Principper for omsorg
Hvordan kan vi skabe en inkluderende kultur i Kirken?
Illustrationer fra Getty Images
Når vi ser os omkring i vores menigheder og grene, ser vi mennesker, der bare let passer ind. Hvad vi måske ikke ser er, at der selv blandt dem, der synes at passe ind, er mange, der føler sig udenfor. En undersøgelse har for eksempel for nylig afdækket, at næsten halvdelen af alle voksne i USA rapporterer, at de føler sig ensomme, udenfor eller isolerede fra andre.1
Det er vigtigt at føle sig inkluderet. Det er et grundlæggende menneskeligt behov, og det gør ondt, når vi føler os ekskluderet. Det kan afføde tristhed eller vrede at føle sig udenfor.2 Når vi ikke føler, at vi hører til, har vi en tendens til at søge et sted, hvor vi føler os mere behageligt til mode. Vi har brug for at hjælpe alle til at føle, at de hører til i Kirken.
Inkluder som Frelseren
Frelseren var det fuldkomne eksempel på at sætte pris på og inkludere andre. Da han valgte sine apostle, valgte han dem ikke ud fra status, velstand eller høje positioner. Han værdsatte den samaritanske kvinde ved brønden og vidnede for hende om sin guddommelighed, til trods for at jøderne så ned på samaritanerne (se Joh 4). Han ser på hjertet og gør ikke forskel på folk (se 1 Sam 16:7; L&P 38:16).
Frelseren sagde:
»Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.
Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden« (Joh 13:34-35).
Hvad kan vi gøre?
Sommetider er det svært at sige, om nogle føler sig udenfor. De fleste mennesker siger det ikke – i det mindste ikke tydeligt. Men med et kærligt hjerte, Helligåndens vejledning og en indsats for at være opmærksom, kan vi se, om nogle ikke føler sig inkluderet ved Kirkens møder og aktiviteter.
Eventuelle tegn på, at nogle føler sig ekskluderet:
-
Tillukket kropssprog, for eksempel tæt korslagte arme eller et stift nedadrettet blik.
-
Sætter sig bagerst eller sidder alene.
-
Deltager ikke eller deltager uregelmæssigt i kirken.
-
Går tidligt fra møderne eller aktiviteterne.
-
Deltager ikke i samtaler eller lektioner.
Dette kan også være tegn på andre følelser, såsom generthed, angst eller utryghed. Medlemmer kan føle sig »anderledes«, når de er nye i Kirken, kommer fra et andet land eller en anden kultur eller de for nyligt har oplevet en traumatisk livsændring som skilsmisse, dødsfald i familien eller de er vendt tidligt hjem fra mission.
Uanset, hvad det kan skyldes, bør vi ikke tøve med at række ud i kærlighed. Det, vi siger, og det, vi gør, kan skabe en følelse af, at alle er velkomne, og der er brug for dem.
Måder at være inkluderende og velkommende på
-
Sæt jer ikke altid med de samme mennesker i kirken.
-
Se bagom menneskers udseende og prøv at se mennesket bag. (Mere om dette emne kan læses i »Omsorg er at se andre, som Frelseren gør«, Liahona, juni 2019, s. 8-11).
-
Indlem andre i samtaler.
-
Indbyd andre til at være en del af jeres liv. I kan inkludere dem i aktiviteter, som I allerede planlægger.
-
Find og byg på fælles interesser.
-
Afhold jer ikke fra at være venner, blot fordi en person ikke lever op til jeres forventninger.
-
Når I lægger mærke til noget unikt ved et menneske, så vær interesseret i det i stedet for at skøjte hen over det eller undgå det.
-
Udtryk kærlighed og giv oprigtige komplimenter.
-
Tag jer tid til at tænke over, hvad det egentligt betyder, at Kirken er for alle, uanset deres baggrund. Hvordan kan vi omsætte dette til virkelighed?
Det er ikke altid let at føle sig godt tilpas blandt mennesker, der er anderledes end os Men med øvelse kan vi blive bedre til at sætte pris på forskellighederne og påskønne det unikke, som det enkelte menneske kan bidrage med. Som ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt, så kan vores forskelligheder hjælpe os til at blive et bedre og lykkeligere folk: »Kom, hjælp os med at opbygge og styrke en kultur af heling, venlighed og barmhjertighed mod alle Guds børn.«3
Velsignet ved inddragelse
Christl Fechter flyttede til et andet land efter krig havde splittet hendes fædreland. Hun kunne ikke tale sproget særlig godt og kendte ikke nogen i sit nye nabolag, så til at begynde med følte hun sig isoleret og ensom.
Som medlem af Kirken, mønstrede hun mod og begyndte at deltage i sin nye menighed. Hun var bekymret for, at hendes tykke accent ville afholde folk fra at tale med hende eller at hun ville blive dømt for at være enlig kvinde.
Men hun mødte mennesker, der så ud over, at hun var anderledes og bød hende velkommen i deres vennekreds. De rakte ud i kærlighed, og snart havde hun travlt med at hjælpe med at undervise i en primaryklasse. Børnene var gode eksempler på at acceptere, og følelsen af at være elsket og nyttig styrkede hendes tro og hjalp til at vække hendes livslange hengivenhed mod Herren til live igen.