Det Nye Testamente 2023
25. september - 1. oktober. Galaterne: »Leve i Ånden«


»25. september - 1. oktober. Galaterne: ›I skal leve i Ånden‹«, Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier: Det Nye Testamente 2023 (2022)

»25. september - 1. oktober. Galaterne«, Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier: 2023

Billede
Kristus viser sig for Paulus i fængslet

Den opstandne frelser besøgte Paulus i fængslet (se ApG 23:11). Jesus Kristus kan befri os fra »trælleåg« (Gal 5:1).

25. september - 1. oktober

Galaterne

»I skal leve i Ånden«

Nedskriv de åndelige indtryk, du får, når du læser Galaterne. Når du gør det, vil det hjælpe dig til at huske og tænke over dem i fremtiden.

Nedskriv dine indtryk

Jesu Kristi evangelium tilbyder frihed fra åndeligt fangenskab. Men nogle gange vender folk, der har oplevet evangeliets frihed, sig væk fra det og »vil … nu igen trælle« (Gal 4:9). Det var det, som nogle af de galatiske hellige gjorde – de vendte sig væk fra den frihed, som Kristus havde tilbudt dem (se Gal 1:6). Paulus’ Brev til Galaterne var på det tidspunkt en bydende opfordring til at komme tilbage til »den frihed … Kristus [har] befriet os [til]« (Gal 5:1). Det er en opfordring, som vi også har brug for at høre og give agt på, for selvom omstændigheder ændrer sig, er kampen mellem frihed og trældom konstant. Som Paulus sagde, er det ikke nok at være »kaldet til frihed« (Gal 5:13); vi må også »stå … fast« i den (Gal 5:1) ved at stole på Kristus.

Billede
personligt studieikon

Forslag til personligt skriftstudium

Galaterne 1-5

Kristi lov gør mig fri.

Paulus skrev til de galatiske hellige, da han fandt ud af, at de blev ført på afveje af falske lærdomme (se Gal 1:6-9). En af disse lærdomme var, at ikke-jøder, der havde taget imod evangeliet, skulle omskæres og holde andre af moselovens ritualer for at blive frelst (se Gal 2). Paulus kaldte disse traditioner »trælleåg« (Gal 5:1). Mens du læser Paulus’ råd til Galaterne, skal du lede efter principper, der kan hjælpe dig med at forstå, hvad sand frihed er. Du kunne også tænke over, hvilke falske traditioner eller trælleåg der kunne findes i dit liv. Er der noget, der forhindrer dig i at opleve den frihed, som evangeliet tilbyder? Hvordan har Kristus og hans evangelium »befriet« dig? (Gal 5:1).

Se også 2 Nefi 2:27; 9:10-12.

Galaterne 3

Jeg er arving til de velsignelser, Abraham blev lovet.

Nogle af de galatiske hellige var bekymrede for, at de, fordi de ikke var Abrahams bogstavelige efterkommere (»afkom«), ikke ville modtage de velsignelser, Abraham blev lovet, deriblandt ophøjelse. Hvad kvalificerer ifølge Galaterne 3:7-9, 13-14, 27-29 en person til at være af »Abrahams slægt«?

For at lære om velsignelserne, der blev lovet til Abraham og velsignelserne, vi kan arve som hans slægt se Guide til skrifterne, »Abrahamske pagt«, JesuKristiKirke.org. Hvorfor er de velsignelser, der er lovet Abraham, værdifulde for dig?

Galaterne 3:6-25

Abraham havde Jesu Kristi evangelium.

Profeten Joseph Smith har forklaret: »Vi kan … ikke tro, at de gamle i alle tidsaldre var så uvidende om himlens orden, som mange antager, for alle, som nogensinde er blevet frelst, er blevet frelst ved denne store forløsningsplans magt og kraft, og det såvel før som efter Kristi komme … Abraham ofrede og fik trods dette evangeliet forkyndt for sig« (»The Elders of the Church in Kirtland to Their Brethren Abroad«, The Evening and the Morning Star, mar. 1834, s. 143, josephsmithpapers.org). Hvorfor tror du, det var vigtigt for de hellige på Paulus’ tid at vide, at Abraham og andre fordums profeter havde Jesu Kristi evangelium? Hvorfor er det vigtigt for dig at vide dette? (se Helaman 8:13-20; Moses 5:58-59; 6:50-66).

Se Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 45-56.

Galaterne 5:13-26; 6:7-10

Hvis jeg »leve[r] i Ånden«, vil jeg modtage »Åndens frugt«.

Når du studerer disse vers, kan det hjælpe dig til at evaluere, hvor godt du lever i Ånden. Oplever du Åndens frugt, der bliver nævnt i vers 22-23? Hvilken anden frugt eller andre resultater af åndelig livsførelse har du bemærket? Tænk over, hvad du har brug for for at fremme den frugt mere fuldt ud. Hvordan kan det forbedre de vigtige forhold i dit liv at fremme denne frugt?

Billede
Æbler på et træ

Jeg må søge »Åndens frugt« i mit liv.

Hvis du forsøger at leve i Ånden, men dine anstrengelser ikke synes at bære den lovede frugt, skal du læse Galaterne 6:7-10. Hvilket budskab føler I, at Herren har til jer i disse vers?

Se også Alma 32:28, 41-43; Lære og Pagter 64:32-34.

Billede
familiestudiumikon

Forslag til familieskriftstudium og hjemmeaften

Galaterne 3:11.Hvad vil det sige at »leve af tro«? Hvordan lever vi af tro som familie?

Galaterne 4:1-7.I kan præsentere Galaterne 4 ved at tale om forskellen mellem en konges træl og hans børn. Hvilke muligheder eller potentiale har en konges børn, som en træl ikke har? Tænk over dette, når I sammen læser disse vers 1-7. Hvad lærer disse vers os om vores forhold til vor himmelske Fader?

Galaterne 5:16-26.I kan overveje at tale om forskellen mellem »kødets gerninger« og »Åndens frugt«. For at gøre jeres drøftelse lidt sjov, kan din familie sætte mærkater på forskellige frugter med de ord, som Paulus brugte til at beskrive Åndens frugt. Derefter kan alle i familien vælge en frugt, definere ordet og fortælle om nogen, der er et eksempel på den frugt. Dette kunne føre til en samtale om, hvordan jeres familie kunne indbyde Ånden i jeres hjem og fremme den frugt. Efter samtalen kunne I spise frugtsalat sammen.

Galaterne 6:1-2.Der kan være tider, hvor nogen i jeres familie »gribes i en overtrædelse«. Hvilket råd finder du i Galaterne 6:1-2 om, hvad man kan gøre i en sådan situation?

Galaterne 6:7-10.Hvis jeres familie nogensinde har plantet noget sammen, kunne I bruge den oplevelse til at illustrere princippet: »Hvad et menneske sår, skal det også høste« (vers 7). Eller I kunne spørge jeres familie om deres yndlingsfrugt eller yndlingsgrøntsag og tale om, hvad det kræver at pleje en plante, der producerer den slags mad (se billedet i slutningen af dette oplæg). I kan derefter tale om velsignelser, som jeres familie håber at modtage og om, hvordan man kan høste disse velsignelser.

Find flere forslag til, hvordan man kan undervise børn, i denne uges oplæg i Kom og følg mig – Primary.

Forslag til sang: »Lær mig at leve i lyset«, Børnenes sangbog, nr. 198.

Gør undervisningen bedre

Hjælp jeres familie til at anvende skrifterne på sig selv. Nefi sagde: »Jeg anvendte alle skrifter på os, så det kunne blive os til gavn og lærdom« (1 Ne 19:23). Hjælp jeres familie til at gøre dette ved at bede dem om at tænke over tidspunkter, hvor de har oplevet Åndens frugt, der bliver beskrevet i Galaterne 5:22-23 (se Undervisning på Frelserens måde, s. 21).

Billede
pærer på et træ

Paulus lærte os, at når vi lever i Ånden, vil vi opleve Åndens frugt i vores liv.