Til styrke for de unge
Hjælp enkelt, men kraftfuldt andre med at komme til Kristus
Marts 2024


»Hjælp enkelt, men kraftfuldt andre med at komme til Kristus «, Til styrke for de unge, Marts 2024.

Hjælp enkelt, men kraftfuldt andre med at komme til Kristus

Der er utallige måder, hvorpå I kan vise andre kærlighed, fortælle dem om jeres tro og indbyde dem til at komme til Jesus Kristus.

Billede
Jesus Kristus

En dag, da jeg gik i 2. G, spurgte min ven Nedra mig: »Russ, hvorfor går du ikke til seminar?«

På det tidspunkt kom mine forældre ikke i kirke. Jeg kom kun lejlighedsvist med mine venner, og jeg deltog ikke i seminar. Næste dag deltog jeg i seminar kl. 6.30. Derefter deltog jeg hver dag – selv på kolde vintermorgener med masser af sne.

Det, jeg lærte i seminar, rørte mit hjerte. Mit vidnesbyrd voksede, da jeg lærte mere om Jesus Kristus og hans gengivne evangelium. Det forberedte mig på at tjene som missionær i England og fortsætte i tjeneste for Herren og hans kirke hele mit liv.

Nedras invitation til seminar hjalp mig til personligt at se, at der er utallige muligheder for at hjælpe andre til at komme til Herren Jesus Kristus. På enkle men kraftfulde måder kan I vise andre jeres kærlighed, fortælle dem om jeres tro og opfordre dem omkring jer til at opleve den glæde og fred, som Frelseren og hans evangelium bringer.

Lær Frelseren at kende

For virkeligt at hjælpe andre med at komme til Kristus er man nødt til først at forstå, hvem han er. Jesus Kristus er Guds Søn og den eneste, der kunne blive og være verdens Frelser og Forløser.

Kun han kunne leve et fuldkomment liv, sone for jeres synder, lide alle slags »smerter og trængsler og fristelser« (Alma 7:11) og derefter give sit liv og tage det tilbage igen. Takket være Jesus Kristus vil alle Guds børn opstå igen og modtage hans mest hellige og herlige velsignelser.

Når I forstår, hvem Frelseren er – og hvad jeres evige skæbne kan være på grund af ham – vil I få lyst til at leve jeres liv på en måde, der behager ham. Og det behager ham bestemt, når I forkynder hans evangelium i ord og gerning for dem, I omgås hver dag.

Ræk ud med kærlighed

Når man lærer Frelseren at kende og elsker ham, vil man ønske at følge ham og hans lærdomme mere indgående, inklusive hans befaling om at »elske hinanden« (Joh 13:34).

Da Ammon besøgte lamanitterne for at forkynde evangeliet, tilbød han at være kong Lamonis tjener. Ammon udviste ægte kærlighed og hengivenhed, da han beskyttede kongens får. Ammons handlinger blødgjorde kong Lamonis hjerte. Da Ammon underviste i evangeliet, overvældede Ånden kong Lamoni, og han blev omvendt (se Alma 17-19).

Når man er en sand Jesu Kristi discipel, elsker man sin næste som sig selv (se Matt 22:36-40). Hvis de kan føle, at I elsker og holder af dem, vil de sandsynligvis være mere villige til at lade jer fortælle om det, I ved er sandt.

Find modet til at dele

Gennem profeten Joseph Smith gengav Frelseren præstedømmet til jorden med alle de ordinancer og pagter, der er nødvendige for vores evige udvikling. Når genoprettelsens storslåede budskab rører jeres hjerte, bør I råbe højt om det! I bør være ivrigt engageret i at dele den dyrebare kundskab om det gengivne evangelium med alle. Jeg elsker at gøre det!

Nogle bekymrer sig måske over, at andre ikke vil være interesserede eller vil afvise det, de deler. Ja, det kan ske. Da Abish løb fra hus til hus og fortalte folk, at Guds kraft var kommet over kong Lamoni og hans husstand, var der nogle, der troede, men mange andre valgte ikke at lytte (se Alma 19:17-31).

Uanset om de tager imod det eller ej, så er den største gave, I nogensinde kan give en ven eller et familiemedlem – eller endda en fjende – Jesu Kristi evangelium. Bed om mod, og fortæl så, når det er passende, om hvad I ved er sandt.

Kom med en dybfølt invitation

Da jeg tjente som præsident for Toronto-missionen i Canada, hjalp jeg flere af mine missionærer med at undervise en fremtrædende forretningsmand. Efter vores lektion bad jeg ham om at bede og spørge vor himmelske Fader, om vores budskab er sandt.

»Jeg ved ikke, hvordan man beder,« sagde han.

Jeg fortalte ham, at alt, han skulle gøre, var at knæle ned og ganske enkelt spørge vor himmelske Fader om at bekræfte sandheden for ham.

»Det kan du godt gøre!« sagde jeg opfordrende til ham.

Vi knælede ned sammen, og manden begyndte sin bøn. Da han var færdig, sagde han: »Hvad er det, der sker? Jeg har aldrig følt noget lignende før.«

»Det er sådan, vor himmelske Fader besvarer bønner,« sagde jeg. »Du har spurgt, og han har svaret.«

Jeg underviser altid missionærer og medlemmer over hele verden om, at omvendelse begynder med det, folk føler. Når I indbyder andre til at høre om evangeliet, så bed dem også om at bede en bøn og bede om at føle sandheden i deres hjerte. Hvis de spørger Gud (se Jak 1:5) af et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt og tro på Kristus, kan de modtage en bekræftelse på sandheden ved Helligåndens kraft (se Moro 10:4-5). Det er spændende og glædeligt at hjælpe andre til selv at finde sandheden.

Husk, at hver eneste sjæl er dyrebar

Man ved aldrig, hvad der vil ske, når man hjælper andre til at komme til Kristus ved at elske, dele og indbyde. Lamanitterne virkede for eksempel til at være et folk, der med meget ringe sandsynlighed ville tage imod evangeliet, men de blev så dybt omvendt, at de aldrig faldt fra (se Alma 23:6-7).

I bør ikke forvente dette resultat, hver gang I fortæller andre om evangeliet. Men I kan enkelt og kraftfuldt vidne om sandheden og være med til at introducere flere af vor himmelske Faders børn for det gengivne evangelium.

Når I indser, hvor dyrebart hvert eneste af vor himmelske Faders børn er for ham, vil I ønske at gøre alt, I kan, for at hjælpe andre til at komme til Kristus og træde ind i hans evangeliums lys og ind på udødelighedens og det evige livs sti.

Hvilken større oplevelse kan man få i livet?