2015
Talsmanden
Maj 2015


Talsmanden

Jeg vidner om, at den levende Kristus sender Helligånden, Talsmanden, til dem, som vi har lovet at trøste.

Mine elskede søstre, det har været en glæde at være sammen med jer. Jeg har tænkt på min mor, min hustru, min datter, mine svigerdøtre og mine børnebørn – hvoraf en del er til stede. Dette vidunderlige møde har fået mig til at værdsætte dem mere. Jeg anerkender, at når man har en sådan familie og en så vidunderlig familie, så kommer det af, at de har Frelseren som centrum i deres liv. Vi har mindet ham i aften i musik, bøn og inspirerede taler. En af de egenskaber, vi påskønner mest ved Frelseren, er hans uendelige barmhjertighed.

I aften har I mærket, at han kender jer, og at han elsker jer. Og I har følt hans kærlighed for dem, der er nær jer nu. De er jeres søstre, vor himmelske Faders åndelige døtre. Han holder af dem, som han holder af jer. Han forstår alle deres sorger. Han ønsker at bistå dem.

Mit budskab til jer i aften er, at I kan og skal være en væsentlig del af hans trøst til dem, der har brug for trøst. I kan spille jeres rolle bedst, hvis I ved mere om, hvordan han besvarer disse bønner om hjælp.

Mange beder vor himmelske Fader om hjælp, om støtte til at kunne bære byrder som sorg, ensomhed og frygt. Vor himmelske Fader hører disse bønner og forstår deres behov. Han og hans elskede Søn, den opstandne Jesus Kristus, har lovet at hjælpe.

Jesus gav dette herlige løfte:

»Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.

For mit åg er godt, og min byrde er let.«1

De byrder, som hans trofaste tjenere må bære i livet, er gjort lettere ved hans forsoning. Syndens byrde kan blive fjernet, men jordelivets prøvelser kan stadig være en tung byrde for gode mennesker.

Og I har set gode mennesker, som I elsker, gå igennem lignende prøvelser. I har følt et ønske om at hjælpe dem. Der er en årsag til, at I føler omsorg for dem.

I er pagtsmedlemmer af Jesu Kristi Kirke. Der skete en stor ændring i jeres hjerte, da I kom ind i Kirken. I indgik en pagt, og I modtog et løfte, der begyndte at forandre selve jeres natur.

Alma beskrev med ordene fra Mormons vande, hvad I lovede ved jeres dåb, og hvad det betyder for jer og alle omkring jer – især i jeres familie. Han talte til dem, som skulle til at indgå de pagter, som I har indgået, og de modtog også det løfte, som Herren har givet jer:

»Se, her er Mormons vande (for således blev de kaldt), og se, eftersom I nu nærer ønske om at komme ind i Guds fold og at blive kaldt hans folk og er villige til at bære hinandens byrder, så de bliver lette;

ja, og er villige til at sørge med dem, der sørger, ja, og at trøste dem, der står i behov for trøst, og at stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder, hvor I måtte befinde jer, ja, indtil døden, så I kan blive forløst af Gud og blive regnet blandt dem i den første opstandelse, så I må få evigt liv.«2

Det er derfor, I har et ønske om at hjælpe en person, som kæmper sig frem trods en tung byrde af sorg og vanskeligheder. I lovede, at I ville hjælpe Herren med at gøre deres byrder lette og få trøst. I blev givet kraft til at hjælpe med til at lette disse byrder, da I modtog Helligåndsgaven.

Frelseren beskrev, hvordan han hjælper med at lette byrder og giver styrke til at bære dem, da han stod for at skulle korsfæstes. Han vidste, at hans disciple ville sørge. Han vidste, at de ville frygte for deres fremtid. Han vidste, at de ville føle sig usikre på, om de havde kraften til at gå fremad.

Så han gav dem det løfte, som han også giver os og alle hans sande disciple:

»Og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid:

sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer.«3

Derpå lovede han:

»Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.

Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!«4

Bare i de sidste par uger har jeg set dette løfte om at sende Helligånden blive opfyldt for Guds børn, der i bøn har tryglet om, at deres byrder må blive lettet. Miraklet med byrder, der blev lettet, kom på en måde, som Herren lovede. Han og vor himmelske Fader sendte Helligånden som talsmand til sine disciple som hjælp.

For nylig sørgede tre generationer i en familie over en femårig drengs død. Han døde ved et uheld, mens hans familie var på ferie. Jeg fik atter lov til at se, hvordan Herren velsigner de trofaste med hjælp og styrke til at udholde.

Jeg så, hvordan Herren gjorde deres store byrder lettere. Jeg var der som Herrens tjener i pagten – som I også ofte vil være det i jeres liv – »for at sørge med dem, der sørger … trøste dem, der står i behov for trøst«.5

Fordi jeg vidste, at det var sandt, var jeg glad og fredfyldt, da bedsteforældrene inviterede mig til at møde dem og forældrene til den lille dreng før begravelsen.

Jeg bad om at vide, hvordan jeg kunne hjælpe Herren med at trøste dem. De satte sig i vores stue. Jeg havde tændt lidt op i pejsen, da det var en kold aften.

Jeg havde følt, at jeg skulle fortælle dem, at jeg elskede dem. Jeg fortalte dem, at jeg havde mærket Herrens kærlighed til dem. Med nogle få ord prøvede jeg at fortælle dem, at jeg sørgede med dem, men at kun Herren kendte og fuldt ud kunne opleve deres smerte og sorg.

Efter disse få ord følte jeg mig tilskyndet til at lytte med kærlighed, mens de talte om deres følelser.

I den time, vi sad sammen, talte de langt mere, end jeg gjorde. I deres stemmer kunne jeg høre, og i deres øjne kunne jeg se, at Helligånden rørte dem. Med enkle vidnesbyrd talte de om, hvad der var sket, og hvad de følte. Helligånden havde allerede givet dem den fred, der kommer med håbet om evigt liv, da deres søn, som døde uden synd, kunne blive deres for evigt.

Da jeg gav dem hver en præstedømmevelsignelse, takkede jeg for Helligåndens indflydelse, som vi mærkede. Talsmanden var kommet, havde bragt håb, mod og mere styrke til os alle.

Den aften så jeg, hvordan Herren arbejder med os for at lette sit folks byrder. I husker nok det sted i Mormons Bog, hvor Herrens folk er lige ved at segne under de byrder, som strenge herrer havde lagt på deres ryg.

Folket tryglede om, at deres byrder blev lettet, som mange af dem, vi elsker og tjener, gør. Her følger beretningen, som jeg ved er sand:

»Og jeg vil også lette de byrder, der bliver lagt på jeres skuldre, så I slet ikke kan føle dem på jeres ryg, selv mens I er i trældom; og dette vil jeg gøre, for at I kan stå som vidner for mig herefter, og for at I kan vide med vished, at jeg, Gud Herren, kommer til mit folk i deres trængsler.

Og se, det skete, at de byrder, der blev lagt på Alma og hans brødre, blev gjort lette; ja, Herren styrkede dem, så de kunne bære deres byrder med lethed, og de underordnede sig gladelig og med tålmodighed hele Herrens vilje.«6

Jeg har set det mirakel ske igen og igen. Vi letter bedst andres byrder ved at hjælpe Herren med at styrke dem. Det er derfor, at Herren har pålagt os at trøste andre og givet os buddet om at stå som hans vidner til alle tider og på alle steder.

Den lille drengs far og mor bar vidnesbyrd om Frelseren den aften i min dagligstue. Helligånden kom, og alle blev trøstet. Forældrene blev styrket. Sorgens byrde blev ikke fjernet, men de blev i stand til at bære sorgen. Deres tro voksede. Og deres styrke vil fortsætte med at vokse, når de beder om og arbejder for den.

Åndens vidnesbyrd om forsoningen, som kom den aften, styrkede også Job til at bære sin byrde:

»Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden.

Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud.«7

Det var det vidnesbyrd fra Ånden, der gav ham styrke til at holde ud. Han skulle gennem en sørgeperiode og manglende støtte fra folk omkring sig for at se den glæde, der kommer til de trofaste, når de trofast har udholdt deres prøvelser.

Dette var sandt for Job. Han blev velsignet i dette liv. Historien om Job ender med dette mirakel:

»Fra da af velsignede Herren Job mere, end han tidligere havde gjort …

Så smukke kvinder som Jobs døtre fandtes ikke i hele landet, og deres far gav dem arvelod på linje med deres brødre.

Job levede endnu 140 år og så sine børn og børnebørn i fire slægtled.

Så døde Job gammel og mæt af dage.«8

Det var Åndens vidne om den kommende forsoning, som gjorde Job i stand til at gennemgå de prøvelser, som det er meningen, at livet indeholder for os alle. Det er en del af den store plan for lykke, som Faderen har lagt for os. Han lod sin Søn gennem hans sonoffer tilvejebringe det håb, som trøster os, uanset hvor hård vejen tilbage til ham måtte være.

Faderen og Sønnen sender Helligånden for at trøste og styrke Mesterens disciple på deres rejse.

Jeg så trøstens mirakel, da jeg ankom til kapellet, hvor den lille dreng skulle begraves. Jeg blev standset af en smuk, ung kvinde, som jeg ikke genkendte. Hun fortalte, at hun var kommet til begravelsen for at sørge og for at yde trøst, hvis hun kunne.

Hun sagde, at hun delvis var kommet til begravelsen for selv at få trøst. Hun fortalte mig, at hun havde mistet sit ældste barn for nylig. Hun bar på sin arm en yndig, lille pige. Jeg lænede mig frem og så ind i den lille piges smilende ansigt. Jeg spurgte hendes mor: »Hvad hedder hun?« Hendes hurtige og opmuntrende svar lød: »Hun hedder Joy (glæde). Glæde følger altid efter sorg.«

Således bar hun sit vidnesbyrd for mig. Jeg kunne se den fred og trøst, som hun havde fundet hos den eneste sikre kilde. Kun Gud kender hjertets hensigter, så kun han kan i sandhed sige: »Jeg ved, hvordan I har det.« Jeg kan derfor kun forestille mig hendes glæde og den sorg, der gik forud, men Herren, som elsker hende, kender den.

Jeg kan kun delvis vide, hvor meget Herren føler glæde, hver gang I som hans disciple hjælper ham med at bringe et øjebliks fred og glæde til et af vor himmelske Faders børn.

Jeg bærer vidnesbyrd om, at Herren har bedt hver enkelt af os, sine disciple, om at være med til at bære hinandens byrder. Vi har lovet at gøre det. Jeg bærer vidnesbyrd om, at Herren gennem sin forsoning og opstandelse, har knægtet dødens magt. Jeg vidner om, at den levende Kristus sender Helligånden, Talsmanden, til dem, som vi har lovet at trøste.

I er alle ligesom mig vidner om sandheden af inskriptionen på den nål, som min mor bar i over 20 år som medlem af Hjælpeforeningens hovedbestyrelse. Der stod: »Kærligheden ophører aldrig«.9 Jeg forstår stadig ikke den fulde betydning af disse ord. Men jeg så et glimt, da jeg så hende række ud til personer i nød. Skriften fortæller os denne sandhed: »Næstekærligheden er Kristi rene kærlighed.«10

Hans kærlighed svigter aldrig, og vi vil aldrig ophøre med i vores hjerte at mærke tilskyndelsen »til at sørge med dem, der sørger … og at trøste dem, der står i behov for trøst«.11 Ej heller vil den fred, som han lover, nogensinde forlade os, når vi tjener andre på hans vegne.

Som hans vidne udtrykker jeg tak for det, I gør så godt for at hjælpe den levende Herre Jesus Kristus og Helligånden, Talsmanden, med at styrke de svage knæ og opløfte de nedhængende hænder.12 Jeg er af hele mit hjerte taknemlig for de kvinder i mit liv, som har hjulpet mig og velsignet mig som sande Jesu Kristi disciple. I Jesu Kristi navn. Amen.