2015
Lignelsen om sædemanden
Maj 2015


Lignelsen om sædemanden

Det er op til hver enkelt af os at prioritere og gøre det, der gør vores jord god og vores høst stor.

Mennesker tildeler ikke emnerne for talerne til generalkonferencen. Det sker ved tilskyndelser fra Ånden. Mange emner handler om de jordiske bekymringer, som vi alle har. Jesus underviste ikke i, hvordan man overvandt de jordiske udfordringer eller den politiske undertrykkelse på sin tid. Tilsvarende inspirerer han normalt sine nutidige tjenere til at tale om, hvad vi skal gøre for at forbedre vores liv som forberedelse til at vende tilbage til vores himmelske hjem. I denne påskeweekend har jeg følt mig tilskyndet til at tale om de dyrebare og evige lærdomme i en af Jesu lignelser.

Lignelsen om sædemanden er en af de få lignelser, der bliver gengivet i alle tre synoptiske evangelier. Det er også en af de få lignelser, som Jesus forklarede for sine disciple. Den sæd, der blev sået, var »ordet om Riget« (Matt 13:19), »ordet« (Mark 4:14) eller »Guds ord« (Luk 8:11) – Mesterens og hans tjeneres lærdomme.

De forskellige typer jord, hvor sæden bliver sået, repræsenterer de forskellige måder, hvorpå mennesker modtager og følger disse lærdomme. Så den sæd, der »faldt … på vejen« (Mark 4:4) har ikke nået den jordiske jord, hvor den måske kunne have groet. Den er ligesom lærdomme, der falder på et forhærdet eller uforberedt hjerte. Jeg vil ikke sige mere om det. Mit budskab handler om de af os, der har forpligtet sig til at blive Kristi tilhængere. Hvad gør vi med Frelserens lærdomme i vores tilværelse?

Lignelsen om sædemanden advarer os om omstændigheder og holdninger, der kan afholde enhver, der har modtaget sæden med evangeliets budskab, fra at frembringe en god høst.

I. Klippegrund, ingen rødder

Noget af sæden »faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod« (Mark 4:5-6).

Jesus forklarede, at dette beskrev dem, »der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det«, men fordi de ikke har »rod i sig … så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra« (Mark 4:16-17).

Hvad gør, at hørere ikke har »rod i sig«? Det er den situation, hvor nye medlemmer blot er blevet omvendt til missionærerne eller til Kirkens mange tiltalende egenskaber eller til de mange gode frugter ved at være medlem af Kirken. Hvis man ikke har rod i ordet, så vil man, når der opstår modgang, blive svedet og visne. Men selv dem, der er vokset op i Kirken – som har været medlemmer i lang tid – kan havne i en situation, hvor de ikke har rod i sig. Jeg har kendt nogle af dem – medlemmer uden en fast og varig omvendelse til Jesu Kristi evangelium. Hvis vi ikke er rodfæstet i evangeliets lærdomme og konsekvent efterlever det, så kan enhver af os udvikle et hårdt hjerte, som er en klippegrund for åndelig sæd.

Åndelig føde er nødvendig for åndelig overlevelse, især i en verden, der bevæger sig væk fra troen på Gud, og det, der ubetinget er rigtigt og forkert. I en tid, der er domineret af internettet, som mangedobler styrken af budskaber, der truer troen, må vi øge vores kontakt med åndelig sandhed for at styrke vores tro og forblive rodfæstet i evangeliet.

I unge mennesker, hvis denne lærdom synes for generel, så er der her et konkret eksempel. Hvis nadveren bliver omdelt, og I sms’er eller hvisker eller spiller videospil eller gør noget andet, der afholder jer fra at få den nødvendige åndelige føde, skærer I jeres åndelige rødder over og bevæger jer hen mod klippegrunden. I gør jer selv sårbare over for at visne, når I møder problemer som isolation, trusler eller latterliggørelse. Og det gælder også for de voksne.

En anden ting, der potentielt kan ødelægge åndelige rødder, hvilket bliver forøget af nuværende teknologi, men som ikke kun gælder på dette område, er at fokusere udelukkende på detaljerne ved evangeliet eller Kirken. Det begrænsede perspektiv fokuserer på en særlig læresætning eller praksis eller en formodet mangel hos en leder og ignorer de mange aspekter ved evangeliets plan og de personlige og fælles frugter, der kommer ved høsten. Præsident Gordon B. Hinckley gav en levende beskrivelse af et aspekt ved dette begrænsede perspektiv. Han fortalte nogle tilhørere på BYU om politiske kommentatorer, »der var opfyldt af indignation« på grund af nogle begivenheder, der var sket på det tidspunkt. »Med indstuderet kunstfærdighed udgød de eddikesure, vrede skældsord … Det er i sandhed,« konkluderede han, »tid og sted for den begavede citronspiser.«1 Vi skal i modsætning hertil være moderate og mådeholdne i kritik og altid søge at se det store billede i Guds majestætiske værk for at være sikkert rodfæstet i evangeliet.

II. Tidsler: Denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk

Jesus sagde, at »noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte« (Mark 4:7). Han forklarede, at »det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt« (Mark 4:18-19). Det er i sandhed en advarsel, som vi alle skal give agt på.

Jeg vil først tale om rigdommens blændværk. Hvor end vi er på vores åndelige rejse – uanset tilstanden af vores omvendelse – så bliver vi alle fristet af dette. Når holdninger eller prioriteter er fokuseret på at opnå, bruge eller eje ting, så kalder vi det materialisme. Der er sagt og skrevet så meget om materialisme, at der ikke behøver at blive tilføjet noget her.2 De, der tror på det, der kaldes velstandens teologi, ligger under for »rigdommens blændværk«. Velstand eller en betydelig indkomst er ikke et tegn på himmelsk velvilje, og manglen på samme er ikke et bevis på himmelsk mishag. Da Jesus fortalte en trofast tilhænger, at han kunne arve evigt liv, hvis blot han ville give alt, hvad han ejede, til de fattige (se Mark 10:17-24), sagde han ikke, at det var forkert at eje værdier, men det var mandens holdning til dem, som var forkert. Som vi alle ved, så priste Jesus den barmhjertige samaritaner, der brugte den samme slags penge til at tjene et af sine medmennesker, som Judas brugte til at forråde sin Frelser. Roden til alt ondt er ikke penge, men kærligheden til penge er (se 1 Tim 6:10).

Mormons Bog fortæller om en tid, hvor Guds kirke »begyndte … at stagnere i sin fremgang« (Alma 4:10), fordi »kirkens folk begyndte … at lade hjertet blive optaget af rigdom og af verdens tomme ting« (Alma 4:8). Hvem, der end har en overflod af materielle ting, er i fare for at blive åndeligt »bedøvet« af rigdomme og andre af verdens ting.3 Det er en passende indledning til den næste af Frelserens lærdomme.

De mest spidsfindige tidsler, som kvæler effekten af evangeliets ord, er de verdslige kræfter, som Jesus kaldte »livets bekymringer og rigdomme og nydelser« (Luk 8:14). Der er for mange til at nævne dem alle. Nogle eksempler må være tilstrækkeligt.

Ved en lejlighed irettesatte Jesus sin øverste apostel, Peter, og sagde til ham: »Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil« (Matt 16:23; se også L&P 3:6-7; 58:39). At ville menneskenes ting betyder, at vi i handling, vore prioriteter og vore tanker sætter denne verdens bekymringer foran det, der hører Gud til.

Vi overgiver os til »livets … nydelser«, (1) når vi er afhængige, hvilket svækker handlefriheden, Guds dyrebare gave; (2) når vi bliver fristet af trivielle forstyrrelser, som fører os væk fra det, der har evig betydning, og (3) når vi føler, at vi er berettiget til noget, hvilket svækker den personlige udvikling, der er nødvendig for, at vi kan blive værdige til vores evige arv.

Vi er overvældet af dette livs bekymringer, når vi bliver paralyseret af frygt for fremtiden, hvilket hindrer, at vi går fremad i tro, idet vi stoler på Gud og hans løfter. For 25 år siden talte min højt agtede lærer fra BYU Hugh W. Nibley om farerne ved at overgive os til denne verdens bekymringer. I et interview blev han spurgt om, hvorvidt forholdene i verden og vores pligt til at sprede evangeliet gjorde det ønskværdigt at finde nogle måder, »hvorpå vi i Kirken kunne tilpasse os mere efter verden«.4

Hans svar var: »Sådan har det altid været for Kirken, ikke? Man skal være villig til at fornærme nogen, man skal være villig til at løbe en risiko. Det er her, at troen kommer ind … Vores forpligtelse skal være en prøve, det skal være svært, og det skal i forhold til verdens betingelser være upraktisk.«5

Denne prioritering af evangeliet blev bekræftet på BYU for blot et par måneder siden af en meget anset katolsk leder, Charles J. Chaput, Philadelphias ærkebiskop. I forbindelse med de bekymringer, som de sidste dages hellige og katolikkerne har til fælles, såsom »ægteskab og familie, vores seksualitet, livets ukrænkelighed og vigtigheden af religiøs frihed«, sagde han dette:

»Jeg vil endnu engang gerne understrege betydningen af virkelig at efterleve det, som vi hævder at tro på. Det skal være vores prioritet – ikke blot for os selv og i vores familie, men i vore kirker, vore politiske valg, vore forretningsanliggender, vores behandling af de fattige; med andre ord, i alt, hvad vi gør.

»Det her er grunden til, at det er vigtigt,« fortsatte han. »Lær af katolikkernes erfaring. Vi katolikker tror, at vores kald er at være surdej i samfundet. Men der er en hårfin balance mellem at være en surdej i samfundet og på at blive spist af samfundet.«6

Frelserens advarsel om, at denne verdens bekymringer kvæler Guds ord i vores liv, udfordrer os i sandhed i forhold til at lade vore prioriteter – vore ønsker – være fokuseret på Guds bud og ledelsen af hans kirke.

Frelserens eksempler kan få os til at tænke på denne lignelse som lignelsen om jordtyper. Jordens egnethed afhænger af hjertet hos den enkelte, der møder evangeliets frø. I forhold til åndelige lærdomme er nogle hjerter hårde og uforberedte, nogle er som en klippe, da de ikke er blevet brugt, og nogle er fokuseret på verdslige ting.

III. Faldt i god jord og gav udbytte

Lignelsen om sædemanden slutter med Frelserens beskrivelse af sæden, der »faldt i god jord og gav udbytte« i forskellige grader (Matt 13:8). Hvordan kan vi forberede os selv på at være den gode jord og få den gode høst?

Jesus forklarede, at »den gode jord, det er dem, der hører ordet og bevarer det i et smukt og godt hjerte, er udholdende og bærer frugt« (Luk 8:15). Vi har evangeliets frø. Det er op til hver enkelt af os at prioritere og gøre det, der gør vores jord god og vores høst stor. Vi skal søge at være fast rodfæstet og omvendt til Jesu Kristi evangelium (se Kol 2:6-7). Vi opnår denne omvendelse ved at bede, ved at læse i skriften, ved at tjene og ved regelmæssigt at få nadveren, så vi altid kan have hans Ånd hos os. Vi skal også søge den mægtige forandring i hjertet (se Alma 5:12-14), der erstatter onde ønsker og selviske bekymringer med Guds kærlighed og ønsket om at tjene ham og hans børn.

Jeg vidner om sandheden af disse ting, og jeg vidner om vor Frelser, Jesus Kristus, hvis lærdomme viser vejen, og hvis forsoning gør det alt sammen muligt. I Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. Gordon B. Hinckley, »Let Not Your Heart Be Troubled«, foredrag på Brigham Young University, 29. okt. 1974, s. 1; speeches.byu.edu.

  2. Se fx Dallin H. Oaks, »Materialism«, kapitel 5 i Pure in Heart, 1988, s. 73-87.

  3. Jeg kan takke ældste Neal A. Maxwell for dette mindeværdige billede (se Neal A. Maxwell, »These Are Your Days«, Ensign, okt. 2004, s. 26).

  4. James P. Bell, i »Hugh Nibley, in Black and White«, BYU Today, maj 1990, s. 37.

  5. Hugh Nibley, i »Hugh Nibley, in Black and White«, s. 37-38.

  6. Charles J. Chaput, »The Great Charter at 800: Why It Still Matters«, First Things, 23. jan. 2015, firstthings.com/web-exclusives/2015/01/the-great-charter-at-800; se også Tad Walch, »At BYU, Catholic Archbishop Seeks Friends, Says U.S. Liberty Depends on Moral People«, Deseret News, 23. jan. 2015, deseretnews.com/article/865620233/At-BYU-Catholic-archbishop-seeks-friends-says-US-liberty-depends-on-moral-people.html. Ærkebiskop Chaput sagde også, at »nogle af vore bedste katolske institutioner har enten mistet eller i høj grad blødgjort deres religiøse identitet … Brigham Young er et usædvanligt universitet … fordi det er et læringscenter, der bliver beriget af dets religiøse identitet. Mist den aldrig« (»The Great Charter at 800«).