2022
Tre tips til mindre strid i jeres familie
Marts 2022


»Tre tips til mindre strid i jeres familie«, Til styrke for de unge, mar. 2022.

Hjælp til livet

Tre tips til mindre strid i jeres familie

Skændes din familie nogle gange? I er ikke alene.

Billede
en ung kvinde
Billede
en ung mand

Illustrationer: Alyssa M. González

  • »Det er uretfærdigt! Det er min tur!«

  • »Hov! Du glemte at spørge om lov til at låne den der!«

  • »Far! Anita rakte tunge ad mig!«

Hvis nogle af disse kommentarer lyder velkendte, så er du sikkert bare en del af en familie. Og ingen familie går fri for konflikter. Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har engang fortalt, at hans børn havde beklaget sig: »Mor, han ånder mig i hovedet!«1

Det er normalt at der opstår strid i en familie. Der er faktisk nogle, der arbejder ekstra hårdt på at få det til at ske. Frelseren lærte os tydeligt: »Den, der har stridens ånd, er ikke af mig, men er af Djævelen, som er faderen til strid, og han ophidser menneskers hjerte til at strides med vrede, den ene mod den anden« (3 Ne 11:29).

Men frygt ikke! Evangeliet lærer os, at der er meget, vi kan gøre for at minimere striden i vores familie – og opleve stor glæde!

Tip 1: Fjern brændstoffet

Billede
pige med benzindunk

Et bål skal fodres for at kunne brænde. Sådan er det også med strid. Og intet fyrer mere op under et skænderi end at skændes. Så, hvad kan vi gøre, hvis nogen begynder at skændes med os?

Vi kan simpelthen nægte at skændes. Frelseren er vores fuldkomne eksempel på dette. Igennem hele sin tjenestegerning blev han hadet, behandlet dårligt, forrådt og til sidst korsfæstet. Men selvom hans svar var stærke og direkte, var de aldrig fyldt af stridsånd. Og til slut kæmpede han ikke imod, selvom han kunne have nedkaldt »mere end tolv legioner engle« til at hjælpe sig (Matt 26:53). I stedet bad han for sine fjender, selv da han hang på korset (se Luk 23:34).

Hvis man nægter at skændes, bliver man en bedre lytter. Og når vi lytter bedre, kan vi kommunikere bedre og blive fredsstiftere. At nægte at skændes betyder også, at vi svarer med en rolig stemme og gør, hvad vi kan, for at kontrollere vores følelser.

Uden det ekstra brændstof svinder de fleste skænderier og strid ind. Som skrifterne lærer os: »Et mildt svar afvender vrede« (Ordsp 15:1).

Tip 2: Udvis kærlighed

Billede
familie

At vise vores familiemedlemmer kærlighed er en af de bedste måder at holde striden ude af hjemmet på. Hvis man gør det, kan man til og med forhindre at striden dukker op i første omgang!

Og selvom det alligevel lykkes for striden at trænge igennem vores forsvar, kan kærlighed og venlighed stadig gøre det godt igen.

Tænk på bibelhistorien om kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud. Ifølge Moseloven skulle hun stenes. En vred folkemængde krævede, at Jesus skulle fordømme hende.

Men hvad var Frelserens svar? Først og fremmest besvarede han ikke deres krav med det samme. Han knælede og skrev på jorden et øjeblik, før han talte. (Tip: Nogle gange er det bedst ikke at svare med det samme, når man er ophidset).

Derefter udviste han kærlighed og barmhjertighed over for kvinden, idet han sagde til folkemængden: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende« (Joh 8:7).

Jesus behandlede kvinden med kærlighed, ikke fordømmelse. Han viste sin villighed til at tilgive hende, da han opfordrede hende til at »gå, og synd fra nu af ikke mere« (Joh 8:11).

Fortæl jeres familiemedlemmer, at I elsker dem. Udvis denne kærlighed ved at tilgive dem og give dem muligheden for at ændre sig – selv om de er vrede på dig. Kærlighed kan gøre hele forskellen.

Tip 3: Bed

Billede
en ung kvinde beder

Bøn bringer Guds velsignelser ind i vores liv. I Mormons Bog siger Amulek: »I må udøse jeres sjæl i jeres kamre og på jeres skjulte steder og i jeres ødemark.

Ja, … lad da hjertet være fyldt, bestandig[t] henvendt i bøn til ham for jeres velfærd og også for velfærden for dem, der er omkring jer« (Alma 34:26-27).

»Dem, der er omkring jer« omfatter helt sikkert jeres familie – selv dem, som måske ikke bor sammen med jer lige nu. Så, bed med jeres familier. Bed for jeres familier. Bed om, at I kan holde jeres temperamentet i skak, når nogen sårer jer. Bed om, at I vil vide, hvordan I skal svare i de vanskelige situationer, der opstår i jeres familie. Bed om guddommelig hjælp. Bed om at jeres hjem vil fyldes af mere latter og kærlighed. Og gør derefter alt, hvad I kan, for at få det til at ske.

Når I stræber efter at leve mere fuldt ud efter Jesu Kristi evangelium, vil I opleve, at jeres familie også bliver velsignet. Striden vil mindskes, og jeres glæde vil blive større.

Note

  1. David A. Bednar, oktoberkonferencen 2009 (Liahona, nov. 2009, s. 19).