2015
Evangeliets evige perspektiv
Maj 2015


Evangeliets evige perspektiv

Det er essentielt, at vi har et evangelisk perspektiv på beslutninger, der påvirker evigheden.

I en åbenbaring til Moses får vi vor himmelske Faders erklærede hensigt at vide: »For se, dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket.«1 Ifølge den erklæring er det Faderens ønske at give alle mulighed for at modtage en fylde af glæde. Åbenbaringer i de sidste dage viser, at vor himmelske Fader lagde en stor plan for lykke for alle sine børn, en ganske særlig plan, så vi kan vende tilbage og bo sammen med ham.

En forståelse af denne plan giver os et evigt perspektiv og hjælper os til virkelig at sætte pris på buddene, ordinancerne, pagterne, prøvelserne og trængslerne.

Alma kommer med et nøgleprincip: »Derfor gav Gud dem befalinger, efter at have kundgjort forløsningsplanen for dem.«2

Det er interessant at bemærke rækkefølgen i undervisningsprocessen. Vor himmelske Fader belærte først Adam og Eva om frelsesplanen, og så gav han dem bud.

Det er en stor sandhed. En forståelse af planen vil hjælpe folk til at holde buddene, træffe bedre beslutninger og have den rigtige motivation.

I løbet af den tid, jeg har tjent i Kirken, har jeg set hengivenheden og trofastheden blandt Kirkens medlemmer i forskellige lande, heriblandt nogle, hvor der er politiske, sociale eller økonomiske konflikter. En fællesnævner, jeg ofte har fundet hos disse trofaste medlemmer, er deres perspektiv på evigheden. Evangeliets evige perspektiv hjælper os til at forstå den plads, vi har i Guds plan, til at tåle vanskeligheder og få fremgang gennem dem, til at træffe beslutninger og til at centrere vores liv om vores guddommelige potentiale.

Perspektiv er den måde, som vi ser ting på, når vi betragter dem fra en vis afstand, og det gør os i stand til at påskønne deres sande værdi.

Det er ligesom at være ude i skoven, og der står et træ lige foran os. Medmindre vi går en smule tilbage, vil vi ikke kunne se skoven for bare træer. Jeg besøgte engang Amazonjunglen i Leticia i Colombia nær ved grænsen til Brasilien og Peru. Jeg kunne ikke fatte, hvor stor den var, førend jeg fløj over den og fik et perspektiv.

Da vore børn var små, plejede de at se en børnekanal i fjernsynet, der havde et program, der hed Hvad ser du? På skærmen blev der zoomet meget tæt ind på noget, og så skulle børnene gætte, hvad det var, efterhånden som der langsomt blev zoomet ud. Når hele genstanden til sidst blev synlig, kunne man let se, at det var en kat, en plante, et stykke frugt og så videre.

Jeg kan huske engang, hvor de så programmet, og der blev vist noget meget tæt på, som så meget grimt ud, ja, faktisk meget frastødende; men da billedet blev større, kunne man se, at det var en meget lækker pizza. Så sagde de til mig: »Far, køb sådan en til os.« Da de først havde forstået, hvad det var; noget, der til at begynde med havde set ubehageligt ud, endte med at være noget meget tillokkende.

Lad mig fortælle om en anden oplevelse. Hjemme hos os kunne vore børn godt lide at lægge puslespil. Vi har sikkert alle prøvet at lægge puslespil. Nogle består af mange små brikker. Jeg kan huske, at et af vore børn (jeg vil ikke sige hvem for at beskytte hans identitet) plejede at fokusere på de enkelte brikker, og når en brik ikke passede på den plads, hvor han troede, at den skulle være, så blev han vred og syntes ikke, at den duede og havde lyst til at smide den væk. Han lærte til sidst at lægge puslespillet, da han forstod, at hver lille brik havde sin plads i det endelige billede, også selvom han til at begynde med ikke vidste, hvor den passede ind.

Det er en måde at anskue Herrens plan på. Vi behøver ikke bekymre os om de enkelte dele hver for sig, men i stedet prøve at se det store billede og huske på, hvad det endelige resultat bliver. Herren ved, hvor hver brik hører til, så den passer ind i planen. Alle buddene har evig betydning i den store plan for lykke.

Det er meget vigtigt, at vi ikke træffer beslutninger, der har evig værdi, ud fra jordelivets perspektiv. Det er essentielt, at vi har et evangelisk perspektiv på beslutninger, der påvirker evigheden.

Ældste Neal A. Maxwell har sagt: »Selvom vi er forankret i et stort og endeligt håb, er nogle af vore taktiske håb en helt anden sag. Vi kan håbe på en lønforhøjelse, et særligt stævnemøde, en valgsejr eller et større hus, hvilket måske sker, måske ikke. Tro på Faderens plan giver os udholdenhed, selv når sådanne midlertidige håb lider forlis. Håbet får os til at ›virke med iver‹ for en god sag, selv når det ser ud til, at det er en håbløs affære (se L&P 58:27).«3

Hvis vi ikke har et evigt perspektiv, eller hvis vi mister det, kan det føre til, at vi bruger et jordisk perspektiv som vores personlige målestok og træffer beslutninger, der ikke er i harmoni med Guds vilje.

Mormons Bog nævner den indstilling, som Nefi havde, og den indstilling, som Laman og Lemuel havde. De havde alle lidt mange besværligheder og utallige lidelser; men deres indstilling til dem var meget forskellig. Nefi sagde: »Og så store var Herrens velsignelser til os, at mens vi levede af råt kød i ørkenen, gav vore kvinder rigelig die til deres børn, og de var stærke, ja, lige så stærke som mændene; og de begyndte at bære vandringerne uden murren.«4

Laman og Lemuel klagede til gengæld bitterligt. »Og således murrede Laman og Lemuel, der var de ældste, imod deres far. Og de murrede, fordi de ikke vidste, hvordan den Gud, som havde skabt dem, handlede.«5 Ikke at vide eller ignorere, hvordan Gud handler, er en måde at miste det evige perspektiv på, og murren er bare et af symptomerne. Selvom Laman og Lemuel var vidne til mange mirakler sammen med Nefi, så sagde de: »Og vi har vandret i ørkenen i disse mange år; og vore kvinder har arbejdet, mens de var store med barn; og de har født børn i ørkenen og lidt alt, undtagen døden; og det ville have været bedre, om de var døde, før de kom ud af Jerusalem, end at have lidt disse trængsler.«6

Det er to meget forskellige indstillinger, selvom de vanskeligheder og trængsler, de havde mødt, lignede hinanden. Deres perspektiv var tydeligvis forskelligt.

Præsident Spencer W. Kimball skrev følgende: »Hvis vi betragtede jordelivet som den eneste tilværelse, så ville smerte, sorg, fiasko og et kort liv være en katastrofe. Men hvis vi betragter livet som noget evigt, der strækker sig tilbage til en førjordisk fortid og frem mod en evig fremtid efter døden, så kan alle hændelser ses i det rette perspektiv.«7

Ældste David B. Haight fortalte en historie om billedhuggeren Michelangelo for at illustrere vigtigheden af at se alt i det rette perspektiv: »Mens billedhuggeren mejslede i marmorstenen, kom der hver dag en lille dreng forbi, som genert kiggede på. Da figuren David kunne anes og dukkede frem fra stenen, så hele verden kunne beundre den færdiggjorte figur, spurgte drengen Michelangelo: ›Hvordan vidste du, at han var derinde?‹«8

Det perspektiv, som billedhuggeren havde på marmorstenen, var anderledes end det, drengen, der betragtede ham arbejde, havde. Kunstnerens vision af de muligheder, der lå i stenen, gjorde det muligt for ham at skabe et kunstværk.

Herren ved, hvad han ønsker at opnå med hver enkelt af os. Han ved, hvilke forbedringer, han ønsker, at vi foretager i vores liv, og vi har ikke ret til at komme med råd til ham. Hans tanker er højere end vore tanker.9

Jeg vidner om, at vi har en kærlig, retfærdig og barmhjertig himmelsk Fader, der har forberedt en plan for vores evige lykke. Jeg vidner om, at Jesus Kristus er hans Søn og verdens Frelser. Jeg ved, at præsident Thomas S. Monson er Guds profet. Jeg siger dette i Jesu Kristi navn. Amen.