»Kapitel 7: Find glæde på rejsen«, Kirkens præsidenters lærdomme: Thomas S. Monson, 2020

»Kapitel 7«, Lærdomme: Thomas S. Monson

Kapitel 7

Find glæde på rejsen

»Lad os nyde livet, mens vi lever, finde glæde på rejsen og vise kærlighed til venner og familie.«

Fra Thomas S. Monsons liv

Thomas S. Monson første år var fyldt med eventyr. I skolen kunne han bedst lide at lære om natur og geografi. Sammen med venner og familie lærte han at fiske, jage, svømme og udforske verden omkring sig.

Som kirkeleder brugte han ofte historier fra sin barndom til at undervise i evangeliske principper. Idet han reflekterede over en oplevelse med en legetøjsbåd, da han var 10 år gammel, gav han følgende lektion om livets rejse:

»Mine venner og jeg tog vores lommeknive og skar små legetøjsbåde af blødt piletræ. Med et lille trekantet stykke bomuldstøj som sejl søsatte vi hver især vores skib i den ret stærke strøm i Provo-floden i Utah. Så løb vi langs flodbredden, mens vi så de små både, der sommetider hoppede voldsomt i den hurtige strøm og på andre tidspunkter sejlede stille og roligt, når de kom ud på dybere vand.

Under en sådan kapsejlads bemærkede vi, at en af bådene førte foran de øvrige hen mod målstregen. Pludselig førte strømmen den ind i en hvirvelstrøm, hvorefter den tippede over og kæntrede. Den hvirvlede rundt og rundt og var ude af stand til at komme tilbage til hovedstrømmen. Til sidst lå den uroligt midt mellem andet vraggods, fastholdt af de grønne planters fangarme.

Barndommens legetøjsbåde havde ingen køl til at stabilisere deres sejlads, intet ror, som de kunne styres med, og ingen kraftkilde. De førtes uundgåeligt med strømmen – den vej med mindst modstand.

Vi har i modsætning til legetøjsbåde guddommelige egenskaber, som kan lede os på vores rejse. Vi kommer ikke til jorden for at drive med livets strømme, men med magt til at tænke, ræsonnere og opnå resultater.

Vor himmelske Fader har ikke sendt os ud på vores evige sejlads uden midler til at modtage vejledning fra ham, som kan sikre, at vi kommer helskindede tilbage. Jeg taler om bøn. Jeg taler også om hvisken fra den stille, sagte stemme, og jeg glemmer ikke de hellige skrifter, som indeholder Herrens og profeternes ord – som er givet os, for at vi kan krydse målstregen.«¹

Præsident Monson sagde, at det kræver en bevidst indsats at finde glæde på livets rejse. Han opfordrede til at fylde hver dag med værdifulde aktiviteter, der bringer glæde. »Man finder ikke det lykkelige liv,« sagde han. »Man skaber det.«² Han gav et perspektiv på, hvordan man ser på fortiden, nutiden og fremtiden og sagde: »Fortiden er bag dig – lær af den; fremtiden er foran dig – forbered dig på den; nutiden er her – lev i den.«³

»Barndommens legetøjsbåde havde ingen køl til at stabilisere deres sejlads, intet ror, som de kunne styres med, og ingen kraftkilde … Vi har i modsætning til legetøjsbåde guddommelige egenskaber, som kan lede os på vores rejse.«

Thomas S. Monsons lærdomme

At gøre det, der betyder mest, vil hjælpe os til at finde glæde.

Nogle gange lader vi vores tanker om i morgen fylde for meget i dag. Dagdrømme om fortiden og længsel mod fremtiden kan give tryghed, men de kan ikke erstatte at leve i nuet. Dette er mulighedernes dag, og vi må gribe den … For at leve fuldt ud i dag, må vi gøre det, der er allervigtigst. Lad os ikke udsætte det, der betyder mest.⁴

På et eller andet tidspunkt har vi alle på en eller anden måde hørt den velkendte vending: »Intet er så konstant som forandring.«

Hele vores liv må vi leve med forandring. Nogle forandringer er velkomne, andre er ikke. Der er forandringer i vores liv, der sker pludseligt, som den uventede bortgang af en af vores kære, en uforudset sygdom, tabet af en højt skattet ejendel. Men de fleste forandringer sker umærkeligt og langsomt …

Dag for dag, minut for minut, sekund for sekund gik vi fra der, hvor vi var, til der, hvor vi nu er … Tiden står aldrig stille, den må troligt marchere videre, og med den march kommer forandringerne.

Dette er vores eneste chance for at leve her på jorden – her og nu. Jo længere tid vi lever, jo større er vores erkendelse af, at livet er kort. Muligheder opstår, og så er de væk. Jeg tror, at blandt de største lektier, vi skal lære på denne korte rejse på jorden, er lektier, der hjælper os med at skelne mellem, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er. Jeg bønfalder jer om ikke at lade disse vigtige ting passere jer forbi, mens I planlægger den fiktive og ikke eksisterende fremtid, hvor I får tid til at gøre alt det, som I ønsker at gøre. Find i stedet glæde på rejsen – nu …

Jeg nyder virkeligt mange musicals, og en af mine favoritter blev skrevet af den amerikanske komponist Meredith Willson og hedder The Music Man. Professor Harold Hill er en af hovedpersonerne i forestillingen og kommer med en advarsel, som jeg giver videre til jer. Han siger: »Hvis du for mange gange siger ›i morgen‹, vil du opdage, at du har samlet dig en masse tomme ›i går‹.« [Meredith Willson og Franklin Lacey, The Music Man, 1957].

Mine brødre og søstre, der bliver ikke nogen i morgen at huske, hvis vi ikke gør noget i dag …

For mange år siden skrev Arthur Gordon i et landsdækkende tidsskrift, og jeg citerer:

»Da jeg var omkring tretten og min bror ti, havde far lovet at tage os med i cirkus. Men ved frokosttid kom der et telefonopkald: Noget vigtigt på arbejdet krævede hans tilstedeværelse inde i byen. Vi forberedte os på skuffelsen. Så hørte vi ham sige i telefonen: ›Nej, jeg kommer ikke. Det bliver nødt til at vente.‹

Da han kom tilbage til bordet, smilede mor. ›Du ved godt, at cirkus kommer til byen igen,‹ sagde hun.

›Det ved jeg,‹ sagde far. ›Men det gør barndommen ikke.‹« [Arthur Gordon, A Touch of Wonder, 1974, s. 77-78].

Hvis I har børn, der er voksne og flyttet bort, så har I sandsynligvis ind imellem følt, at I er gået glip af noget og erkendt, at I ikke påskønnede den tid i livet så højt, som I burde. Selvfølgelig kan vi ikke gå tilbage, kun fremad. I stedet for at dvæle ved fortiden, bør vi få mest muligt ud af i dag, af tiden her og nu, og gøre alt, hvad vi kan for at skabe gode minder til fremtiden.

Hvis I stadig er midt i den proces at opdrage børn, så vær opmærksomme på, at de små fingeraftryk, der dukker op på næsten hver eneste rengjort overflade, legetøj, der er spredt over hele huset, bunker af vasketøj, der skal klares, alt for hurtigt forsvinder, og I vil – til jeres overraskelse – savne dem enormt.^5.

Tiden er en gave, en skat, som ikke skal sættes hen til fremtidigt brug, men som skal bruges klogt lige nu.^6.

Processen med at planlægge, arbejde og skabe giver varig tilfredsstillelse.

Ældste Monte J. Brough, [tidligere generalautoritet og halvfjerdser, fortalte] om en sommer i sit barndomshjem i Randolph i Utah, hvor han og hans lillebror Max besluttede sig for at bygge en træhytte i et stort træ i baghaven. De lagde planer for deres livs mest vidunderlige [værk]. De samlede byggemateriale fra hele nabolaget og bar det op til et sted på træet, hvor to grene dannede det perfekte sted til hytten. Det var svært, og de var spændte på at færdiggøre deres værk. Tanken om den færdige træhytte var en vældig stor motivation for dem til at færdiggøre projektet.

De arbejdede hele sommeren, og [hen] på efteråret, lige før det nye skoleår begyndte, var deres hytte færdig. Ældste Brough sagde, at han aldrig ville glemme deres følelse af glæde og tilfredshed, da de endelig var i stand til at nyde frugterne af deres arbejde. De sad i træhuset, så sig omkring et par minutter, klatrede ned fra træet – og vendte aldrig tilbage. Det færdige projekt, hvor vidunderligt det end var, kunne end ikke fastholde deres interesse en dag. Med andre ord, processen med at planlægge, samle sammen, bygge og arbejde – ikke det færdige projekt – gav den vedvarende tilfredsstillelse og fornøjelse, som de havde oplevet.⁷

Vision uden arbejde er dagdrømmeri. Arbejde uden vision er slid og slæb. Vision vil koblet med arbejde sikre jeres succes.⁸

Gud har givet os udfordringen med råmaterialerne og ikke letheden ved at stille færdige ting til rådighed. Han lader billederne være umalede og musikken usunget og problemerne uløste, så vi kan lære skabelsens glæder og herligheder at kende.⁹

Vi kan være ved godt mod, selv under livets udfordringer.

Ingen af os kommer igennem dette liv uden problemer og udfordringer – og sommetider tragedie og ulykke. Vi er her trods alt først og fremmest for at lære og udvikle os gennem sådanne begivenheder i vores liv. Vi ved, at der er tidspunkter, hvor vi vil lide, hvor vi vil sørge, og hvor vi vil være triste. Men vi får at vide, at »Adam faldt, for at menneskene kunne blive til, og menneskene er til for at kunne nyde glæde« [2 Ne 2:25].

Hvordan kan vi have glæde i vores liv på trods af alt det, vi står overfor? Atter fra skrifterne: »Vær derfor ved godt mod og frygt ikke, for jeg, Herren, er med jer og vil stå jer bi« [L&P 68:6].

Kirkens historie i denne, tidernes fyldes uddeling, er fuld af beretninger om personer, der har slidt og alligevel er forblevet trofaste og ved godt mod, når de har gjort Jesu Kristi evangelium til det centrale i deres tilværelse. Det er denne indstilling, der vil trække os igennem, uanset hvad vi møder på vores vej. Den fjerner ikke vores problemer, men gør os snarere i stand til at se vores problemer i øjnene, konfrontere dem direkte og gå sejrende videre.

Eksemplerne på alle de mennesker, der har oplevet vanskelige forhold, og som stadig har holdt ud og har sejret på grund af, at deres tro på evangeliet og på Frelseren har givet dem den styrke, de behøvede, er for talrige at nævne … Jeg [vil dele] et rørende eksempel fra min egen familie, som altid har været en inspiration for mig.

Præsident Monsons mor, Gladys Condie Monson, og hendes søskende. Gladys er nummer to fra venstre.

Mine oldeforældre på min mors side, Gibson og Cecelia Sharp Condie, boede i Clackmannan i Skotland. Deres familie arbejdede i kulminerne. De levede i fred med verden, omgivet af slægtninge og venner, og de boede i relativt komfortabelt i et land, de elskede. Så lyttede de til budskabet fra missionærer fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og blev omvendt helt ind i deres sjæls inderste. De hørte kaldet om at samles i Zion og vidste, at de måtte følge det kald.

Engang omkring 1848 solgte de deres ejendele og forberedte sig på den farlige rejse tværs over det store Atlanterhav. Med fem små børn gik de ombord på et sejlskib med alle deres verdslige ejendele i en lille kiste. De rejste [4.800] km tværs over havet – otte lange og udmattende uger på et forræderisk hav, hvor de ventende holdt udkig, de fik dårlig mad, dårligt vand og på det lille skib kunne man ikke få hjælp udefra.

Midt i denne sjælsoprivende situation blev en af deres drenge syg. Der var ingen læge, ingen butikker, hvor man kunne købe medicin til at lindre hans smerte. De så på, de bad, de ventede, og de græd, mens hans tilstand blev værre dag for dag. Da hans øjne til sidst blev lukket af døden, blev deres hjerte revet itu. Og deres sorg blev blot større ved, at søens love skulle følges. Viklet ind i et lagen og tynget ned med jern blev den lille krop overgivet til den våde grav. Da de sejlede bort, var det kun disse forældre, der vidste, hvilket knusende slag, der havde ramt deres sårede hjerte [tilpasset fra Thomas A. Condie, »History of Gibson and Cecelia Sharp Condie«, 1937, ikke udgivet]. Men med en tro affødt af deres dybe overbevisning om sandheden og deres kærlighed til Herren fortsatte Gibson og Cecelia. De fandt trøst i Herrens ord: »I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden« [Joh 16:33].

Hvor er jeg taknemlig for forfædre, som havde tro til at forlade deres arne og hjem for at rejse til Zion, som ydede ofre, som jeg knap kan forestille mig. Jeg takker min himmelske Fader for eksemplet med tro, mod og beslutsomhed, som Gibson og Cecelia Sharp Condie har vist mig og alle deres efterkommere …

Fra den hellige skrift læser vi: »Se, de retfærdige, Israels Helliges hellige, de, som har troet på [ham], de, der har udholdt verdens kors … de skal arve Guds rige … og deres glæde skal være fuldkommen for evigt« [2 Ne 9:18].

Jeg vidner for jer om, at de lovede velsignelser vil overgå alt. Selv om sorte skyer samler sig, selv om regnen vælter ned på os, så vil vores kundskab om evangeliet og vores kærlighed til vor himmelske Fader og til vor Frelser trøste og styrke og bringe glæde i hjertet, når vi vandrer retskaffent og holder befalingerne. Der er intet i denne verden, der kan besejre os.

Mine elskede brødre og søstre, frygt ikke. Vær ved godt mod. Fremtiden er lige så strålende som jeres tro.¹⁰

Sand lykke kommer af at elske og tjene andre.

At måle livets goder på dets fornøjelser, behageligheder og sikkerhed er at anvende en falsk målestok. Et liv i overflod består ikke af uendelig luksus. Det stiller sig ikke tilfreds med kommercielt producerede behageligheder … som forveksles med glæde og lykke …

For at finde virkelig lykke må vi søge den udenfor os selv. Ingen har nogensinde fundet betydningen af at leve, før han har overgivet sig i sine medmenneskers tjeneste. At tjene andre er en pligt, og opfyldelsen af denne, bringer sand glæde.¹¹

Stress i tilværelsen kommer uanset, hvad vores omstændigheder er, Vi må håndtere den, så godt vi kan. Men vi må ikke lade den komme i vejen for det, der er vigtigst – og det vigtigste involverer næsten altid mennesker omkring os. Ofte formoder vi, at de må vide, hvor meget vi elsker dem. Men vi bør aldrig bare formode det; vi bør altid lade dem vide det. William Shakespeare skrev: »Den elsker slet, som skjuler kærligheden« [Two Gentleman of Shakespeare, 1. akt, scene 2, replik 31]. Vi vil aldrig fortryde at tale venlige ord eller vise kærlige følelser. Vi vil snarere fortryde det, hvis noget sådant udelades i vores forhold til dem, der betyder mest for os.

Send det brev til den ven, som du har forsømt; giv dit barn et knus; giv dine forældre et knus; sig »jeg elsker dig« oftere; sig altid tak. Lad aldrig et problem, der skal løses, blive vigtigere end en person, der skal vises kærlighed.«¹² Venner flytter, børn vokser op, vores kære går videre. Det er så let at tage andre som en selvfølge, indtil den dag, hvor de er ude af vores liv, og vi er efterladt med følelser som »hvad nu hvis« og »hvis bare«. Forfatteren Harriett Beecher Stowe sagde: »De bitterligste tårer, der bliver udgydt ved graven, er ord, der ikke blev sagt, og gerninger, der ikke blev gjort« [i Gorton Carruth og Eugene Erich, saml., The Harper Book of American Quotations, 1988, s. 173].

I 1960’erne blev Jay Hess, et medlem af Kirken og pilot under Vietnamkrigen, skudt ned over Nordvietnam. I to år anede hans familie ikke, om han var død eller levende. Hans fangevogtere i Hanoi lod ham endelig skrive hjem, men begrænsede hans brev til mindre end 25 ord. Hvad ville I og jeg sige til vores familie, hvis vi var i samme situation – vi har ikke set dem i over to år og ved ikke, om vi nogensinde ser dem igen? Bror Hess ønskede at give sin familie noget, som de vidste, kom fra ham, og han ønskede også at give dem værdifulde råd. Han skrev – og jeg citerer: »Dette er vigtigt: Tempelægteskab, mission, college. Kæmp, sæt mål, skriv historie, tag billeder to gange om året« [privat korrespondance].

Lad os nyde livet, mens vi lever det, finde glæde på rejsen og vise kærlighed til familie og venner. En dag vil enhver af os løbe tør for morgendage.¹³

»Vi vil aldrig fortryde at tale venlige ord eller vise kærlige følelser.«

Må vi fra denne dag og fremefter beslutte os til at fylde vores hjerte med kærlighed. Må vi gå den ekstra mil for at lade vores liv omfatte alle, som er ensomme eller mismodige, eller som på en eller anden måde lider. Må vi »glæde den syge og gøre den frygtsomme glad« [»Har jeg gjort noget godt?« Salmer og sange, nr. 143]. Må vi leve, så vi, når vi bliver kaldt hjem, ikke har nogen alvorlige beklagelser, ikke har noget uafsluttet, men vil være i stand til som apostelen Paulus at sige: »Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen« [2 Tim 4:7].¹⁴

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Præsident Monson understregede behovet for at skelne mellem det, der er vigtigt, og det, der ikke er (se afsnit 1). Hvordan gør man det? Hvordan kan vi overvinde tendensen til at udsætte det, der betyder mest? Hvilke farer er der ved at »dvæle ved fortiden«? Hvad kan vi gøre for at »finde glæde på livets rejse«?
Gennemgå præsident Monsons historie om ældste Monte J. Brough og hans bror (se afsnit 2). Hvorfor tror I, at processen med at arbejde hen imod noget kan være lige så tilfredsstillende som resultatet? Hvordan har arbejde, indsats og skabelse bragt jer glæde?
Tænk over præsident Monsons lærdomme om livets udfordringer (se afsnit 3). Hvad kan vi lære af hans historie om hans oldeforældre? Hvordan kan vi finde glæde i vores liv på trods af den modgang, vi står overfor? Hvordan har jeres tro på Frelseren hjulpet jer i en svær tid?
Præsident Monson sagde, at for at finde sand lykke må vi tjene og elske andre (se afsnit 4). Hvornår har I oplevet den glæde, der kommer af at tjene andre? Gennemgå de måder, hvorpå man kan tjene andre, som præsident Monson nævner i afsnit 4. Hvilken tjeneste føler I jer tilskyndet til at udføre?

Skriftstedshenvisninger

Joh 16:20-22; Hebr 12:1-2; 1 Ne 8:5-12; 11:25; Alma 27:16-18; Moses 5:10

Til underviseren

»For at få Åndens tilstedeværelse i din undervisning kan du opfordre andre til at bære deres personlige vidnesbyrd om den sandhed, som I taler om. Bed blot [familien eller] eleverne om at fortælle om deres følelser eller oplevelser med et evangelisk princip.« (se Undervisning på Frelserens måde, 2016, s. 11).