Et mirakel i Herrens hus i Kiev

Doru Vasile fra Bukarest i Rumænien

President Monson greeting members in the temple

Illustration: Allen Garns

Min familie og jeg var spændte på at tage bilturen fra Rumænien til Kiev i Ukraine til indvielse af templet i august 2010. I vished om, at dette ville blive templet for de hellige i Rumænien/Moldova-missionen, rejste vi omtrent 14 timer bare for at være der. Da vi ankom, mødte vi en anden gruppe, der også var rejst fra Rumænien. Vi var alle glade for at være i Kiev til denne hellige begivenhed.

På dagen for indvielsen skulle vores gruppe fra Rumænien se indvielsen i et værelse i templets underetage. Nogle begyndte at lufte deres utilfredshed. De havde håbet at deltage i indvielsen med profeten i det celestiale værelse. Nogle sagde endda, at de lige så godt kunne være blevet hjemme og set transmissionen i deres kirkebygning i Rumænien.

Jeg begyndte at bede inde i mig selv: »Himmelske Fader, hvordan kan vi hjælpe disse medlemmer fra Rumænien til at få en uforglemmelig oplevelse i dit hus?«

Jeg havde stadig ikke modtaget et svar, da indvielsen begyndte. Snart fandt vi ud af, at profeten, Thomas S. Monson (1927-2018), ville komme nedenunder og lægge hjørnestenen på plads. Måske var det svaret! Jeg bad om, at profeten på en eller anden måde ville komme og hilse på de rumænske hellige.

»Jeg beder ikke om dette for mig, men for mine brødre og søstre.«

Efter hjørnestensceremonien gik præsident Monson forbi vores værelse på sin vej tilbage til det celestiale værelse. Pludselig følte jeg i mit hjerte, at jeg skulle rejse mig og invitere ham ind i vores værelse.

Jeg rejste mig og sagde: »Vores profet! Kom ind til os. Vi er fra Rumænien.«

Det så ikke ud som om, at han hørte mig. Men et øjeblik efter kom han tilbage. »Rumænien!« sagde han og kom ind i rummet.

Han hilste på os alle og sagde, at han elskede os meget. Mit hjerte blev fyldt, da jeg så ansigterne på vores kære medlemmer. »Tak, kære Fader,« bad jeg, »for dette mirakel i dit hus.«

Da profeten gik ud af rummet, var ingen kede af det mere. Jeg følte, at vi var i det mest velsignede rum i templet. Det var en oplevelse, jeg aldrig vil glemme.