Generalkonference
Våg altid, og bed
Oktoberkonferencen 2020


Våg altid, og bed

I dag udvider jeg min opfordring til bøn til at omfatte alle mennesker i alle lande rundt om i verden.

Mine kære brødre og søstre, i den sidste uge af sin jordiske mission, sagde Jesus til sine disciple: »Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.«1

Blandt det, »der skal ske« inden hans andet komme, er »… krigslarm og rygter om krig … hungersnød og jordskælv.«2

I Lære og Pagter sagde Frelseren, »Og alt skal være i bevægelse … for der skal komme frygt over alle mennesker.«3

Vi lever sandelig i en tid, hvor alt er i bevægelse. Mange mennesker frygter fremtiden og mange hjerter har fjernet sig fra tro på Gud og hans Søn, Jesus Kristus.

Nyhedsrapporter er fyldt med beretninger om vold. Moralsk nedgørelse offentliggøres online. Der er blevet begået hærværk mod kirkegårde, kirker, moskeer, synagoger og religiøse helligdomme.

En global pandemi har nået stort set hele jorden – millioner af mennesker er blevet smittet, over en million er døde. Skoleafslutninger, gudstjenester, vielser, missionering og en række andre vigtige livsbegivenheder er blevet påvirket. Derudover er der utallige mennesker, der er blevet ladt alene og isolerede.

Økonomiske omvæltninger har forårsaget udfordringer for så mange, især for de mest sårbare af vores himmelske Faders børn.

Vi har set folk udøve deres ret til fredelig protest med stor iver, og vi har set vrede folkemængder lave optøjer.

Samtidig ser vi stadig konflikter over hele verden.

Jeg tænker ofte på de af jer, der lider, er bekymrede, bange eller føler jer alene. Jeg forsikrer jer alle om, at Herren kender jer, at han er opmærksom på jeres bekymringer og kvaler, og at han elsker jer – dybt, personligt og for evigt.

Hver aften, når jeg beder, beder jeg Herren om at velsigne alle, der er tynget af sorg, smerte, ensomhed og sorg. Jeg ved, at andre kirkeledere gør det samme. Både individuelt og kollektivt er I i vores hjerte, og vores bønner går til Gud på jeres vegne.

Jeg tilbragte flere dage sidste år med at besøge både amerikanske og kirkehistoriske steder i den nordøstlige del af USA. Jeg deltog i møder med vores missionærer og vores medlemmer, og besøgte regerings- og virksomhedsledere.

Søndag den 20. oktober talte jeg til en stor forsamling i nærheden af Boston i Massachusetts. Mens jeg talte, blev jeg tilskyndet til at sige: »Jeg beder jer indtrængende … om at bede for dette land, for vores ledere, for vores folk og for de familier, der bor i denne storslåede nation, der er grundlagt af Gud.«4

Jeg sagde også, at Amerika og mange andre af jordens nationer, ligesom i fordums tid, står ved endnu en kritisk skillevej og har brug for vores bønner.5

Det var ikke en del af det, jeg havde planlagt at sige. Ordene kom til mig, da jeg følte Ånden tilskynde mig til at indbyde de tilstedeværende til at bede for deres land og deres ledere.

I dag udvider jeg min opfordring til bøn til at omfatte alle mennesker i alle lande rundt om i verden. Uanset hvordan I beder, eller hvem I beder til, så beder jeg jer om at udøve jeres tro – hvad jeres tro end bygger på – og bed for jeres land og for jeres ledere. Som sagt sidste år i oktober i Massachusetts, så står vi i dag ved en vigtig skillevej i historien, og jordens nationer har et desperat behov for guddommelig inspiration og vejledning. Det handler ikke om politik. Det handler om fred og om helbredelse, som kan komme til de enkelte sjæle så vel som til et helt lands sjæl – deres byer og landsbyer – gennem Fredens Fyrste og kilden til al helbredelse, Herren Jesus Kristus.

I løbet af de sidste par måneder har jeg følt inspiration til at forstå, at den bedste måde at afhjælpe den nuværende verdenssituation på er, at alle mennesker stoler mere fuldt ud på Gud og henvender sig til ham gennem oprigtig bøn. Ydmygt at søge himlens inspiration til at udholde eller overvinde det, der ligger foran os, er den sikreste måde at bevæge os fremad på gennem disse urolige tider.

Skrifterne fremhæver Jesu bønner såvel som de lærdomme om bøn, han kom med i løbet af sit jordiske liv. Vi husker Fadervor.

»Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn,

komme dit rige ske din vilje som i himlen således også på jorden.

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.«6

Denne målrettede, smukke bøn, der gentages ofte i hele den kristne verden, gør det klart, at det er passende direkte at anmode »Vor Fader, som er i himlen« om svar på det, der bekymrer os. Så lad os derfor bede om guddommelig vejledning.

Jeg indbyder jer til altid at bede.7 Bed for jeres familier. Bed for nationernes ledere. Bed for de modige mennesker, der er i frontlinjen i de nuværende kampe mod sociale, miljømæssige, politiske og biologiske plager, som påvirker alle mennesker i hele verden: De rige og de fattige, de unge og de gamle.

Frelseren lærte os, at vi ikke skal begrænse, hvem vi beder for. Han sagde: »Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer, bed for dem der mishandler jer.«8

På korset på Golgata, hvor Jesus døde for vores synder, praktiserede han det, han belærte om, da han bad: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.«9

At bede oprigtigt for dem, der kan betragtes som vores fjender, viser vores tro på, at Gud kan ændre vores og andres hjerte. Sådanne bønner bør styrke vores beslutning om at foretage de nødvendige ændringer i vores eget liv, familie og samfund.

Hvor I end bor, hvilket sprog I taler, eller hvilke udfordringer I står overfor, så hører og besvarer Gud jeres bønner på sin egen måde og til sin egen tid. Fordi vi er hans børn, kan vi gå til ham og bede om hjælp, fred og et fornyet ønske om at udgøre en positiv forskel i verden.

At bede for fred, retfærdighed og for de fattige og syge er ofte ikke nok. Efter vi har knælet i bøn, må vi rejse os op og gøre, hvad vi kan for at hjælpe – hjælpe både os selv og andre.10

Skrifterne er fulde af eksempler på mennesker med tro, som forbandt bøn med handling for at udgøre en forskel i deres eget såvel som i andres liv. For eksempel læser vi om Enos i Mormons Bog. Det er blevet bemærket, at »omkring to tredjedele af hans korte bog beskriver en bøn eller en række bønner, og resten fortæller, hvad han gjorde som følge af de svar, han fik.«11

Vi har mange eksempler på, hvordan bøn har gjort en forskel i vores kirkes historie begyndende i en rydning i skoven, da Joseph Smith bad højt nær sine forældres bjælkehus i foråret 1820. Joseph Smiths bøn åbnede himlene, da han søgte tilgivelse og åndelig vejledning. I dag nyder vi godt af profeten Joseph Smiths og andres trofaste sidste dages hellige mænds og kvinders bønner og deraf følgende handlinger, der bidrog til at oprette Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Jeg tænker tit på trofaste kvinder som Mary Fielding Smith, der med Guds hjælp modigt førte sin familie fra den tiltagende forfølgelse i Illinois til sikkerhed i denne dal, hvor hendes familie nød både åndelig og timelig fremgang. Efter at have knælet i oprigtig bøn arbejdede hun hårdt for at overvinde sine udfordringer og velsigne sin familie.

Bøn vil løfte og forene os som enkeltpersoner, som familier, som kirke og hele verden. Bøn vil påvirke forskere og lede dem mod opdagelser af vacciner og medicin, der vil afslutte denne pandemi. Bøn vil trøste dem, der har mistet en af deres nærmeste. Bøn vil hjælpe os til at vide, hvad vi skal gøre for vores egen personlige beskyttelse.

Brødre og søstre, jeg beder jer indtrængende om at mangedoble jeres forsæt om at bede. Jeg beder jer indtrængende om at bede i jeres lønkamre, på jeres daglige gåture, i jeres hjem, i jeres menigheder og til stadighed i jeres hjerte.12

På vegne af lederne af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige takker jeg jer for de bønner, I beder for os. Jeg beder jer indtrængende om at bede om, at vi må få inspiration og åbenbaring til at lede Kirken gennem disse svære tider.

Bøn kan ændre vores eget liv. Oprigtig bøn kan motivere os til at forbedre os og hjælpe andre til at gøre det samme.

Af egen erfaring kender jeg bønnens magt. For nylig var jeg alene på mit kontor. Jeg havde lige gennemgået en medicinsk behandling af min hånd. Den var sort og blå, hævet og gjorde ondt. Som jeg sad der ved mit skrivebord, kunne jeg ikke koncentrere mig om vigtige og kritiske sager, fordi smerten distraherede mig.

Jeg knælede i bøn og bad Herren om hjælp til at koncentrere mig, så jeg kunne gøre mit arbejde. Jeg rejste mig og vendte tilbage til bunken af papirer på mit bord. Næsten øjeblikkeligt kom der klarhed og fokus i mit sind, og jeg var i stand til at afslutte de presserende sager, der lå foran mig.

Verdens nuværende kaotiske situation kan virke overvældende, når vi betragter de mange problemer og udfordringer. Men det er mit faste vidnesbyrd, at når vi i bøn beder vores himmelske Fader om de nødvendige velsignelser og vejledning, vil vi lære, hvordan vi kan velsigne vores familier, vores næste, vores samfund og tilmed det land, hvor vi bor.

Frelseren bad, og så »færdedes [han] og gjorde vel«,13 idet han bespiste de fattige, indgav mod og hjalp dem, der havde brug for det, og udviste kærlighed, tilgivelse og fred til alle, der ville komme til ham. Han fortsætter med række hånden ud til os.

Jeg opfordrer alle, som er medlemmer af Kirken, såvel som vores naboer og venner i andre trosretninger i hele verden til at gøre, som Frelseren rådede sine disciple til at gøre: »Våg altid, og bed«14 for fred, for trøst, for sikkerhed og for muligheder for at tjene hinanden.

Der ligger en enorm kraft i bøn, og verden i dag har et stort behov for de bønner, der udøses i tro på Gud og hans elskede Søn! Lad os erindre og påskønne bønnens kraft. I Jesu Kristi navn. Amen.