»Kapitel 24: Den ånd, vi mærker ved juletid«, Kirkens præsidenters lærdomme: Thomas S. Monson, 2020

»Kapitel 24«, Lærdomme: Thomas S. Monson

Kapitel 24

Den ånd, vi mærker ved juletid

»Det er ved at give, snarere end at få, at Kristi Ånd kommer ind i vores liv.«

Fra Thomas S. Monsons liv

En barndomsoplevelse i en juleforestilling gjorde et skattet indtryk på præsident Monson. Han forklarede senere:

»Derhjemme i et skjult hjørne har jeg en lille, sort stok med et håndtag i uægte sølv. Den tilhørte engang en fjern slægtning. Hvorfor har jeg beholdt den i en periode, der nu strækker sig over mere end 70 år? Det er der en særlig grund til.

Ser I, som meget ung dreng deltog jeg i en juleforestilling i vores menighed. Jeg havde privilegiet af at spille en af de tre vise mænd. Med en bandana rundt om hovedet, overtrækket til min mors klaverbænk over min skulder og den sorte stok i min hånd, udtalte jeg mine replikker:

›Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham‹ (Matt 2:2).

Jeg husker ikke alle ordene i det skuespil, men jeg husker levende mit hjertes følelser, da vi ›vise mænd‹ så op og så stjernen, bevæge sig hen over scenen, fandt Maria med det lille barn Jesus, faldt ned og tilbad ham, åbnede vores skatte og gav gaver: guld, røgelse og myrra.

Jeg var især glad for, at vi ikke vendte tilbage til den onde Herodes for at forråde Jesusbarnet, men adlød Gud og rejste bort ad en anden vej.

Årene er fløjet forbi, og begivenhederne i et travlt liv indtager deres rette plads i mine hellige minder, men julestokken fortsætter med at indtage sin særlige plads i mit hjem; og i mit hjerte er der en forpligtelse over for Kristus.«¹

»Nogle vise mænd [kom] til Jerusalem og spurgte: ›Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham‹« (Matt 2:1-2).

Thomas S. Monsons lærdomme

Vor himmelske Fader gav os sin Søn, Jesus Kristus, som gave.

Med fødslen af dette barn i Betlehem, blev der givet en stor gave – en magt stærkere end våben og en rigdom mere bestandig end Cæsars mønter. Dette barn skulle blive kongernes Konge og herrernes Herre, den lovede Messias, ja, Jesus Kristus, Guds Søn.²

Om aftenen før Herrens fødsel, talte han til Nefi og sagde:» Løft dit hoved, og vær ved godt mod; for se, tiden er for hånden, og i denne nat skal tegnet blive givet, og i morgen kommer jeg til verden for at vise verden, at jeg vil opfylde alt det, som jeg har ladet tale ved mine hellige profeters mund« [3 Ne 1:13].

Hvad sagde de gamle profeter? Mere end 700 år før Kristi fødsel profeterede Esajas: »Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel« [Es 7:14].

På det amerikanske kontinent sagde kong Benjamin: »For se, den tid kommer og er ikke langt borte, da Herren den Almægtige … skal bo i en bolig af ler … han skal lide fristelser og legemlig smerte … Og han skal kaldes Jesus Kristus, Guds Søn, himlens og jordens Fader, skaberen af alt fra begyndelsen; og hans mor skal hedde Maria« [Mosi 3:5, 7-8].

Så oprandt den nat, hvor hyrderne lå på marken hos deres får, og Herrens engel viste sig for dem og sagde: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde … I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren« [Luk 2:10-11].

Hyrderne skyndte sig hen til krybben for at prise Kristus, Herren. Senere kom vise mænd fra Østen til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham … Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra« [Matt 2:2, 10-11].

Siden da har gavmildhedens ånd fyldt enhver kristens sind, når han eller hun fejrer julen. Vor himmelske Fader gav os sin Søn Jesus Kristus. Den dyrebare Søn gav os sit liv, forsoningen og sejr over graven.³

Jesus beder os om at give af os selv for at huske alt det, han har givet.

Jeg tænker på, om enhver kan have gavn af at spørge sig selv, hvilken gave Gud vil have mig til at give ham eller andre på denne dyrebare tid af året?

Lad mig besvare det spørgsmål og i al højtidelighed erklære for jer, at vor himmelske Fader ønsker, at hvert eneste af hans børn giver ham en gave af lydighed, så alle virkelig vil elske Herren vor Gud af hele vores hjerte, hele vores sind og al vores styrke. Derpå er jeg sikker på, at han forventer, at vi elsker vores næste som os selv.

Var Herren her i dag, ville jeg ikke blive overrasket, hvis han ville lære os at give gavmildt af os selv og ikke være selviske, grådige eller stridbare.⁴

Svøbt og lagt i en krybbe kom [Jesus Kristus] ned fra himlen for at leve på jorden som et jordisk menneske og for at grundlægge Guds rige. Hans herlige evangelium ændrede verdens tankegang. Han levede for os, og han døde for os. Hvad kan vi give ham til gengæld?

Den engelske digter Christina Rossetti skrev disse ord:

Hvad kan jeg give,
jeg fattige, til ham?
Hvis jeg var hyrde,
ville jeg give et lam.
Hvis jeg var en vís mand:
min videns kerte.
Men hvad kan jeg give ham?
mit hjerte fuldt og helt.
[I Jack M. Lyon og andre, red., Best-Loved Poems of the LDS People, 1996, s. 166-167] …

Lad os give, som Frelseren gav. At give af sig selv er en hellig gave. Vi kan give som erindring om alt det, som Frelseren har givet. Må vi også give gaver, der har evig værdi, sammen med de gaver, der med tiden vil gå i stykker eller blive glemt. Verden ville være et meget bedre sted, hvis vi alle gav gaver af forståelse og barmhjertighed, tjeneste og venskab, venlighed og mildhed.⁵

»Svøbt og lagt i en krybbe kom [Jesus Kristus] ned fra himlen … Han levede for os, og han døde for os. Hvad kan vi give ham til gengæld?«

Den, der giver penge, giver meget, og … den, der giver sin tid, giver mere, men den, der giver af sig selv, giver alt, hvad han har. Lad dette være en beskrivelse af vores julegaver.⁶

Hvad giver du og jeg til jul i år? Lad os give vor Herre og Frelser taknemlighedens gave ved at efterleve hans lærdomme og følge i hans fodspor. Man sagde om ham, at han »færdedes overalt og gjorde vel« [ApG 10:38]. Når vi gør ligeså, vil vi finde julens ånd.⁷

Det er det at give, ikke at få, der bringer julens sande ånd.

»Hvad fik du til jul?« Det er det universelle spørgsmål blandt børn i dagene efter den mest fejrede helligdag på året … Hvis vi blot ændrer et ord i vores julespørgsmål, er resultatet meget anderledes. »Hvad gav du til jul?«⁸

De jule, vi husker bedst, har generelt ikke meget at gøre med verdslige goder, men meget at gøre med familier, med kærlighed og med medfølelse og omsorg.⁹

Vores fejring af julen bør være en afspejling af den kærlighed og uselviskhed, som Frelseren belærte om. Det er det at give, ikke at få, der får juleånden til at blomstre. Vi er venligere over for hinanden. Vi rækker ud i kærlighed for at hjælpe dem, der er mindre heldigt stillede. Vores hjerte bliver mere åbent. Fjender tilgives, venner huskes og Gud adlydes. Julens ånd oplyser sjælens panoramavindue, og vi skuer ud på den travle verden med større interesse for mennesker end for ting. For at fange den virkelige betydning af julens ånd behøver vi blot at tænke på, hvem det er vi fejrer hver jul, nemlig Jesus Kristus.¹⁰

For nogle år siden modtog jeg et anonymt brev fra en rar tandlæge, som udviste broderkærlighed og venlighed. Jeg vil gerne læse det for jer:

»Kære præsident Monson.

Jeg skammer mig lidt over, at jeg ikke har skrevet dig et takkebrev noget før. Sidste december hørte jeg den tale, som du holdt ved julehøjtideligheden. Du talte om en ældre kvinde, som ikke havde råd til at betale for indregistreringen af en bil, hun netop havde købt. Andre trådte til og hjalp hende. Alle de involverede blev dybt rørt af det.

Jeg er tandlæge af profession. Ikke længe efter julehøjtideligheden fortalte min [receptionist] mig, at en af hendes veninder ville kigge forbi min klinik. Hun havde problemer med to af sine tænder. Hun kendte kvinden og satte mig ind i hendes situation. Kvinden døjede med mange problemer. Familiefirmaet, som hun bestyrede, gik dårligt, og familien var tre måneder bagud med lejen. De havde fem børn, hvoraf flere var voksne, men de var alle flyttet hjem igen på grund af personlige problemer. Med en enorm viljestyrke havde hun holdt sammen på familien i nogen tid. Nu havde hun [knækket] to tænder.

Kvinden mødte frem til sin aftale og fortalte mig, hvad der var galt. Hun spurgte, om hun kunne få lov til at betale regningen i små afdrag. Hun forklarede mig, at familien havde haft økonomiske vanskeligheder og først lige var begyndt at betale af på nogle gamle regninger.

Jeg forsikrede hende om, at jeg stolede på hende. Hun spurgte mig, om jeg ville nøjes med at reparere tænderne en ad gangen. Det gik jeg ind på, og så gik vi i gang.

Men da jeg alligevel havde god tid, ordnede jeg begge tænder, og det var hun taknemlig for. Da jeg var færdig, kom jeg i tanker om din tale, og jeg spurgte, om det ville såre hende, hvis jeg gav hende tandbehandlingen som en julegave, så hun ikke skulle betale. Hun blev meget forbavset. Jeg fornemmede, hvilken stress og hvilket pres hun var tynget af, da denne lille venlighed fik hende til at græde af taknemlighed. Det havde vist været mange år siden, at nogen havde vist hende lidt venlighed. Hun var for bevæget til at kunne sige noget, så hun forlod hurtigt klinikken.

Både min [assistent] og min receptionist var så rørte over hendes reaktion, at de også græd og knap kunne tale. Men jeg følte mig utroligt glad. For det første var jeg glad for, at sådan en lille venlighed kunne glæde en anden så meget. Og for det andet, fordi jeg for første gang i mit liv oplevede en patient, der græd af glæde og ikke af smerte!

De bedste ønsker.

Med venlig hilsen

En bror i evangeliet.«¹¹

Nogen har passende sagt: »Vi lever efter det, vi får, men vi opbygger et liv ud fra det, vi giver.« Det er ved at give, i stedet for at få, at Kristi Ånd kommer ind i vores liv.¹²

Gudgivne gaver varer ved.

Må vi … rette vores tanker mod de varige gaver fra Gud. Jeg har fra en lang liste blot valgt fire:

Fødslens gave.
Fredens gave.
Kærlighedens gave.
Det evige livs gave

1. Fødslens gave. Den gave har vi alle modtaget. Det er vores guddommelige privilegium at forlade vores himmelske hjem og komme til et tabernakel i kødet og gennem vores liv at vise vores værdighed og vores kvalifikationer til en dag at vende tilbage til vor himmelske Fader, til vores kære og til et rige, der kaldes det celestiale. Vores mødre og fædre har skænket os denne vidunderlige gave. Det er vores ansvar at vise taknemmelighed gennem det, vi gør i vores tilværelse …

2. Fredens gave. I den hensynsløse verden, vi lever i, kan trafikstøjen, mediernes højlydte reklamer, de store krav, der stilles til vores tid – for slet ikke at nævne verdens problemer – forårsage hovedpine, forvolde os smerte og tappe vores styrke til at klare os. Byrder ved sygdomme eller sorg over en elskets bortgang tvinger os på knæ i en søgen efter himmelsk hjælp. Som vores forfædre spørger vi: »Er der ikke balsam i Gilead?« [Jer 8:22] …

Han, der var belæsset med sorg og velkendt med kvaler, taler til hvert eneste bekymret hjerte og skænker fredens gave: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst« [Joh 14:27].

Han udsender sit ord gennem missionærerne, der vidt og bredt proklamerer hans evangelium med godt nyt og fredshilsener … Hans gave skænkes til den enkelte: »Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham« [Åb 3:20].

Nøglen til fred er at bede regelmæssigt. Når hjertets følelser udtrykkes i ydmyghed snarere end i blot gentagelse af ord, giver det den fred, vi søger …

3. Kærlighedens gave. »Mester, hvad er det største bud i loven?« spurgte den lovkyndige, som talte med Jesus. Svaret kom omgående.

»Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.

Det er det største og det første bud.

Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv‹« [Matt 22:36-39].

Ved en anden lejlighed belærte Herren: »Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig« [Joh 14:21]. Skrifterne er fyldt med vigtigheden af kærlighed og dens betydning i vores tilværelse. Mormons Bog lærer os, at barmhjertighed er Kristi rene kærlighed [se Moro 7:47]. Mesteren selv gav os en ideel model at følge …

4. Det evige livs gave – ja, udødelighed. Vor himmelske Faders plan indeholder den højeste form for sand kærlighed. Alt, hvad vi holder af, ja, vores familie, vores venner, vores glæde, vores viden, vores vidnesbyrd, ville forsvinde, hvis det ikke var for vor Fader og hans Søn, Herren Jesus Kristus. Blandt de mest skattede tanker og nedskrevne ord i denne verden er denne guddommelige udtalelse: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« [Joh 3:16] …

Må vi give gavmildt til Gud, som han så rigeligt har givet os, ved at leve og vise kærlighed, således som han og hans søn så tålmodigt har belært os.¹³

Vi finder julens sande glæde, når vi gør Frelseren til det centrale i julen.

[For at have held med at] påtage os en personlig søgen efter Jesus, må vi først berede tid til ham i vores liv og plads til ham i vores hjerte. I disse travle tider er der mange, der har tid til at spille golf, tid til at købe ind, tid til arbejde, tid til leg – men ingen tid til Kristus …

Gør det os flove at mindes: »Og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget« (Luk 2:7). Ikke plads. Ikke plads. Ikke plads. Sådan har det altid været …

Hyrderne søgte barnet, Jesus. Men vi søger Jesus, Kristus, vor ældre broder, vor Formidler hos Faderen, vor Forløser, frelsens ophav [se Hebr 5:9]; han, som i begyndelsen var hos Faderen, han, som påtog sig verdens synder og så villigt døde, så vi kunne leve evigt. Det er den Jesus, vi søger.¹⁴

Det er meget almindeligt at »overdrive« især på denne tid af året. Vi kan påtage os for meget i forhold til den tid og energi, vi har. Måske har vi ikke penge nok til at købe de ting, vi føler, vi bør købe. Ofte resulterer vores indsats ved juletid i, at vi føler os stressede, pressede og udkørte i en tid, hvor vi i stedet bør føle den enkle glæde ved at mindes fødslen af barnet i Betlehem.¹⁵

Det er sørgeligt at se julen handle mindre og mindre om Kristus og mere og mere om marketing og salg, fester og gaver. Og alligevel er julen det, vi gør den til. Trods alle forstyrrelserne kan vi sørge for, at Kristus er midtpunktet for vores fejring. Hvis vi ikke allerede har gjort det, kan vi skabe vores egne juletraditioner og familiejuletraditioner, som vil hjælpe os til at fange og bevare julens ånd.¹⁶

Vi finder den sande [jule]glæde, når vi gør Frelseren til det centrale i julen. Vi kan konstant have ham i vores tanker og i vores tilværelse, når vi gør det, som han ønsker, at vi gør her på jorden. Lad os i denne tid især følge hans eksempel, når vi elsker og tjener vores medmennesker …

»[Vi kan] skabe vores egne juletraditioner og familiejuletraditioner, som vil hjælpe os til at fange og bevare julens ånd.«

Lad os holde en ægte jul. Den er ikke kun lametta og bånd, medmindre vi har gjort den til det. Julen er den ånd at give uden tanke på at få … Det er den tid, hvor vi dybest set erkender, at jo mere kærlighed, der gives, jo mere af den er der til andre …

Nu hvor vi er omgivet af julen og al dens fest, må vi da som de vise mænd søge en lysende, klar stjerne til at lede os til muligheder for at tjene vores medmennesker i julen. Må vi alle i ånden tage rejsen til Betlehem og medbringe et kærligt og omsorgsfuldt hjerte som vores gave til Frelseren.¹⁷

Der er intet bedre tidspunkt end netop denne juletid, for os alle til at genindvie os selv til de principper, som Jesus Kristus underviste i. Lad det være en tid, der oplyser børnenes øjne og giver dem smil på læberne. Lad det være en tid til at opløfte dem, der lever i ensomhed. Lad det være en tid til at samles med vores familie, til at føle en nærhed til dem, der står os nær, og også til at være tæt på dem, der er fraværende.

Lad det være en tid med bønner om fred, om bevarelse af frie principper og om beskyttelse af dem, der er langt borte fra os. Lad det være en tid til at glemme sig selv og finde tid til andre. Lad det være en tid til at kassere det meningsløse og til at understrege de sande værdier. Lad det være en tid til fred, fordi vi har fundet fred i hans lærdomme.

Lad det mest af alt være en tid til at huske vor Frelsers, Jesu Kristi, fødsel, så vi kan tage del i englenes sang, hyrdernes glæde og de vise mænds tilbedelse.¹⁸

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Præsident Monson beskrev vor himmelske Faders Søn som »en stor gave« (afsnit 1). Hvordan kan vi vise vor himmelske Fader taknemlighed for den gave det var, at han sendte sin Søn?
Præsident Monson sagde, »at give af sig selv er en hellig gave« (afsnit 2). Gennemgå de gaver, som præsident Monson opmuntrede os til at give af os selv. Hvornår har I modtaget den slags gaver, han nævner? Hvilke gaver kan Gud ønske, at I giver ham eller andre denne jul?
Gennemgå det brev, der blev sendt til præsident Monson (se afsnit 3). Hvordan kan en gavmild handling bringe julens ånd til giveren og modtageren? Hvilke »venlige handlinger« har I set i jeres eget liv? Tænk over, hvilken specifik gave bestående af tid, talent eller midler, I vil give. Det kan for eksempel være noget så enkelt som at være god til at lytte eller vise medfølelse for en, der har brug for det.
Præsident Monsons lærdomme om gaver, der varer ved, omfatter »kærlighedens gave« (afsnit 4). Hvordan giver I kærlighedens gave? Hvordan har I set andre give denne gave? Hvorfor er det vigtigt for vor himmelske Fader, at vi elsker vores næste?
Præsident Monson belærte om, at vi finder den sande juleglæde, »når vi gør Frelseren til det centrale i julen« (afsnit 5). Hvordan sikrer I jer, at I fokuserer på Frelseren i julen? Præsident Monson sagde også, at »jo mere kærlighed der gives, jo mere af den er der til andre« (afsnit 5). Hvordan har I set, at det at vise andre kærlighed øger jeres evne til at elske?

Skriftstedshenvisninger

Matt 1-2; Luk 2; Joh 1:1-14; Gal 4:4-5; 1 Ne 11:13-23; 2 Ne 17:14-16; Alma 7:10-12; L&P 76:40-43; Moses 6:57-62

Studiehjælp

»Når vi forbereder os på at lære, søger vi bønsomt inspiration og bekræftelse fra Helligånden. Vi gransker, vi beder, vi anvender evangeliske lektioner, og vi stræber efter at kende Herrens vilje for os« (Thomas S. Monson, »Lær af mig«, Liahona, mar. 2016, s. 6).