at aflægge de kulturelle hindringer fra deres overbevisninger og baggrund, som ikke er i overensstemmelse med Jesu Kristi evangelium. Paulus formaner jøderne og ikke-jøderne til at holde buddene og elske hinanden og bekræfter, at retfærdighed fører til frelse. ³⁴

Kulturen i Jesu Kristi evangelium er ikke en ikke-jødisk eller en judaistisk kultur. Den afgøres ikke af hudfarve eller af, hvor man bor. Selvom vi fryder os over kulturelle særpræg, bør vi lægge aspekter ved de kulturer, der er i modstrid med Jesu Kristi evangelium, bag os. Vores medlemmer og nyomvendte kommer ofte fra forskellige folkeslag og kulturelle baggrunde. Hvis vi følger præsident Nelsons opfordring til at samle Israel på begge sider af sløret, vil vi opdage, at vi er lige så forskellige som jøderne og ikke-jøderne var på Paulus’ tid. Alligevel kan vi forenes i vores kærlighed til og tro på Jesus Kristus. Paulus’ Romerbrev fastslår det princip, at vi følger kulturen og læren i Jesu Kristi evangelium. Det er selv i dag et mønster for os. ³⁵ Templets ordinancer forener os på særlige måder og lader os blive ét på enhver evig vigtig måde.

Vi hylder vores pionermedlemmer overalt i verden, ikke fordi de var fuldkomne, men fordi de overvandt modgang, ofrede noget, gjorde sig håb om at blive kristuslignende og stræbte efter at fremme tro på og blive et med Frelseren. Deres fællesskab med Frelseren gjorde dem ét med hinanden. Dette princip gælder også for os i dag.

Den kraftige appel til medlemmerne af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er at stræbe efter at blive et Zion, et folk, der er ét af hjerte og sind, og som dvæler i retfærdighed. ³⁶

Det er min bøn, at vi vil være retfærdige og forenede og helt og aldeles fokuseret på at tjene og følge vor Frelser, Jesus Kristus, om hvem jeg vidner. I Jesu Kristi navn. Amen.