Biskopråd
Selvmord


»Selvmord«, Rådgivningsressourcer, 2020

»Selvmord«, Rådgivningsressourcer.

Selvmord

Besøg afsnittet »Selvmord« på ChurchofJesusChrist.org eller i appen Evangelisk Bibliotek for at finde hjælpelinjer rundt omkring i verden og ressourcer til at hjælpe individer, der kæmper med selvmordsrelaterede kriser.

Selvmord er et globalt folkesundhedsproblem, der ofte kan forebygges. De fleste, der har overvejet selvmord, ønsker ikke at dø; de ønsker helt enkelt at finde lindring fra den fysiske, mentale, følelsesmæssige eller åndelige smerte, de oplever. De kan dog nå et punkt, hvor de mister håbet og ikke kan finde en løsning på deres smerte, når de tror, de er en byrde for andre, når de bliver apatiske eller desensibiliseret for død og smerte, eller når de ikke kan finde årsager til leve.

Risikoen for selvmord kan reduceres, når familiemedlemmer, venner, medlemmer af menighederne og sundhedsprofessionelle arbejder sammen om at hjælpe dem, der har det svært. Alle bør kende til risikofaktorerne og advarselstegnene på selvmord, og derefter række ud for at finde hjælp til en person, der overvejer selvmord. Når man taler med nogen om selvmord, øger det ikke risikoen for at vedkommende handler på sine selvmordstanker.

Alle bør tage enhver situation alvorligt, hvor en person siger eller insinuerer, at han eller hun tænker over selvmord, eller at en pårørende siger eller insinuerer, at en person er i risiko for selvmord. Alle bør række ud i kærlighed for at trøste, opmuntre og drage omsorg for dem, der kæmper med dette problem, og deres familiemedlemmer.

Uagtet vores bedste bestræbelser kan selvmord desværre ikke altid forhindres. Når det sker, efterlader det kære og andre med en dyb hjertesorg, følelsesmæssig omvæltning og ubesvarede spørgsmål. I disse situationer bør ledere og menighedens medlemmer søge at styrke og støtte familie og pårørende.

Ældste Dale G. Renlund har sagt: »Den gamle sekteriske opfattelse af, at selvmord er en synd, og at alle, der begår selvmord, er forvist til helvede for evigt … er fuldstændig forkert« (Dale G. Renlund, »Understanding Suicide« (video)).

Ældste M. Russell Ballard har ytret disse trøstende ord:

»Vi kender jo ikke alle omstændighederne omkring ethvert selvmord. Kun Herren kender alle detaljerne, og det er ham, der skal dømme vore gerninger her på jorden.

Når han dømmer os, så tror jeg, at han vil tage alt i betragtning: Vores genetiske og kemiske sammensætning, vores mentale tilstand, vores intellektuelle evner, undervisningen som vi har modtaget, vores fædres traditioner, vores helbred osv.« (»Suicide: Some Things We Know, and Some We Do Not«, Ensign, okt. 1987, s. 8).

Forsøg at forstå

Når I taler med de personer, sørg så for udvise kærlighed og empati, som Frelseren ville gøre det. Livet og dets omstændigheder opleves forskelligt af alle. Hvis I tror, at der er risiko for, at et medlem forsøger at begå selvmord, så overvej bønsomt at stille spørgsmål som disse, for at I bedre kan forstå vedkommendes bekymringer og behov:

  • Kan du hjælpe mig med at forstå, hvad det er, du føler og oplever lige nu?

  • Er du blevet diagnosticeret med en mental lidelse? Følger du en ordineret behandling for denne tilstand?

  • Nærer du håb om, at omstændighederne kan blive bedre i dit liv?

  • Hvad har du at leve for?

  • Hvilke ressourcer har tidligere hjulpet dig igennem?

  • Har du før prøvet at skade dig selv? Hvor længe siden er det?

  • Tænker du over selvmord nu?

  • Planlægger du at begå selvmord? Har du tænkt på et tidspunkt, et sted eller en metode?

  • Er din familie, venner eller andre klar over dine tanker?

  • Hvor åben er du for at få hjælp på nuværende tidspunkt?

Hjælp den enkelte

Når I stræber efter at hjælpe personen, så overvej følgende forslag.

Hjælp medlemmet til at finde håb og heling gennem Frelseren Jesus Kristus.

  • Hjælp personen til at forstå Jesu Kristi bemyndigende og forløsende kraft.

  • Hjælp personen til at forstå, at vedkommende er Guds barn og har stor værdi.

  • Hjælp personen til at vide, at Gud elsker vedkommende uanset hvad.

  • Hjælp medlemmet til at forstå, at heling ikke altid betyder en kur fra en psykisk sygdom i dette liv. Se flere oplysninger i ressourcen for mental sundhed.

  • Overvej at mødes regelmæssigt med personen og vedkommendes familie i tillæg til regelmæssige besøg fra kirkeledere.

  • Sæt personen i forbindelse med andre af Kirkens ressourcer, såsom afsnittene »Suicide« og »Mental Health« på ChurchofJesusChrist.org, hvor han eller hun kan finde svar på specifikke spørgsmål.

  • Vær sikker på, at personen kender til selvmordslinjen og har adgang til krisehjælp.

Konsulter professionelle.

  • Hvis I er bekymret for nogens sikkerhed eller tror, at de kan forsøge at tage sit eget liv, så kontakt straks en lokal sundhedstjeneste eller Familietjenesten (hvor den er tilgængelig). Kirkeledere kan også kontakte Kirkens hjælpelinje for at få hjælp til sådan en sag.

  • Disse ressourcer kan hjælpe jer med at finde lokale professionelle eller organisationer, der kan hjælpe personen.

Hjælp personen til at få den passende behandling for sin psykiske helbredstilstand.

  • Tilskynd personen til at bruge den ressource, der bliver anbefalet af Familietjenesten eller akuttjenester. I kan måske hjælpe personen til at skemalægge rådgivning eller at tage til den nærmeste akutmodtagelse.

  • Med tilladelse fra personen, kan I informere egnede familiemedlemmer om omstændighederne. Bed dem om at søge vejledning hos kvalificerede læger og psykologer om, hvordan der skal planlægges for personens sikkerhed. Dette kan omfatte at begrænse personens adgang til potentielle måder at skade sig selv på.

  • Forbliv i kontakt med kvalificerede læger og psykologer eller familiemedlemmer under behandlingen i det omfang, det er passende.

  • Hvis personen afviser hjælp og har planer om at skade sig selv og til hensigt at gøre det, så kontakt straks lokale hjælpelinjer (såsom de offentlige myndigheder) og familiemedlemmer for at eskortere personen til akuttjenester.

Støt familien

En person, der er i risiko for at forsøge selvmord, påvirker sine familiemedlemmers tilværelse. Forældre, ægtefæller og andre familiemedlemmer kæmper typisk med at vide, hvordan de kan hjælpe én af deres kære i krise. De er ofte overvældet og kan misse advarselstegnene. Når I stræber efter at hjælpe familiemedlemmer, så overvej følgende forslag.

Oprethold fortrolighed om situationen, med mindre truslen er overhængende, situationen omfatter en mindreårig eller personen eller familien giver dig tilladelse til at tale med andre.

Vurdér medlemmets situations virkning på familien og hjælp familiemedlemmer til at finde de ressourcer, som de har brug for, til deres egen støtte og vejledning.

  • Tilskynd familien til at rådføre sig med hinanden om, hvordan de skal bruge de tilgængelige ressourcer for at hjælpe vedkommende eller sig selv.

  • Hvis familien ønsker det, kan I mødes med dem (eller anbefale andre kirkeledere at mødes med dem, som det er passende) for at udvikle en omfattende plan for at møde deres behov, heriblandt sikkerhedsplanlægning og støtte deres kære til at få den nødvendige professionelle og åndelige behandling.

Overvej professionel hjælp eller rådgivning til familiemedlemmer.

  • Tilskynd ægtefællen, forældrene og andre familiemedlemmer til også at deltage i terapi med personen, hvis kvalificerede læger og psykologer vurderer, at denne deltagelse er hensigtsmæssig og passende.

Brug menigheds- og stavsressourcer

Overvej følgende forslag, idet I stræber efter at bruge menighedens og stavens ressourcer til at hjælpe personen og familien. Husk at opretholde fortroligheden om situationen, medmindre personen eller familien giver jer tilladelse til at tale med andre.

Bed menighedsledere eller andre betroede personer om at yde vedvarende støtte, vejledning og hjælp til personen.

Find bønsomt en betroet person, der kan følge op på personen regelmæssigt og tilskynd personen til at gøre dette.

  • Den valgte person bør være én, som vedkommende er tryg med.

  • Personen bør være fintfølende og følelsesmæssigt stabil og kan være en omsorgssøster eller -bror.

Overvej at planlægge oplæring for medlemmer af menigheds- og stavsrådet om forebyggelse af selvmord.

  • Brug materialer fra Rådgivningsressourcer eller fra afsnittet »Suicide« på suicide.ChurchofJesusChrist.org.

  • Overvej at invitere en professionel fra et ressourceprogram i nærområdet til at hjælpe. Familietjenesten kan (hvor den er tilgængelig) eller lokale akuttjenester kan hjælpe med at finde sådanne ressourcer.