»Templer«, Emner og spørgsmål, 2023
Vejledning til evangelisk studium
Templer
Vi bliver velsignet, når vi tilbeder i Herrens hus
Tænk på de smukkeste og fredeligste steder, I har været. Hvad kunne I godt lide ved dem? Hvordan havde I det? Når vi er i stand til at besøge eller gå ind i Herrens tempel, kan vi også føle fred. Men det er ikke hovedårsagen til, at de er vigtige for os. Templer er ikke som noget andet sted på jorden, fordi de er Herrens hus. Inde i templet kan vi indgå pagter om at være tættere på ham og forberede os til evigt liv.
Præsident Jeffrey R. Holland har sagt: »Vi elsker og værdsætter vores indviede templer og de vigtige, ophøjende ordinancer, der udføres der. Vi takker himlen for, at flere af dem bliver bygget, hvilket giver hver enkelt af os større adgang til dem. Herrens templer er i sandhed de helligste bygninger i Guds rige.«
Hvad er templer?
Templet er bogstaveligt talt Herrens hus. I disse hellige bygninger deltager værdige medlemmer af Kirken i hellige ordinancer og indgår pagter med Herren. Beseglingsordinancen giver os for eksempel mulighed for at være sammen med vores familie for evigt, hvis vi holder vores pagter. I templer kan vi også modtage ordinancer på vegne af afdøde forfædre. Herren besøger sine templer, og de er blandt de helligste steder på jorden.
Emneoversigt: Templer
Relaterede vejledninger til evangelisk studium: Pagter og ordinancer, Begavelses- og beseglingsordinancer, Deltagelse i tempeltjeneste og slægtsforskning, Stedfortrædende ordinancer for de døde
Afsnit 1
Gud har givet sit folk befaling om at bygge templer
Gud har altid befalet sit folk at bygge templer. Kirkens templer i dag har mange ligheder med templer i skrifterne og findes i mange lande rundt om i verden. De adskiller sig fra kirkebygninger, da de er steder, hvor vi indgår særlige pagter og deltager i hellige ordinancer. Inde i hellige templer kan Kirkens medlemmer også udføre stedfortrædende ordinancer for deres afdøde forfædre og andre personer, der ikke fik mulighed for at modtage dem i dette liv. Den afdøde kan derefter vælge at acceptere disse ordinancer og modtage frelse og ophøjelse.
Alt i Herrens hus lærer os om vor himmelske Fader, vor Frelser Jesus Kristus og Guds frelsesplan. Templer er steder, hvor vi kan komme Gud Faderen og hans Søn nærmere. De er hellige steder, der er afsat til tilbedelse og undervisning. I templet kan vi føle Guds Ånd og hans kærlighed.
Noget at tænke over
-
Templet i Kirtland var det første tempel, der blev bygget af de sidste dages hellige. Det krævede mange ofre, men de hellige blev også lovet mange velsignelser for at yde disse ofre. Læs om disse løfter i Lære og Pagter 97:8-16. Derefter kan I læse om nogle af de åndelige oplevelser, som de hellige havde i templet i Kirtland i Lære og Pagter 110 og i kapitel 21 i Saints: The Story of the Church of Jesus Christ in the Latter Days, bind 1, The Standard of Truth, 1815-1846, 2018, s. 232-243. Hvordan har I følt Herrens tilstedeværelse i hans hellige hus? Hvilke andre velsignelser har I fået, fordi der er blevet bygget templer i vore dage? I kan også tænke over, hvilke ofre I kan yde for at modtage velsignelser fra Herren i hans hus.
-
Selvom ikke to templer er ens, har hvert tempel de samme vigtige værelser til at modtage instruktion, deltage i hellige ordinancer og indgå pagter. I kan lære mere om formålet med disse værelser ved at læse den korte artikel »Inside Temples« (ChurchofJesusChrist.org). Hvad lærer I af artiklen, der inspirerer jer til at tilbede i templet eller at gøre det oftere?
Fælles undervisningsaktivitet
-
Hvis I kan, så tag sammen til et tempel i nærheden. Måske kan I gå stille rundt på tempelgrunden. Eller I kan se på billeder af templer. Mens I gør det, så læs eller syng stille teksten til »Jeg elsker Herrens tempel«. Fortæl derefter hinanden om de tanker og følelser, I har om templet. I kan som gruppe drøfte, hvorfor I føler, at Herren har befalet os at bygge templer i vore dage. På hvilke måder bliver enkeltpersoner, familier og lokalsamfund velsignet ved, at der bygges flere templer?
Lær mere
-
2 Mosebog 26-27; 40; 2 Krønikebog 5; 2 Nefi 5:16; Lære og Pagter 88:119; 95:8-17; 124:38-42
-
»Why Latter-day Saints Build Temples«, ChurchofJesusChrist.org
-
»Welcome to the House of the Lord« (video), youtube.com
-
Church History Topics, »Temple Building,« Gospel Library
-
Church History Topics, »Temple Dedications and Dedicatory Prayers,« Gospel Library
Afsnit 2
Vi har adgang til åndelig kraft og vejledning i Herrens hus
Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Templet er et sted med åbenbaring. Der vises I, hvordan I udvikler jer mod et celestialt liv. Der kommer I Frelseren nærmere og får større adgang til hans kraft. Der bliver I vejledt til at løse problemerne i jeres liv, selv jeres mest indviklede problemer.« I templet kan I finde åndelig hjælp og kraft. I kan finde trøst og styrke til at gå fremad under udfordringer og prøvelser.
I kan øge jeres evne til at modtage åndelig hjælp og vejledning i Herrens hus, når I forbereder jer og stræber efter at have »skyldfrie hænder og et rent hjerte« (Sl 24:4). På dette fredfyldte, hellige og indviede sted er det ofte lettere at føle sig tæt på ham og høre hans Ånds tilskyndelser.
Noget at tænke over
-
Måske har I et vigtigt spørgsmål eller en svær udfordring. Har I overvejet at bruge tid i templet for at søge Herrens vejledning? Overvej, hvordan deltagelse i tempelordinancer kan hjælpe jer til at få klarhed over jeres spørgsmål eller udfordring. Hvis I ikke har en tempelanbefaling, kan I måske gå lidt rundt på tempelgrunden og tilbringe noget tid med at bede og grunde der. Overvej at notere eventuelle tilskyndelser, I får.
Fælles undervisningsaktivitet
-
Præsident Nelson har sagt: »Mine kære brødre og søstre, må I fokusere på templet på måder, I aldrig har gjort tidligere. Jeg velsigner jer til at komme tættere på Gud og Jesus Kristus hver dag.« For at forstå, hvad det betyder at fokusere på templet, kan I tale om instrumenter, der hjælper os til at fokusere vores syn. I kan skiftes til at kigge gennem briller, kikkert eller et teleskop (eller se på et billede af en af disse genstande). Tal derefter om, hvordan I kan øge jeres fokus på templet på måder, I ikke tidligere har gjort. I kan også tænke over og nedskrive velsignelser, I modtager, når I fokuserer på templet de næste par måneder.
Lær mere
-
Russell M. Nelson, »Templet og jeres åndelige fundament«, Liahona, nov. 2021, s. 93-96
-
Dale G. Renlund, »Få adgang til Guds kraft gennem pagter«, Liahona, maj 2023, s. 35-37
Afsnit 3
Herren inviterer alle til at komme til templet
Herren ønsker, at alle kommer til hans hellige hus og indgår pagter med ham. Men han ønsker også, at vi forbereder os først. Han ved, at når vi indgår disse pagter, inden vi er klar, vil det faktisk begrænse vores evne til at nyde templets velsignelser. Det er derfor, han sætter standarder for åndelig beredthed for at komme i templet – standarder, som han opfordrer alle til at efterleve, så alle kan modtage hans velsignelser.
For at komme ind i templet skal I have en tempelanbefaling, som I kan få efter et interview med jeres præstedømmeledere. Deres inspirerede vejledning hjælper jer til at finde ud af, hvordan I skal forberede jer til at modtage tempelordinancer. Jeres tempelanbefaling er et fysisk tegn på jeres personlige forberedelse til at træde ind i Herrens hus. Det er et tegn på, at I stræber efter at adlyde Guds befalinger. Det betyder, at I, Herren og hans repræsentanter »anbefaler« jer til at komme ind i Herrens hus.
Når I har modtaget begavelsen og andre tempelordinancer, så lad ikke det være nok! Forbered jer til at vende tilbage til Herrens hus og lære mere. Søster Silvia H. Allred har sagt: »Vi modtager alle den samme belæring, men vores forståelse af ordinancernes og pagternes betydning øges, når vi ofte vender tilbage til templet og har en indstilling om at lære og overveje de evige sandheder, der undervises i.«
Noget at tænke over
-
Tænk på noget vigtigt, som I var nødt til at forberede jer til, såsom en prøve i skolen, en jobsamtale eller en lektion i kirken. Hvordan forberedte I jer? Hvad kunne der være sket, hvis I ikke havde forberedt jer? Tænk derefter over, hvorfor vi har brug for at forberede os til at træde ind i Herrens hus. I kan læse 2 Mosebog 40:7-15 og overveje, hvad Aron og hans sønner gjorde for at forberede sig til at gå ind i åbenbaringsteltet. I kan også læse Lære og Pagter 97:15-16 og tænke over, hvad det betyder for jer at være rene af hjertet. Overvej, om der er måder, hvorpå I kan stræbe efter at være renere af hjertet og mere åndeligt forberedt til at tilbede i Herrens hus.
Fælles undervisningsaktiviteter
-
Efter Frelserens død og opstandelse besøgte han folk på det amerikanske kontinent. Det første sted, han viste sig, var ved templet i Bountiful. Læs 3 Nefi 11:1-10 og tal om, hvorfor I tror, at Herren valgte at vise sig for folket, hvor han gjorde. Præsident Russell M. Nelson sagde om dette besøg: »Det er sigende, at Frelseren vælger at vise sig for sit folk ved templet. Det er hans hus … Jeg lover, at mere tid i templet vil velsigne jeres liv på måder, intet andet kan.« Tal om, hvorfor Herren også ønsker, at vi tager til templet. Hvis I har været i templet, så tænk på de velsignelser, I har modtaget ved at være der. Hvis I ikke har et tempel i nærheden eller på nuværende tidspunkt ikke kan tilbede i templet af andre årsager, kan I tale om, hvordan templet stadig kan være en vigtig del af jeres liv, såsom ved regelmæssigt at overveje de velsignelser, vi modtager ved at tilbede i templet eller ved at huske på jeres tempelpagter.
-
I kan finde interviewspørgsmålene vedrørende tempelanbefalinger i Til styrke for de unge: Vejledning til at træffe valg, 2022, s. 36–37. For at hjælpe hinanden til at forstå Herrens standarder for at træde ind i templet kan I hver især vælge at studere et af spørgsmålene. I kan bruge Guide til skrifterne og andre kirkematerialer til at lære mere om emnet for spørgsmålet. Spørg jer selv: Hvorfor er det en vigtig del af at forberede sig til templet? Fortæl derefter hinanden, hvad I har lært.
Lær mere
-
Ronald A. Rasband, »Anbefalet til Herren«, Liahona, nov. 2020, s. 22-25
-
»Forberedelse til at komme i Herrens hus«, ChurchofJesusChrist.org
-
»Forberedelse til at indtræde i det hellige tempel«, Evangelisk Bibliotek