»Flere beretninger om det første syn«, Emner og spørgsmål (2023)
Spørgsmål om Kirken og evangeliet
Flere beretninger om det første syn
At søge svar på vores spørgsmål kan føre os tættere på Jesus Kristus, hvis vi anvender sunde principper. Det at lære at vurdere kvaliteten af vores informationskilder er et af disse principper.
Se emnet »Konsulter pålidelige kilder« for at få flere tips om evaluering af oplysninger.
Overblik
Joseph Smith vidnede om, at Gud Faderen og Jesus Kristus viste sig for ham i en lund nær hans forældres hjem, da han var omtrent 14 år gammel. Denne guddommelige tilsynekomst blev kendt som det første syn. Joseph og andre nedskrev adskillige beretninger om det første syn i løbet af profetens levetid.
Joseph udgav to beretninger om det første syn. Den mest kendte blev kanoniseret og kan findes i Den Kostelige Perle. To ikke-udgivede beretninger, der var nedskrevet i Joseph Smiths tidligste selvbiografi og i hans dagbog, var generelt ukendte, indtil de blev udgivet af Kirken i 1960erne.
De forskellige beretninger fortæller en sammenhængende historie, selvom de naturligvis adskiller sig fra hinanden med hensyn til detaljer og hvad der bliver lagt vægt på. Nogle har fejlagtigt talt for, at enhver variation i genfortællingen af beretningen er et bevis på, at den er opdigtet. Tværtimod forventer historikere, at når en person genfortæller en oplevelse til forskellige modtagere under forskellige vilkår over en årrække, så vil hver beretning fremhæve forskellige aspekter af oplevelsen og indeholde unikke detaljer.
De største forskelle i Joseph Smiths beretninger om det første syn findes i den tidligste beretning, som blev skrevet i 1832. Den adskiller sig fra de andre beretninger på nogle få punkter:
-
I beretningen fra 1832 indsatte en af Josephs skrivere sætningen »i mit 16. leveår.« De andre beretninger fortæller, at han var 14 år gammel. Dette var højst sandsynligt resultatet af en skrivefejl.
-
I den tidligste beretning bad Joseph for at få tilgivelse for sine synder. I de senere beretninger ønskede han at vide, hvilken kirke han skulle tilslutte sig. Disse to spørgsmål var sandsynligvis tæt forbundne i Josephs sind, og begge afspejlede hans ønske om at blive frelst.
-
I den første beretning står der: »Herren åbnede himlene for mig, og jeg så Herren, og han talte til mig.« I beretningen fra skriften forklarede Joseph, at Faderen præsenterede Sønnen, som derefter fortsatte med at tale med Joseph. Selvom beretningen fra 1832 ikke indeholder denne detalje, understreger alle beretningerne Jesu Kristi centrale rolle i synet. Det var ham, der besvarede Josephs spørgsmål.
Josephs adskillige beretninger om det første syn gør det muligt for os at lære mere om denne bemærkelsesværdige begivenhed, end vi kunne, hvis den ikke var så veldokumenteret. Sidste dages hellige, der læser dem, kan få en påskønnelse for profetens oprigtige vidnesbyrd om, at Gud besvarede hans bøn med et bemærkelsesværdigt syn.
Relaterede vejledninger til studium af evangeliet:
Udforsk jeres spørgsmål
Hvorfor er der forskel på Joseph Smiths beretninger om det første syn?
Joseph Smith efterlod fire beretninger om det første syn. Udover disse beretninger skrev fem af hans samtidige beretninger efter at have hørt Joseph tale om sin oplevelse. De mange beretninger med deres forskellige betoninger og detaljer giver os et mere fuldstændigt billede af denne mirakuløse oplevelse.
Folk fremhæver ofte forskellige aspekter af en oplevelse alt afhængigt af deres publikum eller deres grunde til at dele den. Josephs beretninger er glimrende eksempler på dette fænomen. Selv om de varierer i detaljer, og det der lægges vægt på, fortæller de en sammenhængende historie. I skriften kan vi finde et eksempel på dette i de mange beretninger om Paulus’ omvendelse i Det Nye Testamente.
Beretningerne om det første syn blev fremstillet under forskellige omstændigheder: Da han nedskrev en privat historie, fortalte om hans oplevelse til en besøgende i hans hjem, dikterede sin livshistorie til en officiel historie eller besvarede en forespørgsel fra en journalist. I hvert tilfælde synes Joseph at have trukket på minder, som han følte var mest relevante for det pågældende publikum. Variationerne mellem beretningerne er den slags, historikere og andre forskere, der studerer hukommelse, forventer at finde i dokumenter, der produceres i så forskellige sammenhænge.
Forskellene på beretningerne viser også, hvordan Josephs forståelse og perspektiv udvidede sig med tiden, og efterhånden som han fik erfaring og yderligere åbenbaring. Da Joseph dikterede sin første beretning i 1832, var det stadig tidligt i hans tjenestegerning. Beretningen er hovedsageligt personlig og fokuserer på synets betydning for Joseph. Da han senere dikterede den beretning, der nu findes i Den Kostelige Perle, reflekterede han over synets betydning ikke blot for ham, men for Kirken og verden.
Hvor mange himmelske væsener så Joseph Smith i det første syn?
Tre af Josephs fire beretninger beskriver klart to »personer«: Gud Faderen og Jesus Kristus. I en beretning nævnte han, at han også så engle. Josephs tidligste beretning er mindre detaljeret. Beretningen, der blev skrevet i 1832, beskriver »Herren«, der åbnede himlene, og hvordan Joseph så »Herren.«
Man kan tænke på denne beretning på flere måder. Joseph Smith har måske sagt »Herren« for at henvise til både Gud Faderen og Sønnen, ligesom nogle på Josephs tid omtalte dem. Eller han fokuserede måske blot på Jesus Kristus, den guddommelige person, der tilgav ham hans synder og gav budskabet i synet.
Bad Joseph Smith om tilgivelse eller for at vide, hvilken kirke, han skulle tilslutte sig?
I Josephs tidligste beretning om det første syn, der blev skrevet da han var en ung mand, står der, at han bad for at få tilgivelse for sine synder. Hans senere beretninger, der blev skrevet efter mange års tjeneste som leder af en voksende kirke, understregede hans søgen efter, hvilken kirke han skulle tilslutte sig. I virkeligheden var disse to spørgsmål tæt forbundne for Joseph. Begge afspejler hans ønske om at blive frelst.
Hvorfor adskiller Joseph Smiths beretninger om det første syn sig med hensyn til den måde, han beskrev sin alder på?
Joseph Smith nedskrev sin tidligste beretning om det første syn med sin egen håndskrift i 1832. Nogen tid efter Joseph var færdig med at skrive, tilføjede en skriver Josephs alder mellem linjerne, hvilket indikerer, at han var i sit »sekstende år« (eller 15 år) på tidspunktet for synet. Vi ved ikke, om skriveren rådførte sig med Joseph om denne tilføjelse. I hver af sine efterfølgende beretninger sagde Joseph, at han var 14 år gammel.
Josephs beretninger blev alle skrevet mere end et årti efter, at synet fandt sted. Selv hvis han fik skriveren til at skrive, at han var 15 år gammel, ser det ud til, at han efter mere omhyggelig overvejelse konkluderede, at han var 14 år gammel på tidspunktet for synet. Historikere forventer at finde uoverensstemmelser som disse, når folk fortæller om deres liv efter hukommelsen. Under alle omstændigheder er den omstændighed, at synet fandt sted, langt vigtigere end den præcise dato for, hvornår det fandt sted.
Er der historiske tegn på religiøs vækkelse nær Palmyra i New York i 1820?
Ja. I sin historie fra 1838 sagde Joseph Smith, at hans første syn fandt sted i foråret 1820. Joseph havde overvejet de spørgsmål, der førte ham til at bede, i nogen tid før synet. I sin beretning fra 1832 skrev Joseph, at han begyndte at tænke over »de altafgørende bekymringer for min udødelige sjæls velfærd,« da han var 12 år gammel, eller omkring år 1818. Historiske optegnelser viser tydeligt, at en generel entusiasme for religion skyllede hen over USA på dette tidspunkt, især i det vestlige New York, hvor Joseph boede.
Sommetider kom denne begejstring til udtryk i form af vækkelsesmøder, som det, der blev afholdt af metodisterne lige uden for Palmyra i 1818. Lokale metodister samledes også det følgende år i Vienna (nu Phelps) i New York, ca. 24 kilometer fra familien Smiths gård. Dagbøger fra en omrejsende metodistprædikant taler om religiøs begejstring i Josephs område i 1819 og 1820. De beretter, at pastor George Lane, en metodistpræst, opholdt sig i denne region begge år og talte om »Guds metode for at gennemføre reformationer.« Der var et tredages møde for metodisterne i Palmyra sidst på foråret i 1820, og store vækkelser fandt sted flere år senere i 1824. Selvom Joseph ikke specifikt nævnte vækkelser, er de umiskendelige beviser på den »usædvanlige begejstring,« han beskrev.
Hvorfor ventede Joseph så længe med at nedskrive en beretning om det første syn?
Joseph Smith lavede ingen selvbiografiske optegnelser i de første 24 år af sit liv. Han voksede op i en familie, der kunne læse, men han fik kun lidt formel uddannelse. Vi ved, at han havde svært ved at udtrykke sig skriftligt.
Kort tid efter, at Kirken var blevet organiseret, befalede Herren Joseph at føre historiske optegnelser. Det er betydningsfuldt, at kort tid efter, at Joseph havde modtaget denne befaling, var en af de første ting, han nedskrev, en beretning om det første syn.
Hvorfor nævnte nogle af de første medlemmer af Kirken ikke det første syn i deres beretninger om genoprettelsen?
De første medlemmer af Kirken fortalte sommetider om genoprettelsen uden at referere til det første syn. For eksempel efterlod Joseph Smiths mor, Lucy, og hans bror William begge beretninger, der begyndte med englen Moronis besøg i 1823 og ikke henviste til Faderens og Sønnens tilsynekomst. På samme måde begynder Oliver Cowderys tidligst udgivne beretning om genoprettelsen med Moroni, der viser sig.
I mange år fremhævede Joseph ikke selv eller talte ofte om synet offentligt. En af hans beretninger antyder, at han til at begynde med endda tøvede med at dele detaljer med sin familie, måske på grund af modvilje mod at dele en unikt hellig oplevelse. På den anden side vidnede Joseph ofte om Moronis besøg og oversættelsen af Mormons Bog. Disse begivenheder blev af mange af de første kirkemedlemmer set som det primære bevis på Josephs guddommelige kaldelse. Disse kirkemedlemmers beretninger underminerer ikke Josephs øjenvidneberetning, men de afspejler de tidlige sidste dages helliges begejstring for og vidnesbyrd om Mormons Bog.
Er der ligheder mellem Joseph Smiths beretning om det første syn fra 1832 og andre kristnes omvendelseshistorier på hans tid?
Joseph Smith første syn var et skelsættende øjeblik i menneskets historie. Selvom andre mennesker på hans tid skrev om åndelige syn, forblev deres beretninger alle historier om personlig omvendelse. Josephs uforlignelige oplevelse markerede begyndelsen på en række mirakler, der førte til gengivelsen af Jesu Kristi evangeliums fylde.
Sproget i beretningen fra 1832 om det første syn har fællestræk med det, der også findes i andre kristnes omvendelsesberetninger på hans tid. Det er ingen overraskelse, at Joseph brugte et sprog, han kendte, til at beskrive synet. På lignende vis bærer Kirkens medlemmer i dag deres vidnesbyrd ved at bruge vendinger, de har lært af andre. Men selvom det sprog, vi bruger til at bære vores vidnesbyrd, ofte følger et mønster, er vores individuelle åndelige oplevelser unikke og personlige.
Lær mere
-
Evangelisk emneessay: »Beretninger om det første syn«