Fra ven til ven
Missionærvenner
»Drag ud og kundgør hans evangelium til menneskenes børn« (Moses 8:19).
Jeg voksede op som medlem af en aktiv katolsk familie. Vi gik regelmæssigt i kirke og deltog i aktiviteterne, og vi bad familiebøn hver aften derhjemme. Gennem hele min barndom hjalp venner fra kirken mig med at træffe kloge valg.
Da jeg fyldte ni år, blev jeg messedreng. I den katolske kirke hjælper messedrenge præsten under søndagens gudstjeneste, som kaldes messe. Mine brødre og mange af mine venner tjente sammen med mig – det var en stor ære for os. Vi tændte lys på alteret, lagde omhyggeligt præstens præstekjoler frem og lagde skrifterne ved siden af alteret. Under gudstjenesten hjalp vi med at uddele brødet under altergangen, som svarer til nadveren.
For at blive messedrenge skulle vi lære messens latinske ordlyd udenad. Vi deltog også i ugentlige religionsklasser. Hver sommer gik mine venner og mine brødre og søstre og jeg på bibelskole små 32 kilometer fra vores hjem. Mine forældre havde travlt på gården om sommeren. De havde god brug for vores hjælp i de uger, men de syntes, at det var vigtigt, at vi fik mulighed for at høre mere om Gud og være sammen med gode venner. Den tro, som præsterne og nonnerne, der var vore lærere, udviste, gjorde dybt indtryk på mig. Jeg besluttede mig dengang for at gøre, hvad Gud ønskede af mig.
Da vi kom i de større klasser i skolen, var der mange af mine klassekammerater, som valgte at gøre noget af det, jeg havde lært, at man ikke skulle gøre, som fx at drikke spiritus og ryge. Jeg havde travlt på gården, dyrkede sport, spillede med i skolekomedierne og deltog i aktiviteter i min kirke. Jeg følte mig velsignet med gode venner, som også bestræbte sig på at gøre det rette.
Da jeg begyndte på gymnasiet, hørte jeg om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Igen var det gode venner, som hjalp mig. Jeg kan huske mit første besøg i en sidste dages hellig menighed, som mødtes i et lille forsamlingshus. Da jeg trådte ud af bilen, blev jeg omringet af mine venner fra gymnasiet. »Hvor er det rart at se dig!« sagde de. »Hvor var det godt, at du kunne komme!« Jeg havde aldrig før givet hånden til så mange mennesker. »Hvor er det dejligt at se dig,« sagde mennesker, jeg aldrig før havde truffet. »Kom endelig tilbage.« Jeg er stadig dybt rørt over den menigheds kærlighed til mig, en fremmed.
Alt det, jeg oplevede den dag, virkede underligt. Den gudstjeneste, jeg kendte fra min tid som messedreng, var meget struktureret og meget stille. Den sidste dages hellige gudstjeneste var helt anderledes – der var et dejligt fællesskab før møderne, mange nye ideer at overveje og mange nye oplevelser. Da jeg sad i salen, havde jeg mange spørgsmål og megen tvivl. Men Kirkens medlemmers varme og venskab fik mig til at føle mig godt tilpas. Og da jeg studerede evangeliet, gav Helligåndens vidnesbyrd mig et ønske om at blive døbt.
Jeg er taknemlig for de gengivne sandheder, der kun findes i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Og jeg er taknemlig for de venner, som hjalp mig med at finde sandheden.
Som børn, der tilhører Jesu Kristi Kirke, er I velsignet med at vide så meget om vor himmelske Fader og hans Søn. Jeres tro øges, når I kommer i Kirken, beder og studerer skrifterne på egen hånd og sammen med jeres familie.
Samtidig med at I træffer kloge valg for jer selv, skal I række hånden ud til dem, der ikke er medlemmer af Kirken, eller som måske slet ikke kommer i nogen kirke. Invitér dem med i Primary. Smil. Sæt jer ved siden af en, som er ny. Spørg til andres interesser og vær altid venlig. Den kærlighed, I viser andre, får dem til at træffe kloge valg og lære Frelseren Jesus Kristus og det gengivne evangeliums lærdomme at kende.