Det Gamle Testamente 2022
27. februar. Hvorfor er evigt ægteskab vigtigt? 1 Mosebog 24-27


»27. februar. Hvorfor er evigt ægteskab vigtigt? 1 Mosebog 24-27«, Kom og følg mig – Det Aronske Præstedømmes kvorummer og Unge Kvinders klasser: Evangeliske emner 2022, 2021

»27. februar. Hvorfor er evigt ægteskab vigtigt?« Kom og følg mig – Det Aronske Præstedømmes kvorummer og Unge Kvinders klasser: Evangeliske emner 2022

Billede
et ungt par ser på et tempel

27. februar

Hvorfor er evigt ægteskab vigtigt?

1 Mosebog 24-27

Billede
rådfør jer med hinanden-ikon

Rådfør jer med hinanden

Ledes af et medlem af kvorums- eller klassepræsidentskabet, 10-20 minutter

Fremsig sammen ved begyndelsen af mødet Unge Kvinders tema eller Det Aronske Præstedømmes kvorumstema. Led derefter en samtale om arbejdet med frelse og ophøjelse ved hjælp af et eller flere af spørgsmålene nedenfor eller jeres egne spørgsmål (se Kirkens Håndbog, 10.2, 11.2, ChurchofJesusChrist.org). Planlæg, hvordan I kan handle på det, I drøfter.

  • Efterlev evangeliet. Hvilke emner har biskoprådet drøftet på vores menigheds ungdomsrådsmøder? Hvad kan vi gøre som klasse eller kvorum på grundlag af disse drøftelser?

  • Tag jer af dem, der har brug for det. Hvordan kan vi nå ud til mennesker på kristuslignende måder, når vi ser et behov og ikke ved, hvad vi skal sige?

  • Inviter alle til at tage imod evangeliet. Hvad har vi fundet i Jesu Kristi evangelium, som bringer os glæde? Hvordan kan vi dele den glæde med andre?

  • Før familier sammen for evigt. Hvad gør vi for at finde navne på vores forfædre, der har brug for tempelordinancer? Hvad kan vi gøre for at hjælpe andre med at finde navne på deres forfædre?

Ved afslutningen af lektionen gøres følgende, som det er passende:

  • Bær vidnesbyrd om de principper, der blev undervist om.

  • Mind klassen eller kvorummets medlemmer om de planer og opfordringer, der blev aftalt under mødet.

Undervis i læren

Ledes af en voksen leder eller en af de unge, 25-35 minutter

Forbered jer åndeligt

Da det var blevet tid for Isak at gifte sig, bad Abraham sin tjener om at finde en hustru til Isak. Abraham og Isak ønskede at finde en hustru til Isak, som kunne indgå og holde pagter med Herren og lære sine børn om dem. Rebekka blev den trofaste kvinde, der indgik ægtepagt med Isak. Mens skrifterne gør det klart, at ægteskabet er af stor betydning for Gud, udfordres Guds lære om ægteskabet i vores tid. Men hans profeter har erklæret, at ægteskabet »er ordineret af Gud« (»Familien: En proklamation til verden«, ChurchofJesusChrist.org). Det er vigtigt for dem, I underviser, at forstå evige sandheder om ægteskab. Det vil hjælpe dem med at forberede sig på og vidne om denne vigtige del af vor himmelske Faders frelsesplan.

Hvordan har de unge, I underviser, det med evigt ægteskab? Hvordan kan I hjælpe dem med at overveje, hvorfor evigt ægteskabet er centralt i vor himmelske Faders frelsesplan? Når I forbereder jer til undervisningen, kan I gennemgå ældste D. Todd Christoffersons tale »Hvorfor ægteskab, hvorfor familie« (Liahona, maj 2015, s. 50-53). I kan også gennemgå »Familien: En proklamation til verden« (ChurchofJesusChrist.org).

Billede
familie, der går i skoven

ægteskaber og familier er afgørende i vor himmelske Faders frelsesplan.

Lær sammen

De unge, I underviser, har måske tænkt over vigtigheden af ægteskab, da de læste 1 Mosebog 24-27 i denne uge. Bed dem om at gennemgå 1 Mosebog 24. Bed dem om at fortælle om de vers, der viser, at ægteskabet var vigtigt for de mennesker, der er beskrevet i dette kapitel. Bed dem om at overveje, hvorfor evigt ægteskabet er centralt for Guds plan. Aktiviteterne nedenfor kan hjælpe dem med bedre at forstå vigtigheden af ægteskabet.

  • Medlemmerne i jeres klasse eller kvorum kan få mulighed for at forklare, hvorfor ægteskabet er vigtigt for dem. Bed dem om at forestille sig, at de har en ven, der mener, at ægteskabet er forældet og unødvendigt. De kunne skrive et brev til denne ven for at forklare vigtigheden af ægteskabet i vor himmelske Faders frelsesplan. Tilskynd dem til at medtage sandheder, de finder i »Familien: En proklamation til verden«. De kan også bruge skriftsteder, der findes i »Støttende ressourcer« eller i »Ægteskab« i Guide til skrifterne (ChurchofJesusChrist.org/study/scriptures/gs?lang=dan). Bed dem om at fortælle klassen, hvad de har skrevet.

  • For at indlede en drøftelse om vigtigheden af ægteskabet kan I på tavlen skrive Hvorfor er evigt ægteskab vigtigt? Giv de unge et par minutter til at skrive nogle svar på spørgsmålet. Bed dem derefter om at fortælle om deres svar. De kan søge yderligere svar i ældste D. Todd Christoffersons tale »Hvorfor ægteskab, hvorfor familie« (Liahona, maj 2015, s. 50-53). Bed dem om at bære deres vidnesbyrd om, hvorfor ægteskab er vigtigt.

  • Når vi accepterer Guds lære om ægteskabet og stræber efter at udleve den, vil vi modtage mange velsignelser. Men nogle mennesker – herunder dem, der gør deres bedste for at efterleve evangeliet – står over for udfordringer med at etablere lykkelige, evige ægteskaber. I kan bede de unge tale om nogle af disse udfordringer. Hvad kan vi gøre nu for at forberede os på sådanne udfordringer? I kan også bede dem om at læse de sidste to afsnit af ældste Neil L. Andersens tale »Troens øje« (Liahona, maj 2019, s. 34-38). Medlemmerne i jeres klasse eller kvorum kan drøfte eksempler, de har oplevet i deres liv eller fra deres slægtshistorie med mennesker, der trofast håndterer udfordringer som dem, ældste Andersen nævner. Hvordan kan Frelseren hjælpe alle dem, der står over for udfordringer, idet de søger et evigt ægteskabs velsignelser?

Handl i tro

Tilskynd klassen eller kvorummets medlemmer til at tænke over og nedskrive, hvad de vil gøre for at handle på de indtryk, de fik i dag. Hvis de har lyst, kan de fortælle om deres ideer. Bed dem om at tænke over, hvordan det at handle på de indtryk, de får, vil styrke deres forhold til vor himmelske Fader og Jesus Kristus.

Støttende ressourcer

Undervisning på Frelserens måde

Frelseren opfordrede sine disciple til at handle i tro og efterleve de sandheder, han belærte om. Hvordan kan I opfordre dem, I underviser, til at efterleve de sandheder, de lærer?