Kun for unge
Rørt af den levende profets ord
Illustrationer: J. Beth Jepson
Da jeg var 15 år gammel, fik jeg øje på missionærerne foran et supermarked. En af dem inviterede mig til at komme i kirke. Jeg var ikke ret interesseret, så jeg sagde: »Måske en dag« og gik videre.
Næste dag ringede min moster og bad min mor om at komme hjem til sig for at høre et særligt budskab. Min mor og jeg løb over og så de samme missionærer i min mosters hus, som jeg havde set dagen før. Min mor blev interesseret i deres budskab, og jeg begyndte også at høre efter. Men da missionærerne spurgte, om jeg troede på en levende profet, svarede jeg resolut nej. En af ældsterne holdt et billede op af Thomas S. Monson og vidnede om, at præsident Monson var profet. De indbød mig til at komme til generalkonference den næste dag for selv at afgøre det. Nysgerrig gik jeg med til at komme.
Næste dag nåede vi hen til kirken lige, som de var blevet færdige med at bede åbningsbønnen. Da jeg gik ind i lokalet, så jeg præsident Monson komme frem på skærmen. Han smilede og sagde: »Mine kære brødre og søstre, jeg hilser jer …
Så snart præsident Monson åbnede munden, skyllede en stærk følelse ind over mig og bekræftede, at han var Guds profet. Da konferencen var forbi, fortalte jeg missionærerne, at jeg gerne ville døbes. Siden har jeg selv tjent som missionær og har undervist mange andre om de vidunderlige sandheder i det gengivne evangelium.
Jeg ved, at Gud har velsignet os ved at kalde profeter igen. Gud elsker os og taler til os gennem nutidige profeter.
Maicon B. er fra São Paulo i Brasilien
Jeg skammer mig ikke
Da jeg gik på kostskole, boede jeg på et kollegium med andre elever. Jeg gjorde mit bedste for at efterleve evangeliets principper ved at bede og studere skrifterne ofte.
En dag bemærkede en klassekammerat, at jeg lå på min seng og studerede Mormons Bog. Hun begyndte vredt at nævne alle de ting, hun syntes, der var galt med min kirke. Derefter fortalte hun alle andre på kollegiet om min »mærkelige« tro. Nogle klassekammerater begyndte at håne mig og min tro, andre undgik mig bare. Til sidst gemte jeg min Mormons Bog under en kasse med mit tøj og studerede kun Bibelen, så mine klassekammerater ville lade mig være i fred.
Jeg fortsatte med at studere Bibelen, indtil jeg nåede Romerbrevet 1:16, hvor der står: »For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror.« Jeg indså, at jeg ved at gemme Mormons Bog sendte et budskab til mine klassekammerater om, at jeg skammede mig over min tro. Jeg fandt min Mormons Bog frem igen og bad vor himmelske Fader om tilgivelse. Derefter gik jeg hen til mine kammerater og bar mit vidnesbyrd om det gengivne evangelium. De fleste holdt op med at drille mig og blev mine venner igen.
Jeg ved, at Gud forstår de prøvelser, vi gennemgår. Når vi står op for det, vi tror på, og viser, at vi ikke »skammer [os] … ved evangeliet«, vil han forlene os med sin kraft, beskyttelse og vejledning.
Pamela O. er fra Abuja i Nigeria
Tjeneste gennem tegnsprog
Da jeg var seks måneder gammel, var mit første tegn »mælk« og flere uger senere sagde jeg »panda«. Jeg er i stand til at høre, og alligevel var mit første sprog amerikansk tegnsprog. Min mor havde tjent som amerikansk tegnsprogsmissionær, og hun fortsatte med at studere det og ønskede, at jeg også skulle lære det.
Tegnsprog har været en utrolig velsignelse i mit liv. Det har gjort mig i stand til at se og lære så meget mere, end jeg ellers ville. Det fører folk sammen. Jeg elsker at være i stand til at undervise mennesker om det, jeg ved, på tomandshånd og give præsentationer i skolen og kirken. Det er også rigtig sjovt at se generalkonference og andre kirkevideoer med tegnsprog sammen med min mor.
Tegnsproget har været utroligt opbyggende for mit vidnesbyrd. Jeg har også været i stand til at lære flere af Guds børn at kende, end jeg ellers ville, og det er et godt redskab til at hjælpe andre. Jeg er taknemmelig for denne velsignelse i mit liv og for de skønne mennesker, jeg har kunnet møde og lære af.
Israel H. er fra Oregon i USA