Kirkens historie
Danske immigranter i Utah


Danske immigranter i Utah

I august 1876 skrev en dansksproget avis i Salt Lake City, Bikuben, om ankomsten af endnu et kompagni af danske immigranter. »Hundredvis af personer var samlet på stationen … Der var glædesudbrud, da toget rullede ind på stationen,« stod der i avisen. Tidligere immigranter havde forberedt et festmåltid til de nyankomne i gården til byens tiendehus. »Bordene, hvoraf nogle var 20 meter lange, knagede under vægten af [maden].«

Inden 1890 var næsten 80 % af de omvendte i Danmark udvandret for at være med til at opbygge Zion i USA. I 1850’erne og 1860’erne udgjorde sidste dages hellige næsten halvdelen af det samlede antal immigranter fra Danmark. Nogle, som kunstneren C.C.A. Christensen, havde en vedvarende indflydelse på troens kultur. Andre, ligesom den erfarne jordemoder Hannah Sorensen, delte deres ekspertise for at udvikle deres lokalsamfund.

Mange mænd blev senere kaldet tilbage til Danmark på mission, mens kvinderne blev tilbage i Utah. Under Mine Jørgensens mands mission skrev hun til ham om udfordringerne ved at tage sig af deres gård og fem børn alene. »Nu skal jeg være både far og mor til alle de små,« skrev hun. »Du ved selvfølgelig, at jeg ikke har været vant til at arbejde uden for hjemmet, siden jeg blev gift.« Men hun lovede alligevel at gå fremad til deres genforening. »Jeg følte mig altid så sikker, når du var her,« skrev Mine, »og jeg håber, at Gud, der er i himlen, vil skænke mig den tid igen.« I det 20. århundrede var det blevet mindre almindeligt at samles i Utah, men de danske omvendtes og deres kulturs indflydelse på Utah og Kirken findes stadig.