»Kapitel 22: Taknemlighedens vidunderlige dyd«, Kirkens præsidenters lærdomme: Thomas S. Monson, 2020

»Kapitel 22«, Lærdomme: Thomas S. Monson

Kapitel 22

Taknemlighedens vidunderlige dyd

»At give udtryk for taknemlighed er elskværdigt og hæderfuldt; at udvise taknemlighed er generøst og ædelt, men altid at leve med taknemlighed i hjertet er at røre himlen.«

Fra Thomas S. Monsons liv

Da præsident Monson var omkring 10 år gammel, begyndte han at udvikle en interesse for fugle, især duer. Fra skolevinduerne så han og hans venner ofte duer sidde på rad og række på de nærtliggende tage. Efter skole fangede drengene nogle gange duer, og Tom og hans ven Bob byggede enkle bure til dem i deres baghave.

Kort tid efter isatte Bobs far et vindue i Bobs dueslag for at forhindre vinden i at genere fuglene. Tom begyndte at længes efter et sådant vindue i sit eget dueslag.

En dag overraskede Bobs far Tom ved at komme til familien Monsons hjem med et vindue og sætte det i hans dueslag. Præsident Monson sagde senere, da han mindedes sine følelser på det tidspunkt: »Jeg havde aldrig før oplevet en sådan taknemlighed for noget, som en anden person af sig selv havde gjort for mig.«¹

Det meste af sit liv holdt præsident Monson duer i sin baghave. Han udvidede sit kuld til at omfatte mange slags, hvoraf nogle vandt priser på dyrskuer i amtet og delstaten.² Gennem alle sine oplevelser med denne livslange hobby glemte han aldrig sin følelse af taknemlighed for Bobs fars enkle venlige handling.

Præsident Monson lærte om taknemlighedens kraft af denne og andre oplevelser og gjorde den til et fremtrædende tema i sine lærdomme. »Mit hjertes oprigtige bøn er, at vi hver især må tænke over taknemlighedens dyd,« sagde han. »Må den gennemtrænge vores sjæl nu og for evigt.«³

Hele sit liv følte præsident Monson taknemlighed for en vens far, der satte et vindue i hans dueslag, da han var dreng.

Thomas S. Monsons lærdomme

At udtrykke taknemlighed er et mønster for personlig lykke.

Taknemlighed er et guddommeligt princip. Herren har gennem en åbenbaring til profeten Joseph Smith erklæret:

»Du skal takke Herren din Gud i alle forhold …

Og i intet forsynder mennesket sig [mere] imod Gud, eller mod ingen andre er hans vrede tændt end mod dem, der ikke anerkender hans hånd i alt« [L&P 59:7, 21].

I Mormons Bog får vi at vide, at vi »daglig[t] skal leve i taksigelse for den store barmhjertighed og de mange velsignelser, som [Gud] skænker os« [Alma 34:38].⁴

Gracias, danke, merci – uanset hvilket sprog man taler, glæder en hyppig brug af ordet »tak« ånden, styrker venskaber og hæver os op på et højere plan på vores vej … En tak udtrykker en enkelhed og oprigtighed.

En gammel avisartikel viser skønheden i taknemlighed:

»Politiet i Washington holdt auktion over 100 uafhentede cykler i fredags. ›En dollar,‹ sagde en 11-årig dreng, da man begyndte at byde på den første cykel. Men buddene gik meget højere. ›En dollar,‹ gentog drengen håbefuldt, hver gang en ny cykel blev udbudt.

Auktionarius, som havde holdt auktion over stjålne cykler i 43 år, lagde mærke til, at drengens forhåbninger syntes at øges, hver gang en racercykel kom under hammeren.

Til sidst var der kun én racercykel tilbage. Buddene var nået op på otte dollars. ›Solgt til den dreng der for ni dollars!‹ sagde auktionarius. Han tog otte dollars fra sin egen lomme og bad drengen om hans dollar. Knægten rakte ham en dynge mønter, tog sin cykel og begyndte at gå hjemad. Men efter få skridt stoppede han op. Han parkerede omhyggeligt sin nye ejendel, gik tilbage, slog armene om auktionarius’ hals og græd.«

Hvornår følte vi os sidst så taknemlige som denne dreng? Det, som andre gør for os, er måske ikke lige så gribende, men der er bestemt gerninger, som fordrer vores tak.⁵

Husk at takke. Med disse tre ord har I det bedste kursus for et lykkeligt ægteskab, en formel på varige venskaber og et mønster for personlig lykke.⁶

Et taknemligt hjerte får vi gennem at udtrykke taknemlighed til vor himmelske Fader for hans velsignelser og til dem omkring os for alt det, de betyder i vores liv. Det kræver en bevidst indsats – i det mindste, indtil vi rigtig har lært det og udviklet en indstilling af taknemlighed. Ofte føler vi taknemlighed og har til hensigt at sige tak, men glemmer at gøre det eller når aldrig så langt. Der er en, som har udtalt, at det at »føle taknemlighed og ikke udtrykke den, er som at pakke en gave ind og aldrig give den væk« [William Arthur Ward, i Allen Klein, saml., Change Your Life! 2010, s.15].⁷

Husker vi at sige tak for de velsignelser, vi modtager? Oprigtig taksigelse hjælper os ikke alene til at påskønne vores velsignelser, men åbner også for himlens porte og lader os mærke Guds kærlighed.⁸

I [den 30. salme] lover David: »Herre min Gud, for evigt vil jeg takke dig.« [Sl 30:13].

I sit brev til korintherne erklærer Paulus: »Gud ske tak for hans uudsigelige gave« [2 Kor 9:15]. Og til thessalonikerne: »Sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje« [1 Thess 5:18].

Mine brødre og søstre, takker vi Gud for »hans uudsigelige gave« og de rige velsignelser, som han udgyder over os i overflod?

Giver vi os tid til at fundere over Ammons ord: »Se, mine brødre, vi ser, at Gud er opmærksom på hvert enkelt folk, i hvilket land de end måtte være; ja, han tæller sine folk … over hele jorden. Se, det er min glæde og min store taksigelse; ja, jeg vil give tak til min Gud for evigt« [Alma 26:37] …

Profeten Alma opfordrede: »Rådfør dig med Herren i alle dine gerninger, så vejleder han dig til din gavn; ja, når du lægger dig om aftenen, da læg dig for Herren, så han kan våge over dig i din søvn; og når du står op om morgenen, lad da dit hjerte være fuldt af tak til Gud; og hvis du gør dette, skal du blive løftet op på den yderste dag« [Alma 37:37].⁹

Fokus på vores velsignelser hjælper os til at stå imod udfordringer og problemer.

Uanset hvad vores omstændigheder er, så har vi hver især meget at være taknemlige for, hvis vi blot vil standse op og tænke over vores velsignelser.

Det er en skøn tid at leve i. Selvom meget er galt med verden i dag, er der også mange rigtige og gode ting. Der er ægteskaber, som holder, forældre, der elsker deres børn og ofrer sig for dem, venner, som bryder sig om os og hjælper os, og lærere, som underviser. Vi er velsignet på utallige måder …

Når vi støder på udfordringer og problemer i livet, er det ofte svært for os at fokusere på vores velsignelser. Men dersom vi stikker dybt nok og kigger godt efter, vil vi være i stand til at føle og indse, hvor meget vi har fået.

Jeg vil gerne fortælle om en familie, som var i stand til at tælle sine velsignelser trods alvorlige udfordringer. Dette er en beretning, jeg læste for mange år siden og har beholdt på grund af det budskab, den indeholder. Det blev skrevet af Gordon Green …

Gordon fortæller, hvordan han voksede op på en farm i Canada, hvor han og hans søskende måtte skynde sig hjem fra skole, mens de andre børn spillede bold og tog ud at svømme. Deres far havde dog evnen til at lade dem forstå, at deres arbejde betød noget. Dette gjorde sig især gældende, når høsten var i hus og familien fejrede Thanksgiving, hvor deres far gav dem en gave. Han fik dem til at gøre status over alt, hvad de havde.

Om morgenen ved Thanksgiving førte han dem med ned i en kælder med tønder med æbler, kurve med roer, gulerødder i sand og stakkevis af kartofler tillige med ærter, majs, bønner, syltetøj, jordbær og anden konserves, som fyldte hylderne. Han fik børnene til at tælle alt nøje. Så gik de ud i laden og gættede på, hvor mange tons hø der var, og hvor mange skæpper korn der var i kornkammeret. De talte køerne, grisene, hønsene, kalkunerne og gæssene. Deres far sagde, at han ønskede at se, hvor godt det stod til, men de vidste, at det, han virkelig ønskede, var, at de på denne festdag skulle indse, hvor rigt Gud havde velsignet dem og deres arbejdsindsats. Da de endelig satte sig ned ved det festmåltid, deres mor havde tilberedt, var velsignelserne til at føle på.

Gordon sagde dog, at den Thanksgiving, han mindedes med størst taknemlighed, var det år, hvor der ikke syntes at være meget at være taknemlig for.

Året begyndte godt: De havde stadig hø, masser af såsæd, fire kuld grise, og deres far havde sparet lidt op, så han en dag kunne få råd til en hølæsser – et teknisk vidunder, som enhver landmand drømte om at eje. Det var også det år, der kom elektricitet i deres by … De [købte] en vaskemaskine, som var i gang dagen lang og elpærer, som hang ned fra hvert loft. Der var ikke længere lamper, som skulle påfyldes med olie, ikke flere væger at skære, ikke flere sodede skorstene at rense. Lamperne fandt stille vej op på loftet.

At de fik elektricitet på gården var næsten den sidste gode ting, der skete for dem det år. Lige da deres afgrøder var begyndt at pible op gennem jorden, satte regnen ind. Da regnen endelig stoppede, var der ikke en plante tilbage. De plantede igen, men regnen kom igen og slog planterne mod jorden. Deres kartofler rådnede i mudderet. De solgte et par køer og alle grisene og andre husdyr, som de havde tænkt sig at beholde, alt for billigt, for alle andre var også tvunget til at sælge. Alt, hvad de høstede det år, var en plet med majroer, som forunderligt nok havde klaret uvejret.

Så blev det atter Thanksgiving. Deres mor sagde: »Måske skal vi bare glemme det i år. Vi har end ikke en gås tilbage.«

Om morgenen troppede Gordons far dog op med en præriehare, som han bad sin hustru om at tilberede. Modstræbende begyndte hun på det og påpegede, at det ville tage lang tid at koge det tørre, gamle kræ. Da den endelig blev stillet på bordet med nogle af de majroer, som havde overlevet, nægtede børnene at spise. Gordons mor græd, og så gjorde hans far en usædvanlig ting. Han gik op på loftet og fandt en olielampe, som han tog med tilbage til bordet og tændte. Han bad børnene om at slukke det elektriske lys. Da der kun var den ene lampe tændt, havde de svært ved at tro, at det havde været så mørkt før. De fattede ikke, at de havde været i stand til at se noget som helst uden det klare elektriske lys.

Så blev maden velsignet, og alle spiste. Da måltidet var forbi, sad de alle stille. Som Gordon skrev:

»I den gamle lampes svage skær, så vi klart igen … Det var et skønt måltid. Prærieharen smagte som kalkun, og majroerne var de bedste, vi havde smagt … Vores hjem … var trods alt, det fattedes, rigt for os« [tilpasset fra H. Gordon Green, »The Thanksgiving I Don’t Forget«, Reader’s Digest, nov. 1956, s. 69-71].

Mine brødre og søstre, at give udtryk for taknemlighed er elskværdigt og hæderfuldt; at udvise taknemlighed er generøst og ædelt, men altid at leve med taknemlighed i hjertet er at røre himlen.¹⁰

»Vi har hver især meget at være taknemlige for, hvis vi blot vil standse op og tænke over vores velsignelser.«

Vi kan fremelske en indstilling af taknemlighed.

Vi kan opløfte os selv og andre, når vi nægter at forblive i de negative tankers sfære og i vores hjerte udvikler en taknemlig indstilling. Hvis utaknemlighed regnes blandt de alvorligste synder, så indtager taknemlighed sin plads blandt de ædleste dyder. Der er en, som har sagt, at »taknemlighed ikke blot er den største dyd, men moder til alle andre« [Cicero, i A New Dictionary of Quotations on Historical Principles, udv. H.L. Mencken, 1942, s. 491].

Hvordan kan vi udvikle en taknemlighed i hjertet? Præsident Joseph F. Smith, Kirkens sjette præsident, kom med et bud på det. Han sagde: »Det taknemlige menneske ser så mange ting i verden, det er taknemligt for, og det gode vejer for et sådant menneske tungere end det dårlige. Kærlighed overvinder jalousi, og lys driver mørket ud af ens liv.« Han fortsatte: »Stolthed ødelægger vor taknemlighed og sætter selviskhed i dets sted. Hvor meget lykkeligere er vi ikke i samvær med en taknemmelig og kærlig sjæl, og hvor omhyggelige bør vi ikke være med gennem et fromt liv at fremelske en taknemlig indstilling til Gud og mennesker.« [Gospel Doctrine, 5. udgave, 1939, s. 263].

Præsident Smith siger, at et bønsomt liv er nøglen til at være taknemlig.

Gør materielle ejendele os glade og taknemlige? Måske for en tid. Dog er de ting, som giver den dybeste og mest varige glæde og taknemlighed, dem man ikke kan købe for penge: Vores familie, evangeliet, gode venner, vores gode helbred, vores evner og den kærlighed, vi modtager fra folk omkring os. Desværre er det nogle af de ting, vi tillader os at tage for givet.¹¹

Vi kan ikke vide, hvornår det privilegium at række andre en hjælpende hånd bliver os til del. Vejen til Jeriko for hver enkelt af os har intet navn eller nummer, og den trætte rejsende, som behøver vores hjælp, er måske en ukendt. Alt for ofte undlader den, som modtager venlighed at give udtryk for sine følelser, og vi berøves et glimt af den storhed og gnist af ømhed, som motiverede os til at gå og gøre ligeså. Ægte taknemlighed blev udtrykt i et brev, som blev modtaget i Kirkens hovedsæde …

»Til Det Første Præsidentskabs kontor:

Salt Lake City udviste engang kristen venlighed mod mig i de år, hvor jeg vandrede forvildet omkring.

Efter at have rejst tværs gennem landet med bus til Californien stod jeg af på busstationen i Salt Lake City, syg og rystende af mangel på søvn, der var forstærket af mangel på den medicin, jeg skulle tage. I min hovedkuldse flugt fra en svær situation i Boston havde jeg fuldstændig glemt min medicin.

I restauranten på Temple Square Hotel sad jeg modløs med ansigtet hvilende i hænderne, mens jeg stirrede på en kop kaffe, som jeg egentligt ikke ville have. Jeg så nu et ægtepar, som nærmede sig mit bord. Er der noget galt, unge mand?‹ spurgte kvinden. Jeg rejste mig op og fortalte grædende og rystet min historie og om den uheldige situation, som jeg var i på det pågældende tidspunkt. De lyttede omhyggeligt og tålmodigt til min usammenhængende snak, og tog derpå situationen i deres hænder. De må have været velhavende. De talte med restaurantchefen, og fortalte mig derefter, at jeg kunne få alt det, som jeg ønskede at spise de næste fem dage. Så tog de mig ind i hotelreceptionen og skaffede mig et værelse i fem dage. Derpå kørte de mig hen til en læge og sørgede for, at jeg fik den medicin, som jeg havde behov for, og som virkelig var min grundlæggende livline til normalitet og velbefindende.

Mens jeg hvilede mig og genopbyggede min styrke, sørgede jeg hver dag for at overvære Tabernaklets daglige orgeløvelser. Den himmelske røst som dette instrument besidder, som spænder fra de svageste toner til de kraftigste toner, når det spiller for fuld styrke, har den største klangfuldhed, som jeg nogen sinde har kendt. Jeg har anskaffet mig plader og kassettebånd med Tabernakelorglet og koret, som jeg ved altid vil berolige og afstive mig, når min sjæl er nedbøjet.

På den sidste dag på hotellet, inden jeg skulle genoptage min rejse, lå der, da jeg afleverede nøglen, et budskab til mig fra dette ægtepar: ›Du kan betale os ved at vise venlighed over for en foruroliget sjæl på din vej.‹ Det var jeg allerede vant til, men jeg besluttede mig til at være mere opmærksom på mennesker, som har brug for hjælp i livet.

Jeg ønsker jer alt godt. Jeg ved ikke om dette virkelig er de sidste dage, som der omtales i skrifterne, men jeg ved, at to medlemmer af jeres kirke var hellige og kom mig til hjælp, da jeg havde desperat brug for det. Jeg tænkte, at I måske gerne ville høre om dette.«¹²

»Vejen til Jeriko for hver enkelt af os har intet navn eller nummer, og den trætte rejsende, som behøver vores hjælp, er måske en ukendt.«

Vi viser vor Frelser taknemlighed, når vi følger hans eksempel og adlyder hans ord.

Må vi udover alt andet, som vi er taknemlige for, tænke over vores taknemlighed for vor Herre og Frelser, Jesus Kristus. Hans storslåede evangelium giver svar på livets største spørgsmål: Hvor kommer vi fra? Hvorfor er vi her? Hvor går vores ånd hen, når vi dør? Evangeliet bringer sandhedens guddommelige lys til dem, der lever i mørket.

Han lærte os at bede. Han lærte os at leve. Han lærte os at dø. Hans liv er en stor kærlighedsgave. Han helbredte de syge; han opløftede de sørgmodige, han frelste synderen …

Lad os følge ham. Lad os følge hans eksempel. Lad os adlyde hans ord. Ved at gøre det giver vi ham taknemlighedens guddommelige gave.¹³

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Gennemgå de skriftsteder, som præsident Monson citerede om vigtigheden af taknemlighed (se afsnit 1). Hvorfor tror I, at det at være taknemlig er »et mønster for personlig lykke«? Hvordan har taksigelse hjulpet jer til at mærke Guds kærlighed? Hvordan kan vi udtrykke taknemlighed til andre?
Hvorfor tager vi sommetider vores velsignelser for givet? (Se afsnit 2). Hvordan har overvejelse af jeres velsignelser hjulpet jer i svære tider? Hvilke velsignelser havde I ikke erkendt, førend I gjorde en indsats for at se dem? Hvad kan vi lære om taknemlighed af historien om Gordon Green?
Hvordan kan vi fremelske en indstilling af taknemlighed? (Se afsnit 3). Hvordan har bøn hjulpet jer med at udvikle større taknemlighed? Hvordan viser tjeneste for andre vores taknemlighed over for Gud? Hvordan påvirkes vores liv, når vi lever med taknemlighed?
Præsident Monson rådede os til at »tænke over vores taknemlighed for vor Herre og Frelser, Jesus Kristus« (afsnit 4). Hvordan kan vi øge vores taknemlighed for Frelseren? Hvordan kan vi vise ham vores taknemlighed?

Skriftstedshenvisninger

Sl 100:3-4; Luk 17:11-19; Kol 2:6-7; 2 Ne 9:50-52; Mosi 2:19-22; L&P 78:18-19

Studiehjælp

»Planlæg studieaktiviteter, som opbygger jeres tro på Frelseren« (Forkynd mit evangelium, 2007, s. 22). Når I studerer, kan I for eksempel stille jer selv følgende spørgsmål eller lignende: Hvordan kan disse lærdomme øge min forståelse af Jesu Kristi forsoning? Hvordan kan disse lærdomme hjælpe mig til at blive mere lig Frelseren?