En mægtig forandring i hjertet:
»Jeg har ikke mere at give dig«
Denne forandring i hjertet er ikke en enkeltstående begivenhed; den kræver tro, omvendelse og konstant åndeligt arbejde for at finde sted.
Indledning
Fredag den 28. oktober 1588, da skibet La Girona, en del af den store Spanske Armada, mistede sit ror og måtte styres udelukkende af årer, stødte det på klipperne ved Lacada Point i Nordirland.1
Skibet kæntrede. En af de skibbrudne, der kæmpede for at overleve, havde en guldring på, som hans hustru havde givet ham nogle få måneder tidligere med inskriptionen: »Jeg har ikke mere at give dig.«2
»Jeg har ikke mere at give dig« – en vending og en ring med et motiv af en hånd, der holder et hjerte, et udtryk for kærlighed fra en hustru til hendes mand.
Tilknyttede skriftsteder
Da jeg læste denne historie, gjorde den dybt indtryk på mig, og jeg tænkte på Frelserens anmodning: »Og I skal som offer bringe mig et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd.«3
Jeg tænkte også på folkets reaktion på kong Benjamins ord: »Ja, vi tror alle de ord, som du har talt til os … som har bevirket en mægtig forandring i os, eller i vort hjerte, så vi ikke mere har tilbøjelighed til at gøre ondt, men til bestandigt at gøre godt.«4
Personlig forbindelse
Lad mig fortælle jer om en oplevelse, jeg havde, da jeg var 12 år gammel, som stadig påvirker mig i dag.
Min mor sagde: »Eduardo, skynd dig. Vi kommer for sent til kirkemøderne.«
»Mor, jeg bliver hos far i dag,« svarede jeg.
»Er du sikker? Du skal deltage i dit præstedømmekvorumsmøde,« sagde hun.
Jeg svarede: »Stakkels far! Han vil være helt alene. Jeg bliver hos ham i dag.«
Far var ikke medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Min mor og mine søstre tog til søndagsmøderne. Så jeg gik ud for at møde far på hans værksted, hvor han godt kunne lide at være om søndagen, og som jeg havde fortalt min mor, blev jeg der et stykke tid – det vil sige nogle få minutter sammen med ham, og så spurgte jeg: »Far, er alt i orden?«
Han fortsatte med sin hobby, der bestod i at reparere radioer og ure, og han smilede bare til mig.
Så sagde jeg til ham: »Jeg tager hen og leger med mine venner.«
Far sagde, uden at se op: »Det er søndag i dag. Burde du ikke gå i kirke?«
»Jo, men i dag sagde jeg til mor, at jeg ikke kom med,« svarede jeg. Far fortsatte med sit arbejde, og for mig var det tilladelse til at gå.
Den morgen var der en vigtig fodboldkamp, og mine venner havde fortalt mig, at jeg kunne ikke gå glip af den, og vi var nødt til at vinde den kamp.
Min udfordring var, at jeg var nødt til at gå forbi kirken for at komme hen til fodboldbanen.
Jeg løb beslutsomt hen mod fodboldbanen og stoppede, inden jeg nåede den store forhindring, nemlig kirken. Jeg løb over på det modsatte fortov, hvor der var nogle store træer, og jeg besluttede mig for at løbe mellem dem, så ingen ville se mig, da det var omkring det tidspunkt, hvor medlemmerne ankom til møderne.
Jeg ankom lige i tide til kampstart. Jeg kunne spille og nå hjem, før min mor kom hjem.
Alt var gået godt; vores hold havde vundet, og jeg var begejstret. Men den veludførte løbetur til fodboldbanen blev bemærket af diakonernes kvorumsvejleder.
Bror Félix Espinoza havde set mig løbe hurtigt fra træ til træ i mit forsøg på ikke at blive opdaget.
I begyndelsen af ugen kom bror Espinoza hjem til mig og bad om at tale med mig. Han sagde ikke noget om det, han havde set om søndagen, ej heller spurgte han mig, hvorfor jeg var gået glip af mit møde.
Han gav mig bare hæftet og sagde: »Jeg vil bede dig om at undervise i præstedømmeklassen på søndag. Jeg har markeret lektionen for dig. Det er ikke så svært. Jeg vil bede dig om at læse den, og så kommer jeg forbi om to dage for at hjælpe dig med forberedelsen til lektionen.« Da han havde sagt det, gav han mig hæftet og gik.
Jeg ville ikke undervise klassen, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige nej. Jeg havde planlagt igen at blive hos min far den søndag – det vil sige, at der var en anden vigtig fodboldkamp.
Bror Espinoza var en person, som de unge beundrede.5 Han havde fundet det gengivne evangelium og forandret sit liv – eller med andre ord sit hjerte.
Da det blev lørdag eftermiddag, tænkte jeg: »Måske vågner jeg i morgen og er syg, og så behøver jeg ikke at gå i kirke.« Det var ikke længere fodboldkampen, der bekymrede mig. Det var den klasse, jeg skulle undervise i, især en lektion om sabbatsdagen.
Søndagen kom, og jeg vågnede sundere end nogensinde før. Jeg havde ingen undskyldning – ingen flugtvej.
Det var første gang, jeg skulle undervise, men bror Espinoza var der ved min side, og det blev dagen for en mægtig forandring i mit hjerte.
Fra det øjeblik begyndte jeg at holde sabbatsdagen hellig, og med tiden er sabbatsdagen, som præsident Nelson har sagt, blevet frydefuld.6
»Herre, jeg giver dig alt; jeg har ikke mere at give dig.«
Opnåelse
Hvordan opnår vi den mægtige forandring i hjertet? Den påbegyndes og finder i sidste ende sted:
-
Når vi studerer skrifterne for at opnå den kundskab, der vil styrke vores tro på Jesus Kristus, som vil skabe et ønske om at ændre os.7
-
Når vi fremelsker det ønske gennem bøn og faste.8
-
Når vi handler i overensstemmelse med de ord, vi har studeret eller modtaget, og vi indgår en pagt om at overgive vores hjerte til ham, ligesom kong Benjamins folk.9
Genkendelse og pagter
Hvordan ved vi, at vores hjerte forandrer sig?10
-
Når vi ønsker at behage Gud i alt.11
-
Når vi behandler andre med kærlighed, respekt, og hensynsfuldhed.12
-
Når vi ser, at Kristi egenskaber bliver en del af os.13
-
Når vi mere konstant føler Helligåndens vejledning.14
-
Når vi holder en befaling, der har været svær for os at adlyde, og derefter fortsætter med at efterleve den.15
Når vi lytter omhyggeligt til vores lederes råd og med glæde beslutter os for at følge det, har vi så ikke oplevet en mægtig forandring i hjertet?
»Herre, jeg giver dig alt; jeg har ikke mere at give dig.«
Fastholdelse og fordele
Hvordan fastholder vi den mægtige forandring i hjertet?
-
Når vi ugentligt tager del i nadveren og fornyr pagten om at påtage os Kristi navn, altid at erindre ham og holde hans befalinger.16
-
Når vi vender vores liv mod templet.17 Regelmæssige tempelbesøg vil hjælpe os til at bevare et nyt og fornyet hjerte, idet vi deltager i ordinancerne.
-
Når vi elsker og tjener vores næste ved at drage omsorg og ved missionering.18
Og til vores store glæde styrkes og spredes den indre forandring, indtil den er rig på gode gerninger.19
Denne mægtige forandring i hjertet giver os en følelse af frihed, tillid og fred.20
Denne forandring i hjertet er ikke en enkeltstående begivenhed; den kræver tro, omvendelse og konstant åndeligt arbejde for at finde sted. Den begynder, når vi ønsker at underordne os Herren, og den materialiserer sig, når vi indgår og holder pagter med ham.
Den individuelle handling har en positiv virkning både på os og på folk omkring os.
Som præsident Russell M. Nelson har sagt: »Forestil jer, hvor hurtigt de ødelæggende konflikter over hele verden – og i vores individuelle liv – ville blive løst, hvis vi alle valgte at følge Jesus Kristus og give agt på hans lærdomme.«21 Denne handling med at følge Frelserens lære fører til en mægtig forandring i hjertet.
Kære brødre og søstre, unge og børn, når vi deltager i konferencen denne weekend, så lad vores profeters ord, som vil komme fra Herren, komme ind i vores hjerte for at udvirke en mægtig forandring.
Jeg opfordrer dem, der endnu ikke har tilsluttet sig Herrens genoprettede kirke, til at lytte til missionærerne med et oprigtigt ønske om at vide, hvad Gud forventer af jer og at opleve den indre forandring.22
I dag er dagen for at beslutte sig til at følge Herren Jesus Kristus. »Herre, jeg giver dig mit hjerte; jeg har ikke mere at give dig.«
Akkurat som ringen blev reddet efter skibbruddet, bliver vi reddet fra dette livs oprørte hav, når vi giver vores hjerte til Gud, og i den proces bliver vi forædlet og renset gennem Kristi forsoning og bliver »Kristi børn«, der er åndeligt »født af ham«.23 Jeg vidner om dette i Jesu Kristi navn. Amen.