Samuelsen i Rigsdagen

I 1890’erne havde Frederik Samuelsen fra Aarhus et travlt skema. Ligesom mange danskere, der boede i byen, arbejdede han 80 timer om ugen på en fabrik. Han var aktiv i Kirken: Deltog i grensmøder om søndagen og torsdagen og præstedømmemøde nogle lørdage, tjente medlemmer, uddelte pjecer dør efter dør, var Unge Mænds præsident og støttede sin hustru Marie i hendes kaldelse som Hjælpeforeningens præsident. Samuelsen var også aktiv i sin fagforening. Han hvervede medlemmer, organiserede strejker og tog sig af arbejderne. I 1900 blev han valgt til byrådet i Aarhus, og i 1906 blev han den første sidste dages hellige, der blev valgt til et europæisk parlament.

I folketinget havde Samuelsen fokus på behov i Aarhus og for arbejderklassen, men han havde også mulighed for at være fortaler for sidste dages helliges og andre religiøse minoriteters rettigheder. I 1910 fik han for eksempel med succes anmodet Jacob Appel, kulturministeren, om beskyttelse af minoritetstrossamfunds nyligt givne ret til at udføre deres egne bisættelser. Året efter tiltrak en dansk stumfilm kaldet Et offer for mormonerne et stort publikum. Mange personer, der opfattede den fiktive film som realistisk, krævede handling mod Kirken. Samuelsen læste kort tid efter en avisrapport om, at Appel havde samtaler med Norge og Sverige om at udvise alle sidste dages hellige missionærer fra hele Skandinavien.

På trods af den politiske risiko besluttede Samuelsen sig for at sige noget. Efter Samuelsen havde forklaret, at han var mormon, bad han Appel om ikke at mindske »den allerede meget begrænsede religionsfrihed for de ikke-anerkendte religiøse samfund.« Hans tale blev trykt i aviser i hele landet. Selvom nogle angreb Samuelsen, vandt hans argument om religiøs tolerance: Appel fralagde sig ansvaret for nogen interesse i planen, og missionærerne kunne blive i Danmark.

Samuelsen blev overrasket det følgende forår, da han blev genvalgt med stort flertal. »Folket råbte af glæde,« skrev han »så meget, at jeg knapt kunne få mulighed for at tale.« I 1915 støttede han en ny grundlov, der for første gang gav lige stemmeret til danske mænd og kvinder, uanset klasse. »Dette er den mest mindeværdige dag jeg har oplevet,« skrev han, da den var forbi.

Men to år senere trak en uoverensstemmelse mellem Samuelsen og den lokale partiorganisation opmærksomhed fra en partiavis. Avisens redaktør konfronterede Samuelsen og forlangte, at han skrev under på en udtalelse om at ville trække sig. Samuelsen skrev under og skrev senere, at han tænkte på sin far – der var død 43 år forinden på selv samme dag, da Samuelsen var ni år gammel. »Det var som om, han kom og anmodede mig om, at jeg nu skulle tage til Herrens tempel og udføre de ordinancer, han i så mange år havde ventet på, at jeg udførte,« skrev Samuelsen. Han afsluttede sin periode og udvandrede til Salt Lake City, hvor han og Marie flittigt udførte tempeltjeneste for deres forfædre, tjente aktivt i Kirken og i Salt Lakes danske samfund resten af deres liv.