Kom og følg mig
25.-31. marts. Matthæus 14-15; Markus 6-7; Johannes 5-6:›Frygt ikke‹


»25.-31. marts. Matthæus 14-15; Markus 6-7 ; Johannes 5-6: ›Frygt ikke‹«, Kom og følg mig – Søndagsskolen: Det Nye Testamente, 2019, 2019

»25.-31. marts. Matthæus 14-15; Markus 6-7; Johannes 5-6«, Kom og følg mig – Søndagsskolen: 2019

Billede
Kristus bespiser folkeskaren

Bespis dem, af Jorge Cocco

25.-31. marts

Matthæus 14-15; Markus 6-7; Johannes 5-6

»Frygt ikke«

Når du forbereder dig på at undervise i Matthæus 14-15, Markus 6-7 og Johannes 5-6, så se efter budskaber, der er relevante for din klasse. Når du gør dette, så overvej, hvordan du kan involvere klassemedlemmerne i en betydningsfuld oplevelse med skrifterne.

Nedskriv dine indtryk

Billede
Deleikon

Del med hinanden

En måde at indlede en drøftelse om disse kapitler på er at bede nogle få om at vælge et kapitel fra læsningen og komme forberedt på at fortælle et budskab fra det kapitel, der var betydningsfuldt for dem. Når de fortæller, kan de andre stille spørgsmål eller tilføje deres indsigt.

Billede
Undervisningsikon

Undervis i læren

Johannes 5:16-47

Jesus Kristus er Faderens elskede Søn.

  • I Johannes 5 gav Jesus adskillige indsigter om sig selv, sin Fader og sit forhold til Faderen. For at hjælpe klassen til at finde disse indsigter kan du dele dem op i grupper og give dem nogle få minutter til at nævne så mange sandheder, de kan finde i vers 16-47, om Guds og Jesu Kristi egenskaber samt deres forhold. Bed grupperne om at på skift læse sandheder fra deres liste, indtil alle sandheder på hver liste er blevet nævnt. Hvordan hjælper disse sandheder os til bedre at forstå vor himmelske Fader og hans Søn? Hvordan kan vi følge Jesu Kristi eksempel på lydighed mod Faderen?

  • En aktivitet i denne uges oplæg i Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier indbyder dem, der bliver undervist, til at lægge mærke til hver gang, Jesus bruger ordet Fader i Johannes 5. Bed nogle få om at fortælle, hvad de har lært, da de udførte aktiviteten. Hvilken indsigt fik de om vor himmelske Fader og hans elskede Søn? Hvad lærer det gengivne evangelium os, som hjælper os til bedre at forstå, hvem Faderen er, og hvorfor vi tilbeder ham? Nogle ideer kan findes i Guide til skrifterne under »Gud, Guddommen« og under »Gud Faderen« i Tro mod Sandheden, s. 59-61. Som en del af denne drøftelse kan I eventuelt som klasse synge, lytte til eller læse »O min Fader«, Salmer og sange, nr. 189.

Matthæus 14:16-21; Markus 6:33-44; Johannes 6:5-14

Frelseren kan forstørre vores offer for at udføre hans formål.

  • Hvad kan hjælpe klassens medlemmer til at finde personlig betydning i miraklet med, at Jesus bespiser de fem tusind? Du kan spørge, hvordan det at læse om miraklet øger deres tro på Frelserens evne til at velsigne dem personligt. Har de nogensinde følt, at deres midler eller evner var utilstrækkelige til at opnå et mål eller udføre en befaling fra Gud? Har de nogensinde følt, at Frelseren forstørrede eller forøgede deres indsats for at hjælpe dem til at udføre noget, der virkede umuligt?

    Billede
    brød og fisk

    Jesus bespiste på mirakuløs vis 5.000 personer med fem brød og to fisk.

  • Hvordan kan du hjælpe klassemedlemmerne til at tænke mere dybt over miraklet, der er beskrevet i disse vers? Hvilke detaljer kan vi finde i beretningen, der kan forøge vores tro på Frelseren? Hvordan kan Frelseren bespise os åndeligt? Hvornår er vi blevet bespist og opretholdt af Jesus Kristus? For et eksempel på mirakler i vore dage, der ligner miraklet med brødene og fiskene, se Paul VanDenBerghe, »Bønnens styrke«, Liahona, juli 2012, s. 50-52.

Matthæus 14:22-33

Jesus Kristus indbyder os til at tilsidesætte vores frygt og tvivl, så vi mere fuldt ud kan komme til ham.

  • Beretningen i Matthæus 14:22-23 kan hjælpe klassemedlemmerne til at forøge deres tro på Frelseren og deres ønske om at følge ham. Bed dem om at læse denne beretning og især lægge mærke til de ord, der tales af Kristus, Peter og de andre apostle. Hvordan kan Jesu ord have hjulpet Peter til at have tro til at forlade båden og gå på vandet? Hvordan kan Jesu formaning om at være frimodige og ikke frygte (se v. 27) gælde for os i dag? Hvad kan vi lære af Peters eksempel om, hvad det vil sige at være en Jesu Kristi discipel og at stole på ham?

  • Matthæus 14:22-33 indeholder ord og vendinger, der kan inspirere klassens medlemmer til at udøve større tro på Frelseren. Bed dem om at lede efter sådanne inspirerende ord eller vendinger, skrive dem på tavlen og drøfte det, som de har skrevet. Kan de relatere til Peters oplevelse? Du kan opfodre dem til at tænke over og fortælle om oplevelser, hvor de, som Peter, handlede på at følge Frelseren, selv da resultatet var usikkert. Hvad lærte de af denne oplevelse? Hvordan har Jesus Kristus reddet dem i øjeblikke med frygt eller tvivl?

Johannes 6:22-71

Som Kristi disciple må vi være villige til at tro og acceptere sandheden, selv når det er svært.

  • Begivenhederne i Johannes 6 kan give et hjælpsomt perspektiv, når folk sætter spørgsmålstegn ved Kristi kirkes lære, historie eller retningslinjer. I dette kapitel nægtede nogle af Kristi følgere at acceptere hans lære om, at han var det levende brød, og at de kun kunne blive frelst gennem hans offer af kød og blod. For at hjælpe dine klassemedlemmer til at anvende denne beretning i deres liv kan du skrive spørgsmål som følgende på tavlen og bede dem om at se efter svar i vers 22-71: Hvad forventede folket? (se v. 26). Hvad tilbød Kristus dem i stedet? (se v. 51). Hvad misforstod folket? (se v. 41-42, 52). Hvordan kan vi vælge at gå med Kristus, selv når vi har spørgsmål? Bed dem om at tænke over Frelserens spørgsmål og Peters svar i vers 67-69. Hvilke lærdomme, ordinancer eller andre af det »evige livs ord« kan kun findes i Kristi genoprettede kirke? Bed dem om at fortælle, hvordan disse lærdomme og ordinancer har velsignet dem og deres familie. For indblik fra nutidige apostle, så bed en om at læse ældste M. Russell Ballards udtalelse i »Yderligere ressourcer«.

Billede
Læreikon

Tilskynd til at lære derhjemme

Klassemedlemmerne kan føle sig inspireret til at læse skriftstederne til næste gang, hvis du påpeger, at de begivenheder, de læser om, kan berige deres oplevelse med at lytte til generalkonference. Tilskynd dem til at komme til næste klasse klar til at fortælle om deres indsigt.

Billede
ressourceikon

Yderligere ressourcer

Matthæus 14-15; Markus 6-7; Johannes 5-6

»Vil I også gå jeres vej?«

Da ældste M. Russell Ballard havde citeret Johannes 6:68-69, sagde han:

»For nogle er Kristi invitation til at tro og forblive tro stadig svær – eller hård at acceptere. Nogle disciple kæmper med at forstå en bestemt retningslinje eller læresætning. Andre tager anstød af noget i vores historie eller i nuværende og tidligere medlemmers og lederes ufuldkommenhed. Andre finder det svært at efterleve en religion, der kræver så meget. Og endelig er nogle blevet ›trætte af at gøre godt‹ (L&P 64:33). Af disse og andre årsager vakler nogle af Kirkens medlemmer i deres tro og tænker, at de måske skulle følge dem, ›der forlod‹ Jesus og ikke fulgtes med ham mere.

Hvis nogen af jer vakler i troen, stiller jeg jer det samme spørgsmål, som Peter gjorde: ›Hvem skal [I] gå til?‹ …

 Så inden I træffer det åndeligt risikable valg at gå, opfordrer jeg jer til at stoppe op og tænke nøje efter, inden I opgiver det, der førte jer til jeres vidnesbyrd om Jesu Kristi genoprettede kirke til at begynde med. Stop op og tænk over, hvad I har følt her, og hvorfor I følte det. Tænk over de gange, hvor Helligånden har båret vidnesbyrd for jer om evige sandheder« (»Hvem skal vi gå til?«, Liahona, nov. 2016, s. 90-91).

Gør undervisningen bedre

Lyt. »At lytte er en kærlighedshandling … Bed vor himmelske Fader om hjælp til at forstå, hvad eleverne siger. Når du er særligt opmærksom på deres talte og utalte budskaber, vil du blive bedre til at forstå deres behov, deres bekymringer og deres ønsker« (Undervisning på Frelserens måde, s. 34).