Kirkens præsidenters lærdomme
Kapitel 18


»Kapitel 18: Lykke i ægteskabet«, Kirkens præsidenters lærdomme: Thomas S. Monson, 2020

»Kapitel 18«, Lærdomme: Thomas S. Monson

Kapitel 18

Lykke i ægteskabet

»Vælg omhyggeligt og bønsomt en partner, og når I er gift, så vær ekstremt trofaste mod hinanden.«

Fra Thomas S. Monsons liv

Da præsident Thomas S. Monson var en ung mand, blev han overrasket over at høre om en tæt forbindelse mellem sin familie og familien til den pige, han datede, Frances Beverly Johnson, som han senere giftede sig med. Han fortalte:

»Min farfar kom fra Sverige og hans hustru fra England … De blev gift i templet i Salt Lake City, og han skrev i sin dagbog: ›I dag er den lykkeligste dag i mit liv. Min kæreste og jeg blev gift for tid og al evighed i det hellige tempel.‹

Tre dage efter, den 23. april 1898, skrev han: ›Tog toget fra Rio Grande Western Depot, første etape på vejen til Skandinavien, hvortil jeg er blevet kaldet som missionær.‹ Så rejste han til Sverige, og efterlod sin brud efter tre dage.

Hans dagbog, der er skrevet med blyant, fik jeg fra en farbror, som af en eller anden grund valgte at give mig sin fars dagbog. Det hyppigste notat i dagbogen er: ›Mine fødder er våde.‹ Men det smukkeste notat lyder: ›I dag besøgte vi familien Jansson [som senere blev til Johnson]. Vi mødte søster Jansson. Hun havde en dejlig middag klar til os. Hun er en god kok.‹ Og så sagde han: ›Børnene sang alle eller spillede harmonika eller dansede lidt for os, og så betalte hun sin tiende. Fem kroner til Herren og en til min kammerat, ældste Ipson, og en til mig.‹ Og så stod navnene på alle børnene.

Da jeg læste dem i dagbogen, stod min hustrus fars navn lige der som en del af den husstand, sikkert en, der sang en sang, en, som kun blev far til en datter, den pige, som jeg blev gift med.«

Præsident Monson fortalte om følgende oplevelse, da han tog hen for at hente Frances til deres første date:

»Den første gang jeg så Frances, vidste jeg, at jeg havde fundet den rette. Herren førte os sammen senere, og jeg spurgte, om hun ville gå ud med mig. Jeg kom til hendes hjem for at hente hende. Hun præsenterede mig, og hendes far sagde: »›Monson‹ – det er da et svensk navn, ikke?‹

Jeg svarede: ›Jo‹.

Han sagde: ›Godt.‹

Så gik han ind i et andet værelse og hentede et billede af to missionærer med tophat og deres eksemplarer af Mormons Bog.

›Er du i familie med denne Monson,‹ spurgte han, ›Elias Monson?‹

Jeg svarede: ›Ja, han er min bedstefars bror. Han var også missionær i Sverige.‹

Hendes far græd.« Mens hans familie stadig boede i Sverige, havde de nydt mange besøg af ældste Elias Monson. Han »kyssede mig på kinden,« mindedes præsident Monson senere, »og så græd hendes mor, og hun kyssede mig på den anden kind. Og så så jeg mig omkring efter Frances. Hun sagde: ›Jeg henter lige min frakke.‹«1

Tom og Frances blev gift i oktober 1948. Ved aprilkonferencen i 2008 – præsident Monsons første som Kirkens præsident – udtalte han disse taknemlige ord for søster Monson og hendes livslange tjeneste og støtte:

»Jeg takker min Fader i himlen for min kære ledsager, Frances. Til oktober kan hun og jeg fejre vores diamantbryllup. Selvom min tjeneste i Kirken begyndte på et tidligt tidspunkt, har hun aldrig beklaget sig, når jeg tog hjemmefra for at deltage i møder eller udføre en opgave. I mange år førte mine opgaver som medlem af De Tolv mig ofte væk fra Salt Lake City – sommetider fem uger ad gangen – og efterlod hende alene med vores små børn og vores hjem. Det begyndte, da jeg som 22-årig blev kaldet som biskop, hvor vi sjældent havde mulighed for at sidde sammen under kirkemøderne. Jeg kunne ikke have ønsket mig en mere loyal, kærlig og forstående ledsager.«2

Efter mange års helbredsmæssige udfordringer døde søster Monson den 17. maj 2013. Nogle få måneder senere beskrev præsident Monson kærligt ved et hjælpeforeningsmøde, hvad hun betød for ham: »Hun var en trofast datter af vor himmelske Fader, min elskede partner og min kæreste ven. Jeg savner hende mere end ord kan udtrykke.«3

Billede
Thomas S. og Frances Monson

»Vores kæreste ven er vores partner i ægteskabet.«

Thomas S. Monsons lærdomme

1

Der findes lykke, når der er oprigtig respekt mellem ægtemand og hustru.

Vores kæreste ven er vores partner i ægteskabet. Denne gamle verden ville være meget bedre i dag, hvis venlighed og hensynsfuldhed var et dagligt bevis på vores taknemmelighed for vores hustru eller mand.4

Der findes lykke, når der er oprigtig respekt for hinanden. Hustruer kommer deres mænd nærmere, mænd påskønner deres hustruer i højere grad, og børnene er lykkelige, som børn skal være.5.

Mennesker, der gifter sig i det håb at skabe et vedvarende partnerskab har brug for visse evner og indstillinger. De må være gode til at tilpasse sig hinanden. De har brug for at kunne løse gensidige problemer. De må være villige til at give og tage i deres søgen efter harmoni. De har brug for uselviskhed af den højeste grad, hvor tanke for partneren erstatter ønsket for en selv.6.

Præsident Howard W. Hunter sagde dette om ægteskab: »At være lykkeligt gift handler generelt ikke så meget om at gifte sig med den rette person, som det at være den rette person.« Det kan jeg godt lide. »En bevidst anstrengelse for at gøre sin del til fulde er det vigtigste succeskriterium« [The Teachings of Howard W. Hunter, red. Clyde J. Williams, 1997, s. 130].7

Jeg glemmer aldrig et besøg hjemme hos præsident Hugh B. Brown [fra Det Første Præsidentskab]. Der var dimissionsfest på Brigham Young University. Han skulle lede aktiviteterne, og jeg skulle holde talen. Jeg kørte hjem til præsident Brown og fulgte ham hen til min bil. Men før vi kørte, sagde han til mig: »Vent et øjeblik. Min hustru, Zina, kommer hen til vinduet.«

Jeg kiggede hen mod vinduet og bemærkede, at gardinet var trukket til side. Der så jeg Zina Brown sidde i sin kørestol og vinke kærligt med et lille hvidt lommetørklæde til sin smilende ægtemand. Præsident Brown greb ned i sin jakkelomme og tog et hvidt lommetørklæde frem, hvorpå han vinkede blidt med det til stor glæde for sin hustru. Derpå kørte vi langsomt ud fra fortovskanten og påbegyndte turen til Provo.

»Hvad betyder det hvide lommetørklæde, som I vinkede med?« spurgte jeg.

Han svarede: »Det er en skik, Zina og jeg har haft, siden vi blev gift. Det er en slags symbol mellem os, om at alt vil gå os godt den dag, indtil vi mødes igen ved aftenstid.«8

2

I ægteskabet vandrer ægtemand og hustru side om side som søn og datter af Gud.

Brødre, lad os behandle vores hustru værdigt og med respekt. Hun er vores evige partner. Søstre, ær jeres mand. Han har brug for at høre venlige ord. Han har brug for et venligt smil. Han har brug for et varmt udtryk for sand kærlighed.9

Jeg har altid holdt meget af de ord, som præsident David O. McKay ofte citerede …: »Kvinden blev taget ud af manden – ikke fra hans fødder for at blive trampet på, men af hans side for at være hans lige, under hans arm for at blive beskyttet og nær hans hjerte for at blive elsket.«

Men tanken, som altid rører min sjæl, er det enkle og vise råd: »Mænd bør passe på ikke at få kvinder til at græde, for Gud tæller deres tårer.«10

I ægteskabet er ingen part den anden over- eller underlegen. I vandrer side om side som søn og datter af Gud.11

Billede
par ude foran et tempel

»I ægteskabet er ingen part den anden over- eller underlegen.«

3

At huske ægteskabspagter kan hjælpe i tider med ægteskabelige udfordringer.

Dersom nogen af jer har vanskeligheder i jeres ægteskab, trygler jeg jer om at gøre, hvad end der er nødvendigt for at reparere det, så I kan blive lige så lykkelige, som I var, da I indledte jeres ægteskab. Vi, der er gift i Herrens hus, er blevet det for tid og al evighed, og så må vi sætte al den nødvendige styrke bag, for at det bliver således. Jeg forstår, at der er visse situationer, hvor ægteskabet ikke kan reddes, men jeg føler mig meget sikker på, at det i de fleste tilfælde kan og bør. Sæt ikke jeres ægteskab over styr.12

For mange år siden i den menighed, hvor jeg præsiderede som biskop, boede der et par, som ofte havde meget alvorlige, ophedede uoverensstemmelser. Jeg mener, virkelige uoverensstemmelser. Hver især holdt de hårdt på deres. Ingen af dem ville give sig. Når de ikke skændtes, opretholdt de, hvad jeg vil betegne, som en fjendtlig våbenhvile.

En nat klokken to fik jeg et telefonopkald fra dette par. De ville gerne tale med mig, og det skulle være med det samme. Jeg trak mig ud af sengen, fik tøj på og tog hjem til dem. De sad i hver sin ende af værelset og talte ikke sammen. Konen kommunikerede til manden ved at tale til mig. Han svarede hende ved at tale til mig. Jeg tænkte: »Hvordan i alverden skal vi dog få dette par bragt sammen?«

Jeg bad om inspiration, og jeg fik den tanke at stille dem et spørgsmål. Jeg spurgte. »Hvor lang tid er det siden, at I sidst har været i templet og overværet en tempelbesegling?« De indrømmede, at det var længe siden. De var ellers værdige mennesker med tempelanbefalinger, som kom i templet og udførte ordinancer for andre.

Jeg spurgte: »Vil I tage med mig i templet onsdag morgen kl. otte? Så kan vi overvære en beseglingsceremoni.«

Samstemmende spurgte de: »Hvem skal besegles?«

Jeg svarede: »Det ved jeg ikke. Hvem der nu skal giftes den morgen.«

Den følgende onsdag mødtes vi til aftalt tid i templet i Salt Lake. Vi tre gik ind i et af de smukke beseglingsværelser, uden at kende en eneste sjæl i værelset udover ældste ElRay L. Christiansen, som var assistent til De Tolv Apostles Kvorum, en generalautoritets-kaldelse, som fandtes dengang. Ældste Christiansen skulle udføre en besegling af et brudepar i det værelse den selvsamme morgen. Jeg er overbevist om, at bruden og hendes familie tænkte: »De må være venner af gommen,« og at gommens familie tænkte: »Det må være nogle af brudens venner.« Mit par sad på en lille bænk med en halv meters afstand til hinanden.

Ældste Christiansen indledte med at give parret råd om, hvordan det er at være gift, og det gjorde han på smukkeste vis. Han fortalte, hvordan en ægtemand bør elske sin hustru, hvordan han bør behandle hende med respekt, opmærksomhed og ære hende som hjemmets hjerte. Så talte han til bruden om, hvordan hun bør ære sin mand som hjemmets overhoved og støtte ham på enhver måde.

Jeg lagde mærke til, at efterhånden som ældste Christiansen talte til brudeparret, så rykkede mit par sig lidt tættere på hinanden. Snart sad de lige ved siden af hinanden. Det, der glædede mig, var, at de begge havde rykket sig lige meget. Da ceremonien var overstået, sad mit par så tæt sammen, at man skulle tro, at de var nygifte. De smilede begge to.

Vi forlod templet den dag, og ingen fandt ud af, hvem vi var, eller hvorfor vi var der, men mine venner holdt hinanden i hånden, da de gik ud ad fordøren. De havde lagt deres uoverensstemmelser til side. Jeg behøvede ikke at sige noget som helst. Ser I, de kom i tanke om deres egen bryllupsdag og de pagter, de havde indgået i Herrens hus. De forpligtede sig til at begynde forfra og prøve hårdere i denne omgang.13

»Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige bør vi ære hellige pagter, og det er nødvendigt for vores lykke, at vi er tro mod dem. Jeg taler her … om dåbspagten, præstedømmets pagt og ægteskabspagten.14

Billede
Beseglingsværelse i templet i Rom i Italien

»Vi, der er gift i Herrens hus, er blevet det for tid og al evighed, og så må vi sætte al den nødvendige styrke bag, for at det bliver således.«

4

Et vellykket ægteskab kræver forpligtelse.

Som dreng nød jeg at besøge min bedstemor … i Salt Lake City. Min bedstemor var altid glad for at se os, og trak os ind til sig. Vi sad på hendes skød, mens hun læste for os.

Hendes yngste søn, min onkel Ray, og hans kone boede i det samme hus, efter min bedstemors død. Da jeg besøgte onkel Ray … kort tid før han døde, forekom brandhanen ved kantstenen mig så lille i sammenligning med, hvor stor den var, da jeg besteg dens højder for mange år siden. På verandaen herskede stadig den samme venlige, rolige og fredfyldte atmosfære. På væggen i køkkenet hang et broderi, min tante havde broderet for mange år siden. Der stod et klogt råd: »Vælg din elskede, elsk dit valg. Det kræver ofte kompromiser, tilgivelse, ja, måske en undskyldning. Vi må altid være opsat på at få vores ægteskab til at lykkes.15

[Jeg tror], at det mest triste og nedslående ansvar, jeg har hver uge, er ophævelse af beseglinger. Forud for hver eneste er der gået en lykkelig vielse i Herrens hus, hvor et forelsket par påbegyndte et nyt liv sammen og spændt så frem til at tilbringe evigheden med hinanden. Og som måneder blev til år døde kærligheden til hinanden af en eller anden grund. Det kan skyldes økonomiske problemer, mangel på kommunikation, ubehersket temperament, indblanding fra svigerforældre eller forvitring i synd. Der er alle mulige årsager. I de fleste tilfælde behøver skilsmisse ikke at være slutresultatet …

Vælg omhyggeligt og bønsomt, og når I er gift, så vær ekstremt trofaste mod hinanden … Hengivenhed i ægteskabet er altafgørende.16

Vi må ikke lade os slå ud af de mange … beretninger om uoverensstemmelser og somme tider grusomheder mellem ægtefæller og tro, at der ikke længere er noget, der hedder dyd og at kærlighedens glød er slukket. To af mine kæreste venner ligger nu syge og hjælpeløse. De er ikke alene. Deres trofaste ægtefæller passer dem kærligt og ømt. Min ven, Pres, som sjældent forlader sin kones side, sagde om hende: »Christine er svagere, men stadig smuk. Jeg elsker hende så højt.« Er det ikke en ædel hyldest til trofasthed, kærlighed og ægteskab?17

[I er ikke] i stand til at forudse enhver udfordring, I måtte møde, men I kan være sikre på, at det meste vil ordne sig, dersom I er opfindsomme og opsatte på at få jeres ægteskab til at fungere … Dersom I … er fast besluttet på at få jeres ægteskab til at lykkes, så er der intet i dette liv, som vil give jer større glæde.18

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

  • Præsident Monson sagde, at »der findes lykke, når der er oprigtig respekt for hinanden« (afsnit 1). Hvad kan historien om præsident og søster Brown lære os? Hvordan kan en ægtemand og hustru lære at tilpasse sig hinanden? Hvordan kan man lære, hvordan man løser problemer? Hvorfor er »uselviskhed af den højeste grad« nødvendig i ægteskabet?

  • Præsident Monson sagde: »I ægteskabet er ingen part den anden over- eller underlegen« (afsnit 2). Hvordan kan ægtefæller anvende dette princip i deres ægteskab? Hvad er konsekvenserne ved, at en ægtefælle føler sig overlegen eller underlegen? Hvis I er gift, så tænk over, hvordan I bedre kan vise jeres ægtefælle kærlighed.

  • Hvordan kan præsident Monsons råd i afsnit 3 hjælpe i tider med ægteskabelige udfordringer? Hvordan styrker det et ægteskab at indgå, holde og reflektere over ægteskabspagter? På hvilke andre måder kan man styrke et ægteskab?

  • Hvordan kan ægtemænd og hustruer vise loyalitet over for hinanden? (Se afsnit 4). Hvordan kan de forbedre deres kommunikation? Hvad har I lært om, hvordan en ægtemand og en hustru kan finde større lykke sammen?

Skriftstedshenvisninger

1 Mos 2:21-24; Matt 19:3-6; 1 Kor 11:11; L&P 42:22; 49:15-16; 132:18-19

Studiehjælp

»Dit studium af evangeliet er mest effektivt, når du bliver undervist af Helligånden. Begynd altid dit studium af evangeliet ved at bede om, at Helligånden må hjælpe dig med at lære« (Forkynd mit evangelium, 2007, s. 18).

Noter

  1. »Velsignet i overflod«, Liahona, maj 2008, s. 111. Præsident Monsons grandonkel Elias Monson tjente i den svenske mission fra 1906 til 1908. Præsident Monsons bedstefar Nels (Nils) Monson havde lært familien Jansson at kende flere år tidligere, da han tjente i den Skandinaviske Mission fra 1898 til 1900.

  2. »Se tilbage og gå fremad«, Liahona, maj 2008, s. 89.

  3. »Vi er ikke alene«, Liahona, nov. 2013, s. 121.

  4. »En taknemlig indstilling«, Stjernen, juli 1992, s. 57.

  5. »Et forbillede for de troende«, Stjernen, jan. 1993, s. 96.

  6. »Et forbillede for de troende«, s. 96.

  7. »Præstedømmets kraft«, Liahona, maj 2011, s. 68.

  8. »Vinduer«, Stjernen, jan. 1989, s. 62.

  9. »Velsignet i overflod«, s. 112.

  10. »Herrens fyrtårn«, Den danske Stjerne, jan. 1991, s. 90.

  11. »Præstedømmets kraft«, s. 68.

  12. »Præstedømmets kraft«, s. 69.

  13. »Præstedømmets kraft«, s. 68-69.

  14. »Lykke – det evige mål«, Stjernen, mar. 1996, s. 5.

  15. »Kendetegnene på et lykkeligt hjem«, Liahona, okt. 2001, s. 6-7.

  16. »Præstedømmets kraft«, s. 68.

  17. »Kendetegnene på et lykkeligt hjem«, Stjernen, jan. 1989, s. 59.

  18. »Præstedømmets kraft«, s. 67.