2015
Sidste dages hellige bliver ved med at prøve
Maj 2015


Sidste dages hellige bliver ved med at prøve

Når vi prøver, bliver ved og hjælper andre til at gøre det samme, er vi sande sidste dages hellige.

Mine kære brødre og søstre, i december 2013 sørgede verden over Nelson Mandelas død. Efter 27 års fængsel for sin rolle i kampen mod apartheid blev Mandela den første demokratisk valgte præsident i Sydafrika. Hans tilgivelse af dem, der havde sat ham i fængsel, var bemærkelsesværdig. Mange hyldede og priste ham.1 Mandela søgte ofte at undgå en sådan hyldest ved at sige: »Jeg er ikke en hellig – det vil sige, medmindre en hellig er en synder, der bliver ved med at prøve.«2

Denne udtalelse – »en hellig er en synder, der bliver ved med at prøve« – bør berolige og opmuntre Kirkens medlemmer. Selv om vi bliver omtalt som »sidste dages hellige«, viger vi sommetider tilbage for denne omtale. Udtrykket hellige bruges almindeligvis til at betegne dem, der har opnået et højt stade af hellighed eller endda fuldkommenhed. Og vi er fuldkommen klar over, at vi ikke er fuldkomne.

Vores tro lærer os dog, at vi kan blive fuldkommengjorte ved gentagne gange og til stadighed at »stole fuldt og helt på« Kristi lære: Udøve tro på ham, omvende os, nyde nadveren for at forny dåbens pagter og velsignelser samt i større grad modtage Helligånden som vores konstante ledsager. Når vi gør det, bliver vi mere som Kristus og er i stand til at holde ud til enden med alt, hvad det indebærer.3 Lidt mindre formelt kan man sige, at Gud er væsentligt mere interesseret i, hvem vi er, og hvem vi bliver, end i, hvem vi engang var.4 Han er interesseret i, at vi bliver ved med at prøve.

Komedien Som man behager, skrevet af den engelske skuespilforfatter William Shakespeare, skildrer en dramatisk forandring i en persons liv. En storebror forsøger at få sin lillebror slået ihjel. På trods af, at lillebroderen ved det, redder han sin onde storebror fra den sikre død. Da storebroderen hører om denne ufortjente medfølelse, forandrer han sig fuldstændigt og for altid og oplever, hvad han kalder en »omvendelse«. Senere henvender et par kvinder sig til storebroderen og spørger: »Og det var jer der ville [din bror] til livs?«

Storebroderen svarer: »Var! Er det ikke mer. Jeg tilstår åbent hvad før jeg var, for min omvendelse smager så lifligt, nu jeg er en anden.«5

For os er en sådan forandring ikke blot litterær fiktion, takket være Guds barmhjertighed og Jesu Kristi forsoning. Gennem Ezekiel udtalte Herren:

»Den uretfærdiges uretfærdighed skal ikke få ham til at snuble, når han vender om fra den …

[Hvis] han vender om fra sin synd og øver ret og retfærdighed …

giver tilbage, hvad han tog i pant, erstatter, hvad han røvede, og følger livets love uden at øve uret, så skal han bevare livet …

Ingen af de synder, han har begået, skal huskes. Han har øvet ret og retfærdighed, og han skal bevare livet.«6

I sin barmhjertighed lover Gud tilgivelse, når vi omvender os og vender om fra uretfærdighed – så meget, at vore synder ikke engang nævnes over for os. For vores vedkommende kan vi takket være Kristi forsoning og vores omvendelse se tilbage på vore tidligere gerninger og sige: »Var! Er det ikke mer.« Uanset graden af uretfærdighed kan vi sige: »Sådan var jeg. Men dette tidligere ugudelige jeg er ikke længere den, jeg er.«7

Præsident Thomas S. Monson har sagt: »En af Guds største gaver til os er glæden ved at prøve igen, for ingen fiasko behøver at være endegyldig.«8 Selv om vi bevidst og forsætligt har syndet, eller gentagne gange har oplevet fiasko og skuffelser, kan Kristi forsoning hjælpe os, i det øjeblik vi beslutter at prøve igen. Og vi skal huske, at det ikke er Helligånden, der fortæller os, at vi er så langt ude, at vi lige så godt kan give op.

Guds ønske om, at sidste dages hellige bliver ved med at prøve, gælder også udover at overvinde synd. Hvad enten vi lider på grund af problematiske forhold til andre mennesker, økonomiske udfordringer eller sygdom eller som følge af en andens synder, kan Frelserens uendelige forsoning hele selv – eller måske især – dem, der har lidt uforskyldt. Han forstår fuldt ud, hvordan det er at lide uforskyldt som følge af andres overtrædelser. Frelseren vil som profeteret »bringe … lægedom til dem, hvis hjerte er knust … give … hovedpynt i stedet for aske, glædens olie i stedet for sørgedragt og lovsang i stedet for svigtende mod.9 Uanset hvad forventer Gud, at sidste dages hellige med hans hjælp bliver ved med at prøve.

Ligesom Gud glæder sig, når vi bliver ved, bliver han skuffet, hvis vi ikke anerkender, at andre også prøver. Vores kære ven Thoba har fortalt om, hvordan hun lærte den lektie af sin mor, Julia. Julia og Thoba var blandt de første sorte omvendte i Sydafrika. Da apartheidstyret ophørte, fik sorte og hvide kirkemedlemmer lov til at overvære kirkemøder sammen. For mange var den ligestillede omgang mellem racerne ny og udfordrende. Engang, da Julia og Thoba var i kirke, følte de sig mindre venligt behandlet af nogle hvide medlemmer. Da de gik, beklagede Thoba sig med bitterhed til sin mor. Julia lyttede roligt, indtil Thoba havde fået luft for sine frustrationer. Så sagde Julia: »Åh, Thoba, Kirken er som et stort hospital, og vi er alle syge på hver vores måde. Vi kommer til kirke for at blive hjulpet.«

Julias bemærkning afspejler en værdifuld indsigt. Vi skal ikke kun være tolerante, mens andre arbejder på deres personlige sygdomme, vi skal også være venlige, tålmodige, støttende og forstående. Ligesom Gud opmuntrer os til at blive ved med at prøve, forventer han, at vi også giver andre plads til at gøre det samme i deres tempo. Så vil forsoningen i endnu højere grad komme ind i vores liv. Da vil vi indse, at vi alle uanset åbenbare forskelligheder står i behov for den samme uendelige forsoning.

For nogle år siden blev en vidunderlig ung mand ved navn Curtis kaldet til at tage på mission. Han var den slags missionær, som enhver missionspræsident håber på at få. Han var fokuseret og arbejdede hårdt. På et tidspunkt fik han en missionærkammerat, som var umoden, socialt kejtet og ikke særlig opsat på at få udrettet noget.

En dag, da de var ude at cykle, kiggede Curtis sig tilbage og så, at hans kammerat af uforklarlige årsager var stået af sin cykel og trak den. Stille udtrykte Curtis sin frustration over for Gud. Sikken sur pligt det var at blive sat sammen med en kammerat, som han var nødt til at hale af sted for at få udført noget som helst. Et øjeblik senere fik Curtis et tydeligt indtryk af, at Gud sagde til ham: »Ved du hvad, Curtis, i sammenligning med mig er I to slet ikke så forskellige.« Curtis lærte, at han måtte være tålmodig med en ufuldkommen kammerat, som trods alt prøvede på sin egen måde.

Min opfordring til os alle er, at vi må se på os selv, omvende os og blive ved med at prøve. Hvis vi ikke prøver, er vi blot sidste dages syndere; hvis vi ikke bliver ved, er vi sidste dages hellige, der giver op, og hvis vi ikke giver andre lov til at prøve, er vi blot sidste dages hyklere.10 Når vi prøver, bliver ved og hjælper andre til at gøre det samme, er vi sande sidste dages hellige. Når vi forandrer os, vil vi se, at Gud virkelig bekymrer sig væsentligt mere om, hvem vi er, og hvem vi bliver, end om den, vi engang var.11

Jeg er dybt taknemlig for Frelseren, for hans uendelige forsoning og for sidste dages profeter, som opmuntrer os til at være sidste dages hellige og til at blive ved med at prøve.12 Jeg vidner om, at Frelseren virkelig lever. I Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. Se Nelson Rolihlahla Mandela, Vejen til frihed 2006; »Biography of Nelson Mandela«, nelsonmandela.org/content/page/biography; og præsident Barack Obamas mindetale for Nelson Mandela den 10. dec. 2013, på whitehouse.gov/the-press-office/2013/12/10/remarks-president-obama-memorial-service-former-south-african-president-. Forskelligheden af priser ses ved, at Mandela har modtaget Nobels fredspris, USA’s præsidents frihedsmedalje og Sovjetunionens Leninorden.

  2. Se fx Nelson Mandelas tale på Baker Institute på Rice University den 26. oktober 1999, bakerinstitute.org/events/1221. Han omskrev sandsynligvis den kendte udtalelse tilskrevet Robert Louis Stevenson: »De hellige er de syndere, der bliver ved med at prøve.« Igennem årene har mange udtrykt lignende anskuelser. Konfutse har fx fået æren for at sige følgende: »Vores største hæder ligger ikke i aldrig at falde, men i at komme op, hver gang vi falder.«

  3. Se fx 2 Ne 31:2-21; 3 Ne 11:23-31; 27:13-21; Moro 6:6; L&P 20:77, 79; 59:8-9; Håndbog 2: Forvaltning af Kirken, 2010, 2.1.2.

  4. Udtalelsen om, at Gud er langt mere interesseret i, hvem vi er, og hvem vi bliver, end i, hvem vi engang var, betyder ikke, at Frelseren ser bort fra konsekvenserne af den enkeltes synd over for andre. Faktisk bekymrer Frelseren sig uendeligt om dem, der lider fortræd, smerte og hjertesorger på grund af andres overtrædelser. Frelseren påtog »sig [sit folks] skrøbeligheder, så hans indre kan fyldes med barmhjertighed … så han, hvad angår kødet, kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder« (Alma 7:12).

  5. William Shakespeare, Som man behager, 4. akt, 3. scene.

  6. Ez 33:12, 14-16.

  7. Anvendelsen af udsagnsord i nutid er betydningsfuld i mange skriftsteder, der omhandler den endelige dom. Se fx 2 Ne 9:16; Morm 9:14; L&P 58:42-43.

  8. Thomas S. Monson, »Den indre vilje«, Stjernen, juli 1987, s. 61.

  9. Es 61:1-3; se også Luk 4:16-21.

  10. Hykler som det anvendes i Det Nye Testamente kan fra græsk oversættes som »en, der foregiver«; det græske ord betyder »en skuespiller« eller »en, der forstiller sig, på dramatisk vis repræsenterer eller overdriver en rolle« (se Matt 6:2, fodnote a i den engelske SDH-udgave af Bibelen). Hvis ikke vi giver andre mulighed for at ændre sig i deres eget tempo, foregiver vi ganske enkelt at være sidste dages hellige.

  11. Se note 4 ovenfor.

  12. Det antal gange, dette budskab forekommer i Det Første Præsidentskabs og De Tolv Apostles Kvorums prædikener, er slående. Præsident Dieter F. Uchtdorf understregede det, da han sagde: »Af alle de principper, som profeterne i hundredvis af år har undervist i, er der et, der er blevet lagt vægt på igen og igen. Det er det budskab, der giver glæde og håb om, at menneskeheden kan omvende sig, ændre kurs og vende tilbage på stien som en sand discipel« (»Du kan gøre det nu!«, Liahona, nov. 2013, s. 56).