»Jeg måtte træffe et valg«, Liahona, aug. 2022.
Kun digitalt: Trosskildringer
Jeg måtte træffe et valg
Skulle jeg blive ved med at surfe om søndagen eller burde jeg passe mit ansvar som ægtemand, far og medlem af Kirken?
Foto: Manea Fabisch
Bodyboarding har været min største passion, siden jeg lærte om det. Det er sådan, jeg får afløb for mine følelser. Fra begyndelsen har jeg altid ønsket at udmærke mig i det.
For at komme op på det højeste niveau øvede jeg mig utrætteligt og surfede dagen lang, når det var muligt. Jeg fokuserede på mit mål om at blive den bedste drop-knee surfer i Tahiti. Jeg vandt titlen to eller tre gange i den kategori ved Tahiti Taapuna Master-surfingturneringer såvel som ved andre mesterskaber.
Da jeg begyndte, begejstrede konkurrencerne mig, og jeg ville gerne vise alle, hvor god jeg var. Snart begyndte jeg at få tilbud fra lokale og internationale sponsorer.
Finalen i mesterskaberne afholdes altid om søndagen, og jeg havde ofte skænderier med min hustru om at konkurrere på Herrens dag. Hun havde ret. Surfing tog for meget af min tid, men jeg havde ikke lyst til at miste mine sponsorer. Sponsorerne gav mig adgang til professionelt surfingudstyr i høj klasse, hvilket er dyrt. Jeg måtte træffe et valg.
Min hustru og mine børn motiverer mig til at være et eksempel på tro. De hjælper mig til at afgøre, hvad jeg ønsker at blive. Og selvfølgelig hjalp min personlige tro, den opdragelse, jeg modtog fra mine forældre og ledere, andres eksempel, der har ydet ofre for at ære sabbatten, og de indtryk, jeg fik af Ånden, mig også til at træffe min beslutning. Jeg besluttede mig for at prioritere mit ansvar som ægtemand, far og medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Foto: Tetuanui Teriitemoehaa
I 2006 blev Taapuna Master-konkurrencen afholdt til minde om min onkel Nelva Lee, min mors lillebror. Jeg mistede ham på et sted, hvor jeg plejede at surfe, da jeg var ung. Det hedder Afu i nærheden af Paea på øen Tahiti. Blot 10 minutter før min onkel druknede, opfordrede han mig til at elske andre og være en god surfer et sted nær Taapuna, som han virkelig elskede. Jeg har prøvet at ære hans sidste ord til mig.
Da jeg besluttede mig for at hengive mig helt til Herren om søndagen, forklarede jeg mine sponsorer, hvorfor jeg ikke længere surfer i finaler om søndagen. Jeg fortalte dem, at mit åndelige liv og familieliv har forrang.
De støttede mig i mit valg. Til gengæld bad de mig af respekt for søndagen om at lave fotoshoots og surfing videoer andre dage på ugen. Mine venner i konkurrencen kender og respekterer også min religiøse overbevisning og beder mig ofte om at bede for dem.
Jeg har kvalificeret mig til finalen i Taapuna Mester-konkurrencen hvert år, siden jeg blev professionel, men jeg holdt op med at konkurrere om søndagen, efter jeg vandt titlen i 2006. Jeg konkurrerer stadig, men når de kalder mit navn nu til finalen om søndagen, ved alle, at jeg ikke kommer.
Foto: Manea Fabisch
Jeg husker præsident Russell M. Nelsons ord: »Jeg [lærte] ud fra skrifterne, at min handlemåde og min holdning på sabbatten var et tegn mellem mig og min himmelske Fader [se 2 Mos 31:13; Ez 20:12, 20]. Med den forståelse havde jeg ikke længere brug for lister over, hvad jeg måtte og ikke måtte. Når jeg skulle træffe beslutning om, hvorvidt en aktivitet var passende på sabbatten eller ej, spurgte jeg blot mig selv: ›Hvilket tegn ønsker jeg at vise Gud?‹ Det spørgsmål gjorde mine valg med hensyn til sabbatsdagen krystalklare.«1
I slutningen af 2020 brækkede jeg mit ben, mens jeg surfede. Mens jeg kom mig, blev jeg kaldet som biskop i Papeari Menighed. Stavspræsidenten fortalte mig, at mit eksempel som en hengiven ung mand, der forsøger at sætte Herren først, ville inspirere unge mennesker til at gå på pagtsstien.
Jeg ved, at vor himmelske Fader er glad for det valg, jeg har truffet. Frem for alt vil intet nogensinde kunne måle sig med min families lykke og den balance, vi har opnået sammen.