»Kapitel 1: Jesus Kristus, vor Frelser og Forløser«, Kirkens præsidenters lærdomme: Thomas S. Monson, 2020

»Kapitel 1«, Lærdomme: Thomas S. Monson

Kapitel 1

Jesus Kristus, vor Frelser og Forløser

»Jesus er verdens Frelser. Han er hele menneskehedens Forløser. Han er Guds Søn. Han har vist os vejen.«

Fra Thomas S. Monsons liv

Thomas S. Monson blev kaldet til at være et »[særligt vidne] om Kristi navn i hele verden« i en alder af 36 (L&P 107:23). I mere end fem årtier, i offentlige og private rammer over hele verden, vidnede han om Frelserens guddommelige mission. Han underviste kraftfuldt om Frelserens sonoffer – hans lidelse i Getsemane og på korset, og hvordan han ofrede sit liv. Han vidnede om vitterligheden af opstandelsen – om Frelserens sejr over døden, og hvordan den sikrer evigtvarende liv for alle og bringer trøst og fred. Præsident Monson gentog Frelserens ord til Lazarus og vidnede om, at når vi går væk fra synd og vantro, vil Frelseren forandre vores hjerte og natur (se Joh 11:43).

»[Jesus Kristus] lærer os sandhed – men han er mere end en lærer,« sagde præsident Monson. »Han er eksemplet på et fuldkomment liv – men han er mere end et eksempel. Han er den store Læge – men han er mere end en læge. Han er bogstaveligt talt verdens Frelser, Guds Søn, Fredsfyrsten, Israels Hellige, ja, den opstandne Herre, som erklærede: ›Se, jeg er Jesus Kristus, om hvem profeterne vidnede, at han skulle komme til verden … Jeg er verdens lys og liv‹ [3 Ne 11:10]. ›Jeg er den første og den sidste. Jeg er den, som lever. Jeg er den, der blev slået ihjel, og jeg er jeres Talsmand hos Faderen‹ [L&P 110:4].

Som hans vidne erklærer jeg for jer, at han lever, og at vi gennem ham også skal leve.«¹

Jesus Kristus »er bogstavelig talt verdens Frelser, Guds Søn, Fredsfyrsten, Israels Hellige.«

Thomas S. Monsons lærdomme

I Getsemane led Jesus Kristus på »både legeme og ånd« for at sone for vores synder.

Vi ved, at vi levede, før vi blev født til jordelivet. I vores førjordiske tilstand var vi utvivlsomt blandt de Guds sønner og døtre, som råbte af fryd over muligheden for at komme ned til denne udfordrende og dog nødvendige jordiske tilværelse [se Job 38:4-7]. Vi vidste, at formålet var at få et fysisk legeme, at overvinde prøvelser og at bevise, at vi ville holde Guds befalinger. Vor Fader vidste, at vi på grund af jordelivets natur ville blive fristet, synde og komme til kort. For at vi kunne få enhver mulighed for at bestå, sørgede han for en Frelser, der ville lide og dø for os. Han ville ikke blot sone for vores synder, men som en del af den forsoning ville han også overvinde den fysiske død, som vi ville blive underlagt på grund af Adams fald.

Derfor blev Kristus, vor Frelser, for over 2.000 år siden født til jordelivet i en stald i Betlehem. Den længe ventede Messias var kommet.

Der er skrevet meget lidt om Jesu barndom. Jeg elsker skriftstedet i Lukas: »Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker« [Luk 2:52]. Og i Apostlenes Gerninger er der en kort sætning angående Frelseren, som rummer meget: »[Han] færdedes overalt og gjorde vel« [ApG 10:38].

Han blev døbt af Johannes i Jordanfloden. Han kaldte de tolv apostle. Han helbredte de syge. Han fik de lamme til at gå, de blinde til at se og de døve til at høre. Han vakte endda døde til live igen. Han underviste, han vidnede, og han viste det fuldkomne eksempel, som vi kan følge.

Og derpå nærmede verdens Frelsers jordiske mission sig sin ende. Det sidste måltid fandt sted sammen med hans apostle i et rum ovenpå. Foran ham lå Getsemane og Golgatas kors.

Ingen dødelig kan fuldt ud fatte, hvad Kristus gjorde for os i Getsemane. Han beskrev selv senere sin oplevelse: »[Denne] lidelse fik mig, selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide på både legeme og ånd« [L&P 19:18].²

Ingen fortælling om bøn rører mig så dybt som den bøn, Jesus bad i Getsemane have. Jeg tror, at Lukas beskriver den bedst:

»Han … gik… til Oliebjerget; og disciplene fulgte med.

Da han kom derud, sagde han til dem: ›Bed om ikke at falde i fristelse!‹

Og han fjernede sig et stenkast fra dem, faldt på knæ og bad:

›Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.‹

Da viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham.

I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden« [Luk 22:39-44].³

Han kunne i sidste øjeblik have trådt tilbage. Men det gjorde han ikke. Han steg ned under alt, så han kunne frelse alt. Ved at gøre dette gav han os et liv ud over dette liv på jorden. Han genvandt os fra Adams fald.

Helt ind i min sjæls inderste er jeg ham dybt taknemlig.⁴

Jesus Kristus blev korsfæstet og opstod derefter og vandt sejr over døden og sikrede vores frelse.

Efter dødskampen i Getsemane, hvor han nu var drænet for styrke, blev [Jesus] grebet af rå, grove hænder og ført frem for Annas, Kajfas, Pilatus og Herodes. Han blev anklaget og forbandet. Modbydelige slag svækkede hans martrede legeme yderligere. Blodet løb ned over hans ansigt, da en grusom krone formet af skarpe torne blev tvunget ned over hans hoved og gennemborede hans pande. Og derefter blev han endnu engang ført frem for Pilatus, som gav efter for pøbelens vrede råb: »Korsfæst ham, korsfæst ham!« [Luk 23:21].

Han blev pisket med en pisk bestående af adskillige læderremme, der var forsynet med skarpe metal- og knoglestykker. Efter at have rejst sig fra den grusomme piskning bar han med snublende skridt sit eget kors, indtil han ikke kunne gå længere og en anden bar hans byrde for ham.

Til sidst blev hans sårede legeme naglet til et kors på en høj kaldt Golgata, mens hjælpeløse tilhængere så på. Ubarmhjertigt blev han hånet, forbandet og spottet. Og alligevel råbte han: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør« [Luk 23:34].

De kvalfulde timer gik, efterhånden som hans liv ebbede ud. Fra hans tørre læber lød ordene: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd. Da han havde sagt det, udåndede han« [Luk 23:46] … Hans livløse legeme blev hurtigt, men blidt anbragt i en lånt grav.

Ingen ord i kristenheden betyder mere for mig end de ord, englen talte til den grædende Maria Magdalene og den anden Maria, da de på den første dag i ugen nærmede sig graven for at tage sig af deres Herres legeme. Englen sagde:

»Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?

Han er ikke her, han er opstået« [Luk 24:5-6].

Vor Frelser levede atter. Den mest herlige, oplivende og trøsterige af alle begivenheder i menneskehedens historie havde fundet sted – sejren over døden. Smerten og dødskampen fra Getsemane og Golgata var blevet visket bort. Menneskehedens frelse var blevet sikret …

Den tomme grav denne første påskemorgen var svaret på Jobs spørgsmål: »Kan en, der er død, få liv?« [Job 14:14]. Til alle inden for min røsts rækkevidde erklærer jeg: At én, der er død, kan få liv. Vi ved det, for vi har den åbenbarede sandheds lys.

»Fordi døden kom ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske.

For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus« [1 Kor 15:21-22].⁵

»Vor Frelser levede atter. Den mest herlige, oplivende og trøsterige af alle begivenheder i menneskehedens historie havde fundet sted – sejren over døden.«

Frelserens opstandelse giver fred og trøst.

Gennem årene har jeg hørt og læst så mange vidnesbyrd, at de ikke kan tælles, vidnesbyrd, som mennesker har fortalt mig, og som vidner om opstandelsens realitet, og som i deres allermest trængende stund har fået fred og trøst, som Frelseren har lovet.

Jeg vil blot nævne lidt af en sådan beretning. For [noget tid] siden modtog jeg et brev fra en far til syv, som skrev om sin familie og i særdeleshed om sin søn Jason, der var blevet syg som 11-årig. I løbet af de næste par år vendte Jasons sygdom tilbage adskillige gange. Denne far fortalte om Jasons positive indstilling og muntre gemyt trods hans helbredsmæssige udfordringer. Jason fik Det Aronske Præstedømme som 12-årig og »højnede altid villigt sit ansvar med udmærkelse, uanset om han havde det godt eller ej«. Han modtog den højeste spejderudmærkelse allerede som 14-årig.

[En] sommer, ikke længe efter Jasons 15-års fødselsdag, blev han igen indlagt på hospitalet. Ved et besøg hos Jason fandt hans far ham med lukkede øjne. Da han ikke vidste, om Jason sov eller var vågen, begyndte han at tale stille til ham. »Jason,« sagde han, »jeg ved, at du har været meget igennem i dit korte liv, og at din nuværende tilstand er vanskelig. Selv om en kolossal kamp venter forude, ønsker jeg ikke, at du nogensinde mister din tro på Jesus Kristus.« Han sagde, at han blev forskrækket, da Jason straks åbnede øjnene og sagde: »Aldrig!« med klar, beslutsom røst. Jason lukkede derpå øjnene og sagde ikke mere.

Hans far skrev: »I denne enkle udtalelse gav Jason udtryk for et af de stærkeste og reneste vidnesbyrd om Jesus Kristus, jeg nogensinde har hørt … Da hans udtalelse ›Aldrig!‹ blev indprentet i min sjæl den dag, fyldtes mit hjerte med glæde over, at min himmelske Fader havde velsignet mig med at blive far til så storslået og ædel en dreng … Det var sidste gang, jeg hørte ham udtrykke sit vidnesbyrd om Kristus.«

Selv om hans familie havde regnet med, at det bare var endnu en hospitalsindlæggelse, gik Jason bort mindre end to uger senere. En storebror og storesøster var på mission på det tidspunkt. En anden bror, Kyle, havde lige fået sin missionskaldelse. Rent faktisk var kaldelsen kommet tidligere end forventet, og … blot en uge før Jason gik bort, samledes familien på hospitalsstuen, så Kyles missionskaldelse kunne åbnes der med hele familien samlet.

I brevet til mig lagde faren et billede af Jason i hospitalssengen, hvor hans storebror Kyle står ved siden af sengen med missionskaldelsen i hånden. Denne tekst stod under billedet: »Kaldet til at tjene på mission sammen – på begge sider af sløret.«

Jasons bror og søster, der allerede var på mission, sendte smukke, trøstende breve hjem, som kunne læses ved Jasons begravelse. Hans søster, der tjente i Buenos Aires Vest-missionen i Argentina, skrev bl.a. i sit brev:

»Jeg ved, at Jesus Kristus lever, og fordi han lever, vil vi alle, deriblandt vores elskede bror Jason, også leve igen … Vi kan finde trøst i forvisningen om, at vi er blevet beseglet som en evig familie … Hvis vi gør vores allerbedste for at adlyde og blive bedre i dette liv, ser vi ham igen.«

Hun fortsatte: »Et skriftsted, som jeg længe har elsket, får nu en ny betydning og større vigtighed … I Åbenbaringen kapitel 21 vers 4 står der: ›Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.‹«

Mine kære søskende, i vores allermørkeste time kan vi finde stor fred i englens ord den første påskemorgen: ›Han er ikke her. Han er opstået« [Matt 28:6].

Jesus Kristus er opstanden Jesus Kristus er opstanden,
syng om dette glædesbud.
Graven ham ej mer holdt fangen,
syng det verden, syng det ud!
Frygt for døden er forbi,
Kristus sejred’, vi er fri.
[»Jesus Kristus er opstanden« Salmer og sange, nr. 121]

Som et af hans særlige vidner på jorden i dag, erklærer jeg … at dette er sandt.^6.

Jesus Kristus kan forandre os, når vi følger ham.

Når I og jeg vandrer ad de veje, som Jesus gik ad, så lad os lytte efter lyden af sandaler. Lad os række ud og gribe tømrerens hånd. Derved vil vi lære ham at kende … Han siger [disse] … ord til os: »Følg du mig«, og giver os den opgave, som skal udføres i vor tid. Han befaler, og for dem, der adlyder ham, hvad enten de er vise eller jævne mennesker, vil han vise sig i det slid, de konflikter og de lidelser, som de må gennemgå i hans tjeneste; og de vil selv erfare, hvem han er.

Vi opdager, at han er mere end et barn i Betlehem, mere end tømrerens søn, mere end den største læremester. Vi forstår, at han er Guds Søn. Han fremstillede ingen statuer, malede ingen malerier, skrev ingen digte og førte aldrig en hær. Han bar aldrig en kongekrone, holdt intet scepter og kastede aldrig en purpurkåbe over sin skulder. Han tilgav uden forbehold. Hans tålmodighed var uudtømmelig. Hans mod kendte ingen grænser.

Jesus ændrede mennesker. Han ændrede deres vaner, deres meninger, deres ambitioner. Han ændrede deres temperament, deres indstilling og deres natur. Han ændrede menneskers hjerte.

Vi kan tage fiskeren Simon, som vi bedre kender som Peter, den første blandt apostlene. Den tvivlende, vantro og fremfusende Peter måtte huske natten, hvor Jesus blev ført bort til ypperstepræsten. Det var den nat, hvor mængden »gav … sig til at spytte på [Frelseren], og dække hans ansigt til og slå ham med knytnæve« (Mark 14:65).

Hvor var da Peter, som havde lovet at dø sammen med ham og aldrig fornægte ham? I den hellige skrift står der: »Men på afstand var Peter fulgt efter ham helt ind i ypperstepræstens gård og sad sammen med vagtfolkene og varmede sig ved ilden« (Mark 14:54). Det var den nat, hvor Peter i overensstemmelse med Mesterens profeti virkelig fornægtede ham tre gange. Og netop som Herren blev skubbet, hånet og slået, vendte han sig om, midt i disse forfærdelige ydmygelser, og så på Peter.

Og som en forfatter beskrev forandringen: »Det var nok … [Peter] ænsede ikke længere faren, han frygtede ikke længere døden … [Han] skyndte sig … ud i natten for at møde daggryet … Med sønderknust hjerte stod han nu foran sin samvittigheds domstol, og der blev hans tidligere liv, hans skam, hans gamle svagheder, ja, hele hans gamle personlighed dømt til døden af guddommelig sorg, hvoraf fremstod et nyt og ædlere menneske (Frederic W. Farrar, The Life of Christ, Portland, Oreg.: Fountain Publications, 1964, s. 604).

Der var også Saulus fra Tarsus [senere kaldt Paulus] … En dag mødte han Jesus, og se, alting blev nyt. Og fra den dag og til sin død opfordrede Paulus alle mennesker til at »aflægge det gamle menneske … og iføre [sig] det nye menneske, der blev skabt i Guds lighed til at leve i … retfærdighed og fromhed« (Ef 4:22-24).

Tidens gang har ikke ændret Forsonerens evne til at forandre menneskers liv. Det, han sagde til den døde Lazarus, siger han til jer og til mig: »Kom herud« (Joh 11:43). Kom herud og forlad tvivlens mismod.

Forlad syndens sorg. Kom frem fra vantroens død. Kom ud til et nyt liv. Kom ud.

Når vi gør det og følger i Jesu fodspor ad de veje, som Jesus gik, lad os da huske det vidnesbyrd, som Jesus gav os: »Se, jeg er Jesus Kristus, om hvem profeterne vidnede, at han skulle komme til verden … Jeg er verdens lys og liv« (3 Ne 11:10-11). »Jeg er den første og den sidste; jeg er den, som lever, jeg er den, som blev slået ihjel; jeg er jeres talsmand over for Faderen« (L&P 110:4).⁷

Vor Frelsers hjerte er fyldt med kærlighed.

Ved vores nadvermøder synger vi ofte salmen:

O, se hvilken kærlighed, Jesus har vist mod mig,
at han for min frelse og salighed ofred sig,
at lide og dø for en synder så arm som jeg,
at give mig bolig og tage mig hjem til sig …

Ja, ofte jeg tænker på sårene i hans kød, 
de smerter, han led for at frelse min sjæl fra død.
O, hvor jeg vil stræbe i alting at være god,
indtil i hans nærhed jeg knæler for tronens fod. 
(»O, se hvilken kærlighed«, Salmer og sange, nr. 114).

O, se hvilken kærlighed, Jesus har vist mod mig og mod jer. Jeg kommer til at tænke på den kærlighed, han udviste i Getsemane. Og på den kærlighed, han udviste i ørkenen. Og jeg tænker på den kærlighed, han udviste ved Lazarus’ grav; den kærlighed, han udviste på højen Golgata, ved den tomme grav, ja, og da han viste sig sammen med Faderen i den hellige lund og udtalte sine udødelige ord til Joseph Smith. Jeg takker Gud for, at han gav sin enbårne Søn i kødet, Jesus Kristus, til gavn for os. Jeg takker Herren for den kærlighed, han udviste ved at skænke sit liv, så vi andre kan opnå evigt liv …

Jesus er verdens Frelser. Han er hele menneskehedens Forløser. Han er Guds Søn. Han har vist os vejen. I vil erindre jer, at Jesus fyldte sit sind med sandhed; Jesus fyldte sit liv med tjenestegerninger; Jesus fyldte sit hjerte med kærlighed. Når vi følger det eksempel … og bogstaveligt talt fylder vores sind med sandhed, fylder vores liv med tjenestegerninger og fylder vores hjerte med kærlighed, kvalificerer vi os til en dag at høre Frelseren sige: »Godt, du gode og tro tjener, du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget: Gå ind til din herres glæde!« (Matt 25:21).⁸

»O, se hvilken kærlighed, Jesus har vist mod mig, at han for min frelse og salighed ofred sig.«

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Tænk over præsident Monsons lærdomme om Frelserens lidelser i Getsemane (se afsnit 1). Hvad føler I, når I reflekterer over Frelserens offer for jer? Hvad kan vi lære af Frelserens bøn i Getsemane?
Præsident Monson sagde, at Jesu Kristi opstandelse er »den mest herlige, oplivende og trøsterige af alle begivenheder i menneskehedens historie« (afsnit 2). Hvilke velsignelser får vi på grund af Frelserens opstandelse?
Hvad kan vi lære af præsident Monsons historie i afsnit 3? Hvordan har vitterligheden af opstandelsen hjulpet jer til at føle »den fred og trøst, som Frelseren har lovet jer«?
Præsident Monson understregede, at Jesus kan ændre os (se afsnit 4). Hvad må vi gøre, for at Frelseren kan ændre os? Hvordan er jeres liv blevet forandret af ham?
Gennemgå præsident Monsons lærdomme om, hvordan Frelseren viste sin kærlighed (se afsnit 5). Hvornår har I følt vor Frelserens kærlighed til jer? Hvordan kan vi i højere grad anerkende den kærlighed, som Jesus tilbyder os? Hvordan kan vi vise vores kærlighed og taknemmelighed til ham? Hvordan kan vi »fylde vores hjerte med kærlighed«?

Skriftstedshenvisninger

Es 25:8; 2 Tess 3:16; 2 Ne 25:12; Mosi 15:18; Alma 5:48; 38:9; 3 Ne 27:27; L&P 88:15-16; 93:33-34.

Til underviseren

»Oprigtige udtryk for kristuslignende kærlighed har stor kraft til at blødgøre hjertet hos [dem], der vakler i evangeliet. Ofte har disse personer blot behov for at vide, at der er behov for dem, og de er elsket … Det kan være noget så enkelt som at bede dem om at deltage i en kommende lektion – at fortælle om en oplevelse med eller følelse omkring et skriftsted« (Undervisning på Frelserens måde, 2016, s. 9).