Skrifterne
Helamans Bog 12


Kapitel 12

Mennesker er ustadige og tåbelige og hurtige til at gøre ondt – Herren tugter sit folk – Menneskenes intethed sammenlignes med Guds magt – På dommens dag vil mennesker få evigtvarende liv eller evigtvarende fordømmelse. Omkring 6 f.Kr.

1 Og således kan vi se, hvor falske og også hvor ustadige menneskenes børns hjerte er, ja, vi kan se, at Herren i sin mægtige, grænseløse godhed velsigner og giver fremgang til dem, der sætter deres lid til ham.

2 Ja, og vi kan se, at på selv samme tid, som han giver sit folk fremgang, ja, ved vækst på deres marker, i deres flokke og deres hjorde og i guld og i sølv og i alle slags kostbarheder af enhver art og type, ved at skåne deres liv og udfri dem af deres fjenders hænder, ved at blødgøre deres fjenders hjerte, så de ikke erklærer krige mod dem, ja, og ved kort sagt at gøre alt for sit folks velfærd og lykke, ja, da er det, at de forhærder hjertet og glemmer Herren deres Gud og tramper den Hellige under fode – ja, og dette på grund af deres medgang og deres overordentlig store velstand.

3 Og således ser vi, at medmindre Herren revser sit folk med mange trængsler, ja, medmindre han hjemsøger dem med død og med skræk og med hungersnød og al slags pest, erindrer de ham ikke.

4 O, hvor tåbelige og hvor forfængelige og hvor onde og djævelske og hvor hurtige til at gøre misgerninger og hvor langsomme til at gøre godt er ikke menneskenes børn, ja, hvor hurtige til at lytte til den Ondes ord og til at lade hjertet blive optaget af verdens tomme ting!

5 Ja, hvor hurtige til at blive indbildske i stolthed, ja, hvor hurtige til at prale og gøre alt muligt af det, der er ugudeligt; og hvor langsomme er de ikke til at huske Herren deres Gud, og til at låne øre til hans råd, ja, hvor langsomme til at vandre på visdommens stier!

6 Se, de ønsker ikke, at Herren deres Gud, som har skabt dem, skal herske og regere over dem; til trods for hans store godhed og hans barmhjertighed mod dem, regner de hans råd for intet, og de vil ikke, at han skal være deres vejleder.

7 O, hvor stor er ikke menneskenes børns intethed, ja, de er endog mindre end jordens støv.

8 For se, støvet på jorden flytter sig hid og did, så den sønderdeler sig på vor mægtige og evige Guds befaling.

9 Ja, se, ved hans røst skælver og bæver højene og bjergene.

10 Og ved hans røsts kraft bliver de brudt op og bliver jævne, ja, som en dal.

11 Ja, ved hans røsts kraft ryster hele jorden.

12 Ja, ved hans røsts kraft rokkes grundvoldene, helt ind til selve kernen.

13 Ja, og hvis han siger til jorden: Bevæg dig! så bevæger den sig.

14 Ja, hvis han siger til jorden: Du skal bevæge dig baglæns, så det forlænger dagen med mange timer! så sker det,

15 og således bevæger jorden sig baglæns i overensstemmelse med hans ord, og det synes for mennesket, som om solen står stille; ja, og se, sådan er det, for visselig er det jorden, der bevæger sig, og ikke solen.

16 Og se også, hvis han siger til vandene i det store dyb: Bliv udtørret! så sker det.

17 Se, hvis han siger til dette bjerg: Hæv dig, og kom hen og fald ned over denne by, så den bliver begravet! se, så sker det.

18 Og se, hvis en mand skjuler en skat i jorden, og Herren siger: Lad den være forbandet på grund af ugudeligheden hos ham, der har skjult den! se, så skal den være forbandet.

19 Og hvis Herren siger: Vær du forbandet, så ingen skal finde dig fra denne tid og for evigt! se, så får ingen den fra nu af og for evigt.

20 Og se, hvis Herren siger til et menneske: På grund af din syndighed skal du være forbandet for evigt! så skal det blive gjort.

21 Og hvis Herren siger: På grund af din syndighed skal du blive forstødt fra min nærhed! så vil han foranledige, at det skal ske således.

22 Og ve den, til hvem han siger dette, for det skal blive sagt til den, der gør misgerninger, og han kan ikke blive frelst; derfor, af denne årsag, at mennesker må kunne blive frelst, er omvendelse blevet kundgjort.

23 Velsignede er derfor de, der vil omvende sig og lytte til Herren deres Guds røst; for det er dem, der skal blive frelst.

24 Og måtte Gud i sin mægtige fylde tilstede, at menneskene må blive bragt til omvendelse og gode gerninger, så de må blive bragt tilbage til nåde for nåde i forhold til deres gerninger.

25 Og jeg ville ønske, at alle mennesker kunne blive frelst. Men vi læser, at på den store og yderste dag er der nogle, som skal blive stødt ud, ja, som vil blive forstødt fra Herrens nærhed;

26 ja, som vil blive overgivet til en tilstand af uendelig elendighed og derved opfylde de ord, som lyder: De, der har gjort godt, skal få evigtvarende liv; og de, der har gjort ondt, skal få evigtvarende fordømmelse. Og således er det. Amen.