2019
Støt de missionærer, der kommer tidligt hjem
Juli 2019


Kun digitalt: Unge Voksne

Støt de missionærer, der kommer tidligt hjem

Råd til, hvordan man fremmer helingen blandt de missionærer, der er kommet tidligere hjem end forventet.

En af de mest interessante historier i Mormons Bog handler om 200 af Helamans unge krigere, der blev såret i kamp (se Alma 57:25). Jeg kan ikke se bort fra parallellerne mellem de 200 krigere og vore dages missionærer, der af utallige årsager vender hjem før forventet.

Selvom de 200 tog hjemmefra med en masse tapperhed, måtte de bæres væk fra slagmarken. Jeg håber, at de anså sig selv for at være tapre, at de havde givet alt, de havde, men jeg gætter på, at de tvivlede på sig selv og undrede sig over, at de ikke havde været så beskyttede som deres kammerater.

Ligesom Helamans krigere overser missionærer, der vender tidligt hjem fra deres mission, ofte det faktum, at de meldte sig frivilligt og gik ind i »kampen« og gav heltemodigt alt, de havde i sig. De forberedte sig til deres mission og var fyldt af et stort ønske om at tjene Herren. Når de falder sårede om (når de for eksempel oplever fysisk eller psykiske helbredsproblemer eller overtrædelse), har de ofte fokus på det, de ikke opnåede, og de føler skuffelse, skam eller mismod. De sætter måske spørgsmålstegn ved, hvorvidt de blev inspireret til at tjene. Disse hjemvendte missionærer bekymrer sig om, hvordan andre ser på dem, og eller hvordan Herren ser dem. De føler måske, at de har fejlet, eller at de er uacceptable og dømmer sig selv negativt.

Missionærer, der vender tidligere hjem end planlagt, har brug for den samlede indsats fra familie, venner, ledere og medlemmer af menigheden for at »hele.« Her er nogle råd til både hjemvendte missionærer og deres familie, kirkeledere, venner og menighedens medlemmer.

Til familien: 6 ting I kan gøre for at hjælpe tidligt hjemvendte missionærer til at komme videre

  1. Ræk ud i kærlighed for at trøste, støtte og tage jer af hver hjemvendt missionær og deres familie, akkurat som I ville gøre med en kriger, der blev såret i kamp. Tak dem for den tjeneste, de har udført, støt dem i at fokusere på det, de har gjort, og ikke på det de ikke har gjort.

  2. Omtal dem som »hjemvendt missionær« og ikke som »tidligt hjemvendt« eller »tidligt afløst missionær.« Anvend ord med betænksomhed, det kan være en hjælp i den nødvendige proces for at hele og komme sig.

  3. Lyt til dem for at finde ud af, hvordan I bedst kan hjælpe.

  4. Støt deres forældre. Det er måske en af de mest kritiske faktorer for missionærens helingsproces. Vær forsigtige med ikke at negligere forældrenes følelsesmæssige behov.

  5. Søg professionel rådgivning om nødvendigt. Psykologer og andre professionelle behandlere kan hjælpe hjemvendte missionærer til at tilpasse sig livet derhjemme og få dem tilbage på sporet. SDH-familietjeneste tilbyder, hvor det er tilgængeligt, på anmodning op til seks gratis konsultationer for tidligt hjemvendte missionærer.

  6. Søg åndelig vejledning. Undervurder aldrig bønnens kraft. Bed om vejledning til, hvordan I bedst kan støtte dem og imødekomme deres behov.

Hjemvendte missionærer: Fem ting I skal huske på, når I skal komme jer

  1. Gud elsker jer. Vi oplever alle modgang på forskellige tidspunkter på vores rejse gennem livet. Tro på Jesus Kristus er ikke en vaccine mod modgang – det er et princip, der hjælper en igennem den. Kristus har på grund af sit sonoffer ikke alene magten og kraften til at rense os fra synd, men også til at trøste, forstå, helbrede og støtte. (Se ældste Jeffrey R. Hollands generalkonferencetale, »Som et kar, der kastes bort«).

  2. Skriften fortæller om helbredelse. Gud taler igennem Helligånden, som man blandt andet får adgang til gennem oprigtigt studium og anvendelse af skrifterne. Læs om Helamans krigere og andre, der blev såret på deres rejse igennem livet, for at få forståelse. Se på, hvordan vor himmelske Fader tidligere har draget omsorg for og hjulpet andre til at hele, når de søgte ham.

  3. Tjeneste kan hjælpe jer med at hele. Gud ønsker, at vi er »ivrigt engageret i« gode sager (se L&P 58:27), for det hjælper os med at komme videre. Se ud over jer selv og bed om muligheder for at tjene andre.

  4. Bøn kan være en øjenåbner. Udtryk taknemmelighed for og til vor himmelske Fader. Han ønsker at læge jeres sår. Bed ham om at styrke jer og åbne jeres øjne for de ting, han allerede velsigner jer med, og om at helbrede jer og om styrke til at se ud over jer selv for at kunne velsigne andre.

  5. Det er ikke sikkert, at andre forstår. Det er ikke alle, der vil forstå jeres situation, og de siger måske noget i deres uvidenhed. Men lad det ikke gå jer på. Fokuser på at udtrykke taknemmelighed mod dem, der styrker jer, og bed om at kunne tilgive dem, der ikke helt forstår jeres situation.