Et helligere mønster for tjeneste
Ældste Patrick Kearon
De Halvfjerds’ Præsidium
Fra et verdensomspændende foredrag for unge voksne, »Et kendetegn på Herrens sande og levende kirke«, på Brigham Young University-Idaho, den 6. maj 2018.
Må vi følge den levende Kristus endnu mere villigt og med endnu større kraft, når vi stræber efter at blive hans sande disciple ved at drage omsorg, som han ville have gjort.
Illustrationer: Kelley McMorris
Da jeg var 15 eller 16, var jeg yderst selvoptaget, og som mange af os er i ungdomsårene usikker, uafklaret og sårbar. Jeg følte mig fortabt, pinlig og akavet. Det gjorde det ikke bedre, at mine forældre boede langt væk i Saudi Arabien, mens jeg gik på kostskole i et afsides område ved den engelske kyst. Med hensyn til skolen, så ville Hogwarts med Snape have været at foretrække.
Det var almindeligt med dårligt vejr langs den kyst, men en vinter blæste en særlig stærk storm ind over Det Irske Hav med vindstød af orkanstyrke. Omkring 5.000 hjem blev oversvømmet, man var ved at løbe tør for mad, og folk blev isoleret, uden elektricitet eller nogen form for varme eller lys i deres hjem.
Da oversvømmelsen begyndte at trække sig tilbage, sendte skolen os ud for at hjælpe med at rydde op. Jeg blev overrasket over at opleve en naturkatastrofe så tæt på. Der var vand og mudder overalt. De mennesker, der havde været udsat for oversvømmelsen, så askegrå og afmagrede ud. De havde ikke sovet i dagevis. Mine skolekammerater og jeg gik i gang, vi flyttede vandtunge ejendele op på de øvre etager og trak ødelagte gulvtæpper af.
Men det, der slog mig mest, var det kammeratskab, det skabte. Der var bare en vidunderlig, velvillighed mellem mennesker, der var forenet om en værdig sag under udfordrende omstændigheder. Jeg har senere tænkt over, at al den usikkerhed, der fyldte så meget i mine teenagetanker, forsvandt, mens jeg var optaget af at hjælpe vores naboer.
Den opdagelse, at modgiften mod min tungsindighed og selvoptagethed var at hjælpe andre, burde have skabt forandring. Men det gjorde den ikke, fordi opdagelsen ikke sank dybt nok, og jeg fik ikke tænkt mere grundigt over, hvad der havde fundet sted. Den forståelse kom først senere.
Opfordringen til at drage omsorg
Fotografi af mor og datter: Linda Jean Purnell
Jeg overvejede det under aprilkonferencen 2018, da jeg hørte den gentagne opfordring til at drage omsorg, som Frelseren drog omsorg – og til at gøre det af kærlighed i anerkendelse af, at vi alle er Guds børn.
Vi vil tjene, ikke blot fordi vores tjeneste bliver målt og vejet, men fordi vi elsker vor Fader i himlen og motiveres af en højere og mere ædel stræben – nemlig at hjælpe vores venner til at finde og blive på stien tilbage til ham. Vi elsker og tjener vores næste, som Jesus ville gøre, hvis han var i vores sted, og vi prøver oprigtigt at forbedre folks liv og lette deres byrder. Det er det, der er kilden til glæde og varig tilfredsstillelse, for både giver og modtager, at vi deler frugterne ved at kende til og føle vores uendelige værd og Guds evige kærlighed til hver eneste af os.
»Et kendetegn for Herrens sande og levende kirke vil altid være en organiseret og styret indsats for at drage omsorg for den enkelte af Guds børn og deres familie,« sagde præsident Russell M. Nelson. Eftersom det er hans kirke, vil vi som hans tjenere drage omsorg for den enkelte, akkurat som han gjorde. Vi vil drage omsorg i hans navn, med hans magt og myndighed og med hans kærlige venlighed.«1
Jeg ved, at hvis vi giver agt på kaldet til at drage omsorg, får vi mulighed for at løfte os over os selv, vokse i tro, tillid og glæde og overvinde egocentrisme og den følelse af tomhed og nedtrykthed, som følger i kølvandet.
Omsorg forandrer os
Det smukke ved denne form for omsorg er, at den hjælper andre, men den forvandler også os ved at fjerne vores bekymringer, frygt, uro og tvivl. Til at begynde med afleder det at tjene andre os ganske enkelt fra vores egne problemer, men det vokser hurtigt til noget meget højere og smukkere. Vi begynder at opleve lys og fred, næsten uden at ænse det. Vi beroliges, varmes og trøstes. Og vi oplever en glæde, der ikke kommer på nogen anden måde.
Som præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) forklarede det: »Det liv i overflod, der tales om i skrifterne, er den åndelige sum af det, der er resultatet af at gange vores tjeneste for andre med at investere vores talenter i forbindelse med at tjene Gud og mennesker.« Han tilføjede: »Vi føjer mere til vores sjæl, når vi tjener andre. Det bliver faktisk lettere at ›finde‹ os selv, fordi der er så meget mere at finde.«2
Et kald fra Mesteren
Kristus og fiskerne, af J. Kirk Richards
Da Frelseren kaldte Peter, Andreas, Jakob og Johannes til at følge sig, ændrede de øjeblikkeligt retning og fokus: »De lod straks garnene være og fulgte ham« (Matt 4:20).
Men efter Frelseren var blevet taget fra dem på den mest grusomme måde, vendte de tilbage til deres fiskegarn, til det de følte, de kendte til. Ved en lejlighed kom den opstandne Frelser til dem, da de fiskede forgæves.
»Han sagde til dem: ›Kast nettet ud på højre side af båden, så skal I få fangst.‹ De kastede det ud, og nu kunne de ikke trække det ind igen, så mange fisk var der« (Joh 21:6).
Dette var ikke blot en demonstration af, at han ikke havde mistet noget af sin magt, men også et tydeligt billede på, at de så i forkert retning og fokuserede på det forkerte. Da de sammen spiste fisk på bredden, spurgte Frelseren tre gange Peter, om han elskede ham. Med voksende bekymring svarede Peter hver gang, at det gjorde han. Efter hvert svar bad Jesus Peter om at vogte sine får. (Se Joh 21:15-17).
Hvorfor spurgte Frelseren tre gange Peter om, om han elskede ham? Peter var tidligere blevet kaldet til at følge Jesus, og han havde reageret øjeblikkeligt ved at forlade sit fiskeri. Men da Jesus blev taget fra dem, sørgede Peter. Han var fortabt. Han vendte tilbage til det eneste, han kendte til – fiskeriet. Nu ville Jesus virkelig gerne have, at Peter hørte ham og forstod alvoren af opfordringen denne gang. Han havde brug for, at Peter forstod, hvad det betød at være discipel af den opstandne Kristus, nu hvor han ikke længere var ved deres side.
Hvad ønskede Herren af Peter? Han ønskede, at Peter skulle vogte hans får og hans lam. Det var den opgave, han havde brug for at få udført. Peter tog imod dette milde, direkte kald fra sin Mester, og den ledende apostel reagerede modigt og frygtløst og viede resten af sit liv til den tjeneste, han var blevet kaldet til.
Begynd med bøn
Vi har en anden ledende apostel på jorden i dag. Præsident Nelson giver jer og mig opfordringen til at vogte Jesu får. Midt i al postyret omkring os og med så mange mindre væsentlige ting, der kræver vores opmærksomhed, er udfordringen at reagere på denne opfordring og handle, rent faktisk at gøre noget, virkelig foretage en ændring og leve anderledes.
Nu spørger I måske: »Hvor skal jeg begynde?«
Begynd med bøn. Præsident Nelson har opfordret os til at »øge [vores] nuværende åndelige evne til at modtage personlig åbenbaring.«3 Spørg jeres Fader i himlen om, hvad I kan gøre og for hvem. Reager på alle indtryk, I får, uanset hvor ubetydelige de lader til at være. Følg op på det. Enhver lille venlig handling får os til at se udad og fører sine egne velsignelser med sig. Det kan være en venlig og uventet sms til en. Måske er det en blomst, nogle småkager eller et venligt ord. Måske er det at rydde op i en have eller på en gårdsplads, ordne vasketøj for en, vaske bil, slå græs, rydde sne eller blot lytte.
Som søster Jean B. Bingham har sagt: »Nogle gange tænker vi, at vi skal gøre noget stort og heroisk for, at ›det tæller‹ som at tjene vores næste. Alligevel kan enkle venlige handlinger have stor indvirkning på andre – og på os selv.«4
I er måske tilbageholdne med at tage det første skridt, i den overbevisning at I ikke har tid, eller at I ikke rigtig kan gøre en forskel, men I vil forundres over, hvad selv en lille ting kan gøre. Præsident Nelson har fremlagt et højere og mere helligt mønster for tjeneste for jer og mig. Når vi er modtagelige, opdager vi, hvor tilfredsstillende, befriende og beroligende det er for os, og hvordan vi kan være et redskab for forandring og trøst for andre.
Efter at have færdiggjort en mission, kan vi sommetider være fristet til at sige: »Godt, jeg gjorde det. Nu er det en andens tur til at tjene. Jeg har brug for en pause.« Men sand omsorg holder ikke pause. Det er en måde at leve på. Vi kan tage pauser fra vores almindelige aktiviteter og holde ferie for at hvile og genoplade, men vores pagtsansvar for at elske hinanden, som han har elsket os og vogte hans får, holder ikke pause.
Tjeneste i den verdensomspændende kirke
Fotografi af læge og patient, der krammer: Wendy Gibbs Keeler
Jeg er så stolt af at tilhøre en kirke, som omsætter omsorg til praksis. Alene i 2017 lagde vores medlemmer mere end 7 millioner frivillige timer på at dyrke, høste og formidle mad til de fattige og trængende. Kirken skaffede rent vand til en halv million mennesker og kørestole til 49.000 mennesker i 41 lande. Frivillige skaffede briller og oftalmologiske behandlinger, og oplærte 97.000 omsorgsgivere for folk med synsvanskeligheder i 40 lande. 33.000 omsorgsgivende personer blev oplært i at tage sig af gravide og nyfødte i 38 lande. For ikke at forglemme Hjælpende hænder, hvor hundredtusindvis af vores folk i de sidste par år har doneret millioner af timer. Medlemmer af Jesu Kristi Kirke træder til for at hjælpe dem, der er påvirket af katastrofer, store som små, og for at gøre deres nabolag og lokalsamfund bedre.
Kirkens spirende initiativ JustServe, som lister muligheder for at tjene, har allerede over 350.000 registrerede frivillige, der har brugt millioner af timer på at hjælpe i deres lokalsamfund.5
Dette er en handlingens kirke. Det er det, vi gør. Det er det, I gør. Lad det være et definerende karaktertræk for jer.
Tre former for tjeneste
Jeg vil gerne fremhæve tre brede tjenesteområder, som vi hver især har mulighed for at engagere os i.
1. Tjeneste, som vi bliver bedt om eller opfordret til at udføre som et ansvar i Kirken. Vi vil stræbe efter den form for omsorg, som påskønnes, ikke måles, hvor vi tænker over, beder for og hjælper dem, vi har fået til ansvar at tage hånd om.
2. Tjeneste vi udfører af vores egen frie vilje. Det er en udvidelse af den første, som udspringer af alle vores daglige handlinger og omgang med andre, når vi mere bevidst forsøger at glemme os selv og åbne os mod andre. Der er ikke en formel opgave, men vi motiveres af et ønske om at følge Kristus ved at begynde med at være mere venlig og betænksom over for mennesker omkring os.
3. Offentlig tjeneste. Involver jer, hvor det er passende, i politik med henblik på tjeneste og på at opbygge enkeltpersoner og lokalsamfundet. Undgå den politiske stammekultur, som er blevet så polariseret, skinger og nedbrydende i lokalsamfund, lande og kontinenter. Slut jer sammen med andre politikere om en fælles sag for at give de plagede lindring i og på deres eget område og derudover. I kan være en afbalanceret og fornuftig stemme, der taler for retfærdighed i alle hjørner af samfundet. Der er et stigende behov for, at I bidrager med jeres energi i denne form for værdige borgerengagementer.
Vi kan ændre vores egen verden
Når vi læser nyhederne, kan vi føle, at verden befinder sig på et skråplan. Hvis vi alle hver dag handler i stort som småt, kan vi ændre vores egen verden og verdenen for dem omkring os. Når I tjener jeres nabo og tjener sammen med jeres nabo i lokalsamfundet, skaber I venner, som deler jeres ønske om at hjælpe. Der knyttes stærkere venskaber, der bygges broer mellem kulturer og trosretninger.
Hvis I alle vil tage imod opfordringen til at drage omsorg, som Jesus gjorde, vil I blive forandret og endnu mere uselviske. I vil opdage den glæde, der kommer af at vise omsorg på Frelserens måde og lægge de bekymringer og den usikkerhed og nedtrykthed bag jer, som stammer fra jeres følelse af utilstrækkelighed.
Der er måske dukket et navn eller en sag op i jeres sind. Det er sandsynligvis en opfordring fra Ånden, og måske har I modtaget den før. Ræk ud, se ud og opløft. Vælg at handle på denne opfordring og bed i dag om at vide, hvad I kan gøre. Når I ser og føler de velsignelser, det giver jer og dem, I drager omsorg for, vil I ønske at gøre det til en daglig vane.
Vores højeste og bedste stræben er at dele lyset, håbet, glæden og formålet i Jesu Kristi evangelium med alle Guds børn og hjælpe dem til at finde vejen hjem. Når vi hjælper, tjener og drager omsorg for dem, er det et udtryk for evangeliet i funktion. Gør vi det til en måde at leve på, vil vi opdage, at det er aldeles tilfredsstillende, og det er sådan, vi kan finde den fred og glæde, der måtte være gået os forbi.
Det er sådan, Frelseren levede, og det er derfor, han levede – for at tilvejebringe den fuldkomne balsam og ultimative helbredelse i kraft af sin store, uendelige og forsonende gave til jer og mig. Må vi følge den levende Kristus endnu mere villigt og endnu mere inderligt, når vi stræber efter at blive hans sande disciple ved at drage omsorg, som han ville have gjort.