Påtage sig en ny rolle

Den første morgen som udvekslingsstudent i Utah i 1986 stoppede Tomas Ambt Kofod op, lige før han begyndte at spise, da det gik op for ham, at hans værtsfamilie var blevet stille ved morgenmadsbordet. »Jeg tænkte: ›Hvad sker der?‹«, husker han. »Bordbøn … var noget helt nyt for mig.«

Tomas blev hurtigt vant til rytmen i det religiøse liv i sin sidste dages hellige værtsfamilies hjem. Han deltog endda i tidlig morgen-seminar med sine værtssøskende – og brugte muligheden til at stille alle de spørgsmål, han kunne. »Jeg tror, jeg drev min lærer til vanvid til tider,« indrømmer han. »Men jeg stillede spørgsmål.« Da Tomas begyndte at få åndelige indtryk, turde han ikke fortælle det til nogen.

For Tomas udløste det hans interesse i tro at bo et sted, hvor størstedelen var sidste dages hellige, men det blev også en forhindring for helt at acceptere det. »Der er ligesom dette pres omkring en,« sagde han. »Det er venligt, men et meget håndgribeligt pres. Man må ligesom holde fast i sig selv.« Men ting begyndte at ændre sig, da Tomas vendte hjem til Danmark. »Da jeg kom hjem, og folk begyndte at tale uvenligt om mormoner, så blev jeg pludselig forsvareren, og den rolle vendte fuldstændigt rundt på det hele,« sagde han.

Tomas begyndte gradvist at opbygge sit eget åndelige liv. Samme år, som han kom ind på en skuespillerskole, begyndte han at læse i den danske udgave af Mormons Bog, han havde fået. Han bemærkede hurtigt en forskel i sit liv. Han tænkte senere over, hvordan Gud oplevede de tidlige perioder af hans åndelig udvikling. »Han [må have] tænkt: ›På et tidspunkt vil Tomas stille spørgsmålet‹, der lyder: ›Er du der? Er jeg på nogen måde forbundet til dig?‹ Det vil ikke kun være ›jeg vil gerne have et lille mirakel‹. Men jeg tror, at de små mirakler i form af svar udgjorde en rolle ved, at jeg fik tro til at stille det store spørgsmål.«

I 1993 begyndte Tomas at stille de store spørgsmål, fik et åndeligt vidnesbyrd og blev døbt. Men det viste sig at være svært at påtage sig en ny identitet. Kort tid efter Tomas blev medlem af Kirken, opførte det teater, der sponsorerede hans skuespillerskole Engle i Amerika – et stykke med en karakter, der er homoseksuel sidste dages hellig – hvilket satte fokus på hans tro. Folk stillede ham spørgsmål, og nogle var så uenige med ham, at det førte til anspændte forhold.

»Det føltes, som om hele skolen var mod mig,« sagde Tomas. »Jeg var den underlige person i fire år … Jeg blev mere set som ›mormonen‹ end personen Tomas Kofod.« Følelsen af isolation tog glæden fra hans studier. Til tider spekulerede han over, om det ville være bedre, hvis vor Fader i himlen bare tog ham hjem. »Jeg overvejede ikke selvmord eller sådan noget,« husker han, »men jeg var færdig med denne verden.« I løbet af de svære år så han hen til Kristus for hjælp til at udholde det »kæmpe spring … fra hr. populær til hr. ekstremt mærkelig og underlig med kun lidt støtte fra familien i religiøse sager, kun ved at holde fast i troen og det mod, jeg kunne finde frem.«

Men hvor svært det end var, hjalp Tomas’ uddannelse ham i hans senere religiøse virke. Ikke længe efter han blev færdiguddannet, fik han rollen som Jesus Kristus i den kirkeproducerede film Vidner om én fold og én hyrde. Da det blev tid til at filme en scene, der skildrer Kristi bøn i Getsemane have, opdagede Tomas, at selve den isolation og smerte han havde følt, da han var blevet medlem af Kirken, på en lille måde gav en forbindelse til Kristi kvaler.