2022
Svar på spørgsmål om seksuelle overgreb
August 2022


»Svar på spørgsmål om seksuelle overgreb«, Liahona, aug. 2022.

Svar på spørgsmål om seksuelle overgreb

Gennem Jesus Kristus er der håb og helbredelse. Her er nogle forslag til, hvordan vi kan hjælpe og ikke såre dem, der er blevet berørt af seksuelle overgreb.

Billede
en kvinde ser ud af et vindue

Seksuelle overgreb er et udbredt problem, der kan forårsage ødelæggende skade på Guds børn. Nøjagtige globale statistikker for udbredelsen af seksuelle overgreb for både mænd og kvinder er svære at finde,1 men skøn i USA indikerer, at 44 procent af kvinder og 25 procent af mænd er ofre for seksuel vold.2

Når vi lærer om seksuelle overgreb og forener os i vores indsats for at hjælpe personer, der har været udsat for et seksuelt overgreb, og fremme respekt for andre, kan vi være med til at begrænse seksuel vold i hele verden.

Hvad er seksuelt overgreb?

Seksuelle overgreb er, når nogen pålægger en anden person enhver uønsket seksuel aktivitet uden deres tilladelse eller samtykke. Seksuelt overgreb er en alvorlig synd.3 Krænkere sætter sig op imod Gud, bryder kyskhedsloven og behandler deres ofre som objekter for at tilfredsstille selviske ønsker. De ignorerer og bryder deres ofres handlefrihed, berøver dem deres ret til at handle og ikke være genstand for handling. De, der påtvinger eller presser nogen til seksuel kontakt, tager del i en af de mest personlige og brutale former for vold.

Når vi tænker på seksuelle overgreb, forestiller vi os ofte, at en gerningsmand skjuler sig i en mørk gyde, klar til angreb. Dette kaldes voldtægt begået af fremmed. Men de fleste seksuelle overgreb sker i etablerede forhold, hvor en ægtefælle, et familiemedlem, en kæreste, en ven eller en anden bekendt ignorerer begrebet samtykke.4

Desværre undervises der ikke i begrebet samtykke i nogle kulturer, og når medierne skildrer fysisk intimitet, ignoreres samtykke ofte eller bliver fejlagtigt fremstillet som unødvendigt eller uønsket. At ignorere samtykke er aldrig acceptabelt for Gud.

Hvad er samtykke, og hvornår bliver det krænket?

Samtykke er et ord, der er nært beslægtet med handlefrihed. Handlefrihed er den gudgivne magt til at handle og ikke være genstand for handling (se 2 Ne 2:14, 16, 26; Moses 7:32). Vi lærer at ære andres handlefrihed og ikke ignorere den gennem tvang (se L&P 121:39-44; Moses 4:3).

Samtykke anvendes i mange forskellige sammenhænge, såsom inden for juridiske, etiske, samfundsvidenskabelige og medicinske områder. En læge udfører for eksempel ikke en operation på din krop uden først at bede om din tydeligt givne tilladelse.

I forbindelse med fysisk hengivenhed og seksuel intimitet betyder samtykke, at en person villigt, frit og tydeligt indvilliger i at røre, kysse eller udføre nogen anden intim handling. Ellers bliver vedkommende genstand for handling og har ikke givet samtykke.

Det er vigtigt at forstå, at der ikke kan gives samtykke, når –

  1. En person sover, er bevidstløs eller er påvirket af alkohol, stoffer eller medicin.

  2. Personen har ikke den intellektuelle evne til at acceptere seksuel kontakt.

  3. Personen er yngre end den juridiske lavalder.

  4. Nogen snyder, tvinger eller kontrollerer den anden person.

Det er også vigtigt at forstå, at fravær af modstand ikke er samtykke. Hvis en person ikke gør modstand mod fysisk kontakt eller holder op med at modsætte sig det, betyder det ikke, at personen har givet samtykke. Psykologer bemærker, at det er en almindelig reaktion at »fryse« eller at blive lammet af frygt ved uønsket fysisk berøring.5

Derudover skal samtykke være vedvarende. Samtykke til en form for fysisk intimitet en gang antyder ikke samtykke til den samme adfærd i fremtiden.

Hvordan påvirker seksuelle overgreb ofrene?

Når nogen bryder en andens grænser gennem uønsket seksuel kontakt, kan den, der har været udsat for et seksuelt overgreb, lide på mange måder.

»Mens nogle typer af mishandling kan forårsage fysisk skade, påvirker alle former for mishandling sindet og ånden. Ofre for mishandling kæmper ofte med forvirring, tvivl, skyld, skam, mistillid og frygt. De kan føle sig hjælpeløse, magtesløse, ensomme og isolerede. De kan endda betvivle vor himmelske Faders kærlighed og deres egen guddommelige værdi.«6

Hvad stiller jeg op, hvis jeg er blevet udsat for et overgreb?

Billede
nærbillede af mennesker, der holder hinanden i hånden

Vid, at I ikke er alene. Husk, at vor himmelske Fader elsker jer. Udover muligheden for at bede og søge trøst og åbenbaring fra ham, har han også sørget for mange andre måder at støtte jer på.

Ræk ud. Tal med betroede venner, familie, kirkeledere eller andre personer, der kan give tryghed og støtte. I kan finde fred og heling hurtigere, når I drøfter jeres oplevelse med betroede personer, der deler jeres tro, og opfordrer dem til at støtte jer på jeres rejse fremad.

Vid, at det ikke er jeres skyld. I er måske forvirrede, bange eller skamfulde, men I kan ikke bebrejdes for krænkerens handlinger.

Søg hjælp. Jeres helbredelse kan lettes ved hjælp af yderligere ressourcer, såsom:

  • Passende lægebehandling.

  • Professionel rådgivning.

  • Juridisk vejledning.

  • Kirkens materialer, der henvises til under »Abuse« på topics.ChurchofJesusChrist.org.

Søg håb og helbredelse gennem Jesus Kristus. Som ældste Richard G. Scott (1928-2015) fra De Tolv Apostles Kvorum sagde: »Vor himmelske Fader har sørget for en måde at læge konsekvenserne af handlinger, som, gennem tvang, magtmisbrug eller frygt for en anden, midlertidigt fratager handlefriheden hos den forurettede.« Han forklarede: »Tro på Jesus Kristus og på hans magt til at hele giver den forurettede et middel til at overkomme de forfærdelige konsekvenser af andres uretfærdige handlinger.«7 Overvej at læse mere om Jesu Kristi liv og lærdomme for at forstå, hvordan han kan hjælpe jer med at hele.

Det kan være en lang, hård proces at finde fred og heling, men det er muligt gennem Jesus Kristus. Han led »smerter og trængsler og fristelser af enhver art« og påtog sig »[vores] skrøbeligheder, så hans indre [kunne] fyldes med barmhjertighed … så han [kunne] vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder« (Alma 7:11-12).

Hvordan kan jeg hjælpe nogen, der har været udsat for et overgreb?

Selv om oplevelsen for alle de efterladte ved seksuelle overgreb kan variere, er her nogle måder, hvorpå I kan hjælpe.

Lyt med kærlighed og medfølelse. Udtryk jeres bekymring og ønske om at hjælpe dem. Find ud af, om de er i umiddelbar fare, og hjælp dem med at finde sikkerhed og tilflugt.

Forbind dem. Hjælp med at skaffe dem lægehjælp, professionel rådgivning eller få kontakt til andre samfundsressourcer, som centre for voldtægtsofre.

Giv dem opmuntring. Tilskynd dem til at rapportere misbrug til de relevante myndigheder. Det kan være et juridisk krav i jeres land at melde overgrebet eller misbruget selv, især hvis I er kirkeleder. I nogle lande har Kirken oprettet en fortrolig hjælpelinje ved mishandling, der kan hjælpe stavspræsidenter og biskopper med at rapportere om overgrebet og støtte offeret.8

Støt dem. Ofre tror sommetider, at overgrebet eller misbruget var deres skyld. Fordi ofre tror, at de brød kyskhedsloven og har brug for at omvende sig, er det vigtigt for biskopper, forældre, lærere, ungdomsledere og andre at genkende tegnene på overgreb eller mishandling, så de kan støtte og opmuntre til heling.

Husk, at fordi ofrets handlefrihed blev krænket, er omvendelse ikke nødvendig. I Kirkens Håndbog står der: »Sommetider føler ofre skam eller skyld. Ofre er ikke skyldige i synd. Ledere bebrejder ikke offeret. De hjælper ofre og deres familie til at forstå Guds kærlighed og den heling, der kommer fra Jesus Kristus og hans forsoning (se Alma 15:8; 3 Ne 17:9).«9

Vær opmærksom på deres behov. Ofre kan føle sig utilpas ved fysisk kontakt som for eksempel håndtryk eller kram. Det kan være ubehageligt at mødes alene med en leder. Eller de kan føle sig fanget, hvis lokalet er for lille, eller hvis I sidder mellem dem og døren. Enkle overvejelser kan gøre en forskel for en, der søger helbredelse fra en traumatisk oplevelse som et overgreb.

Hvilke anbefalinger er der til krænkere?

Nogle, der læser denne artikel, indser måske, at de har krænket en andens handlefrihed. De kan have brugt magt eller pres, bevidst ignoreret grænser eller fejlagtigt antaget en anden persons ønsker om fysisk intimitet.

Hvis I har begået denne synd, omfatter afgørende trin behovet for at påtage sig ansvaret, se sin biskop, omvende sig, samarbejde med myndighederne, når det er nødvendigt, og søge professionel hjælp. »Alvoren af jeres handlinger kan kræve, at I møder civil- og kirkedisciplinering. Men fuld omvendelse vil medføre tilgivelsens søde lettelse, fred med samvittigheden og et fornyet liv.«10