»Præstedømmevelsignelse«, Emner og spørgsmål, 2023
Vejledning til evangelisk studium
Præstedømmevelsignelse
Byd Guds præstedømmekraft ind i vores liv
Uanset alder eller livsstadie vil vi alle til tider føle et akut behov for at blive mindet om Guds kærlighed og modtage guddommelig vejledning. Vor himmelske Fader deler sin kærlighed, visdom og kraft med os gennem vigtige hjælpekilder. Nogle måder, hvorpå vi kan modtage personlig vejledning og hjælp fra Gud, kan omfatte skrifterne, de levende profeters ord, vores patriarkalske velsignelse og Helligåndens ledsagelse.
En anden måde, hvorpå vi kan føle, at Gud varetager vores behov, er ved at modtage en præstedømmevelsignelse. Vi kan anmode om en særlig præstedømmevelsignelse, når som helst vi oplever usikkerhed eller sygdom, eller når vi ønsker ekstra åndelig hjælp. Præsident Henry B Eyring har sagt: »Formålet med at vi modtager præstedømmet er at give os mulighed for at velsigne Herrens folk og at gøre det i hans navn«. At give velsignelser ved håndspålæggelse har været en fremgangsmåde, som bærere af Det Melkisedekske Præstedømme har fulgt gennem hele historien (se 1 Mos 48:14-15; ApG 8:14-17; Alma 6:1).
Hvad er en præstedømmevelsignelse?
En præstedømmevelsignelse er en ordinance, hvor en ordineret bærer af Det Melkisedekske Præstedømme lægger sine hænder på en persons hoved (se 4 Mos 27:18; Hebr 6:1-2; Morm 9:24) og udtaler rådgivende, trøstende eller helbredende ord, som anvist af Ånden. Opfyldelsen af disse velsignelser kommer i henhold til Guds vilje og personens tro på Jesus Kristus. En præstedømmevelsignelse gives normalt af et familiemedlem, en omsorgsgivende bror eller en lokal kirkeleder, men den kan gives af enhver ordineret bærer af Det Melkisedekske Præstedømme. En præstedømmevelsignelse, der gives ved håndspålæggelse, er en vigtig måde, hvorpå Gud lader sin inspiration, trøst og tilmed helbredende kraft komme ind i vores liv.
Emneoversigt: Håndspålæggelse, Præstedømmevelsignelse
Relaterede vejledninger til studium af evangeliet: Det Melkisedekske Præstedømme, Pagter og ordinancer, Mirakler
Afsnit 1
Præstedømmebærere følger Jesu Kristi eksempel, når de velsigner andre
Jesus Kristus drog omsorg for de trængende med bemærkelsesværdig guddommelig kraft (se for eksempel Matt 4:23-24; 3 Ne 17:6-9). På Det Nye Testamentes tid velsignede han mennesker med tilgivelse (se Luk 7:47-50), fred og beskyttelse (se Mark 4:38-39) og helbredelse (se Joh 9:1-7). Og fordi han vidste, at han ikke ville være blandt folket ret længe, gav han også sine tolv disciple myndighed til at velsigne andre (se Matt 10:1, 8; Moro 2:1-3).
I dag udøver værdige bærere af Det Melkisedekske Præstedømme den samme myndighed til at velsigne andre. Ved håndspålæggelse giver præstedømmebærere en velsignelse, i henhold til den følelse og inspiration, de modtager fra Ånden (se 2 Ne 4:12). En præstedømmevelsignelse gives ofte på anmodning af en trængende person. Velsignelser kan gives for at bringe fred, trøst, helbredelse eller rådgivning. Nogle gange kan præstedømmevelsignelser ledsage en præstedømmeordinance, såsom ved navngivning og velsignelse af børn, bekræftelse for at modtage Helligåndsgaven eller ordination til præstedømmet.
Bærere af Det Melkisedekske Præstedømme, der giver velsignelser ved håndspålæggelse, repræsenterer Jesus Kristus, når han drager omsorg for andre. Præstedømmets kraft loves dem, der efterlever retfærdighedens principper og kommer Gud nærmere gennem omvendelse og lydighed mod hans befalinger (se L&P 121:36).
Noget at tænke over
-
Når en bærer af Det Melkisedekske Præstedømme giver nogen en velsignelse, handler han i Herrens navn og med hans kraft. Læs Lære og Pagter 36:2, og læg mærke til konsekvenserne af Frelserens ord i dette vers. Læs derefter denne udtalelse af præsident Harold B. Lee:
»Herren siger her [i L&P 36:2], at når en af hans bemyndigede tjenere lægger sine hænder med myndighed på hovedet af en, der skal velsignes, er det som om han selv lagde sin hånd sammen med dem for at udføre den ordinance. Så vi begynder at se, hvordan han manifesterer sin magt blandt mennesker gennem sine tjenere, som han har overdraget myndighedens nøgler til.«
Hvordan påvirker dette skriftsted jeres perspektiv på præstedømmevelsignelser? Hvilke oplevelser har I haft med Ånden, når I har modtaget eller givet en præstedømmevelsignelse?
Aktiviteter til at lære med andre
-
Selvom vi har en tendens til at forbinde præstedømmevelsignelser med de mennesker, der giver dem – mænd, der bærer Det Melkisedekske Præstedømme – er det vigtigt at huske, at præstedømmets kraft kun kommer gennem Jesus Kristus. Læs Lære og Pagter 121:36-37, 41-46 sammen i gruppen. Hvad lærer I af disse vers om, hvad Gud forventer af enhver, der ønsker større åndelig kraft? Hvordan kan vi hver især blive bedre til at udvikle disse egenskaber i vores liv?
-
Se videoen »I skal hellige jer« (4:37) sammen i gruppen. Før videoen sættes i gang, så bed gruppens medlemmer om at forestille sig, at de selv var i den viste situation, mens de ser på. Når I har set videoen, så bed gruppens medlemmer om at dele deres tanker. Hvorfor er det afgørende for enhver, der har brug for himlens kraft, at vi stræber efter at være rene?
Lær mere
-
1 Mosebog 48:14-15; Apostlenes Gerninger 6:5-6; 3 Nefi 17:18-24; Lære og Pagter 20:70
-
»Udførelse af præstedømmets ordinancer og velsignelser«, Kirkens Håndbog: Tjeneste i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, kapitel 18, Evangelisk Bibliotek
-
Julie B. Beck, »Velsignelser, som udøses over os«, Liahona, maj 2006, s. 11-13
-
»I skal hellige jer« (video), Evangelisk Bibliotek
Afsnit 2
Præstedømmevelsignelser til helbredelse af syge
Jesus Kristus drog omsorg for Guds børn på mange meningsfulde måder, mens han levede på jorden. Han udviste fuldkommen kærlighed, da han lindrede de syge og plagedes lidelser ved at helbrede dem (se Matt 8:16-17; Mosi 3:5-6). Han bad sine disciple om at gå ud og helbrede de syge (se Matt 10:1). Det Nye Testamente viser, at denne fremgangsmåde med at lægge hænderne på de syge for at helbrede dem blev fulgt i Jesu Kristi oprindelige kirke (se ApG 3:1-8; 9:12, 17; 28:8; Jak 5:14-15). Nutidens bærere af Det Melkisedekske Præstedømme følger samme fremgangsmåde, når de salver syge med indviet olie og velsigner dem ved håndspålæggelse (se L&P 42:43-44; 66:9).
Præsident Dallin H. Oaks har mindet os om, at: »Når vi udøver Guds præstedømmes ubestridte kraft, og vi værdsætter hans løfte om, at han vil høre og besvare troens bøn, må vi altid huske, at tro og præstedømmets helbredende kraft ikke kan frembringe et resultat i modstrid med hans vilje, hvis præstedømme det er. Dette princip lærer vi om i den åbenbaring, som vejleder Kirkens ældster i, hvordan de skal lægge deres hænder på de syge. Herrens løfte lyder: ›Den, der har tro på mig til at blive helbredt og ikke er bestemt til at dø, skal blive helbredt‹ (L&P 42:48, fremhævelse tilføjet).«
Noget at tænke over
-
Hvordan kan I forberede jer åndeligt, når I søger en helbredende velsignelse for jer selv eller andre? Når I overvejer dette spørgsmål, så læs Jakobsbrevet 5:15; Jakob 3:1; Alma 15:10-11 og Eter 12:12. Hvad betyder udtrykket »troens bøn« for jer? Hvilke andre vigtige principper findes der i disse skriftsteder?
-
At være villig til at stole på Guds vilje er et vigtigt aspekt af enhver bøn eller præstedømmevelsignelse. Læs Mosija 4:9. Hvordan kan det princip, som kong Benjamin underviste om i dette skriftsted, hjælpe jer til at føle jer bedre forberedt til at acceptere Guds vilje?
Aktivitet til at lære med andre
-
Når nogen er syge, ønsker vi helt naturligt at gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe og lindre deres lidelser. Præstedømmevelsignelser og lægehjælp er begge vigtige. Bed gruppens medlemmer om at læse følgende udtalelse af præsident Dallin H. Oaks:
»Jeg vil gerne tale … om helbredelse af den syge – gennem lægevidenskaben, troens bøn og præstedømmevelsignelser … Selvfølgelig venter vi ikke til alle andre muligheder er udtømt, før vi beder i tro eller giver en præstedømmevelsignelse til helbredelse. I nødstilfælde kommer bønner og velsignelser først. For det meste prøver vi alle muligheder samtidigt.«
Hvorfor er det vigtigt at kombinere troens bøn og præstedømmevelsignelser med at søge lægehjælp?
Lær mere
-
1 Kongebog 17:8-24; Matthæus 8:5-13; Markus 5:25-34
-
Dallin H. Oaks, »Helbred den syge«, Liahona, maj 2010, s. 47-50
-
Donald L. Hallstrom, »Er miraklernes dage hørt op?«, Liahona, nov. 2017, s. 88-90
-
»Hvorfor bliver folk salvet med olie, når de modtager en præstedømmevelsignelse?«, Liahona, mar. 2010, s. 44-45
-
Kirkens historiske emner, »Healing«, Evangelisk Bibliotek
Andre hjælpekilder om emnet præstedømmevelsignelser
-
Salmer og børnesange
-
Hjælpekilder til børn