Det Gamle Testamente 2022
8. maj. Hvordan kan jeg vide, at Herren har tilgivet mig? 2 Mosebog 35-40, 3 Mosebog 1, 16, 19


»8. maj. Hvordan kan jeg vide, at Herren har tilgivet mig? 2 Mosebog 35-40, 3 Mosebog 1, 16, 19«, Kom og følg mig – Det Aronske Præstedømmes kvorummer og Unge Kvinders klasser: Evangeliske emner 2022, 2021

»8. maj. Hvordan kan jeg vide, at Herren har tilgivet mig?« Kom og følg mig – Det Aronske Præstedømmes kvorummer og Unge Kvinders klasser: Evangeliske emner 2022

Billede
ung kvinde, der ler

8. maj

Hvordan kan jeg vide, at Herren har tilgivet mig?

2 Mosebog 35-40, 3 Mosebog 1, 16, 19

Billede
rådfør jer med hinanden-ikon

Rådfør jer med hinanden

Ledes af et medlem af kvorums- eller klassepræsidentskabet, 10-20 minutter

Fremsig sammen ved begyndelsen af mødet Unge Kvinders tema eller Det Aronske Præstedømmes kvorumstema. Led derefter en samtale om arbejdet med frelse og ophøjelse ved hjælp af et eller flere af spørgsmålene nedenfor eller jeres egne spørgsmål (se Kirkens Håndbog, 10.2, 11.2, ChurchofJesusChrist.org). Planlæg, hvordan I kan handle på det, I drøfter.

  • Efterlev evangeliet. Hvordan kan det at vende sig mod Herren hjælpe os med at håndtere vores udfordringer og prøvelser?

  • Tag jer af dem, der har brug for det. Kender vi til nogen, der har brug for vores bønner og vores venskab?

  • Inviter alle til at tage imod evangeliet. Hvilke planer om at dele evangeliet med andre er blevet drøftet på menighedens ungdomsrådsmøder? Hvordan kan vores klasse eller kvorum blive engageret?

  • Før familier sammen for evigt. Hvordan kan det at udføre slægtsforskning styrke vores forhold til vor himmelske Fader og Jesus Kristus?

Ved afslutningen af lektionen gøres følgende, som det er passende:

  • Bær vidnesbyrd om de principper, der blev undervist om.

  • Mind klassen eller kvorummets medlemmer om de planer og opfordringer, der blev aftalt under mødet.

Undervis i læren

Ledes af en voksen leder eller en af de unge, 25-35 minutter

Forbered jer åndeligt

Nogle gange spekulerer folk på, om de har »gjort nok« for at blive tilgivet for deres synder. Selvom det kræver en indsats at omvende sig, bliver vi i sidste ende ikke tilgivet, alene fordi vi udfylder en tjekliste eller udfører visse opgaver. Vi bliver tilgivet, når vi accepterer Jesu Kristi barmhjertighed. Det er på den måde, at vores natur kan forandre sig.

I oldtiden viste Moselovens ritualer og ofre israelitterne vejen mod Frelserens forsoning. Som Herren forklarede i 3 Mosebog 16:30: »På den dag bliver der skaffet jer soning, og I bliver renset; I bliver renset for alle jeres synder for Herrens ansigt.« Et ritual alene kan naturligvis ikke give os syndsforladelse. Tilgivelse kommer fra Jesus Kristus. I vor tid viser ordinancer som dåb og nadveren vores sind og hjerte vej mod Frelseren. De hjælper os med at forstå, at han altid vil tilgive os, når vi omvender os.

Hvordan har vor himmelske Fader hjulpet jer med at forstå, at I er blevet tilgivet? I kan læse Mosija 4:1-3 og præsident Tad R. Callisters tale »Jesu Kristi forsoning« (Liahona, maj 2019, s. 85-87). Dette budskab kan hjælpe dem, I underviser, med at forstå, at vor himmelske Fader tilgiver os, når vi omvender os.

Billede
ung person beder

Vi bliver tilgivet, når vi accepterer Jesu Kristi barmhjertighed.

Lær sammen

I kan indlede med at vise billeder af Frelseren i Getsemane og på korset (se Evangelisk kunst, nr. 56-57). Bed de unge gennemgå 3 Mosebog 1:1-9, 16:15-16, 30. Bed dem om at dele sætninger, der minder dem om Frelserens forsoning. Hvordan hjalp de ofre, der er beskrevet i disse vers israelitterne til at se frem til Frelserens forsoning? Hvad kan hjælpe os til at huske Frelserens forsoning? Hvad hjælper os med at føle Frelserens kærlighed og tilgivelse? Aktiviteterne nedenfor kan hjælpe de unge til bedre at forstå, at Gud tilgiver os.

  • I skrifterne beskriver flere personer de følelser, de havde, da vor himmelske Fader tilgav dem. Jeres klassemedlemmer eller kvorummets medlemmer kan læse nogle eksempler (se »Støttende ressourcer«). Bed dem om at lave en liste over sætninger fra disse vers, der beskriver, hvordan det føles at blive tilgivet. I kan bede dem om med egne ord at udtrykke, hvordan tilgivelse føles for dem. Hvad kan vi lære om Gud i disse vers? Måske kan I fortælle om jeres egne følelser om tilgivelse.

  • Nogle gange er folk ikke sikre på, om de er blevet tilgivet, fordi de ikke er sikre på, at de virkelig har omvendt sig. Ældste Dale G. Renlunds tale »Omvendelse: Et glædeligt valg« forklarer, hvordan man virkelig omvender sig og modtager Guds tilgivelse (Liahona, nov. 2016, s. 21-24). I kan på tavlen skrive overskrifterne Virkelig omvendelse og Ting, der kan komme i vejen for virkelig omvendelse. Bed dem, I underviser, om at finde lærdomme i budskabet, som passer under overskrifterne. Hvad kan vi lære om Frelseren og hans tilgivelse af de sidste tre afsnit i dette budskab?

  • Nogle mennesker har måske omvendt sig, men føler sig ikke tilgivet. Det kan skyldes, at de ikke har været i stand til at tilgive sig selv. Rådene i præsident Tad R. Callisters tale »Jesu Kristi forsoning« kan hjælpe dem. Jeres klasse eller kvorum kan læse afsnittet, der begynder med »2. Synd.« Bed dem om at tænke over råd, de kan give en ven eller et familiemedlem, der stadig føler sig skyldig, selv efter at de har omvendt sig. Giv de unge tid til at dele deres følelser om Frelseren, som gjorde det muligt for os at omvende os og blive tilgivet.

Handl i tro

Tilskynd klassen eller kvorummets medlemmer til at tænke over og nedskrive, hvad de vil gøre for at handle på de indtryk, de fik i dag. Hvis de har lyst, kan de fortælle om deres ideer. Bed dem om at tænke over, hvordan det at handle på de indtryk, de får, vil styrke deres forhold til vor himmelske Fader og Jesus Kristus.

Støttende ressourcer

Undervisning på Frelserens måde

Frelseren har lært os at bruge skrifterne til at finde svar på vores spørgsmål. Hvordan kan I hjælpe dem, I underviser, til at få et ønske om at søge mod skrifterne og profeternes ord, når de søger svar?