En arv af opmuntring
Jeg opfordrer jer til fortsat at stræbe efter at kvalificere jer til at vende tilbage til vor himmelske Fader og Jesus Kristus.
Mine kære brødre og søstre, jeg er taknemmelig for at være sammen med jer ved denne generalkonference i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Vi har følt jeres tro og kærlighed, uanset hvor I er. Vi er blevet opbygget af den inspirerede undervisning, de mægtige vidnesbyrd og den storslåede musik.
Jeg opfordrer jer til fortsat at stræbe efter at kvalificere jer til at vende tilbage til vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Hvor end I er på pagtsstien, vil I skulle kæmpe mod jordelivets fysiske prøvelser og Satans modstand.
Som min mor fortalte mig, når jeg klagede over, hvor svært noget var: »Åh Hal, selvfølgelig er det svært. Det er meningen. Livet er en prøve.«
Det kunne hun roligt sige, selv med et smil, fordi hun vidste to ting. Uanset hvilken kamp hun havde, var det, der betød mest, at komme hjem for at være sammen med hendes himmelske Fader. Og hun vidste, at hun kunne gøre det gennem tro på sin Frelser.
Hun følte, at han var hende nær. I de dage, hvor hun vidste, at hun var ved at dø, talte hun med mig om Frelseren, mens hun lå i sit soveværelse. Der var en dør ind til et andet værelse i nærheden af hendes seng. Hun smilede og så på døren, idet hun talte roligt om at se ham snart. Jeg kan stadig huske, at jeg så på døren og forestillede mig værelset bag den.
Hun er nu i åndeverdenen. Hun var i stand til at holde sine øjne rettet mod den pris, hun ønskede sig trods mange års fysiske og personlige prøvelser.
Den arv af opmuntring, hun efterlod os, beskrives bedst i Moroni 7, hvor Mormon opmuntrer sin søn Moroni og hans folk. Det er en arv af opmuntring til efterkommere, ligesom min mors var til sin familie. Mormon videregav den arv af opmuntring til alle, der er fast besluttet på gennem alle deres jordiske prøvelser at kvalificere sig til evigt liv.
Mormon indleder de første vers i Moroni 7 med et vidnesbyrd om Jesus Kristus, om engle og om Kristi Ånd, som giver os mulighed for at kende godt fra ondt og således være i stand til at vælge det rette.
Han sætter Jesus Kristus først, og det gør alle, der har held med at opmuntre dem, der kæmper sig opad på vejen til deres himmelske hjem:
»For ifølge Kristi ord kan ingen blive frelst, medmindre de har tro på hans navn; hvis dette derfor er hørt op, så er troen også hørt op; og forfærdelig er da menneskets tilstand, for de er, som om der ingen forløsning var tilvejebragt.
Men se, mine elskede brødre, jeg tror bedre om jer, for jeg tror, at I på grund af jeres sagtmodighed har tro på Kristus; for hvis I ikke har tro på ham, så er I ikke skikket til at blive regnet blandt hans kirkes folk.«1
Mormon så sagtmodighed som et bevis på deres tros styrke. Han så, at de følte sig afhængige af Frelseren. Han opmuntrede dem ved at bemærke den tro. Mormon fortsatte med at opmuntre dem ved at hjælpe dem til at se, at deres tro og sagtmodighed ville opbygge deres forvisning om og deres tillid til succes i deres kamp:
»Og videre, mine elskede brødre, vil jeg tale til jer angående håb. Hvorledes kan I opnå tro, medmindre I har håb?
Og hvad er det, I skal håbe på? Se, jeg siger jer, at I skal have håb om ved Kristi forsoning og hans opstandelses kraft at blive oprejst til evigt liv, og dette på grund af jeres tro på ham i overensstemmelse med løftet.
Hvis et menneske derfor har tro, må han nødvendigvis have håb, for uden tro kan der ikke være noget håb.
Og videre, se, jeg siger jer, at han ikke kan have tro og håb, medmindre han er sagtmodig og ydmyg af hjertet.«2
Mormon opmuntrer dem derpå ved at vidne om, at de er på vej til at modtage en gave, nemlig at deres hjerte fyldes med Kristi rene kærlighed. Han væver interaktionen mellem tro på Jesus Kristus, sagtmodighed, ydmyghed, Helligånden og det faste håb om at opnå evigt liv sammen for dem. Han opmuntrer dem på denne måde:
»For ingen bortset fra den sagtmodige og ydmyge af hjertet er antagelig for Gud; og hvis et menneske er sagtmodigt og ydmygt af hjertet og ved Helligåndens kraft bekender, at Jesus er Kristus, må han nødvendigvis nære næstekærlighed; for hvis han ikke nærer næstekærlighed, er han intet; derfor må han nødvendigvis nære næstekærlighed.«3
Når jeg ser tilbage, ser jeg nu, hvordan næstekærlighedens gave – Kristi rene kærlighed – styrkede, vejledte, opretholdte og forandrede min mor i kampen på hendes vej hjem.
»Og næstekærligheden er langmodig og er venlig og misunder ikke og er ikke opblæst, søger ikke sit eget, bliver ikke let ophidset, tænker ikke ondt og fryder sig ikke ved ugudelighed, men fryder sig ved sandheden, tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt.
Derfor, mine elskede brødre, hvis I ikke nærer næstekærlighed, er I intet; for næstekærligheden hører aldrig op. Hold derfor fast ved næstekærligheden, som er det største af alt, for alt skal høre op –
Men næstekærligheden er Kristi rene kærlighed, og den varer ved for evigt; og den, som på den yderste dag findes i besiddelse af den, med ham skal det være vel.
Derfor, mine elskede brødre, bed til Faderen med hjertets hele styrke om, at I må blive fyldt af denne kærlighed, som han har skænket alle, som er hans Søns, Jesu Kristi, sande tilhængere, så I kan blive Guds sønner, så vi, når han viser sig, vil være som han, for vi skal se ham, som han er, så vi må have dette håb, så vi må blive renset, ja, ligesom han er ren.«4
Jeg er taknemmelig for opmuntringen i Mormons eksempel og lærdom. Jeg er også blevet velsignet af arven fra min mor. Profeter fra Adam til i dag har gennem undervisning og ved eksempel styrket mig.
Af respekt for dem, jeg kender personligt og deres familie, har jeg valgt ikke at forsøge at bekræfte detaljerne i deres kampe eller at tale offentligt om deres store gaver. Alligevel har det, jeg har set, opmuntret mig og ændret mig til det bedre.
Med risiko for at invadere min hustrus privatliv vil jeg tilføje en kort beretning om hendes opmuntring. Det gør jeg med varsomhed. Hun er en privat person, der hverken søger eller værdsætter ros.
Vi har været gift i 60 år. Det er på grund af den oplevelse, at jeg nu forstår betydningen af disse ord fra skriften: Tro, håb, sagtmodighed, udholdenhed, ikke søge sit eget, fryde sig over sandheden, ikke tænke ondt og frem for alt næstekærlighed.5 På basis af den oplevelse kan jeg bære vidnesbyrd om, at tilsyneladende almindelige mennesker kan tage alle disse vidunderlige idealer ind i deres hverdag, når de udvikler sig gennem livets trængsler.
Millioner af jer, der lytter, kender sådanne personer. Mange af jer er sådanne personer. Vi har alle brug for sådanne opmuntrende eksempler og kærlige venner.
Når I sidder med nogen som deres omsorgssøster eller -bror, repræsenterer I Herren. Tænk på, hvad han ville gøre eller sige. Han ville indbyde dem til at komme til sig. Han ville opmuntre dem. Han ville lægge mærke til og prise begyndelsen på de ændringer, de er nødt til at foretage. Og han ville være det fuldkomne eksempel for dem at efterligne.
Det kan ingen helt gøre endnu, men ved at lytte til denne konference kan I vide, at I er på vej. Frelseren kender jeres kampe i detaljer. Han kender jeres store potentiale til at vokse i tro, håb og næstekærlighed.
De befalinger og pagter, han tilbyder jer, er ikke prøver for at kontrollere jer. De er en gave, der kan løfte jer mod at modtage alle Guds gaver og vende hjem til jeres himmelske Fader og Herren, som elsker jer.
Jesus Kristus betalte prisen for vores synder. Vi kan gøre krav på det evige livs velsignelse, hvis vi har tro nok på ham til at omvende os og blive som et barn, ren og klar til at modtage den største af alle Guds gaver.
Jeg beder til, at I vil tage imod hans invitation, og at I vil tilbyde den til andre af vor himmelske Faders børn.
Jeg beder for vores missionærer over hele verden. Må de blive inspireret til at opmuntre hver person til at ønske og til at tro, at invitationen kommer fra Jesus Kristus gennem hans tjenere, som har påtaget sig hans navn.
Jeg vidner om, at han lever og leder sin kirke. Jeg er hans vidne. Præsident Russell M. Nelson er Guds levende profet for hele jorden. Jeg ved, at det er sandt. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.