Anthon Lund

Et år efter Anthon Lund blev medlem i Aalborg i 1856, blev han som 13-årig kaldet som missionær. Fordi han allerede kunne engelsk, tysk og fransk, udover svensk, norsk og dansk, brugte han meget af sin tid på at undervise de omvendte, der ønskede at udvandre til Utah. Han brugte også meget af sin tid på at uddele pjecer og invitere folk på gaden til at deltage i missionærmøder.

Inden et sådant møde blev Lund og hans kammerat advaret om, at en pøbel planlagde at afbryde deres møde, og at den lokale smed havde fået så meget alkohol, han kunne drikke, for at love at »slå mormonældsterne«. Missionærerne takkede personen, der havde advaret dem, men sagde, at de stadig ville holde deres aftale.

Da Lund så den store, enøjede smed med »næver som en hammer« komme ind til mødet, sagde han sidenhen, at han følte, at han så en kyklop fra den græske mytologi. Nogle kritikere af Kirken blandt forsamlingen begyndte, opmuntret af smedens ankomst, at plage missionærerne med tilråb. Men efter flere minutter rejste smeden sig. »Jeg ønsker, at I alle forstår, at disse er Guds mænd,« erklærede han. Under smedens beskyttelse var missionærerne i stand til at forkynde en totimers prædiken uden at lide skade.

Lignende oplevelser med chikane og selv vold var almindelig i de første år i Kirken i Danmark, men kirkemedlemmer som Lund fortsatte. Da Lund var 16 år, blev han ordineret som ældste og udpeget som præsident for grenen i Aalborg. Som en del af sin kaldelse fortsatte han med at rejse og prædike i regionen og fulgte mønsteret fra Bibelen med at rejse uden »brød eller taske og heller ikke penge i bæltet« (Mark 6:8) og være afhængig af fremmedes venlighed for måltider og ly. Ved en lejlighed blev en velhavende mand så imponeret over Lund, at han tilbød at betale ham for at studere ved et teologisk universitet, hvis han ville blive præst i folkekirken. »Jeg er ikke i tvivl om, at du er en rig mand,« svarede Lund, »men du har ikke nok penge til at købe min troskab til Guds kirke.«

Fra sin dåb i 1856 til Lund udvandrede i 1862, arbejdede han ustandseligt på at opbygge Kirken og støtte andre, der blev døbt. Selv da han havde slået sig ned i Utah, vendte han tilbage for at tjene de hellige i Danmark som missionær i 1871 og som missionspræsident i 1883. I 1989 blev han den første dansker kaldet som apostel og tjente senere som rådgiver i Det Første Præsidentskab fra 1901 til sin død i 1921.