Bibliotek
Israels indsamling


»Israels indsamling«, Emner og spørgsmål, 2023

kirkemenighed synger

Vejledning til evangelisk studium

Israels indsamling

Den største sag på jorden i dag

Har I nogensinde pustet på en plante som en mælkebøtte og set frøene sprede sig? Hvad skulle der til for at samle alle disse frø ind igen? Det virker umuligt. Men alt er muligt for Gud.

Det Gamle Testamente fortæller om en anden form for spredning – da Guds pagtsfolk blev »[hvirvlet] … bort blandt alle folkeslagene« (Zak 7:14). Men gennem sine profeter lovede Herren, at de en dag ville blive indsamlet igen (se 5 Mos 4:27-31).

Vi kalder det »Israels indsamling«, og det begyndte, da Jesu Kristi Kirke blev genoprettet i de sidste dage, og hans evangelium begyndte at sprede sig over hele verden. Denne indsamlingsindsats er taget til i fart i takt med, at gengivelsen af evangeliet er gået fremad.

Hvad er Israels indsamling?

Når vi taler om Israels indsamling, henviser Israel til Abrahams, Isaks og Jakobs bogstavelige efterkommere. Det henviser også til dem, der er blevet adopteret ind i deres familie gennem dåbspagten. I fordums tid spredte Gud Israels børn på grund af deres ugudelighed og oprør. Israel indsamles, når Guds børn accepterer Jesu Kristi evangelium, modtager frelsens og ophøjelsens ordinancer, indgår pagter med Gud og stræber efter at holde disse pagter.

Relaterede vejledninger til evangelisk studium: Evigtvarende pagt, At opfordre alle til at tage imod evangeliet, Patriarkalske velsignelser, Jesu Kristi andet komme

Afsnit 1

Medlemmer af Jesu Kristi Kirke er en del af Israels hus

familie i menigheden

Herren oprettede sin evigtvarende pagt med Adam. Han fornyede den med Abraham og Sara, med deres søn Isak og med deres barnebarn Jakob, hvis navn blev ændret til Israel. Israels efterkommere er kendt som »Israels hus«. Men i vore dage gælder udtrykket meget bredere.

Enhver, der tror på Jesus Kristus og træder ind på hans pagtssti ved at tilslutte sig hans genoprettede kirke – uanset herkomst – indsamles til Israels hus og bliver en del af Herrens pagtsfolk (se 2 Mos 6:7; 1 Nefi 14:14; 3 Nefi 21:6; Abr 2:10). Disse Kristi tilhængere er pagtens børn (se 3 Ne 20:25-27). Når de holder deres pagter, modtager de de samme velsignelser, som Abraham, Isak og Jakob blev lovet (se L&P 38:17-20; 132:30-31; Abr 2:9-11).

Noget at tænke over

  • For at lære mere om, hvordan Kirkens medlemmer er en del af Israels hus, kan I studere præsident Russell M. Nelsons tale »Lad Gud råde«. Hvad betyder det for jer at være en del af »Israel«? I kan også læse eller lytte til ord i salmer, der taler om Israel, såsom »Nu Israels Genløser«, »Israel, Israel, Gud nu kalder« og »Zions ungdom«, og erstatte ordet »Israel« med »pagtsholdere« for at se, hvilken indsigt I får.

  • Ældste David A. Bednar har undervist om vigtigheden af at vælge at være en del af Guds pagtsfolk ved at følge hans love: »Vi [har] både Guds kald og vores personlige svar på det kald, og mange kan kaldes, men få er udvalgte. At være eller blive udvalgt er ikke en særlig status, som bliver tildelt os. I stedet kan I og jeg i sidste ende vælge at blive udvalgt gennem retskaffen udøvelse af vores handlefrihed«. Hvilke velsignelser får vi når vi »vælger at blive udvalgt« som en del af Israels hus? Hvad kan I ellers gøre for at vælge at blive udvalgt?

Aktiviteter til at lære med andre

  • I kan sammen læse den del af præsident Nelsons tale »Evighedens valg», hvor han drøfter betegnelser. Se derefter på etiketter på fødevarer eller andre beholdere, og tal om, hvordan etiketterne på disse varer påvirker, hvad vi tænker om dem. Hvilke tre betegnelser for os, sagde præsident Nelson, der skulle prioriteres højere end alle andre betegnelser? Hvordan kan betegnelsen »pagtens barn« hjælpe os til at forstå de velsignelser, der kan komme af at være medlem af Israels hus? Læs 3 Nefi 20:25-27, og tal om, hvad disse vers lærer os om, hvad Herren forventer af os som sine pagtsbørn.

  • Selvom Guds evigtvarende pagt er blevet indgået med bestemte personer gennem århundreder, kan alle være en del af den. Ældste Quentin L. Cook har sagt: »De, der accepterer Jesu Kristi evangelium bliver, uanset slægtslinje, en del af det samlede Israel«. I kan gennemgå ældste Cooks budskab »Trygt hentet hjem« for at lære mere om vigtigheden af at være en del af det indsamlede Israel. Drøft det, I lærer.

Lær mere

Afsnit 2

Israels indsamling er den vigtigste sag på jorden i dag

søstermissionærer

Israelitterne blev spredt fordums, fordi de afviste Jahve og ikke var trofaste mod deres pagter med ham (se 3 Mos 26:33; 5 Mos 4:23-27). Denne spredning skete over tid, efterhånden som israelitterne blev erobret af andre nationer og ført væk i fangenskab (se 2 Kong 17:6-23; 25:1-12; 1 Nefi 22:3-5). Mere tragisk var det, at mange af dem mistede deres identitetsfølelse som Guds pagtsfolk (se 2 Ne 6:8-11).

Men Herren havde ikke glemt dem. Han lovede, at han ville samle sit folk, når de havde været spredt i nogen tid (se 2 Ne 10:6-8; L&P 33:6). Guds folk indsamles, efterhånden som de kommer til kundskab om Jesu Kristi evangelium og kommer til ham (se 1 Ne 19:16).

Profeten Joseph Smith belærte om, at hovedformålet med at indsamle Guds folk var at hjælpe dem til at modtage templets ordinancer og forberede dem til frelse. Indsamlingen af det spredte Israel er lige så vigtig nu, som den var på profeten Josephs tid. Præsident Russell M. Nelson kaldte det for »den største sag og det største værk på jorden i dag«. Det er sådan, Guds børn kan lære ham at kende og i sidste ende vende tilbage til ham.

Noget at tænke over

  • Præsident Nelson har ofte talt om vigtigheden af Israels indsamling. Han har erklæret: »Herren indsamler dem, der vil vælge at lade Gud være den vigtigste indflydelse i deres liv. I århundreder har profeter forudsagt denne indsamling, og den finder sted lige nu! Som en afgørende optakt til Herrens andet komme, er det det vigtigste værk i verden!« Tænk over, hvad det kan betyde, at dette er det »vigtigste værk« på jorden. Hvordan kan denne viden hjælpe jer til at beslutte, hvordan I bruger jeres tid, talenter, energi og ressourcer?

Aktiviteter til at lære med andre

høne, der samler sine kyllinger
  • I kan studere 3 Nefi 10:5-6 og Lære og Pagter 29:1-8 og tale om, hvordan Herren indsamler sit folk i de sidste dage. Hvordan kan Israels indsamling sammenlignes med en høne, der samler sine kyllinger? Når I overvejer disse skriftsteder og dette spørgsmål, så se på det medfølgende billede af en høne og kyllinger. Tal med hinanden om detaljer på billedet, som virker vigtige. Hvordan hjælper disse detaljer jer til at forstå, hvad Herren ønsker at lære os om indsamling? Hvordan bliver vi beskyttet fysisk og åndeligt, når vi samles med andre hellige?

  • I kan se videoen »Jesus Christ Prophesies of the Gathering of Israel« for at lære mere om indsamlingen i vore dage. Hvad lærer Frelseren os i denne beretning om, hvordan Israels indsamling vil blive fuldført? Tal om, hvad I lærer, og hvordan det er relevant for os i dag.

Lær mere

Afsnit 3

Sidste dages hellige har et ansvar for at hjælpe Herren med at indsamle Israel

unge mænd deler skrifterne

Israels indsamling er både åndelig og fysisk (se 1 Ne 22:3; Evangeliske principper [2011], s. 248). Kort tid efter Jesu Kristi Kirke var blevet genoprettet, befalede Herren de hellige at samles fysisk i Kirtland, Ohio; Independence, Missouri; Nauvoo, Illinois; og til sidst i Salt Lake-dalen. I dag opbygger Kirkens medlemmer Herrens kirke i de områder, hvor de bor, i stedet for at samles på ét sted, idet de samles om Frelseren – om hans lære og hans pagter (se 2 Ne 10:2).

Kirkens medlemmer har pligt til at hjælpe med indsamlingen (se L&P 29:2, 7; 88:81; Abr 2:10-11). At dele evangeliet er en afgørende del af den indsats. Det samme gælder tempeltjeneste og slægtsforskning, når vi søger at indsamle Israel blandt både levende og døde.

Noget at tænke over

  • Ældste Ronald A. Rasband har understreget vigtigheden af missionering for at hjælpe med at indsamle Israel. Han har sagt: »Vi samler Guds børn i disse sidste dage, for at de må få ›store velsignelser udøst over hovedet‹ (3 Nefi 10:18) og løftet om ›evighedens rigdomme‹ (L&P 78:18). For at indsamle Israel betyder det helt klart, at vi har brug for missionærer – mange flere end dem, der nu tjener … Som en af Herren Jesu Kristi apostle beder jeg jer om at tjene som missionær for indsamlingen af Israel«. Overvej, hvordan I kan hjælpe Herren med at indsamle sit folk – med eller uden en formel kaldelse som missionær. Notér de indtryk, I modtager, og handl på dem.

Aktiviteter til at lære med andre

  • Læs Lære og Pagter 18:10-16 sammen, og del jeres indtryk om, hvad Gud føler for sine børn, med hinanden. Hvorfor er arbejdet med at indsamle sine børn så vigtigt for ham? Hvad finder vi i disse vers, der inspirerer os til at hjælpe med at indsamle Israel?

  • Hvordan kan vi hjælpe med at indsamle Israel? Overvej denne fremragende forklaring fra Præsident Nelson: »Hver gang I gør noget, der hjælper nogen – på begge sider af sløret – til at tage et skridt mod at indgå pagter med Gud og modtage deres nødvendige dåbs- og tempelpagter, bidrager I til Israels indsamling. Så enkelt er det«. Det kan være sjovt at lave en liste over aktiviteter, der er en del af Israels indsamling. Se, hvem der kan lave den længste liste! I kan også fortælle hinanden om nogle ting, som I har gjort denne uge – eller som I planlægger at gøre i den kommende uge – for at bidrage til det store arbejde med at indsamle Israel. (Eksempler kan omfatte at undervise i en primary- eller søndagsskoleklasse, lave slægtsforskning, komme i templet, dele et skriftsted på sociale medier eller hjælpe nogen i nød.) Hvilke velsignelser har I oplevet, når I har hjulpet Gud i arbejdet med at indsamle sit folk til sig?

Lær mere

  • Esajas 11:11-12; Jeremias 16:14-16

  • Kirkens historiske emner, »The Gathering of Israel«, Evangelisk Bibliotek

  • Russell M. Nelson, »Søstres deltagelse i Israels indsamling«, Liahona, nov. 2018, s. 68-70

Noter

  1. Se Russell M. Nelson, »Lad Gud råde«, Liahona, nov. 2020, s. 92-95.

  2. Salmer og sange, nr. 5, 9, 172.

  3. David A. Bednar, »Ifør dig din styrke, o Zion« Liahona, nov. 2022, s. 94.

  4. Russell M. Nelson, »Evighedens valg« (verdensomspændende foredrag for unge voksne, 15. maj 2022), Evangelisk Bibliotek.

  5. Quentin L. Cook, »Trygt hentet hjem«, Liahona, maj 2023, s. 22.

  6. Se Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2011, s. 416.

  7. Russell M. Nelson, »Zions ungdom« (verdensomspændende foredrag for unge, 3. juni 2018), Evangelisk Bibliotek.

  8. Russell M. Nelson, »Lad Gud råde«, s. 92.

  9. Ronald A. Rasband, »Hvor stor skal da ikke jeres glæde være«, Liahona, nov. 2023, s. 52.

  10. Russell M. Nelson, »Zions ungdom« (verdensomspændende foredrag for unge, 3. juni 2018), Evangelisk Bibliotek.