Det Nye Testamente 2023
16.-22. oktober. 1 og 2 Thessaloniker: »Råde bod på, hvad der er af mangler i jeres tro«


»16.-22. oktober. 1 og 2 Thessaloniker: ›Råde bod på, hvad der er af mangler i jeres tro‹« Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier: Det Nye Testamente 2023 (2022)

»16.-22. oktober. 1 og 2 Thessaloniker«, Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier: 2023

Billede
søstermissionærer taler med en ung mand

16.-22. oktober

1 og 2 Thessaloniker

»Råde bod på, hvad der er af mangler i jeres tro«

Hvis vi ikke nedskriver de indtryk, vi modtager fra Ånden, så glemmer vi dem måske. Hvad tilskynder Ånden dig til at skrive, mens du læser 1 og 2 Thessaloniker?

Nedskriv dine indtryk

I Thessaloniki blev Paulus og Silas beskyldt for at have »bragt hele verden i oprør« (ApG 17:6). Deres forkyndelse gjorde nogle ledere blandt jøderne vrede, og disse ledere ophidsede folket til tumult (se ApG 17:1-10). På grund af det blev Paulus og Silas rådet til at forlade Thessaloniki. Paulus var bekymret for de nye thessaloniske omvendte og de forfølgelser, de stod over for, men han var ikke i stand til at vende tilbage og besøge dem. »Da jeg derfor ikke længere kunne holde det ud,« skrev han, »sendte jeg bud for at få besked om jeres tro«. Som svar på det bragte Timotheus, Paulus’ medhjælper, der havde tjent i Thessaloniki, »et godt budskab om jeres tro og kærlighed« (1 Thess 3:5-6). Faktisk var de thessaloniske hellige kendt som forbilleder »for alle de troende« (1 Thess 1:7), og nyheder om deres tro spredtes til byer i andre lande. Forestil dig Paulus’ glæde og lettelse over at høre, at hans arbejde blandt dem »ikke var forgæves« (1 Thess 2:1). Men Paulus vidste, at trofasthed i fortiden ikke er tilstrækkeligt for åndelig overlevelse i fremtiden, og han var nervøs for den indflydelse, falske lærere blandt de hellige havde (se 2 Thess 2:2-3). Hans budskab til dem og til os er at »råde bod på, hvad der er af mangler i [vores] tro« og »gøre det endnu mere« i kærlighed (se 1 Thess 3:10; 4:10).

Billede
personligt studieikon

Forslag til personligt skriftstudium

1 Thessaloniker 1-2

Kristi disciple tjener andre med oprigtighed og kærlighed.

I 1 Thessaloniker viser Paulus’ ord både bekymringen og glæden hos en, der har givet sig selv fuldstændigt hen til at tjene Guds børn. Du vil især i de to første kapitler af 1 Thessaloniker finde ord og vendinger, der beskriver holdninger og handlinger af en discipel af Herren. Hvad kan du f.eks. lære af 1 Thessaloniker 1:5-8; 2:1-13 om at tjene Herren?

Tænk på dine egne muligheder for at tjene Gud og hans børn. Hvad finder du i disse kapitler, der inspirerer dig til at forbedre din tjeneste? Overvej at stille dig selv spørgsmål baseret på det, du finder såsom »Er jeg et eksempel på det, jeg ved?« (se 1 Thess 1:7).

1 Thessaloniker 3:7-13; 4:1-12

»Vokse og blive overstrømmende rige i kærligheden«.

Paulus frydede sig i trofasthed over de thessaloniske hellige (se 1 Thess 3:7-9). Men han ønskede også, at de skulle »gøre endnu mere fremgang« i denne trofasthed (1 Thess 4:1). Når du læser 1 Thessaloniker 3:7-13; 4:1-12, så tænk over, hvordan du åndeligt kan »gøre det endnu mere« (1 Thess 4:10). Læg for eksempel mærke til, at Paulus brugte ord som »hellighed« og »helliggørelse«. Hvad kan du lære af Paulus’ skrivelser om betydningen af disse ord? Hvordan kan Frelseren hjælpe dig med at blive mere hellig og helliggjort?

Se også Guide til skrifterne, »Hellig«, »Helliggørelse«, JesuKristiKirke.org.

1 Thessaloniker 4:16-18; 5:1-10; 2 Thessaloniker 1:4-10

Hvis jeg er trofast og årvågen, vil jeg være forberedt på Frelserens andet komme.

I 1 Thessaloniker 5:1-10 brugte Paulus adskillige metaforer til at undervise om det tidspunkt, hvor Jesus vender tilbage til jorden. Når du studerer disse metaforer, kan du overveje at nedskrive de indtryk, du får, om Jesu Kristi andet komme:

  • »Som en tyv om natten«:

  • »Som veerne over en, der skal føde«:

  • Andre metaforer, du finder:

Hvilke andre sandheder kan du lære af 1 Thessaloniker 4:16-18; 5:1-10; 2 Thessaloniker 1:4-10? Hvad bliver du tilskyndet til at gøre for at være opmærksom på og forberede dig til Frelserens komme?

Se også D. Todd Christofferson, »Forberedelse til Herrens tilbagekomst«, Liahona, maj 2019, s. 81-84.

2 Thessaloniker 2

Der blev profeteret, at der ville ske et frafald fra sandheden før det andet komme.

Midt iblandt øget forfølgelse troede mange thessaloniske hellige, at Frelserens andet komme måtte være nært. Men Paulus vidste, at før Jesus vendte tilbage til jorden, ville der ske et oprør mod eller et frafald fra sandheden (se 2 Thess 2:1-4). Du kan få en større forståelse af det store frafald – og en større påskønnelse af genoprettelsen – ved at kigge på nogle af følgende ressourcer:

  • Skriftsteder, der forudsiger frafaldet: Esajas 24:5; Amos 8:11-12; Matthæus 24:4-14; 2 Timotheus 4:3-4

  • Skriftsteder, der viser, at frafaldet allerede var ved at begynde på Paulus’ tid: Apostlenes Gerninger 20:28-30; Galaterne 1:6-7; 1 Timotheus 1:5-7

  • Observationer om det store frafald af kristne reformatorer:

    Martin Luther: »Jeg har ikke søgt andet end at reformere Kirken i overensstemmelse med de hellige skrifter … Jeg siger ganske enkelt, at kristendommen er holdt op med at eksistere blandt dem, der skulle have bevaret den« (i E.G. Schweibert, Luther and His Times: The Reformation from a New Perspective, 1950, s. 590).

    Roger Williams: »Frafaldet … havde indtil da korrumperet alt, så der ikke kan være nogen gengivelse fra det frafald, før Kristus sender nye apostle for at oprette kirker på ny« (i Philip Schaff, The Creeds of Christendom, 1877, s. 851).

Se også 2 Nefi 28; Guide til skrifterne, »Frafald«, JesuKristiKirke.org.

Billede
familiestudiumikon

Forslag til familieskriftstudium og hjemmeaften

1 Thessaloniker 3:9-13.Hvad gør indtryk på jer om de følelser, som Paulus havde for sine venner? Hvordan kan vi »vokse og blive overstrømmende rige i kærligheden til hinanden«? (vers 12).

1 Thessaloniker 4:13-18.Hvilke sætninger i disse vers om opstandelsen giver jer trøst?

1 Thessaloniker 5:14-25.Når I gennemgår Paulus’ råd i 1 Thessaloniker 5:14-25, kan I spørge hvert familiemedlem, om de hver især vil finde en sætning, som familien kan fokusere på. Find kreative måder at vise disse sætninger på i jeres hjem som en påmindelse. Hver person kan for eksempel finde eller tegne billeder, der illustrerer eller forstærker den sætning, han eller hun har valgt.

2 Thessaloniker 3:13.Bliver vi nogensinde »trætte af at gøre det gode« – overvældet, måske, med kravene til at være discipel? Hvad kan hjælpe os, når vi har det på den måde (se Alma 6:9; L&P 64:33). Hvordan kan vi støtte hinanden, når det sker?

Find flere forslag til, hvordan man kan undervise børn, i denne uges oplæg i Kom og følg mig – Primary.

Forslag til sang: »Jeg prøver at bli’ som Jesus«, Børnenes sangbog, s. 40.

Gør dit personlige studium bedre

Søg efter åbenbaring dagligt. »Åbenbaring kommer ofte »linje på linje« (2 Ne 28:30), ikke det hele på en gang. Lad være med at tænke på åndelig forberedelse, som noget I skal sætte tid af til, men som noget I altid gør« (Undervisning på Frelserens måde, s. 12).

Billede
Kristus blandt skyerne

Den opstandne Kristus, af Robert T. Barrett