2007
Inspirationsaktiviteter for hjemmet, familien og den enkelte
Marts 2007


Inspirationsaktiviteter for hjemmet, familien og den enkelte

Inspirationsaktiviteterne er mindre strukturerede end de kvartårlige møder. De kan være organiseret af specialister under præsidentskabets ledelse. Til at begynde med virkede tanken om aktiviteter overvældende for nogle ledere. Men når de har vurderet søstrenes behov, rådført sig med præstedømmeledere og bedt om inspiration, har de fået gode ideer og udviklet større selvsikkerhed. Nogle vellykkede ideer har omfattet gør-det-selv-reparationer i hjemmet, ægteskabsberigelsesklasser, studiegrupper ud fra Forkynd mit evangelium, frokostudbringning til søstre, der ikke kan forlade deres hjem, og støttegrupper for søstre med fertilitetsproblemer.

»Jeg funderede over, hvordan dette nye program skulle kunne føre søstrene sammen, hvis vi mødtes i mindre grupper, men jeg var villig til at gøre forsøget,« skriver Richelle Pearce fra Shadowbrook Menighed i Kaysville Søndre Stav i Utah. »Jeg bager brød et par gange om ugen, så efter at have truffet de nødvendige aftaler, inviterede hjælpeforeningens ledere alle interesserede hjem til en aktivitet hos mig.

Den følgende torsdag mødte fem søstre op hjemme hos mig. De befandt sig i forskellige stadier af livet: En nybagt mor, en udearbejdende mor, en ældre søster og to, der har store familier ligesom jeg selv. Det, der skete i løbet af de næste to timer, var et vidnesbyrd for mig om inspirationen bag dette program. Søstrene lærte ikke alene at kværne korn og bage brød, men de snakkede, lo, udvekslede ideer og hyggede sig sammen. Da de drog af sted med deres brød og hvedemel, vidste jeg, at dette program kan knytte søstre sammen på en pragtfuld måde.«

I Nigeria førte undervisning i brødbagning til mere end blot erhvervelsen af en ny færdighed. En søster fra Ikot Ekpene Menighed i Uyo-missionen i Nigeria siger, at inspirationsaktiviteterne ændrede hendes liv. Hun forklarer, at efter sin dåb og bekræftelse holdt hun op med at komme i Kirken. Men så inviterede en hjælpeforeningssøster hende med til en inspirationsaktivitet, hvor de lærte at fremstille sæbe, en fornødenhed, som er vanskeligt tilgængelig i den afsidesliggende landsby, som hun bor i. Ved en anden aktivitet lærte hun at bage brød af høj kvalitet, hvilket heller ikke var til at få fat i, der hvor hun bor. Hendes begejstring holder ved, nu hvor søstrene regelmæssigt mødes for at bage brød til deres hjem og til nadveren om søndagen.

I Mexico lærte interesserede søstre, hvordan man klipper hår. For mange betød denne færdighed, at deres familie kunne spare penge.

I en menighed for enlige bad hjælpeforeningslederne ældsternes kvorum om at lære hjælpeforeningssøstrene, hvordan man skifter dæk og checker olie på bilen. Det betød ikke alene, at søstrene blev mere uafhængige, men det gav også de unge enlige voksne mulighed for at lave noget sammen.

Hvordan bliver de nye retningslinjer for inspirationsmøderne så modtaget af søstrene i Hjælpeforeningen? Mange steder modtages de med tro, begejstring og kreativitet. Som tiden går, vil dette inspirerede program fortsat vokse og velsigne endnu flere hjælpeforeningssøstre i alle aldre verden over.