Unge voksne
Tidligt hjemvendte missionærer: I er ikke alene
Forfatteren, der er fra Frankrig, går i skole i Utah i USA.
Unge voksne fortæller om, hvordan de har fundet formål og fred efter, de kom tidligt hjem fra deres mission, og hvordan I også kan.
Fotografi: Tiffany Myloan Tong
Den hær af fuldtidsmissionærer, der stræber efter at gøre deres pligt for at »indbyde andre til at komme til Kristus«1 giver mange »store håb og megen glæde« (Alma 56:17). Ligesom de unge krigere i Mormons Bog, kæmper disse missionærer hver dag med »mirakuløs styrke; med en så mægtig kraft« (Alma 56:56).
Men selv blandt de 2060 unge krigere var der alligevel 200, der besvimede »på grund af blodtab« (Alma 57:25). Gjorde det dem mindre tapre? Mindre stærke? Mindre modige? Mindre værdige end andre? Ikke det mindste.
På akkurat samme måde er I missionærer, der er kommet tidligt hjem af mentale eller fysiske årsager, ikke mindre tapre, mindre stærke, mindre modige eller mindre værdige. Jeres udholdenhed gennem modgang er – og bør være – forbløffende. I er i live – måske nok sårede – men i live. Der er brug for, at der bliver set til jeres sår nu, hvad enten de er fysiske, mentale eller åndelige (se Alma 57:28). For dem, der er vendt tidligt hjem af årsager, der har med værdighed at gøre, vil omvendelse være en vital del af jeres heling.
Efterhånden som I tilpasser jer at være hjemme, så sørg for at give jer tid til at hele og husk altid at stole på Gud (se Alma 57:27). Han har påmindende sagt: »Når jeg giver nogen af menneskesønnerne [eller -døtrene] en befaling om at gøre en gerning til mit navn, og disse menneskesønner [og -døtre] så af al kraft og med alt, hvad de har, går i gang med at udføre denne gerning og ikke ophører med at være flittige, og deres fjender kommer over dem og hindrer dem i at udføre denne gerning, se, da er det min vilje, at jeg ikke mere kræver denne gerning af [deres] hænder, men at jeg antager deres ofre« (L&P 124:49).
Uanset hvilke sår I pådrog jer – eller fik til at bryde op igen – i kampen, så var jeres bidrag nødvendigt og acceptabelt for Herren, så længe I tjente værdigt eller omvendte jer helt.
Foto: Getty Images
Det kan måske være en hjælp for jer til at hele at læse følgende beretninger, for I er ikke alene og at dele jeres historie kan hjælpe andre.
I må forstå, at Frelseren følte jeres smerte
På flyveturen på vej til min mission, forestillede jeg mig, hvordan det ville blive at vende hjem. Der ville lyde hyldest, min familie og mine venner ville omfavne mig, og jeg ville kunne leve resten af mit liv i fred og nyde alle de velsignelser, der følger med at være en hæderligt hjemvendt missionær.
Elleve måneder senere på flyveturen hjem blev hvert et øjeblik brugt i smertelig angst for, hvad der ventede forude. Min familie ventede, og selvom de var glade og omfavnede mig, var jeg, før jeg anede det, alene uden nogen anelse om fremtiden.
Frelseren så mine mørke dage. Han vidste, hvordan jeg ville ligge i sengen i tre uger og græde og sove for at flygte fra virkeligheden. Han vidste, at jeg ville få brug for hans styrke, for ingen andre omkring mig kunne forstå eller bare sætte sig ind i, hvad jeg gik igennem. Men det kunne han. Jeg kunne ikke have overlevet min mission eller at vende tidligt hjem uden ham.
Ali Boaza fra Queensland i Australien
Vær villig til at følge Herrens vilje
Alt gik godt på min mission. Jeg havde nogle utrolige oplevelser, som jeg vil gemme i mit hjerte for altid. Men efter otte måneder begyndte jeg at få problemer med mit helbred. Efter megen faste og bøn, blev jeg sendt hjem. Jeg var knust. Jeg troede, at det hele var min skyld. Jeg holdt op med at læse mine skrifter og bede så ofte. Jeg spekulerede på, om jeg havde gjort alt, jeg kunne, for at blive.
Men jeg indså, at jeg blev prøvet for at se, om jeg ville forblive tro mod Herren. Det var svært, men jeg satte min lid til ham og jeg vendte tilbage til missionsmarken, hvor jeg igen havde fantastiske oplevelser.
Så vendte problemerne med mit helbred tilbage. Men denne gang var jeg mere villig til at følge vor himmelske Faders vilje. Så jeg vendte hjem for anden gang. Det var svært, men jeg ved, at jeg kan lære noget af alt, jeg går igennem.
Selvom jeg ikke tjente i 24 måneder, så ved jeg, at jeg var en værdig missionær. Jeg ved, at den tid, jeg tjente Herren, var værdifuld for mig og for de mennesker, jeg hjalp. Jeg er taknemmelig for min Frelser og hans uendelige forsoning. Han kender til alle vores udfordringer. Og hvis vi stoler fast på ham, vil vi aldrig være alene.
Fillipe Hoffman er fra Goiás i Brasilien
Spild ikke tiden med at spørge hvorfor
Tanken om at vende tidligt hjem var sønderlemmende. Så snart rådgiveren foreslog det, oplevede jeg et meget kompliceret miks af følelser. Skam. Lettelse. Skyld. Fred. Sorg. Alt på samme tid.
Jeg ved, at Gud støttede mig, for på en eller anden måde kom jeg igennem den første uge hjemme. Og så kom jeg igennem den anden. Og endnu en. Indtil jeg endelig kunne mærke mig selv igen. Min far var min største støtte, og han tog mig under sine vinger. Han ville altid gerne tale og bare være sammen med mig. Han fiskede ikke efter, hvad der »gik galt«, men han skulle bare vide, hvordan jeg havde det.
Da min far døde i en bjergklatringsulykke nogle få måneder senere, vidste jeg uden tvivl, at Gud har en plan for mig. Det at være i stand til at være sammen med min far i de sidste måneder af hans liv, har styrket mit vidnesbyrd om frelsesplanen. Jeg forstår stadig ikke alle årsagerne til, at jeg kom hjem, da jeg gjorde, men jeg har også lært, at bruger man for meget tid på at spekulere over hvorfor, så går man glip af de vidunderlige mirakler, Gud skaffer dig hver dag.
Kristen Watabe fra Ohio i USA
Afstem jeres forventninger
Da jeg blev for syg til at fortsætte på min mission, vidste jeg, at Gud ønskede, at jeg tog hjem, men det var det stik modsatte af, hvad jeg ønskede. Jeg blev også foruroliget over det pludselige tab af mit gode helbred, der senere viste sig at være begyndelsen på en kronisk, invaliderende tilstand.
Mens jeg prøvede at vænne mig til min sygdom, mistede jeg meningen med det hele af syne. Jeg havde brug for så meget hjælp, og jeg havde intet at tilbyde. Men jeg vidste, at jeg måtte fortsætte med at udøve tro, så jeg blev ved med at studere, bede og prøve at følge Ånden. Da jeg en dag studerede i Det Nye Testamente, faldt jeg over et maleri af James Tissot med titlen Jesus befaler apostlene at hvile. Denne afbildning af Markus 6:30-31 trøstede mig straks. Da jeg så Kristus våge over sine hvilende tjenere, kunne jeg mærke, hvor meget han elskede dem. Og mig.
Senere fandt jeg ud af, at de forventninger, jeg havde haft til mig selv, ikke var de samme, som Gud havde til mig. På nogle måder var hans mere personligt udfordrende, men de var afstemt mine behov langt bedre. Jeg er så taknemmelig for den måde, som han lærer mig at være bedre til at acceptere hans hjælp og fuldkomne kærlighed. Hans tro på mig giver mig det håb, jeg har brug for til at kunne komme videre.
Sabrina Maxwell fra Utah i USA
Bliv på evangeliets sti
Jeg vendte tidligt hjem fra Cebu Øst-missionen i Filippinerne. Alle »hvis nu’erne« og ikke at passe ind i »hjemvendt missionær-folden«, gjorde tilpasningen svær. Eftersom jeg tjente i mit hjemland, kæmpede jeg med tanken om, at jeg havde svigtet min gren, og jeg vidste, at jeg ikke havde indfriet deres forventninger. Jeg sammenlignede mig med de »rigtigt« hjemvendte missionærer, og det fik mig til at føle, at jeg var mindre værdig og udstødt.
Endelig lærte Herren mig, at en mission blot er en af mange måder at tjene ham på. Det er ikke, hvor lang tid, men hvordan man tjener, der tæller. Han lærte mig at være ydmyg og blive på den evangeliske sti, selvom tingene bliver svære og ikke går min vej.
Jasper Gapuz fra Filippinerne
Se hen til vor himmelske Fader og Jesus Kristus
Jeg blev kaldet til at tjene i Wellington-missionen i New Zealand. Da jeg fandt ud af, jeg var nødt til at tage tidligt hjem, følte jeg, at jeg svigtede vor himmelske Fader og mine forældre.
Jeg lærte så meget af min mission og af denne situation. Jeg havde aldrig haft brug for at stole på vor himmelske Fader og på Frelserens forsoning, som jeg havde, da jeg kom tidligt hjem. Jeg var nødt til at stole på Gud og acceptere, hvad end han ønskede, at jeg gik igennem og lærte. Jeg kan ikke fornægte forsoningens kraft, og hvordan jeg virkelig er kommet til kundskab om, at Jesus Kristus er min Frelser. Jeg lærte, hvordan Gud gør mig ydmyg og underviser mig igennem mine svagheder og svære tider.
Uanset hvor jeg er, eller om jeg har et navneskilt på brystet, så er jeg stadig Jesu Kristi discipel. Jeg ved, at Herren stadig elsker og er med mig, og han ønsker, at jeg bliver ved med at være til tjeneste for andre. Og selvom jeg er hjemme, ved jeg, at jeg ikke er nogen fiasko, for han har hjulpet mig til at blive et bedre menneske gennem denne erfaring.
Natasha Krisanalome fra Thailand
Styrk jeres forhold til Frelseren
Jeg havde privilegiet af at tjene på mission i Anchorage i Alaska i USA. Det var hjerteskærende at komme tidligt hjem på grund af komplikationer i forbindelse med, at jeg forstuvede begge mine ankler og fødder. Det var bestemt ikke let, men jeg fik mange oplevelser, der har lært mig værdifulde lektier. Jeg lærte, at vor himmelske Fader har et formål med alt, der sker i vores liv. Jeg har også lært, hvordan man går igennem prøvelser med et bedre perspektiv. Mit forhold til Frelseren blev stærkere, end det nogensinde havde været, for jeg lærte, hvor anvendelig den helende kraft i hans forsoning er.
Vor himmelske Fader har virkelig hjulpet mig igennem denne svære tid. Selvom jeg til tider stadig kæmper, ved jeg, at vor himmelske Fader har kontrol over tingene, og han ved bedre end jeg gør, hvad jeg har brug for.
Amber Bangerter fra Utah i USA
Vid, at missioneringen fortsætter, hvor end I er
Jeg tjente som missionær i Budapest-missionen i Ungarn. Da jeg vendte hjem tidligt, var det svært fordi alle mine kammerater stadig var ude på mission, og jeg savnede missionærlivet. Jeg var også bange for, at de andre medlemmer af Kirken ville dømme mig, men heldigvis behandlede alle mig med kærlighed og forstod min situation.
Som tiden gik, fik jeg det bedre. Jeg læste en artikel i Liahona om missionærer, der var kommet tidligt hjem, som fik mig til at få det bedre, for så følte jeg ikke længere, at jeg var den eneste (se Destiny Yarbro, »Hjem før det var planlagt«, Liahona, jan. 2018, s. 44-47). Jeg tog også et råd fra min moster til mig: »Missioneringen fortsætter, hvor end vi er.«
Lucas Ludwig Saito fra São Paulo i Brasilien
Omgiv jer med godhed
Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme tidligt hjem fra mission, og jeg var flov og bange for at møde folk. Selvom det var en af de sværeste tider i mit liv, følte jeg også, at jeg kom styrket ud af oplevelsen. Det formede mig til et bedre menneske.
Jeg vendte hjem for at gå igennem en omvendelsesproces. Nogle af de valg, jeg havde truffet inden min mission, var ikke i overensstemmelse med evangeliets lære og bud. På grund af skam og et ønske om at opretholde min anseelse i Kirken gik jeg ikke igennem omvendelsesprocessen med min biskop inden. Men i løbet af de første få måneder følte jeg et behov for at vende hjem og omvende mig, så jeg kunne tjene med ære og retskaffenhed.
Noget af det, der virkelig opmuntrede mig, da jeg vendte hjem, var at deltage i åndeligt opløftende aktiviteter, deriblandt kirkemøder, tjenesteprojekter og templet, da jeg blev i stand til det. Det, der hjalp mig mest, var dog menneskene omkring mig – familie, nogle få venner og tilmed folk, som jeg aldrig havde mødt før, der viste mig kærlighed og venlighed.
Alt i alt, med Herrens hjælp og de kristuslignende eksempler omkring mig, blev jeg i stand til at vende tilbage til Florida og gøre min mission færdig. Det er mit håb, at vi alle vil stræbe efter at være kristuslignende mod andre, uanset om de er vendt tidligt hjem eller bare står i behov for noget.
Caigen Stuart fra Utah i USA
Stol på Frelseren
Jeg blev kaldet til Lusaka-missionen i Zambia. En af de sværeste ting ved at komme tidligt hjem var, at medlemmer ikke forstår tidligt hjemvendte missionærer.
Da jeg kom tilbage, lå jeg på hospitalet i tre uger, og der var ingen medlemmer fra kirken, der ringede eller kom på besøg. De eneste mennesker, der kom, var gruppelederen og missionærerne, der gav mig nadveren hver søndag, og det var kun fordi, jeg havde bedt dem om det. Jeg kunne godt have brugt medlemmernes hjælp til at opbygge min styrke og min tro på Jesus Kristus i de første uger hjemme, men det måtte jeg gøre alene.
Herren fortsætter med at undervise mig hver dag om, hvorfor jeg kom hjem før forventet, selvom det stadig er svært at forstå sommetider. Jeg forstår nu, at det at komme hjem før tiden gjorde, at jeg kunne finde min far og hans familie og opbygge et forhold til dem. Det gjorde mig også i stand til at opdage, at jeg har en personlighedsforstyrrelse, som vedbliver med at være en del af mit liv. Og jeg har lært, hvad mine styrker og svagheder er – for eksempel at kunne sige »nej«. Inden var det så svært for mig at sige nej til noget eller nogen. Jeg var altid villig til at gøre ting og sætte andre først, uanset hvor træt eller travl jeg var – hvilket ikke er forkert, men på grund af denne prøvelse lærte jeg, at jeg sommetider må sætte mig selv først.
Jeg bliver ved med at opdage nye ting om Herren, og hvorfor jeg kom tidligt hjem. Men mange velsignelser er blevet mig til del, og jeg sætter dagligt min lid til Herren. Selvom det sommetider er svært, og folk ikke altid forstår, så ved jeg, at det gør Frelseren. Og jeg fortsætter med at sætte min lid til ham og hans uendelige forsoning.
Lindi Chibase fra Gauteng i Sydafrika
Det løfte, der findes i ens missionærkaldelse, bliver givet i forbindelse med, at man beslutter at tage et skridt fremad i værket, vil blive opfyldt: »Herren vil belønne dig for at leve retfærdigt og tjene trofast.« Med opmærksomhed og omsorg kan jeres sår hele og blive et redskab for jer til at hjælpe andre med at komme til Kristus. Det er, når alt kommer til alt, missionærernes opgave.